Morgen på fortet

[Elise af Ravntoft]

Niklaus af Legan

Som undskyldning for sådan at forlade sin elskede ganger midt under en kamp, havde Elise bestemt sig for at forkæle Æble lidt med en grundig strigling – tilsat godt med strigling på de gode, kløende områder – og nogle æbler og gulerødder. Hun var i gang med rense den sidste hov, da nogen kom ind i stalden. Hun rejste sig op for at hilse, men endte med at nyse tre gange i stedet, før hun endelig kunne hilse med et: ”Godmorgen.” Turen i floden truede vist stadigvæk med at gøre hende forkølet ...

[Niklaus af Legan]

Det havde været en lang tur til Frølund og da Niklaus endelig var kommet frem sent natten forinden, havde han været for træt til at tage sig synderligt af Brimir, før han var vaklet direkte i seng. Nu var en ny dag dog begyndt og han indså, at han nok blev nødt til at begive sig ud til staldene.

Han smilede høfligt, om end en anelse reserveret til ridderen, han genkendte som værende Galerons yngre søster. ”Ridder Elise,” hilste han og nikkede til hende. ”Sart næse?” Han havde godt oplevet kvinder, der havde lidt af nys, når de var i støvede omgivelser, som eksempelvis en stald.

[Elise af Ravntoft]

Hun smilede opgivende ved spørgsmålet og lænede sig lidt op af Æble, der stod og gumlede på sit hø. ”Desværre ikke. Jeg røg i Vassafloden i nat ... det var koldt ...” Hun skar en grimasse ved tanken. Hendes skulderplader var også sejlet væk, nu hun tænkte over det. Hun skulle have skaffet sig nogle nye. ”Vær sød og lad være med at fortælle Galeron om det,” bad hun ved nærmere eftertanke og fulgte han med blikket. ”Han kommer til at grine af mig i årevis, hvis han hører om det.” Storebrødre kunne virkelig være irriterende på det punkt. ”Åh, men alle er selvfølgelig okay. Vi stødte på en bande, men der var minimale skader,” tilføjede hun så hurtigt.

[Niklaus af Legan]

Han havde egentlig ikke været interesseret i at høre, hvad der virkelig var sket, men hans manerer havde åbenbart været en åben invitation til at anvende og betragte ham som Elises lille dagbog. Derfor brummede han blot som for på en eller anden måde at indikere, at han havde hørt og forstået, før han så over på hende. Det var ikke faldet ham ind at fortælle Galeron om noget, men da hun først nævnte det, overvejede han muligheden. Så ville hun måske finde ud af, at de ikke havde noget særligt bånd og han ikke skyldte hende sin loyalitet.

”En bande?” spurgte han, mere interesseret i det punkt i fortællingen end alle de overflødige detaljer, hun havde insisteret på at proppe derind.

[Elise af Ravntoft]

Det var så typisk mænd bare at brumme usammenhængende til ens historie. Hun sukkede svagt ved tanken, men lod være med at kommentere på det. Det var jo ret normalt blandt alle disse riddere. De havde tendens til at være lidt tilknappede. Hun nussede Æble lidt på ryggen med en strigle, imens hun svarede på hans spørgsmål: ”Ja, de må have sneget sig over floden i en lille båd eller sådan noget. De havde skjult sig i træerne, så de kunne hoppe på os oppefra og få os af hestene.” Hun trak let på skuldrene. Det var jo sådan set hverdagskost. ”De var ikke så voldsomt mange, så det var ikke det store problem at håndtere dem.”

[Niklaus af Legan]

Mens hun talte bevægede han sig over til Brimir, som han fik trukket ud på gangen, hvor der var lidt bedre plads. Han fandt en strigle og gav sig til at tage sig af hesten, der roligt stod, hvor han havde sat ham. ”Hm,” brummede han og så kort over på hende, før han igen vendte blikket tilbage mod Brimirs støvede hud. ”Det var godt. Hvem var I af sted?” spurgte han, mens han koncentrerede sig om sit foretagende.

