Lad os starte med undskyld

[Myrilla af Stenbjerg]

Larkin af Stenbjerg

Der var nu kun en uge tilbage til brylluppet. Og alt var gået af Kaos til igen. Larkin havde ikke talt med hende i flere dage efterhånden, bortset fra selvfølgelig til forberedelserne og den sociale karantæne var så småt begyndt at påvirke hende. Også selvom Annalin talte med hende. Der lod til at være så meget indforståethed i Stenbjerg, hun ikke forstod.

Til sidst var hun derfor også knækket. I sin oppakning havde der ligget en flaske gammel whiskey. Det mente hun i hvert fald, det var, men Myrilla havde heller aldrig været nogen ekspert inden for alkohol. Men den i hånden, iført den røde kjole, han havde givet hende og håret kunstfærdigt sat op, nåede hun hans værelse. En enkelt, dyb indånding. Så bankede hun på og prøvede at ignorere sine let rystende hænder.

[Larkin af Stenbjerg]

Aftenerne var blevet dejligt frie, nu hvor han ikke behøvede bruge dem på sin forlovede. Derfor havde han genoptaget sine øvelser i magisk fokus. Det var hurtigt blevet en vane for ham at slå sig ned i en stol på sit værelse og hæve en snor op og ned foran sig ved hjælp af sin Gave. Han var nødt til at holde det ved lige.
Da det bankede på døren, svarede han uden at fjerne blikket fra snoren: ”Den er åben. Kom ind.” Han fik atter snoren til at hæve sig op over jorden som en slange, før han så op og opdagede, at det var Myrilla, der var kommet ind. Han havde mere regnet med, at det ville være Kier eller Joshua. ”Godaften, Myrilla,” hilste han med sit sædvanlige høflige smil og lod snoren falde sammen. Kort efter forsvandt Gavens farve fra hans krop igen. ”Hvad bringer dig herhen?” Han havde på fornemmelsen af, hvad det handlede om. Hun havde tydeligvis forsøgt at klæde sig på en måde, der ville tiltale ham.

[Myrilla af Stenbjerg]

Lyden af Larkins stemme bag den lukkede dør fik det til at sno sig ubehageligt sammen i hendes mave, men hun lagde blot hånden på håndtaget og åbnede den så. At sige undskyld var noget af det sidste, hun havde lyst til. Inderst inde var hun stadig af den overbevisning, at hun ikke havde gjort noget forkert. I hvert fald ikke mere end han havde. Men hun kunne ikke tavsheden længere. Han var alligevel den, hun kendte bedst i det fremmede hus.

”Jeg ønskede at tale med dig, hvis du har tid,” svarede hun og bevægede sig tøvende lidt længere ind på værelset efter at have lukket døren efter sig. Lyset spillede varmt i flaskens glas. Hun havde fået den af Marcus, før hun var taget af sted. Bare for en sikkerheds skyld.

[Larkin af Stenbjerg]

Han samlede snoren op fra jorden og lagde den fra sig på bordet. ”Naturligvis,” accepterede han og gjorde tegn til stolen op den anden side af det lille bord. ”Sæt dig endelig.” Han havde på fornemmelsen, at hun var kommet for at undskylde, så han mente, at han godt kunne være mere imødekommende overfor hende igen. ”Hvad ville du tale om?”

[Myrilla af Stenbjerg]

Da han accepterede, gik hun hen til bordet og tog plads som anvist. Hendes hånd føltes svedig om flaskens hals og hun sank med noget besvær. Efter en indre kamp fik hun tvunget et smil over sine læber og hun satte flasken på bordet mellem dem. ”Den er til dig.” Blikket flakkede, før hun endelig fandt viljestyrken til at låse sine grønne øjne fast ved hans blå. Så rankede hun sig lidt mere. ”Jeg gik over stregen den anden dag og det beklager jeg virkelig. Det var ikke min mening at udtale mig om ting, jeg ikke har forstand på.”

[Larkin af Stenbjerg]

En gave havde han ikke regnet med, så han løftede et øjenbryn, da hun stillede flasken på bordet. Han rakte hen for at tage den op og kigge nærmere på den, før han forholdt sig til hendes undskyldning. ”Det er i orden,” accepterede han med et let smil og et nik. Isolering virkede tydeligvis fantastisk på hende. ”Skal vi dele et glas?” Nu hvor hun havde undskyldt, så han ingen grund til at bore mere i det. I stedet rejste han sig for at gå over og finde nogle glas.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrillas øjne blev blanke og glasagtige for en kort bemærkning, da han accepterede hendes undskyldning. En lille pige i hendes indre havde lyst til at springe op fra sin plads og lægge armene om hans hals, knuge sig ind til ham, men hun blev siddende. Forsigtigt nikkede hun til hans spørgsmål. Hun havde kun smagt det én gang, men måske dette var en ganske fin anledning. Mens han gik efter glas, fik hun blinket tårerne væk og fyldte lungerne gennem næsen i form af en dyb indånding. Det var gået bedre, end hun havde turdet håbe på.

