Flammeskær

[Aric af Macay]

Cynthea af Macay

Rejsen til Stenbjerg var begyndt. Og Aric var ikke helt utilfreds med det lille følge, som han var i selskab med. Det inkluderede hans egen fætter Hugo og hans forlovede Cynthea. Hvilket passede ham fint. Middagen var overstået, hvor de havde spist i fællesskab, fordi det var nemmere, end at tjenestefolkene skulle sørge for tre omgange middag. Sådan havde de gjort lige siden, at de havde forladt Corus.

Hugo var gået ind i sit telt for at klare nogle ting, som han blev nødt til at tage sig af, mens Aric sad ved et bord og nød skumringen, der langsomt lagde sig omkring ham, mens flammerne fra et bål lyste op og gav ham varme. I den ene hånd holdte han et glas vin, som han i ny og næ nippede ganske let til.

[Cynthea af Macay]

Cynthea havde været en anelse nervøs, da hun havde begivet sig af sted mod Stenbjerg. Hendes forældre og broder var alle i Prinshold og det var derfor blevet arrangeret, at hun skulle følges med sin forlovede og dennes fætter til Stenbjerg. De første par dage var gået ganske glidende og hun begyndte hurtigt at nyde selskabet. Selvom Aric og hans fætter begge havde en stoisk autoritet over sig, fandt hun dem samtidig ganske fascinerende.

De måtte efterhånden være en halv dag fra Trebond, da der blev slået lejr og efter at have brugt et par timer på at læse, var hun søgt ud af sit telt igen. Hun trak sit sjal tættere og begav sig hen mod bålet, stoppede en meter derfra, da det gik op for hende, at Aric var alene. Så satte hun langsomt i bevægelse igen og gik hen mod ham, draget til ham som et insekt mod ildens lys.

[Aric af Macay]

Han kendte efterhånden sin forlovede ganske godt. Og eftersom hun var den eneste kvinde på denne rejse, udover hendes anstandsdame og tjenestepigerne, kunne han høre knitren fra hendes kjole, da hun bevægede sig. "Kom nærmere Cynthea," sagde han lavmælt, og nippede igen til vinen, og gjorde en håndbevægelse med hånden. Han knipsede med fingrene, og en tjener kom med det samme frem med en stol, som Cynthea kunne sætte sig ned i ved siden af ham. "Hvor har De gjort af Deres anstandsdame?" Spurgte han drillende.

[Cynthea af Macay]

Hendes hvide kjole syntes næsten gylden, da hun trådte ind i flammernes skær og hun ventede i tavshed på tjeneren, der straks vimsede af sted for at hente hende en stol. Yndefuldt tog hun plads ved siden af ham og hendes blik flakkede ved hans spørgsmål. ”Hvis jeg skal være ganske ærlig, tror jeg, hun er en anelse bange for Dem,” svarede hun og fandt så endelig styrken til at møde hans blik. Nærmest som ved et trylleslag dukkede anstandsdamen op kort efter med et strengt blik mod Cynthea, før hun sænkede blikket, da hun gik forbi Aric.

[Aric af Macay]

han drejede ikke hovedet, mens hun satte sig ned. Det var først, da hun talte, at han drejede hovedet og så på hende. "Det gør hun også klog i at være," sagde han, mens et underholdt glimt i hans gyldne øjne dukkede op. Han skænkede ikke et eneste blik i retningen af anstandsdamen, da hun heldigvis bevægede sig væk fra dem, og satte sig udenfor hørevidde. "Glæder De dem til brylluppet?" Spurgte han og så ind i ilden igen, mens han slyngede den røde vin rundt i glasset.

[Cynthea af Macay]

Hendes hjerte skippede et slag, da han pludselig vendte ansigtet mod hende. Hun var ikke i tvivl om, at Aric var en både magtfuld og indflydelsesrig mand. Der var meget få ting, han ikke fik, hvis det da overhovedet var noget. ”Ja, jeg ser frem med længsel i hjertet til den dag, jeg er Deres,” svarede hun og var selv en anelse forbløffet over, at hendes stemme var fuldkommen oprigtigt. For hun havde ment hvert et ord. ”Og De?” spurgte hun og et smil lurede som en diskret trækning i den ene mundvige.

[Aric af Macay]

Han løftede et øjenbryn, da hun svarede. Det var ikke deres eget bryllup, som han havde spurgt indtil nemlig. Der forventede han, at hun naturligvis så frem til det. Så det behøvede han jo ikke at spørge om. "Nu mente jeg Deres fætters bryllup," sagde han en smule irettesættende, og nippede til vinen igen. "Jeg ser langt mere frem til bryllupsnatten," sagde han lavmælt og knipsede endnu en gang med fingrene, så en tjener dukkede frem ved siden af ham. "Skænk komtessen et glas vin."

