Problemerne hober sig op

[Anduo jian Cadao]

Mitsuke Ryuunosuke

17. juli, 527 M.T.

"Deres Excellencer!!" Stemmen var træt og udmattet og det var da også tydeligt, at den carthakianske ambassadør efterhånden var nået til enden af sin tålmodighed. Da der igen var ro, lænede han sig ind over forhandlingsbordet med hænderne sat solidt mod bordpladen. "Det er tydeligt, at der stadig er mange uenigheder i forhold til dette mellem jeres to nationer, men eftersom Carthak ikke lider overlast under hverken det ene eller det andet scenarie, så vil jeg tillade mig at trække mig tilbage fra forhandlingerne nu. Jeg foreslår, at I fortsætter drøftelserne selv og fremlægger et fælles forslag til løsningen af konflikten inden for nærmeste fremtid."

Efter denne meget bestemte enetale, vendte manden sig simpelthen om og gik ud af lokalet og efterlod Anduo alene med den lille gimpe fra yamani-øerne. Hun havde vist sig endnu mere stejl, end han havde troet og hun havde ikke været til at tale det mindste fornuft med. Han sukkede tungt, da de nu blev overladt til dem selv. Etiketten var skredet en smule de sidste mange timer fra alles sider, grundet den ophedede debat og han tænkte ikke engang over det. "Hvad så nu?"

[Mitsuke Ryuunosuke]

Selvom stemningen ganske vidst var blevet ophidset, havde Mitsuke endnu ikke brudt grænsen. Jovist, tonefaldet havde været lidt skarpere ved enkelte kommentarer, men umiddelbart lod hun til at være bedre til at kontrollere sit temperament end sareneren og det tog hun som en lille sejr på en meget lang og tilsyneladende ikke just jævn vej.

Hendes mørke øjne fulgte Carthaks ambassadør, som han forlod lokalet og forblev bundet til stedet, han var forsvundet. Lige indtil Anduo igen talte. ”Ja, hvad så nu, Ambassadør?” spurgte hun og stemmen var stadig rolig, selvom der for et splitsekund flammede noget andet end den beherskede høflighed, der havde været at finde der indtil videre.

[Anduo jian Cadao]

Og så langede hun bolden over på hans banehalvdel igen med det samme uden selv at give den mindste indrømmelse. Han kvalte et suk og rankede sig i stolen. "Det må være Deres tur til et udspil," konstaterede han bare tørt. Selv var han kommet med mere end rigeligt, hvis man spurgte ham og hun havde uden videre fejet dem alle af bordet. At han sikkert havde gjort det samme, var belejligt nok ikke i hans tanker længere. Det var jo hende, der var den urimelige.

[Mitsuke Ryuunosuke]

Hun foldede sine hænder roligt over bordet, selvom hun mest af alt havde lyst til bare at lange ham én, der måske for en gang skyld kunne sætte noget respekt i livet på ham. Langsomt vippede hun hovedet ganske let på skrå og betragtede ham med et uudgrundeligt blik i de mørke øjne. ”De bliver nødt til at forstå, at jeg ikke er min forgænger,” indvendte hun. De var gennemgået forslag og havde skudt dem ned på stribe igennem de sidste par timer. Og Mitsuke var efterhånden begyndt at have nok. ”Så De bliver nødt til at overveje, under hvilke omstændigheder, De kunne gå med til mit forslag.”

[Anduo jian Cadao]

Hendes svar var cirka det samme, som han havde hørt på hele eftermiddagen. "Og De bliver nødt til at forstå, at De ikke kan forvente, at folk altid vil gå med på Deres forslag. Det er muligt, at De er her for at tilgodese Deres eget folk, men tro det eller lad være, jeg er her rent faktisk for det samme. Og hvis ikke vi snart bliver enige om noget, så risikerer vi, at aftalen helt falder på gulvet og så får ingen af os noget ud af det," forklarede han lettere irriteret. Det var som at tale til et barn, som ikke forstod tud eller røv.

[Mitsuke Ryuunosuke]

Irritationen var tydelig i hans ord og træk, og havde hele situationen ikke været så anspændt, havde hun nok taget et øjeblik eller to til at more sig over hans mangel på selvkontrol. Men der var intet humoristisk over øjeblikket, som det så ud. ”Hvis De nu tager et øjeblik til at beherske Dem selv, Ambassadør Anduo, ville vi måske nå et skridt tættere på en løsning,” foreslog hun, stadig behersket og rolig, selvom irritationen ulmede faretruende under den afbalancerede overflade. ”De må tænke på, hvad yamanistål ville kunne gøre for Sarain.” Det var en ting, der altid havde været eftertragtet, fordi der normalt ikke blev handlet med det uden for Yamaniøerne.

[Anduo jian Cadao]

Hans øjne flammede op i vrede, da hun bad ham beherske sig, som et uartigt barn og han var enormt tæt på at rejse sig og gå.. Eller stikke hende en lussing. Den sidste tanke fik ham dog til at indse, hvor ophidset han rent faktisk var og han tog et par dybe indåndinger for at få styr på følelserne igen. Men bemærkningen var ikke glemt og det ville den heller ikke blive foreløbig.

Hendes ord om yamanisk stål, blev viftet væk med en afværgende håndbevægelse. "Og hvad er det så, det kan gøre for Sarain, som vore egne smede ikke kan gøre? Hvis jeg forstår processen korrekt, så er det netop formningen af stålet, hemmeligheden ligger i. Hvis der sker skader eller lignende på det, vil vore smede ikke være i stand til at reparere det."

