Umuligheder

[Anduo jian Cadao]

Mitsuke Ryuunosuke

15. juli, 527 M.T.

Planlægningen af den nye handelsrute med Carthak var et problem. Et stort problem. For selvom der var masser af gode grunde til, at ruten skulle tilrettelægges således, at Sarain lå først på rejsen, så var der nu kommet beklagelser fra Yamaniøernes nye ambassadør, som havde sat forhandlingerne lidt i stå. Og Anduo var ikke glad. Overhovedet ikke glad. Han havde arbejdet på denne aftale i mere end et år og endelig, som det så ud til, at det ville falde på plads, så skete dette!

Han skummede næsten af vrede, som han gik ned af de lange gange i Parlamentet mod Yamaniøernes kvarter. Han ville tale med denne ambassadør. Og det kunne kun gå for langsomt.

[Mitsuke Ryuunosuke]

At være ambassadør var bestemt ikke noget let eller ligetil job. Alt skulle forhandles, alt skulle overvejes og vurderes, samt at man selvfølgelig ikke kun skulle have forberedt hver af sine næste ti træk, men også de andre ambassadørers, og for tiden var det netop ambassadøren fra Sarain, der voldede Mitsuke store problemer.

De forskellige rådgivere var derfor blevet samlet i den testue, hvor de holdt de mere intime møder. Te var blevet serveret, mens de forskellige havde fremlagt deres argumenter og pointer. Og nu sad Mitsuke tilbage. Alene. Hun løftede en kop til sine læber og drak. Der var en del, der skulle overvejes.

[Anduo jian Cadao]

Han nåede frem og bankede på døren. Ikke hårdt og voldsomt, sådan som han havde mest lyst til, men let og roligt, som havde han al tid i verden. Der var jo ingen grund til at ødelægge grundlaget for at charmere sig ind på kvinden.

Han ventede roligt og da døren blev åbnet, bukkede han i en ærbødig manér, som det var skikken på yamaniøerne og rettede sig med et høfligt smil på læberne. "Deres Excellence. Mit navn er Anduo jian Cadao og jeg er ambassadør for Sarain. Har De tid til at tale med mig?"

[Mitsuke Ryuunosuke]

En let banken på døren fik hende til at se op fra det punkt, hvor hun havde stirret tomt i et langt øjeblik. Langsomt kom hun op at stå og glattede folderne i silkekimonoen, før hun gik hen til døren og åbnede den med et klædeligt smil om læberne, som hun havde lært var skik tegn på immødekommenhed i Tortall.

Synet af Sarains ambassadør overraskede hende, men der var ikke så meget som en lille trækning i ansigtet ud over høflig venlighed, før hun gengældte det respektfulde buk. ”Deres Excellence,” hilste hun og sænkede respektfuldt blikket, før hun igen fandt hans øjne. ”Selvfølgelig, vil De komme ind og gøre mig selskab over en kop te?”

[Anduo jian Cadao]

Han glippede en enkelt gang med øjnene, da hun åbnede. For hun var en tydelig æstetisk forbedring over den tidligere ambassadør. Men han havde dog hurtigt fået styr på sig selv igen og smilede ganske let til hende. "Meget gerne." Han fulgte hende indenfor og tog plads i en stol, som hun anviste ham. Han ventede dog høfligt, indtil hun havde sat sig først, inden han gjorde det samme.

Han sad ret op og ned i stolen og lagde det ene ben over det andet, inden han tog imod den kop, hun rakte ham. Indtil nu havde han ikke mælet et eneste forretningsmæssigt ord. Det ville være uhøfligt. I stedet komplimenterede han hendes kontor. "De ser ud til at have fundet Dem godt til rette i Deres forgængers kontor."

[Mitsuke Ryuunosuke]

Mandens overraskelse var, modsat hendes egen, ganske tydelig og det morede hende i det skjulte. Da han accepterede trådte hun derfor et skridt tilbage og åbnede døren mere, så han kunne komme ind. Hun lukkede den forsvarligt efter ham og gik så hen til den sofa, hun netop havde rejst sig fra, før hun tog plads.

Med glidende ynde, som var det en nøje indstuderet dans, fik hun hældt te op til dem begge, før kanden igen blev stillet på bordet og hænderne var rolige, da hun rakte ham koppen. Så lagde hun hænderne i skødet og fangede hans blik, da han talte. ”Det er en velsignelse endelig at kunne finde en så smuk sammenkobling af kulturer, som det er muligt her, hvilket jeg håber, det afspejler,” kommenterede hun.

[Anduo jian Cadao]

Han nippede roligt til sin te og gav høflighederne den tid, de skulle have. Yamanierne var et stolt folk og man skulle passe på med etiketten omkring dem, fordi man ellers sommetider kunne komme temmeligt meget på folks dårlige side. "Jeg synes, De har ramt en fin balance mellem Deres egen kulturarv og traditionerne her i byen," svarede han med et afdæmpet smil.

Han nippede let til teen igen og var lige ved at springe til sagen, inden han besindede sig igen. "Jeg håber, De er faldet godt til i byen?"

[Mitsuke Ryuunosuke]

Hun passede altid på nøje at afstemme, hvor meget øjenkontakt, der passede sig og sørgede for at sænke blikket respektfuldt fra tid til anden. ”Det glæder mig usigeligt. Mange tak.” Så hævede hun koppen og tog en ganske lille tår, da han også gjorde det. Teen var lys og simpel, perfekt til sommervarmen.