[Elise af Ravntoft]

Hun lod striglen køre et par gange over Æbles ryg, før hun endelig forlod hesten og lod den få fred til at æde. Ude på gangen lænede hun sig mod en bås, imens hun overvejede hans spørgsmål. ”Tja, der var ridder Jemima, Matthew, Edward, Talia, Eric, Raoul og Gareth,” remsede hun op. Da hun og Jemima var kommet hjem, var der selvfølgelig også blevet sendt to erstatninger af sted, men hun havde ikke fået fat i deres navne. ”Hvornår ankom De?” Hun var ret sikker på, at ridderen var nyankommet til fortet. Hun huskede ikke at have set ham her før nu.

[Niklaus af Legan]

Han nikkede ved opremsningen af hvert navn. Personligt brød han sig ikke om at komme Ridder Jemima for nær, men han var nok heller ikke den eneste af den overbevisning. I stedet fortsatte han bare at strigle Brimir indtil Elise rent faktisk rettede et spørgsmål direkte mod ham og det derfor ville være uhøfligt ikke at svare. ”Sent i går aftes, en gang efter mørkets frembrud,” kommenterede han med et træk på skuldrene. Nu var det begyndt og der var længe, til han skulle forlade Frølund igen. Duften af Alexander havde allerede forladt hans tøj.

[Elise af Ravntoft]

Hun lagde hovedet lidt på skrå ved hans svar. Hvis han ankom sent, var det måske ikke så sært, at han ikke var overdrevet snaksalig. Trækket på skulderen fortalte hende, at han muligvis ikke var helt glad for at være her. Men det var jo også farligt her, og hvis man gik ind til det hele med glæde, var man måske en tand naiv om, hvad der ventede en? Eller måske var han stadig nedtrykt efter den afbrudte forlovelse? ”Ehm ...” hun skulle lige til at forsøge at sige noget medfølende om det emne, men vurderede dog hurtigt, at det nok var dumt. Et andet emne måtte være bedre ... ” ...” hun kunne ikke komme på et andet emne .... åh nej ... hvorfor endte hun altid i de her akavede situationer med mænd?! ”... lang tur?” Så snart hun havde sagt det, slog hun sig selv for panden og rystede på hovedet. ”Nej, lad være med at svare på det. Det var et dumt spørgsmål,” sukkede hun opgivende og søgte tilbage i Æbles bås for at kramme hestens hals og trøste sig selv lidt. Hun elskede sit arbejde, men nøj, hvor var det altså svært at tale med mange af de her folk.

[Niklaus af Legan]

Den yngre ridder lagde ikke skjul på sine udfordringer med at holde samtalen kørende og det sitrede i hans ene mundvige, selvom han ikke overgav sig til det selvtilfredse smil, der havde truet med at lægge sig over hans læber. I stedet så han efter hende, da hun igen søgte ind i båsen til sin hest og han trak på skuldrene igen uden at se nogen grund til at besvare hendes spørgsmål. Hun havde jo selv taget turen. ”Det kunne have været værre. Jeg fulgtes med Gavin, Roland og Rupert, samt deres væbnere,” kommenterede han og kunne måske godt komme hende lidt i møde. ”Hvornår tog De selv herop?” spurgte han i stedet.

[Elise af Ravntoft]

Hun havde givet sig til at klø Æble lidt bag øret, da Niklaus talte igen. ”Heldigt ...” Tænk at have en hel rejse til at kigge på Roland. Gavin var også lettere at snakke med ... Rupert var vist lige så tilknappet som mange af de andre. Elise kunne ikke lade være med at undre sig over, hvordan de mænd nogensinde fik kvinder med i sengen, når de hadede at åbne munden så meget. Var man ikke nødt til at føre en samtale med en kvinde for at kunne få hende med hjem? ”Jeg tog af sted med Piers dagen efter hans bryllup,” forklarede hun og lænede sig lidt ind mod Æbles krop. Piers var hendes fætter, så hun så ingen grund til at tilføje ’ridder’ foran hans navn.

