Vi fortæller hinanden alt

[Selmira Skæbneseer]

Kian Falkeblik
3. juli 527

Efter at have tilbragt timer i mørket med Orvar havde Selma været uendeligt udmattet. Derfor var dagene også hurtigt gået enten med søvn eller i selskab med Vitor. Sårene var helet smukt, selvom det for evigt ville efterlade et ar som minde om de rædsler, hun havde gennemgået for Vitors fortid. Da sårene dog var kommet til det punkt, hvor de kun var lysende, lyserøde streger med overfladisk skorpe enkelte steder, havde hun derfor for første gang forladt sit værelse.

Heldigvis behøvede hun ikke gå særlig langt, da synet af Kian siddende ved et bord i Abens stuen fangede hendes blik. Med let rystende hænder over de nysgerrige blikke, der blev sendt efter hende fra forskellige steder i krostuen, bevægede hun sig mod sin bedste ven. ”Hej.” Langsomt satte hun sig ned i stolen.

[Kian Falkeblik]

Han var ikke ligefrem glad for at have set Selma låse sig inde på sit værelse i flere dage. Han var usikker på, hvad der præcis var sket, men han var overbevist om, at det var Brødets skyld, og han var godt arrig over det. Nogen havde skadet hans lille Selma! Derfor havde han også opholdt sig oftere på Aben. Han var typen, der strejfede en del, men når Selma tydeligvis var i problemer, ville han helst være i nærheden.
Han sad derfor i krostuen, da hun kom ned. ”Hej ...” han fulgte hende med blikket, imens hun satte sig. ”Hvordan har du det? Er sårene helet ordentligt?” spurgte han bekymret og rakte en hånd over for at ae hende lidt på kinden. Det måtte have været en forfærdelig oplevelse for hende.

[Selmira Skæbneseer]

Normalt havde Kian altid et smil om læberne, når hun så ham, men denne gang var det erstattet af bekymring og hun mærkede et stik af dårlig samvittighed i maven. For hun havde haft tid til at ligge med Vitor, men ikke til at fortælle sin eneste familie, at hun klarede sig. Det var en ting, der ville blive nødt til at ændre sig i fremtiden, besluttede hun sig.

”Jeg klarer mig,” fortalte hun ham og fangede hans hånd, da den forlod hendes kind, for at give den et varmt klem. ”Jeg er så ked af det,” mumlede hun og de grå øjne blev glasagtige, før hun hurtigt fik blinket tårerne væk. Hun nægtede at græde.

[Kian Falkeblik]

Han grinede lidt ved hendes ord og lod hende holde hånden. ”Du skal da ikke være ked af det, Selma. Det er dig, der har alle skaderne.” Han strøg fingrene mod hendes hånd lidt, imens han iagttog hendes ansigt. ”Så hvad skete der?” Det ville være rart at vide, hvad alt det her handlede om. Det kunne jo muligvis ske igen.

[Selmira Skæbneseer]

Hun fulgte hans bevægelser og strøg selv tomlen over hans hænder. Det føltes rart endelig at se ham igen, hvilket hun egentlig havde haft behov for, siden hun havde forladt det mørklagte kælderkammer, der hjemsøgte hendes mareridt. ”Nyheden har spredt sig hurtigt,” kommenterede hun spøgefuldt, men den krakelerede under bitterheden, der lå bag. ”Det er en lang historie.” Som hun ærligt talt ikke kunne overskue at fortælle lige der. Det lå alt sammen meget tæt på og tanken fik det til at brænde faretruende bag hendes øjne.

[Kian Falkeblik]

Nej, nu måtte det vist være nok. Kian rejste sig med et sæt fra stolen, greb bedre fat om hendes hånd og trak hende med ud af kroen og om på siden af bygningen. Selma skulle ikke sidde og græde indenfor. Da de var kommet om på siden af huset, trak han hende tæt ind til sig og lagde forsigtigt armene om hende – af hensyn til skaderne. Han kyssede hende en enkel gang i håret. ”Du har været meget modig, Selma,” sagde han roligt. ”Du kan fortælle mig om det hele, når du føler dig klar ...”

[Selmira Skæbneseer]

Det gibbede tydeligt i hende og hun trak sig instinktivt lidt fra ham, da Kian sprang op fra stolen. Instinktivt bemærkede hun, hvordan en enkelt henne i hjørnet spændtes og så ud til at være klar til at blande sig. Så hun skyndte sig at slappe af i kroppen og se rolig ud, mens han slæbte hende med udenfor. Da de var kommet væk fra alle menneskerne, lænede hun sig tæt ind mod ham og gav endelig efter for tårerne, der i flere dage havde presset sig på. Lydløst trillede de over hendes kinder, mens hun begravede ansigtet lige under hans kraveben.

