Til lyden af torden

[Erik Almsted]

Filippa Almsted

Det havde været gråt hele dagen. Det havde regnet og ville sikkert gøre det igen. Den svage rumlen i horisonten varslede det sammen med den lumre, stillestående atmosfære der lå over Corus. Erik var på vej over gården til sine forældres hus med sin snart tre måneder gamle søn på armen. En mere insisterende rumlen fik den lille størrelse til at klynke utilfredst ind mod hans fars skulder "Såå, såå.. det er bare torden. Vi er hjemme ved mor lige om et øjeblik." brummede han beroligende mens han lukkede sig ud på gaden og gik de få meter hen til sit eget hus, åbnede endnu en dør og skyndte sig ind mens det begyndte at dryppe fra de grå skyer "Pip?" kaldte han, mens han trådte sine sko af og pludrede til Vidar på samme tid.

[Filippa Almsted]

Det var ikke altid lige til at kunne gå fra skolen, når undervisningen var færdig. Især ikke efter hun havde været væk i flere måneder og selvom hver fiber i Filippas krop skreg på at komme hjem til sin lille søn, var hun blevet lidt længere på skolen. På vejen hjem var hun også stoppet forbi Bager-familien og som det altid var der, var hun blevet hængende til en lille sludder. De truende skyer havde dog tvunget hende hjemad og hun var ikke langt væk hjemmefra, da et højt brag flænsede himlen og forvandlede de små dryp til store, tunge dråber.

Men sjalet trykket tættere om sig og kurven holdt tæt ind mod brystet satte hun i løb og stoppede ikke, før hun nåede deres lille hjem. Hurtigt væltede hun indenfor og lukkede døren forsvarligt bag sig. Det mørke hår var vådt og sjalet dryppede lidt sørgeligt på gulvet, mens hun trådte ud af skoene og stillede kurven fra sig. ”Erik?”

[Erik Almsted]

Da der ikke kom noget svar, fortsatte han ud i køkkenet og tog vandspanden fra dens plads ved bagdøren ”Hvor mon hun bliver af.. hende mor.” pludrede han videre og smilede skævt da små fingre lukkede sig om hans skæg – eller i hvert fald prøvede på det ”Jeg ved godt du er sulten, men lige der kan jeg ikke hjælpe dig endnu.” snakkede han videre før han lagde sin søn i kurven på bordet og hurtigt gik ud i regnen for at hente en spand frisk vand fra brønden.

Netop som han satte spanden fra sig, hørte han døren til gaden gå op og helt automatisk smilede han ”Køkkenet.” kaldte han og rystede sig som en forvokset hun, for at få vanddråberne ud af håret inden han bøjede sig ind over kurven på bordet og lod små fingre lukkede sig omkring en, betydeligt større pegefinger.

[Filippa Almsted]

Hun nåede knap at kalde på Erik, før hun hørte hans stemme fra køkkenet og instinktivt satte hun ud mod det, tog sit sjal af på vejen. Da hun nåede køkkenet, lagde hun det over en stoleryg tæt ved ilden og fortsatte over mod bordet til sin mand og deres lille søn. Glædesstrålende lagde hun et kys mod Eriks kind, før hun vendte al sin opmærksomhed mod sin lille guldklump.

”Hvordan har mors lille vidunder det?” pludrede hun varmt og skubbede Erik lidt til siden for at kunne lægge hænderne om livet på Vidar, før hun løftede ham op til sig og kyssede ham på næsen.

[Erik Almsted]

Erik vendte ansigtet for at tiltuske sig et ordentligt kys, men blev vraget til fordel for en langt yngre mand, hvilket han dog tog med et smil og et muntert fnys ”Ja, ja.. man ved hvornår man kommer i anden række.” brummede han underholdt og lagde en arm om livet på hende mens også han betragtede vidunderet der var deres søn ”Han har charmeret sin farmor så grundigt, at jeg havde svært ved at vriste ham fri så vi kunne komme hjem til dig.” han lod hånden stryge op over hendes side og rynkede brynene ”Du er jo gennemblødt, kvinde. Få noget tørt tøj på så du kan få varmen.” han gav hende, trods det våde tøj, et klem og plantede et kys på det mørke, våde hår.