[Mitsuke Ryuunosuke]

I al sin vildskab, frastødte Anduo hende, men bag den indlærte væmmelse lå noget andet og fik hende til at føle sig varm i kinderne. Hun knyttede hænderne i skødet og måtte igen tage et øjeblik til at berolige sig selv, før hun talte. ”Vi forhandler os gerne frem til en kontinuerlig våbenleverance, hvis De derimod ville kunne give en garanti på, at disse våben ikke ville blive brugt mod Yamaniøerne eller dets folk.” Hun fastholdt hans blik og prøvede at fokusere på ro, balance og ynde frem for den flammende vildskab og irritation, han havde vækket i hendes indre.

[Anduo jian Cadao]

Hendes ord fik ham trods alt til at spidse ører. Aftalen med Carthak stod fast. Det de forhandlede om var sådan set udelukkende, hvem der skulle have leverance først. Og selvom han hadede at tabe den kamp - og især til hende - så måtte han også tænke på, hvad han kunne bringe hjem til Sarain ved en sådan aftale. "Og hvis det af en eller anden grund, skulle være yamaniøerne, som angreb os?" Det var jo svært belejligt, hvis man så ikke måtte forsvare sig med deres våben. "Hvor mange havde De tænkt Dem at foreslå årligt?"

[Mitsuke Ryuunosuke]

Det lod til at han bed på. I hvert fald havde han ikke længere travlt med at hidse sig så umanerligt op og havde Mitsuke ikke haft en så streng opdragelse, havde man nok kunne ane et selvtilfreds smil på hendes læber. Men hendes ansigt var nøgternt som altid. "Under forudsætningen at hverken Yamaniøerne eller Sarain vælger at vanære en sådan aftale. Hvilket ville kunne sikres på flere forskellige måder," påpegede hun med et uudgrundeligt blik i de mørke øjne.

Det kom ikke bag på hende, at han spurgte ind til antallet. Det var blot endnu et udtryk for, at han kom hende i møde. For selv en tåbe kunne ikke sige nej til et tåbeligt godt tilbud. "Firehundredehalvtreds." At byde under tohundrede ville være en skændsel, men over femhundrede ville også begynde at blive lidt for gavmildt. Derfor mente hun selv, det var et retfærdigt bud.

[Anduo jian Cadao]

Han havde lænet sig lidt tilbage i stolen og roen var efterhånden ved at indfinde sig igen, nu hvor det så ud til, at han alligevel fik forhandlet en god aftale hjem. Han strøg sig tænksomt over skægget, mens hans blik gled over hende med et undersøgende glimt. "Femhundrede," svarede han uden at kommentere på hendes svar om vanære. Det var et yamansk begreb, som ikke blev brugt meget i resten af verden.

[Mitsuke Ryuunosuke]

Hendes blik var som syet til ham, da han igen lænede sig tilbage og hun studerede diskret hver af hans træk, fingrene, der gled over skægget og hans vurderende blik. Ikke så meget som en sitren var der i hendes mimik, mens hun afventede hans næste udspil. Og så blev det hendes tur. Hun rykkede sig ikke det mindste i flere, lange øjeblikke, før hun så endelig blinkede og brød øjenkontakten. Så nikkede hun ganske langsomt. "Femhundrede."

De var endelig nået til enighed og Yamaniøerne var endt med at være først i den carthanske handelsrute, hvilket hun var ganske godt tilfreds med. Især med tanke på, at han havde været villig til at gå højere op, for at få det sikret. Men Anduo havde også valgt at komme hende i møde og for det fik han antydningen af et smil, så diskret i hendes ene mundvige, før det igen forsvandt.

[Anduo jian Cadao]

Hans blik var roligt og insisterende, da hun overvejede hans forlangende. Han blinkede kun nogle få gange og var ikke den første til at bryde øjenkontakten. Hun gik med til det og han nikkede tilfreds. Han bemærkede også hendes lille smil, men var ærligt talt stadig lidt for irriteret på hende til at kunne gengælde det. "Jamen så er det en aftale. Jeg giver ambassadøren besked om vores beslutning." Han slog hænderne let ned i bordpladen og rejste sig. Han havde en smule hovedpine efter alle de voldsomme følelser og trængte til et glas friskt vand. "Må jeg foreslå, at vi eventuelt diskuterer aftalens specifikationer ved mere uformelle forhold?" Måske kunne han så lade være med at hidse sig op.

[Mitsuke Ryuunosuke]

Hun nikkede og rejste sig fra sin plads, da han gjorde det, som hun havde fået det at vide så mange gange. Hænderne var stadig foldet foran hende, mens hun betragtede ham. Det glædede hende, at de endelig var kommet til enighed og hun følte sig helt udkørt oven på de langtrukne forhandlinger og endeløse diskussioner, der havde fundet sted i det rum, som hun nu mere end noget andet trængte til at forlade. Hans forslag fik hendes blik til at blive langt mere vågent igen. Private forhold? "Havde De noget bestemt i tankerne, Ambassadør?" Hun var umiddelbart ikke meget for det, eftersom det stred mod hendes opdragelse.

[Anduo jian Cadao]

Hun var lettere tilbageholdende, men det var der vel ærligt talt ikke så meget at sige til. Det var han jo også selv, når alt kom til alt. "Ja, jeg ved ikke med Dem, men jeg er ærligt talt ved at være temmeligt sulten. Jeg kan få bragt noget mad op eller vi kan finde et sted ude i byen og få noget at spise?" Det var en venlig gestus, fordi han trods alt havde brug for, at de ikke var uvenner i forhold til nye forhandlinger. "Men hvis De foretrækker det, så kan vi også gå hver til sit og mødes en anden gang?" For mad, det skulle han altså have nu.