Efter dem

[Vitor Øksesvinger]

Orvar Jernnæve
2. juli 527 M. T.

Det var først efter midnat, at Vitor fik besked fra sine folk om, at Selma var styrtet ud af Aben. Og at det havde været på hesteryg efterfølgende. Han var hurtigt op på deres værelse, hvor hans blik straks fandt en seddel. Undskyld. Det var de ord, der stod skrevet på den.

Han satte straks himmel og jord i bevægelse for at finde ud af, hvad pokker der var sket. Og hvilke informationer der var til rådighed. Han lignede en tordensky. Hvilket han også var. Selma vor pokker...

Efter noget tid, havde han fået rigeligt at vide. Hun havde forhørt sig om Orvar. Naturligvis havde hun det. Og så var hun reddet ud af Corus. For at finde ham. Han slog ned i bordet, samlede sin økse op, og hægtede den på ryggen uden yderligere ord. Ikke en gang et ord til Farkas om, hvor han skulle hen. Så satte han kursen mod den vogn, som Selma forsøgte at indhente.

[Orvar Jernnæve]

Selvom det var mørkt, havde det ikke været noget problem for Orvar at finde ud af, hvor de skulle hen. Med øksen over ryggen havde han fulgt sporene og det var ikke kommet som nogen overraskelse, at de førte tilbage til Nedre By. Han var fuldkommen ligeglad med Vitor og hans ressourcer og alliancer og hvad ellers. Han ville have Silvya tilbage og så skulle han få lov at bøde for al den uret, han havde gjort ham.

De var alligevel nået at komme et stykke vej, men det var der råd for. Uden at forklare sig havde han sat vej tilbage udelukkende for at skære kuskens hest fri og i en glidende bevægelse fik han svunget sig op på dens ryg og sat kurs tilbage mod Corus.

[Vitor Øksesvinger]

Helt ræligt. Hvor pokker var hun reddet hen? Han anede det ikke. Og han måtte derfor sætte kursen mod det mest logiske sted. Sydpå. For det var der, Orvars vogn var set bevæge sig hen. Hvilket også undrede ham. Hvad skulle Orvar overhovedet sydpå?

Han ansporede hesten til at satte farten op. Der gik heller ikke længe, før han i ly af mørket passeret en person, som red den modsatte vej. Og den mand lignede... Nej. Han rystede på hovedet, men kunne ikke undgå at sætte farten ned.

[Orvar Jernnæve]

Han fortsatte uden problemer langs sporene. Det var efterhånden så tydeligt, at de førte direkte tilbage til Corus, at det ikke gjorde noget, at det var mørkt. Lyden af hove nåede hans ører, men han tænkte ikke nærmere over det, før han passerede rytteren. Og genkendte ham.

”Vitor,” snerrede han og fik stoppet hesten, før han vendte den. ”VITOR!” Denne gang brølede han navnet igen. Den kujon havde bare at komme tilbage og fortælle ham, hvad han havde gjort af Silvya. Ellers skulle Orvar nok én gang for alle straffe ham for alle hans forbrydelser.

[Vitor Øksesvinger]

Stemmen var ikke til at tage fejl af, da hans navn blev brølet gennem natten. Det var Orvar. Han vendte hesten i en glidende bevægelse og red tilbage, indtil de stod ansigt til ansigt i mørket.

Han kneb øjnene sammen og så vredt på Orvar. "Hvor er hun? Hvad har du gjort ved hende? Syntes du ikke, at du har skamferet hendes krop nok?" Brølede han vredt, og gav egentlig ikke Orvar tid til at svare på spørgmålet. de flød bare ud af hans mund.

[Orvar Jernnæve]

Lyden af hove, der kom tættere på fik det til at gløde af tilfredshed i hans mave. Det skulle blive godt at få sat Vitor på plads, nu han ikke havde forstået beskeden, der var blevet skåret ind i den lille doi-piges ryg. ”Hvor er hun?” snerrede han vredt, næsten samtidig med Vitor og panden lagde sig i dybe folder. Hvad snakkede han om? ”Ingen numre,” afbrød han ham i et vredt brøl og bevægede sig lidt tættere på. ”Hvor er Silvya?” Han havde ikke tålmodighed til hvad end det var for et spil, han havde tænkt sig at køre.