”Der har ikke været andet end venlighed og samarbejdsvillighed i min tid her,” svarede hun og smilet spillede i hendes mørke øjne, da de fandt hans. ”Hvor længe har De selv haft hjem i Tangvig?” spurgte hun. Det var tradition at holde høflighedssamtalen kørende i hvert fald i nogen tid, før man gik til emnet og Mitsuke havde tænkt sig at følge den skik.

[Anduo jian Cadao]

Han nikkede venligt og nippede igen til teen. "Fire år efterhånden," svarede han og smilede igen let. "Jeg var så heldig at få tilbudt embeddet her på trods af min forholdsvis unge alder. Ligesom De selv." Han hævede koppen til en uformel skål til fejring af hendes stilling og satte sig så lidt bedre til rette i stolen, inden han tog fat på det emne, som egentlig optog ham. "Jeg håbede på, at vi kunne tale en smule omkring den carthakianske handelsrute, hvis De har tiden til det?"

[Mitsuke Ryuunosuke]

Selvom han smilede til hende, kommunikerede hun kun gennem sine ord og de mørke øjne, der til gengæld bar både på smil og høflig imødekommenhed. ”De har lige som jeg været heldige at blive født i en verden, der ikke lader alder begrænse kompetence,” kommenterede hun og besvarede skålen, før hun tog endnu en lille tår. Koppen blev igen stillet på bordet, før hun vendte blikket op mod ham, da han bevægede sig videre til sit egentlige formål med besøget.

Et uudgrundeligt blik lagde sig over hendes øjne. ”Jaså,” kommenterede hun og nikkede så ganske let, før hun igen fangede hans blik. ”Jamen sig endelig frem. Tillader De, jeg kalder dem Ambassadør Anduo?” Hun så afventende på ham efter en accept af tiltalen.

[Anduo jian Cadao]

Hun tog heldigvis ikke anstød af, at han gik videre i samtalen, men han mente ærligt talt også, at han havde fulgt etiketten, som han skulle. Til hendes spørgsmål halv-bukkede han fra sin plads og løftede igen koppen til en uformel skål. "Hvis jeg må kalde Dem, Ambassadør Mitsuke."

Da hun havde givet sit samtykke, satte han koppen fra sig og lod i stedet hænderne hvile roligt i skødet. "Jeg kan forstå, at De har luftet nogle bekymringer omkring sejlruten over for den carthakianske ambassadør?"

[Mitsuke Ryuunosuke]

Nakken bukkede sig respektfuldt, før deres blik igen låstes sammen ved skålen. ”Det ville være mig en glæde,” besvarede hun ham høfligt og roligt. Hænderne lagde sig igen sirligt i skødet, men hun tog ikke blikket fra ham. Nu var de kommet til forretningsdelen og den egentlige årsag og hun var spændt på at se, hvordan han ville tilgå hele situationen. Hendes ydre var dog evigt roligt og afbalanceret. ”Det er sandt.” Igen gjorde hun et lille nik med hovedet. Det var intet spørgsmål endnu, så der var endnu intet at svare på i hendes optik.

[Anduo jian Cadao]

Han gemte en irriteret grimasse væk over, at hun slet ikke kom ham i møde på nogen måde. Han havde arbejdet hårdt for denne aftale og han havde ingen intentioner om, at hun skulle ødelægge det for ham, mens hun stadig var 'den nye pige i klassen'.

Hans ydre viste dog ingen tegn herpå. Han smilede stadig høfligt. "Jeg ved ikke, om De er klar over det. Men det er mange måneders intensive forhandlinger, De ønsker at annullere. Det har taget meget lang tid at blive enige alle landede imellem og Deres forgænger var ganske tilfreds med det udspil, vi har arbejdet os frem til."

[Mitsuke Ryuunosuke]

Hans ord bar præg af både arrogance og indbildskhed i hendes bog, men hendes ansigt forblev i rolige, neutrale folder, mens øjnene vågent studerede ham. Mest af alt havde hun lyst til at bede ham pakke sine flere måneders elendige forhandlinger væk. ”Jeg er udmærket klar over det arbejde, det har krævet at nå frem til den beslutning, men det ændrer ikke på det faktum, at jeg er her for at tjene mit folk.” Det havde hun tænkt sig at sætte over alt andet, også hvis det involverede at træde over nogle ømme tæer fra tid til anden..”Og jeg er ikke af den overbevisning, at dette vil tjene nogle parter nær så meget, som hvis handelsruten blev ført af en anden vej.”

[Anduo jian Cadao]

Og stædig var hun altså også. Og måske en anelse barnlig. Men hvad kunne man forvente af en toogtyve-årig, som havde tilbragt de sidste mange år isoleret på en lille ø? "Det udspil, De er kommet med, forringer betingelserne for Sarain i betydelig grad. Og ligesom De selv, er jeg her for at tjene mit folk. Jeg håber ærligt talt, at vi kan nå frem til en form for enighed. Muligvis i forhold til at genforhandle aftalerne omkring eksporten af de sarenske krydderurter, som blev indgået i foråret." Der var en helt bestemt krydderurt, som yamanierne var glade for og som han godt kunne klare at få lidt færre procenter på, hvis ellers den anden aftale kom i hus.