Ingen vej tilbage

[Selmira Skæbneseer]

Silvya Hæler
Et sted mellem 1. og 2. juli 527

Planen havde måske været impulsiv, men det var også sådan Selma gjorde det fleste ting i livet. Spontant, men bestemt ikke uovervejet. For hun havde brugt mange af timerne alene i smerte på det forbandede værelse på Aben med at tænke på, hvordan hun skulle straffe Orvar. Nu var det ganske vidst ikke ham, hun havde fået fat i, men det gjorde det udelukkende bedre.

Dyndkulen havde været det mest oplagte sted at tage hen. Det var ikke usædvanligt, at folk var i smerter eller slagsmål der. Folk døde på daglig basis i den usleste del af byen. Foran et faldefærdigt hus var, hvor hun stoppede og kort tøjrede Iago for at kunne bære den bedøvede kvinde ind. Ikke at det var noget let projekt og hun måtte holde hvil et par gange, men efter nogen tid fik hun lagt hende over et bord med hænder og ben bundet sammen og derefter samlet under bordet.

Samvittigheden var dog ikke helt forsvundet og hun fik hurtigt sparket både bukser og braies af, før hun let tøvende gav kvinden sine braies på. Så trak hun igen bukserne på og satte sig ned på en stol lidt væk fra bordet. Hendes hænder rystede let. Så var det kun at vente.

[Silvya Hæler]

Det gjorde ondt i hendes hoved. Virkelig ondt i hovedet. Og hendes krop værkede, uden at hun vidste hvorfor. Hun havde ikke været i slagsmål, vel? Hun forsøgte at åbne øjnene, men de var tunge og hendes krop var doven. Den reagerede langsomt på hendes bevægelser.

Da hun endelig fik øjnene op, stirrede hun op i et loft, som hun ikke havde set før. Det var i hvert fald ikke loftet i vognen. Hun blinkede med øjnene og forsøgte at trække hånden til sig. Det kunne hun ikke. Hun rynkede panden. Der var reb omkring hendes hånd, det kunne hun mærke. Og det borede sig ned i hendes håndled. Hun pev lidt og drejede hovedet for at se ned på sit håndled. Det var først her hun opdagede, at hun ikke havde tøj på. Kun braies.

Hvor var Orvar? Og hvad var der sket? Hun kunne ikke huske andet end en hest, og at hun var blevet hevet ud af vognen. Hun klynkede igen og forsøgte at se sig omkring. Men intet virkede genkendeligt.

[Selmira Skæbneseer]

Hvor længe hun sad sådan og stirrede på det gyldne hår i et forsøg på ikke at tænke for meget over, hvad hun var ved at gøre, vidste hun ikke. Først da kvinden begyndte at bevæge på sig, spændte hun sammen og prøvede at genkalde følelsen af raseri og afmagt, hun havde følt over for Orvar. Han skulle betale for dette.

Langsomt rejste hun sig op og trådte et par skridt hen mod bordet og kvinden derpå, men holdt sig stadig i rummets skygger. ”Du er Hælerkvinden, ikke sandt?” spurgte hun og så ned på hende. Hun havde aldrig været god til navne, især ikke disse fremmede nogle.

[Silvya Hæler]

Hun kunne høre nogen bevæge sig, men hun kunne ikke se vedkommende. Og det fik hendes hjerte til at pumpe blodet rundt i hendes blodårer med rekord fart. Adrenalinen susede rundt i hendes krop, og hun havde svært ved at fokusere. Men alt hun kunne se var en skikkelse, der ikke havde noget ansigt.

Spørgsmålet kom fra en kvindes mund. "Jo," svarede hun med skælvende stemme og forsøgte igen at rykke i rebene. For at komme fri, men hun var helt bundet fast. "Hvem er du?" Spurgte hun tilbage, og forsøgte igen at finde et ansigt i skyggerne.