[Filippa Almsted]

Hun fnøs muntert af Eriks ord og rystede på hovedet til Vidar. ”Din far er skør, er han,” pludrede hun ufortrødent videre til deres skønne søn, mens hun lyttede. Det kom ikke bag på hende. Den lille solstråle i hendes arme var så perfekt, at det var svært at holde øjnene fra sig. Først da han kommenterede på det våde tøj, formåede hun at slippe Vidar med blikket og så op på Erik igen. ”Ja, du har ret. Ærgerligt, du ikke lod ham blive hos din mor, så kunne du have hjulpet mig skifte.” Hun blinkede drilsk til ham og lagde igen Vidar tilbage kurven, før hun begav sig mod trappen op til soveværelset.

[Erik Almsted]

Erik lavede ansigter til Vidar uden helt at tænke over det var det han gjorde og fik et baby-smil som belønning ”Det er fordi han bor sammen med din mor.” gav han spøgefuldt igen og kunne ikke dy sig for at give sin hustrus bagdel et kærligt klap, da hun lagde drengen ned igen ”Hun snor mig om sin lillefinger, dag ud og dag ind.” fortsatte han og fulgte ende med blikket op ad trappen, før han med et drenget smil rystede på hovedet og gav sin fulde opmærksomhed til sin søn.

[Filippa Almsted]

En varm latter forlod hende, mens hun vimsede ovenpå. Efter den hårde fødsel var alt kun blevet bedre. Ud over at være blevet velsignet med den smukkeste lille søn, havde hun også lige så langsomt fået sin normale krop og størrelse tilbage, hvilket både betød hun kunne bevæge sig frit og passe sine kjoler ordentligt igen. Derfor havde hun også trukket i en af sine yndlingsskjorter og stukket den godt ned i en vinrød nederdel, før hun igen gik nedenunder. Håret var også tørret lidt, selvom det stadig var fugtigt og hun fik det hurtigt bundet op i en fletning, som hun havde sat bag pandehåret.

”Hvordan har din dag været?” spurgte hun, så snart hun var kommet ned igen. Ud fra Vidars humør at vurdere kunne hun lige nå at sætte maden over, før hun gav ham bryst. De havde rester til overs fra dagen forinden og der gik ikke længe, før hun havde plantet gryden over ilden.

[Erik Almsted]

Erik så op igen da Filippas lette trin lød på trappen og det drengede smil krusede sig igen på hans læber ved synet af hende. Blikket fulgte hende mens hun satte maden over og med et grin bøjede han sig og gav sin søn et kys på panden ”Luk øjnene et øjeblik.. jeg skal lige..” brummede han lavmælt, rettede sig op og gik hen bag Filippa ”Som de fleste andre..” han smøg begge arme omkring livet på hende og bøjede sig nok til at kunne lægge hagen mod hendes skulder ”Jeg savnede jer..”

[Filippa Almsted]

Hun hørte lyden af Eriks stemme, men slog det hurtigt hen som at han talte til Vidar og bekymrede sig derfor ikke mere om det. I stedet gik hun i gang med at finde både skåle og bestik til når maden var færdig. Hun nåede dog ikke langt, før Eriks varme arme lukkede sig om hendes liv og hun blev straks blød i hans arme, som hun trykkede sig ind mod ham med et lavt, tilfreds suk. ”Vi savnede også dig,” mumlede hun og lagde sine hænder over hans. De var stadig en smule buttede efter graviditeten, selvom det meste havde fortaget sig igen.