[Cynthea af Macay]

Irettesættelsen fik straks hendes kinder til at gløde og hun nåede at sende en bøn af sted om i håb om at jorden ville åbne op og opsluge hende, så hun ikke behøvede konfronteres med sin tåbelige fejl. Skamfuldt så hun ned mod hænderne, der var foldet i hendes skød. Kun ved hans lavmælte bemærkning så hun op, før hun igen kom på bedre tanker og igen fæstnede blikket ved sine hænder. ”Selvfølgelig. Jeg ønsker min fætter al lykke i sit liv og ægteskab,” hviskede hun åndeløst, mens glasset blev fyldt ved siden af hende.

[Aric af Macay]

Det behagede ham at se, at Cynthea tog imod hans irettesættelse uden at kny. Og hendes røde kinder, som var mørke i skæret af ilden, indikerede, at hun var klar over sin fejl. Han nikkede tilfreds med situationen. "Han har også fundet sig et godt parti i Komtesse Myrilla. Hun er ud af en vigtig familie," sagde han, og løftede sit glas som i en skål. "Lad os ønske, at vi må få et mindst lige så prægtigt liv, som Hertug Larkin og Komtesse Myrilla," sagde han og så direkte på hende.

[Cynthea af Macay]

Det lod ikke til, at Aric havde behov for at forfølge hende fejl yderligere og efter lidt fik hun samlet mod til at møde hans blik igen. Hendes kinder føltes stadig varme og hendes krop var fyldt af en ubehagelig rastløshed, som om hun instinktivt havde lyst til at flygte tilbage ind i sit telt. Men hun blev, hvor hun var. Hun nikkede tavst til hans ord. Naxen var bestemt et godt navn og Komtesse Myrilla var ikke blot i familie med kronprinsen, som Arics fætter, Greven af Fenrigs hustru, men også søster til hertugen. Larkin havde fundet et godt parti.

Lydigt hævede hun glasset og fandt hans blik. ”Med gudernes vilje,” istemte hun og fulgte så hans eksempel og nippede til vinen, da han selv drak.

[Aric af Macay]

Han nikkede til hende og nippede til vinen, inden hans blik igen søgte mod flammernes dansende skær. "Om to måneder, er det Deres tur til at kalde Dem for hertuginde," bemærkede han og nippede igen til vinen. Han var vant til den, så han havde ikke noget problem med at drikke, som kvinder måske havde. "Og De sover i min seng. Ved siden af mig," påpegede han, fuldkommen med vilje. Mest for at få hende til at tænke på den aften, han havde taget hende med op på sit soveværelse under påskud, at hun var blevet dårlig.

[Cynthea af Macay]

Det var ganske forsigtigt, at hun nippede til vinen og hun stillede glasset fra sig igen efter skålen. Selvom hendes fader selvfølgelig havde lært hende at drikke lidt vin til særlige lejligheder, blev hun samtidig så let til hovedet af det og hun stolede ikke på sig selv omkring Aric. ”Det gør jeg, ja.” Hendes stemme skælvede let og hun måtte synke, før hun fortsatte. ”Jeg ser frem til det med længsel.” Og ærefrygt, men det følte hun ikke et behov for at tilføje. Hun huskede stadig den brændende følelse, han havde startet i hendes hud.

[Aric af Macay]

Han rynkede panden og brummede utifreds, da hun stillede vinen fra sig. han havde så sandelig ikke sørget for, at hun fik hældt op, blot for at hun skulle lade det stå og blive varmt. "De ser frem til mange ting med længsel," bemærkede han, og drejede hovedet for at se på hende igen. "Fortæl mig, hvad De ellers ser frem til med længsel?" Det måtte være en kvinde ting, at se frem til noget med længsel. Han gjorde det sjældent.

[Cynthea af Macay]

Arics utilfredshed gik ikke hendes næse forbi, hvilket sikkert heller ikke var tiltænkt og hun skyndte sig at række ud efter glasset igen og nippe endnu en tår af vinen. Den var god og varmen spredte sig fra hendes bryst. ”Det gør jeg,” medgav hun og følte sig endnu engang frygteligt pinlig i hans selskab. Så i stedet prøvede hun at behage ham. ”Jeg ser frem til at mærke Deres læber mod mine igen,” fortalte hun ham lavmælt af respekt og frygt for, at anstandsdamen skulle høre dem. ”At mærke Deres hænder mod min hud endnu engang.”

[Aric af Macay]

Da hun tog vinglasset op igen, nikkede han og viste derfor sin tilfredshed ved at sende hende et svagt smil. "Åh, fortæl mig endelig mere om disse ting," sagde han og kunne ikke lade være med et udfordre hende en smule. Det ville more ham, hvis han endnu engang kunne få hende til at rødme i skæret fra flammerne. "Især om at mærke mine hænder på Deres krop. Hvor vil De helst mærke dem?" Han stak til hende med vilje.