[Selmira Skæbneseer]

Det var tydeligt at høre frygten på kvindens skælvende stemme og Selma måtte bide hårdt sammen for ikke at give efter for den sure smag i hendes mund. Hun sank og begyndte at gå lidt omkring bordet. Rebene gav sig under kvindens bevægelser, men Selmas knuder var ikke sådan lige at få op. ”Så du er en ven af Orvar?” spurgte hun, selvom det egentlig gav sig selv. Kvinden havde immervæk været over ham, nøgen, i gang med at følge ham til en anden by.

Så trådte hun fremad og lod endelig lyset falde på hendes ansigt. De mørke markeringer over hendes øjne var frisklagte og fik kun hendes træk til at se skarpere ud. ”Var det dig, der fortalte ham om mit kendskab til Vitor?” Hendes stemme var en skarp snerren.

[Silvya Hæler]

Igen var det lyden af en kvindestemme, der brød stilheden, og hun kunne høre den andens åndedrag, som vedkommende bevægede sig rundt om bordet. Hun hev igen i rebene, men de formåede blot at gnave sig dybere ind i hendes håndled. Da talen faldt på Orvar, blev hun stille og lå helt stille. Hvad havde Orvar gjort?

Da kvinden trådte frem, var det Doi-kvinden, som Silvya så. Hendes næse blev rynket, som hun vredt snerrede tilbage. "Hvad kommer det dig ved?" Svarede hun vredt, og sled igen i rebene.

[Selmira Skæbneseer]

Hun fulgte vågent hver af hendes bevægelser. Det var meningsløst at prøve at kæmpe imod rebene, men det skulle hun nok finde ud af på egen hånd. Ligesom Selma havde gjort det den nat, Orvar havde taget hende. Hun spændte i kæben ved tanken.

Derfor irriterede det hende også, da Silvya gav sig til at skabe sig og før hun vidste af det, havde hun stukket hende en hård lussing med bagsiden af hånden. Hun trådte forbløffet nogle skridt tilbage, før hun så igen fik hanket op i sig selv. Hun var nødt til at gøre dette. For hende og Vitor. ”Var det dig?” gentog hun derfor bare.

[Silvya Hæler]

Hun hvæssede vredt, da hun fik en lussing af Selma. Hun var måske ikke en kvinde, der var vant til slagsmål eller mange andre ting, som de fleste i Nedre By kendte til, men hun var hærdet alligevel. Og hun kneb blot hadefuldt øjnene i, da hun igen så på Doi-kvinden.

"Og jeg fortryder det ikke," svarede hun køligt. Det var efterhånden ved at gå op for hende, hvad det var Orvar havde gjort. Det involverede i hvert fald den tåbelige kvinde, som nu havde valgt at kidnappe Silvya. Orvar ville slå kvinden ihjel, hvis han fandt ud af det. Det var hun sikker på.

[Selmira Skæbneseer]

Lyden af kvindens hvæs fik kun Selma til at trække overlæben tilbage og blotte tænder. Det havde vækket noget dybt i hende. Noget dyrisk. Dog meget langt fra den dyriske side, Vitor normalt fremkaldte i hende. Dette var mørkere. Og åd kun mere af hendes uskyldighed ved Silvyas ord.

”Hvad har jeg gjort, der kunne fortjene at du overgav mig til den djævel?” hvæsede hun arrigt, som havde ordene haft en bitter smag i hendes mund. Hun ventede dog ikke på svar, før hun gik over til sin taske. Hun skulle nok få kvinden til at fortryde, selvom hun ikke ville ty til så simple midler, som Orvar havde benyttet sig med. Knive havde aldrig været hendes favorit. Fra tasken trak hun nogle forskellige flasker op.

[Silvya Hæler]

Hun tog sig ikke af kvindens reaktion. Hun ville ikke lade sig skræmme af den Doi-kvinde. Orvar ville redde hende, det var hun ret sikker på. For sådan var hendes kriger. Stærk, og altid klar til at redde hende.

En hæs og kold latter forlod hende. "Orvar er ingen djævel. Han er en kriger, til forskel for din sølle undskyldning af en mand," hånede hun og rev igen i rebene for at komme fri. Hvilken kvinde var det, som kunne binde så faste knuder? En ting var sikkert, hun ville væk. Hun forsøgte at dreje hovedet så meget, at hun kunne følge den anden, men det var umuligt.