[Erik Almsted]

Erik trak hende lidt tættere ind til sig og lod næsen stryge over siden af hendes hals, mens han fyldte næsen med den helt unikke duft der var hendes. Den havde ændret sig siden hun havde født, men den var stadig hendes og fik ham altid til at falde til ro ”Kan vi ikke bare blive stående her.. et par timer eller tre. Jeg er ikke så krævende.” brummede han og plantede et kys lige under hendes øre. Han lagde an til et mere, og blev så afbrudt af en utilfreds klynken fra kurven på bordet. Han sukkede kapitulerende, smilede for sig selv og rettede sig i stedet lidt op, så han kunne læne hoved mod hendes ”Herskabet har andre planer lyder det til.”

[Filippa Almsted]

Næsetippen var kølig og kildede behageligt mod hendes varme hud ved halsen. Hun sukkede lavmælt og trykkede sig blot tættere ind til ham. ”Jo, lad os,” hviskede hun og tippede hovedet lidt til side, så han bedre kunne komme til hendes hals. Mere end et kys fik hun dog ikke, da en klynken nåede hendes ører. Allerede det fik det til at føles fugtigt omkring hendes brystbind og hun brummede frustreret, før hun trak sig ud af hans greb.

”Det lader til, at Kongen af Almsted-hjemmet har talt,” spøgte hun og gik hen til kurven, hvor hun tog deres lille søn op. ”Er du sulten, skat?” spurgte hun varmt og plantede et kys på hans næse, før hun med ham i favnen tog plads på en af stolene. Han blev lagt på den ene arm, mens hun knappede skjorten op og trak brystet frem fra sit skjul. De første øjeblikke lod det ikke til at have nogen interesse, men efter lidt tid, godtog Vidar det alligevel og Pippa skar kortvarigt ansigter, før hun vænnede sig til den underligt stikkende smerte, det gav.

[Erik Almsted]

Erik kom til at le mens han lod armene falde igen, uden egentlig at have den mindste lyst til det. Han elskede deres lille familie, men havde meget hurtigt fundet ud af, hvor svært det var at finde tid – og overskud, til tosomhed ”Han er enevældig.” brummede han tørt, men muntert og gik hen for at røre i gryden. Ud af øjenkrogen betragtede han dem begge med et varmt smil på læberne ”Hvis ikke han var, så ville han ikke være en ægte Almsted.” han blinkede drilsk til hende.

[Filippa Almsted]

I starten var de små smaskelyde tæt sammen, men efter lidt tid blev de sløvere og mere dovne i det, som Vidar kom tættere på at være mæt. Under hele seancen holdt hun blikket ned på sin søns smukke ansigt. Kun en enkelt gang sendte hun et stjålent blik efter Erik, før Vidar igen stjal hendes fulde opmærksomhed. ”Men det er han,” hviskede hun varmt og strøg drengen over panden, da han havde sluppet hendes bryst og blinkede søvnigt op mod hende. ”Sin fars søn.” Med ham på armen rejste hun sig langsomt op og vuggede ham i blide bevægelser mod sit bryst, mens hun gik over mod Erik.

[Erik Almsted]

Erik havde ikke noget imod tavsheden der sænkede sig over deres lille køkken. Tværtimod gav det en behagelig følelse af tryghed og hjem, som han ikke fandt andre steder. Ildens knitren, madens boblen i gryden der også spredte duften af mad, der fik hans mave til at knurre og de små, smaske-lyde fra Vidar. Det var alt sammen noget der fik det varme smil på hans læber til at komme helt af sig selv.

Han rejste sig op fra sin hugsiddende stilling da Pippa rejste sig og lagde en hånd let mod hendes ene hofte da hun kom tæt nok på og løftede den anden for at stryge deres søn blidt over de lyse lokker ”På appetit er han i hvert fald..” brummede han og slap en munter lyd over drengens kamp for at holde øjnene åbne ”Men sin mors på stædighed.” fortsatte han drillende.