[Niklaus af Legan]

Han brummede bekræftende. Det gjorde det altså heller ikke lettere at engagere i samtalen, at hun kom med tomme svar. ”Så må De vel også snart have været her nogen tid,” konstaterede han uden at vide, hvad han ellers lige kunne sige. Derfor fortsatte han at strigle Brimir lidt, før han endelig lagde striglen fra sig og igen trak hingsten ind i båsen. ”Rundrejsen har godt nok været anledning for en del både bryllupper og forlovelser.” Bitterhed strøg over hans ansigt, men forsvandt lige så pludseligt som det var kommet. ”Men jeg hører, De har formået at holde det på afstand?”

[Elise af Ravntoft]

Elise smilede tilfreds, da Niklaus nu gjorde lidt for at holde en samtale i gang. Hun kunne heller ikke lade være med at se en taaaaand selvtilfreds ud, da hun kiggede ud på ham fra båsen. Hun efterlignede hans eget brummende svar på den første del, før hun nikkede til det andet. ”Det var der bestemt. Det var nærmest en epidemi.” Men det vidste Niklaus jo alt om. Han havde selv været der – og var ikke sluppet så let som hende. ”Men tja, jeg har jo en ret intimiderende storebror, som alle mændene lige skal slippe forbi først,” startede hun spøgende. Galeron var sikkert forfærdelig ligeglad med sådan noget. Han havde aldrig været videre overbeskyttende. ”Min fader har bestemt prøvet at få mig til at finde en mand. Han er dog flink nok til at holde det ved samtalerne og ikke bare finde en tilfældig mand.” Hun trak let på skuldrene ved tanken. Hun var jo ridder, så det ville nok være bøvlet for far bare at lave et arrangeret ægteskab. ”De var ikke nær så heldig, har jeg hørt.”

[Niklaus af Legan]

Den lille provokation i hendes efterligning af hans brummende svar, fik det til at sitre ganske svagt i hans ene mundvige. Måske Elise ikke var lige så slem som andre kvinder. Derfor samlede han en portion selvironi sammen og brummede endnu engang bekræftende til hendes ord, men denne gang med et blik mod hende. ”Nej, det kan man ikke sige.” Han havde ikke lyst til at tale mere om Mariette, men det lod til at være det første, folk tænkte på, når de så ham. Et vrid med nakken fik et højlydt knæk fra den i et forsøg på at løsne de anspændte skuldre lidt. ”Men De er måske heller ikke så ivrig som andre kvinder efter at blive gift?” Det lod til at være det eneste, hunkønnet kunne tænke på.

[Elise af Ravntoft]

Hans brummen fik hende til at le lidt. ”Af og til overvejer jeg altså, om I har jeres brumme-sprog blandt de mandlige riddere. Betyder to brum ’ja’ og et brum ’nej’?” spurgte hun med et drillende smil og vovede sig helt ud af båsen, nu hvor manden virkede til at være kommet i et lidt mere snaksaligt hjørne. Hun kunne godt fornemme, at forlovelsen var et ømt emne, så hun fokuserede på hans spørgsmål. ”Jeg ved ikke ... jeg tror ikke, at jeg er så afvisende omkring det som nogle af de andre kvindelige riddere,” indrømmede hun og fik et lettere drømmende blik i øjnene. ”Men når jeg gifter mig, skal det være for kærlighedens skyld. Ikke en eller anden alliance, hvor min ægtemand vil tvinge mig til at sidde og lege fin komtesse.” Hun smilede lettere bittert ved tanken. ”Det er jo ikke alle, der vil lade deres hustru rende rundt og lege ridder.” Og sådanne mænd ville hun i hvert fald ikke ende op hos. Hun havde tænkt sig at finde en mand, der ikke ville forsøge at ændre og forme hende til at være noget, som hun ikke rigtig kunne finde ud af. ”Det har sikkert skræmt et par stykker væk,” grinede hun så. ”Jeg er ikke god til at være lille og genert ... jeg kan dog meget godt lide kjolerne.”