Kurér mig for denne smerte

[Julietta af Dunlath]

Adrian af Dunlath

Det var kun en dag siden, hun havde talt med Leonora, men tungsindet efter skænderiet havde lagt sig dybere og dybere over komtessens sind. Tankerne om Adrian med andre fik det til at krible og vende sig af ubehag i hendes indre og under hendes hud. Derfor var hun uden aftale eller noget andet sat mod Adrians hus med Viola i hælene. De indså dog hurtigt, at vejret nok påkrævede en vogn og inden længe var de fremme ved Dunlaths hus.

Rank stående, om end med en smule uro i fingrene, lod hun sig melde hos en tjener, der straks stod klar til at modtage hende. Hun blev nødt til at tale med Adrian. Ellers ville det ende med at rive hende itu.

[Adrian af Dunlath]

Adrian sad i en af de små stuer og brugte det dårlige vejr som en undskyldning for at male. Han skulle øve sig i at få detaljerne med, så han var lige nu ved at prøve at få væggenes mønstre til at se helt rigtigt ud. Da tjeneren meldte Julias ankomst, lod han pigen blive vist ind til ham, siden han ikke havde lyst til at forlade maleriet.
Han så op, da hun kom ind, og smilede til hende. ”Hvad bringer dig herover, Julia?” spurgte han roligt og gjorde tegn til at hun kunne sætte sig i sofaen. Han sad selv på en stol foran sit staffeli.

[Julietta af Dunlath]

Endnu en tjener kom og tog imod Julias fugtige omslag. Der gik heller ikke mange øjeblikke, før den første tjener igen var tilbage og fulgte hende ind i en af de mindre stuer, hvor Adrian sad. Prøvende smilede hun til ham, men det blev en anelse halvhjertet. Som anvist tog hun plads. ”Jeg havde brug for at se dig,” forklarede hun uden at vide, hvordan hun skulle starte eller slutte. Så derfor studerede hun blot hans maleri, selvom koncentrationen var en kende overfladisk. Tankerne væltede rundt i hendes hoved.

[Adrian af Dunlath]

Ud af øjenkrogen bemærkede han hende nedslåede humør, men i første omgang fokuserede han blot på maleriet. Da Julia først sad ned, sprang tjeneren af sted efter nogle forfriskninger til dem begge. ”Javel.” Han fortsatte med at male lidt, før han lagde grejet fra sig og drejede sig mod sin forlovede. ”Ønsker du at se mit soveværelse eller er der taler om noget mere alvorligt?” Rupert havde forladt huset – endelig! – så Adrian følte sig ikke nær så overvåget for tiden. Det virkede dog ikke til, at Julia var her for underholdningens skyld.

[Julietta af Dunlath]

Hun værdigede ikke tjeneren hverken blikke eller opmærksomhed, men blev blot siddende i tavshed, indtil Adrian endelig vendte sig rundt mod hende. Hans kommentar fik det til at trække op i hendes mundvige til et ganske svagt smil, før hun rystede på hovedet. ”Jeg ved det ikke,” mumlede hun ærligt. For det vidste hun virkelig ikke. Episoden med Leonora lå langt bag dem, men gårsdagens begivenheder havde rippet op i den smerte, hun ikke havde ladet sig selv føle, ved tanken om Adrian med andre. ”Leonora af Legan kom forbi i går.”

[Adrian af Dunlath]

Som hun forklarede, lagde han uforstående hovedet på skrå. Hvad var der galt i, at hun fik besøg af en veninde? Det tog ham lidt tid, før han huskede, hvem Leonora var. ”Nå ja ...” Det fremkaldte ikke de store reaktioner fra ham at tænke på den anden pige. De var aldrig nået særlig langt. ”Og det har gjort dig oprørt?” gættede han. Det måtte vel have været en akavet samtale.

[Julietta af Dunlath]

Det var ganske tydeligt, at Adrian lige skulle bruge et øjeblik eller to på overhovedet at kunne følge med i, hvorfor det havde været en så oprivende oplevelse for Julia og manglen på reaktion fik det til at vende sig i hende. Hvis han så let havde glemt Leonora, som han havde kaldt så mange søde ting, hvad ville han så have gjort med hende selv, hvis ikke de var blevet forlovede? Hendes fingre knugede sig ind i hinanden. ”Vi var bedste veninder på klosterskolen,” fortalte hun og stemmen skælvede en anelse. Forsigtigt rømmede hun sig.

[Adrian af Dunlath]

Han nikkede let til hendes ord. Tjeneren kom ind igen med noget te til dem og forduftede så hurtigt igen. Adrian forlod stolen og maleriet for at sætte sig i sofaen med Julia. ”Kom I op at skændes? Siden du siger, at I var veninder?” spurgte han roligt. Nu hvor han tænkte over det, havde Leonora vist virket til at være på alder med Julia. Han havde dog hurtigt glemt hende igen på grund af alt det drama, der fulgte efter.