[Larkin af Stenbjerg]

Han bed godt mærke i, hvor påvirket hans accept åbenbart gjorde hende. Imens han gik over efter glassene, overvejede han, hvordan han burde håndtere det. Den sidste uge havde vist ramt hende hårdt, siden hun kunne være på randen af gråd. Han tog et par glas og vendte tilbage til bordet, hvor han stillede dem fra sig. ”Myrilla,” startede han så, lige så blidt, og rakte ud for at stryge hende forsigtigt over kinden. ”Har du følt dig ensom?” spurgte han roligt og tog hånden til sig for at skænke op til dem. Måske ville det kun være godt, hvis hun fik lidt at styrke sig på – bare en smule.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun fulgte ham med blikket og prøvede at forholde sig rank og stolt, da han igen kom hen til hende, men ømheden i hans stemme og berøring fik hende til at blinke overrasket med øjnene. Uden helt at være bevidst om det bed hun sammen om sin læbe, før hun slap den igen. ”Ja.” Hendes stemme var kun en spæd hvisken og hendes øjne var låst til hans ansigt, selv da han igen fjernede hånden og opmærksomheden for i stedet at vende sig mod glassene. Nok skræmte han hende, men han var samtidig det tætteste, hun havde på familie i Stenbjerg. Og hun behøvede ham, det var så langsomt begyndt at gå op for hende.

[Larkin af Stenbjerg]

Efter at have skænket op til dem begge stillede han flasken fra sig igen og knælede foran Myrilla, så han kunne se op på hendes ansigt. Han lagde sine hænder over hendes og mødte roligt hendes blik. ”Så lad mig hjælpe dig i stedet for at du hele tiden skal teste mig eller gå imod mig,” sagde han lige så roligt og lod fingrene stryge lige så blidt over hendes håndryg. Han satsede på, at hun måske var villig til at lytte til ham denne gang. ”Det vil gøre alt meget lettere for os begge.” Han bøjede sig lidt frem og placerede et blidt kys på hendes hånd.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det kom bag på hende, at Larkin valgte at knæle foran hende og hun slap kort hans ansigt med blikket for at se ned på sine hænder, der nu lå under hans. Hans ord gav god mening, men samtidig huskede hun også den tydelige skuffelse, der havde været i Marcus’ øjne, da han havde fortalt hende, at hun havde forandret sig. ”Jeg gør det ikke for at være på tværs,” forklarede hun ham med spinkel stemme og fandt igen hans øjne. ”Men jeg ved ikke altid, hvordan jeg skal tale til dig, for at du forstår.” Hun håbede virkelig, at han havde tænkt sig at lytte denne gang.

[Larkin af Stenbjerg]

Han iagttog hende, imens hun formulerede sine bekymringer og smilede så svagt, en tand drillende. ”Fordi jeg er mystisk?” bemærkede han og refererede tilbage til deres samtale en uge tidligere. Så gav han hendes hænder et blidt klem. ”Så lad os prøve nu ... hvad er det, du gerne vil have, at jeg forstår?” Hun havde undskyldt og virkede betydeligt mere underdanig, så han kunne vel nok lytte til, hvad hun havde at sige nu.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun var ikke klar til at give efter for et smil, men det sitrede alligevel let i hendes ene mundvige ved hans bemærkning. ”Måske.” Det var underligt, som de kunne gå fra at hade hinanden til egentlig at havde det ganske godt i hinandens selskab øjeblikket efter. Ganske forsigtigt strøg hun tomlen over hans hånd og prøvede at finde en måde at formulere sig på, der ikke ville støde ham. ”Med undtagelse af lige den sidste uge, er jeg begyndt at føle mig mere… Tryg omkring dig og derfor påvirker dine ord mig.”

[Larkin af Stenbjerg]

Imens hun mønstrede modet til at tale, lagde han lige så let læberne mod hendes hånd igen. Som sådan var hendes ord ganske positive – efter hans mening. Derfor så han snart op på hende igen med et svagt smil. ”Javel.” Var det alt? I så fald var vel ret harmløst. ”Det glæder mig.” Det gjaldt om at vise det, når han var tilfreds med hende. ”Men det bekymrer dig måske?” Han lagde hovedet lidt på skrå og så afventende op på hende. Mon ikke hun var startet ud med noget positivt og nu ville forsøge at forklare noget, der var mere negativt?

[Myrilla af Stenbjerg]

Tomlen strøg ganske let over hans hage, da han igen bøjede sig ned og lagde læberne mod hendes hånd, som hun fandt modet til at tale. Indtil videre lod han til at tage det ganske pænt og hun valgte derfor at komme ham yderligere i møde, før hun ville rive op i den forfærdelige morgen, de havde haft sammen. ”Nej, ikke mere end det burde, når man begynder at føle sig tryg omkring mystiske mænd,” svarede hun og kunne ikke lade være at sende ham et lille smil, før hun fortsatte. ”Jeg ønsker at leve op til dine forventninger og være en værdig hertuginde for Stenbjerg, så det smerter mig, at du skulle tro, jeg bevidst skulle vælge at gå imod dig.”

Hun fangede hans blik og håbede virkelig, de grønne øjne bar den alvor og oprigtighed, hun ønskede at udstråle. "Og det jeg vil sige derigennem er, at jeg virkelig håber, du vil tro på, at jeg faldt i søvn grundet følelsen af tryghed, jeg fandt i dine arme den nat."