[Vitor Øksesvinger]

Han så vredt på Orvar og veg ikke tilbage fra hverken hans brøl eller det, at han kom nærmere. "Hvem er Silvya?" Hans pande rynkedes, og hvis de var blevet observeret, kunne enhver se deres næsten slående lighed med hinanden. "Hvor er Selma?" Brølede han tilbage og red selv tættere. "Hvis du har gjort hende noget igen, så skal jeg sørge for at flå dit hjerte ud med mine bare næver og sende det hjem til klanen!" Han var vred, virkelig vred. Og kun hestens usikre skridt afholdt ham fra at tage øksen af og bruge den.

[Orvar Jernnæve]

Folder i panden blev bare dybere. Hvad i alverden spillede han så åndssvag for? Havde han taget Silvya kunne han lige så godt bare tilstå og lade ham vide, hvor hun var i stedet for at spilde tiden med sine løgne. ”Jeg ved ikke, hvor din kælling er,” snerrede han og knugede fingrene om tøjlerne, så knoerne lyste hvidt i mørket. ”Stop så med at spilde tiden. Fortæl mig hvor Silvya er, før jeg giver dig den straf, du fortjener.”

[Vitor Øksesvinger]

Han anede ikke, hvad Orvar talte om. I stedet var han overbevist om, at Orvar i stedet forsøgte at distrahere ham. "Hvad skulle jeg dog bruge din lorte kælling til?" Svarede han lige så vredt som sin storebror. "Fortæl mig så, hvor du har gjort af Selma, inden jeg sørger for, at du aldrig kommer til at gå igen," snerrede han og overvejede endnu engang at trække øksen fri og svinge den mod Orvars hoved. Han havde ikke tid til dette her. Havde han allerede slået Selma ihjel og begravet hende i vejkanten eller hvad?

[Orvar Jernnæve]

Han himlede med øjnene uden at lægge skjul på sin tydelige foragt og frustration over sin tykpandede lillebror. Ikke om han nogensinde ville røre hans doi-kælling igen. ”Jeg har mit liv for kær til at komme det forbandede vildtyngel nær igen og hvis du ikke havde mistet forstanden, ville du have det på samme måde som jeg.” Så rettede panden sig ud. Så hvis ikke han havde Silvya og Orvar ikke havde tøsen… Uden et ord fik han vendt hesten og sat den i bevægelse igen. Han skulle til Corus. Øjeblikkeligt.

[Vitor Øksesvinger]

Han skulle til at åbne munden, og sige noget, men noget gik op for ham. Nej. Det kunne ikke... Jo. Selma havde været hævntørstig de sidste par timer. Det havde virket som om, at det var det eneste, hun havde tænkt på. Ville hun virkelig forsøge at slå ihjel uden, at han havde nået at vise hende, hvordan man gjorde? Han vendte sin hest rundt og red i hastig galop bag ved Orvar tilbage til Corus. Han havde tænkt sig at finde Selma før Orvar gjorde. Og så ville han få sin egen hævn. Måske de kunne kaste denne Silvya i floden?

[Orvar Jernnæve]

Selvfølgelig gik der ikke lang tid, før Vitor også lagde to og to sammen og Orvar red som afhang hans liv af det. Hvilket det på mange måder også gjorde. Hvis ikke hans, så Silvyas og det var længe siden, han havde kunne forestille sig et liv uden hende. Hesten blev presset i et højere tempo. Han måtte frem, før Vitor nåede det og så skulle han nok få vist den lille tøs, hvordan man blev straffet for at røre hans kære. Det var sådan, han skulle have straffet Vitor fra starten af. Så havde de aldrig været der.

[Vitor Øksesvinger]

Han havde ingen intentioner om at lade Orvar komme til Selma først. For han var ikke i tvivl om, hvad hans storebror ville gøre ved hende. Han var blot usikker på, om hun selv vidste, hvad hun havde rodet sig ud i, ved at gøre dette her. Hun ville aldrig få fred, hvis hun blev fanget af Orvar.

Derfor red han hesten, som gjaldt det livet. Hvilket det gjorde. Selmas liv. Ind i Corus. Gennem distrikterne og ned til Nedre By. Her var det vigtigt at få samlet sine spioner, så de kunne finde ud af, hvor pokker Selma havde gemt sig med det tåbelige kvindemenneske, der åbenbart delte seng med Orvar. Andet kunne ikke give mening i Vitors hoved for, hvorfor broderen skulle føle sig så knyttet til kvindemennesket.

Tråd afsluttet