[Julietta af Dunlath]

Hun ænsede nærmest ikke, at der blev sat te på bordet, men fulgte i stedet Adrian med blikket, som han satte sig over ved siden af hende. Så fæstnede hendes øjne sig ved de små fingre, der vred sig mellem hinanden. ”Jeg… Ja, men… Vi snakkede også.” Selvom det havde været overfladisk, havde de jo besluttet sig for at slutte fred i sidste ende. Men ordene, der var blevet sagt i vrede, var blevet liggende i hendes indre og havde ulmet og sydet som gift.

[Adrian af Dunlath]

Hun lod ikke så sikker i sin sag, og Adrian lagde hovedet på skrå. ”Det er vel godt så?” Måske arbejdede de på at blive gode venner igen? Hun virkede dog stadigvæk noget oprørt, så han rakte over og strøg hende lidt over håret. ”Jeg har ikke tænkt mig at se hende igen.” Hun var jo Niks lillesøster! Han skulle altså ikke have noget med den slægt at gøre, hvis det kunne undgås.

[Julietta af Dunlath]

Var det godt? Hun vidste det ikke. I hendes optik var det overhovedet ikke godt, at Adrian følte, at han havde behov for at kysse på andre, deriblandt hendes bedste veninde. Hun gjorde dog ingen indvendinger, da han strøg hende over håret, men så først op på ham, da han igen talte. ”Når du siger det, er det så kun hende, du vil holde dig fra?” spurgte hun og de blå øjne blev blanke. Det gjorde hende ualmindeligt skidt tilpas at tænke på hendes smukke Adrian kysse en anden, stryge en anden over håret, røre en anden…

[Adrian af Dunlath]

Hvorfor nu det her emne igen? Adrian sukkede svagt og ømmede panden. Han vadede lige ind i det spørgsmål, og det var svært at være ærlig uden at gøre Julia ked af det. Det var så absurd, at man gik rundt og mente, man skulle eje hinanden, bare fordi man var forelsket. Desværre gjorde han det jo også selv, når han blev jaloux. Han kunne vel ikke undgå den kultur, han nu engang var født ind i. Men at tilbringe hele resten af sit liv med kun at ligge med en person?! Han kunne ikke forestille sig noget mere kedeligt, uanset hvor tiltrækkende Julia så var. Han sukkede igen, velvidende at pigen måtte være ved at gå til. ”Fint, så holder jeg mig vel fra alle kvinder,” svarede han endelig i en lettere opgivende tone. Det var fordelen ved at have brede præferencer. Han havde ikke lovet noget på mande-fronten.

[Julietta af Dunlath]

De blå øjne blev blanke og glasagtige, da han gned sig i panden, tydeligt ukomfortabelt med emnet. Det smertede hende, at han ikke bare kunne give hende den tryghed i deres forhold. At han ikke bare kunne elske hende, som hun elskede ham. Sukket fik hende igen til at sænke blikket for ikke at vise sin sårbarhed. ”Du lyder, som havde jeg dømt dig til et liv med mig i smerte og lidelser,” pointerede hun med en spinkel stemme, der truede med at knække under tårerne. Hvorfor var det, at alle mennesker omkring hende ikke kunne se længere end deres egen næsetip, se hvor meget deres handlinger sårede hende?

[Adrian af Dunlath]

Han fortsatte med at ømme sin pande lidt. Den her samtale var virkelig ikke noget, som han havde lyst til at være en del af. ”Du ved udmærket godt, hvordan jeg har det med forlovelsen, Julia,” startede han, før han så på pigen igen. ”Jeg elsker at være sammen med dig, men at skulle bruge hele mit liv med kun én person ... det føles så kunstigt. Som om at ens kærlighed til andre i sidste ende ikke er andet end en følelse af ejerskab. Nu bliver de her to mennesker sat sammen, og så ejer de hinanden og deres børn og deres hus.” Han skænkede lidt te op til sig selv. ”Jeg har aldrig delt din forestilling om, at man kun kan elske en person. Det fortalte jeg dig fra starten af. Kærlighed er ikke så simpelt.”

[Julietta af Dunlath]

De blå øjne var som naglet til hænderne, der for hver af hans ord vred sig ind i hinanden. Hun brød sig ikke om denne samtale, ligesom hun ikke havde brudt sig om de gange førhen, de havde bevæget sig ind på lignende emner. Men samtidig kunne det ikke undgås. Det nev smertefuldt i hende bryst, måske fordi det virkede til at han var mere optaget af at irettesætte hende frem for at prøve at sætte sig i hendes sted. "Måske det var anderledes, hvis jeg kunne føle mig sikker på din kærlighed til mig," foreslog hun med spæd stemme, før hun kiggede op på ham. "Men ikke engang det, kan du tilbyde mig."