[Kian Falkeblik]

Han lænede sig mod husmuren bag sig og holdt kvinden tæt ind til sig, imens hun græd. Hagen hvilede mod hendes hoved, og hænderne aede lige så forsigtigt over hendes ryg. Meget forsigtige med ikke at lægge pres på sårene. Det kunne godt være, at hun havde været slyngel i noget tid, men derfor kunne denne slags oplevelser nok stadig være overvældende for hende. Hun havde jo aldrig været igennem sådan en omgang før. ”Du er i sikkerhed nu, Selma,” lovede han hende lavmælt.

[Selmira Skæbneseer]

Hun buede helt automatisk tættere ind til ham for ikke at hans hænder lagde for meget vægt på hendes sår. Tårerne fortsatte, mens de stod sammen og hun nikkede svagt ind mod ham til lyden af hans løfte. ”Vitors bror kom til Corus. De har åbenbart noget historie,” fortalte hun lavmælt. Hun vidste, hun skulle have tjekket Vitors skæbne, men hun havde gjort det til en regel aldrig at gøre det med folk, hun kendte. Men dette ville hun have kunne se, før det kom. Og så havde hun ikke være der nu. ”Han brugte mig…” Hun tav igen og resten af ordene druknede i lydløse gråd.

[Kian Falkeblik]

Han behøvede ikke meget mere information fra hende. Hendes korte forklaringer var rigeligt, og han måtte styre sig voldsomt for ikke at knuge hårdt om hende. Så det var virkelig Brødets skyld. Hvor vovede han at lade Selma blive trukket ind i hans problemer?! ”Han kommer ikke til at røre dig igen. Bare rolig.” Han strøg ømt kvinden over håret.

[Selmira Skæbneseer]

Selvom hun ikke kiggede på Kian, havde de to kendt hinanden længe, og Selma kunne instinktivt mærke, når han blev vred. Selvfølgelig var det også afslørende, da hans krops spændtes en smule mod hendes. Igen nikkede hun. ”Vitor har sat halvdelen af Nedre By på jagten efter ham, men det er som om han er sunket i jorden,” mumlede hun ind mod hans skulder. Først der gik det op for hende, at det var første gang i tre dage, hun havde været uden for en dør. Hun trak ivrigt den friske luft ind.

[Kian Falkeblik]

Han fnøs blot af hendes svar. ”Det skulle han nok være begyndt på tidligere.” Hvis Brødet rendte rundt og havde problemer med sin bror, burde han da have regnet ud, at Selma kunne blive fanget i konflikten. ”Han er måske stukket af.” Måske havde broderen forladt byen igen for at holde lav profil i en periode. Det var en ret normal metode, når det kommer til at holde lav profil og undgå at blive fanget.

[Selmira Skæbneseer]

Det kom ikke bag på hende, at Kian ikke just var begejstret for Vitor lige for tiden. Men det behøvede han heller ikke at være. Det havde heller ikke været nogen hemmelighed, at Vitor heller ikke brød sig om Kian. Men hun elskede dem begge og derfor måtte de leve med hinanden. ”Det tror jeg også, men så er han i det mindste væk,” mumlede hun og fandt endelig nok ro og selvkontrol til at stoppe tårerne igen. Langsomt trak hun sig lidt tilbage, så hun kunne tørre kinderne.

[Kian Falkeblik]

Han nikkede og lod hende kun modvilligt trække sig lidt væk. ”Jeg vil sørge for at være på Aben mere fremover,” sagde han og strøg hende over kinden for at tørre tåresporet lidt væk. Hans lille Selma skulle ikke rende rundt og græde sådan. ”Hvis der er det mindste problem, så kommer du direkte til mig og fortælle det. Forstået?” Brødet havde allerede vist sig at være uduelig – i følge Kian – så han skulle nok selv sørge for at beskytte Selma.

[Selmira Skæbneseer]

Hun nikkede forsigtigt og selvom hun ikke havde lyst til at begrænse Kian, kunne hun ikke undsige sig at føle glæde ved, at han ville holde sig inden for rækkevidde. Sådan var hun nu engang mest tryg; med både Kian og Vitor tæt på, selv hvis de ikke selv var videre begejstrede over det. ”Jeg skal nok komme til dig også,” lovede hun ham, men lod det implicit ligge, at Vitor ville være den, hun gik til før. Hun var hans ligesom han var hendes.