[Selmira Skæbneseer]

Kvinden lod sig ikke påvirke og Selmas skrøbelige sind gav kun efter for hver af de provokerende udsagn. Og da hun gik på Vitor, var der ikke længere noget at gøre. Igen lod hun knoerne ved håndryggen kollidere hårdt med Silvyas ansigt. Lyden smældede i det halvt mørklagte lokale. ”Tal aldrig om Vitor igen,” hvæsede hun faretruende og gik igen væk fra bordet for at vende tilbage til sine flasker. Hun fandt en af de små flasker og skruede låget af. ”Ikke at du kommer til at kunne det om nogle øjeblikke.”

Med flasken i hånden trådte hun hen til kvinden igen. ”Åben op.” Ikke at hun regnede med, hun ville gøre det. Derfor tog hun et stramt tag om hendes kæbe og tvang tænderne fra hinanden, før hun hældte urteekstraktet ned. Det var kendt for at fremkalde hidsige vrangforestillinger og mareridtslignende tilstande.

[Silvya Hæler]

Hun lå hånligt, da Selma tydeligt reagerede på hendes ord omkring Vitor, men måtte holde sin mund, så snart kvindens hånd ramte hendes ansigt hårdt. Virkelig hårdt, og næsten slog hende ud. I hvert fald mistede hun orienteringen og blev lidt omtåget af slaget. Hun var ikke vant til at blive slået på.

Hun havde opgivet af følge med i, hvad der foregik. Men da hun pludselig opfattede, at hun skulle have noget hældt ned i halsen, rystede hun vildt på hovedet og forsøgte at bide Selma i fingrene. Panik og raseri flød gennem hendes krop. Selma skulle betale for det her, når Orvar fandt hende. Hun skulle dø, og det helst pinefuldt, tænkte hun, mens hendes læber og tænder blev tvunget fra hinanden og en fremmed smag fyldte hendes mund.

[Selmira Skæbneseer]

Det var en både fremmed og uforventet tilfredshed, der bredte sig i hende, som det hårde slag mod kvindens ansigt fik stoppet for den hånlige latter. Også selvom det dunkede smertefuldt i hendes knoer.

Hurtigt trak hun hånden tilbage, da Silvya bed ud efter hende og hun nåede kun at få nappet overfladisk i hendes hud. ”Jo mere, du slapper af, des lettere bliver det,” fortalte hun. Urteafkoget blev brugt til at behandle traumer blandt hendes folk, men hvis ikke man havde nogen til at hjælpe med at bearbejde indtrykkene, kunne det fra tid til anden ende i større traumer end der havde været fra starten. ”Kan du mærke det? Hvordan det snurrer?” spurgte hun og så ned på kvindens øjne.

[Silvya Hæler]

Hun hvæssede igen, så væsken spruttede ud mellem læberne på hende. Men det meste røg ned i svælget på hende. Hun stirrede ondskabsfuldt på Selma. Og hun ville ønske, at hun havde spyt nok i munden, til at sende det efter hendes grimme fjæs. "Du er ikke andet en djævel-yngel," hvæssede hun og rev igen i rebene, mens hendes krop begyndte at føles meget underlig. Det snurrede, men hun havde ikke lyst til at give Doi-kællingen den tilfredsstillelse, at svare på hendes spørgsmål. I stedet lukkede hun øjnene og rev igen, uden at tænke på, hvor meget det gnavede i hendes håndled.

[Selmira Skæbneseer]

Igen flammede raseriet op i hende. Det var en ting, hun var blevet kaldt hvert sted, de havde fundet ud af hendes evner og hun gik helt hen til bordet igen med et hårdt blik i de grå øjne. Ganske langsomt fik hun løftet sig op på bordet og sat sig overskrævs på kvindens mave. ”Og du er ikke andet end en dæmons lille, nøgne, usle skøge,” svarede hun i et forsøg på at være rolig, men stemmen knækkede under af indestængt raseri over alt det, Orvar havde taget fra hende. Han havde punkteret hende og Vitors lille boble. Og nu ville hun have hævn.