Der sker meget i Stenbjerg [R]

[Annalin af Stenbjerg]

Kieran af Stenbjerg

Endelig var de kommet hjem til Stenbjerg. Uanset hvor skønt der var i Corus, var væggene noget tyndere og værelserne noget tættere på hinanden, end de var hjemme på lensborgen. Desuden var det tiltrængt efter en fjorten dages tur i vogn.

Med lette skridt trådte Annalin gennem biblioteket. En tjener havde uden at undre sig fortalt hende, at hun ville kunne finde Kieran der. Det var ingen hemmelighed, at de to var blevet tætte under rundrejsen og mens Arthur legede med Domitan, Joshua var på sit kontor og Larking og Myrilla forberedte sig til brylluppet, var der ingen, der undrede sig over, at hun søgte Kierans selskab.

[Kieran af Stenbjerg]

Kieran så op fra sin bog da døren gik op. Biblioteket og den tilhørende stue var det rum han altid søgte og denne gang var ingen undtagelse. Han ville måske hellere være i Corus, men vidste også han kom tilbage snart. Sin brors bryllup var ikke til at komme udenom og selvfølgelig ville han være der.

Et smil krusede sig på hans læber da han fik øje på Annalin og hans blik fik et glimt af noget ubestemmeligt internt "Hvilken glædelig overraskelse, Anna." han slog ud mod den lille sofa ved siden af stolen han selv sad i "Vil du gøre mig selskab?"

[Annalin af Stenbjerg]

Biblioteket så umiddelbart ud til at være tomt og hun søgte dybere. Smilet lå allerede på hendes læber fra det sekund, hendes øjne fandt Kieran og der skulle ikke mere end hans invitation til, før hun tog plads i sofaen tæt på ham. ”Der er meget få ting, jeg hellere ville,” svarede hun og glattede kjolens folder, før hun igen vendte blikket mod ham.

”Er det helt forfærdeligt at være tilbage i Stenbjerg igen?” spurgte hun drilsk og kunne ikke dy sig for at blinke til ham, før hun lænede sig mere tilbage i sofaen uden på noget tidspunkt at slippe formen.

[Kieran af Stenbjerg]

Hans mundvige trak lidt længere opefter over hendes svar og han fulgte hende med blikket mens hun fulgte hans opfordring og satte sig ”Du smigrer mig..” han lukkede bogen sammen efter at have flyttet bogmærket ind mellem de sider han var nået til ”Ulideligt..” konstaterede han med tør sarkasme og lænede sig tilbage efter at have lagt bogen på bordet ved siden af stolen ”Jeg har intet at skulle have sagt længere nu lensherren er tilbage på sin pind.” spøgte han og lagde hovedet lidt på sned mens han betragtede hende ”Og du?” der gemte sig et glimt af alvor i hans blik. Deres hidtil ubekymrede leg, var blevet langt mere problematisk nu hendes mand var tilbage.

[Annalin af Stenbjerg]

Et facetteret smil lå over hendes lyse læber, da hun tog plads og hun fulgte hans bevægelser, før deres blikke låstes fast. Det var blevet en del mere kompliceret at få tid med Kieran efter rundrejsen var ovre, men det havde kun fået hende til at ønske den mere intenst.

”Du har det hårdt,” kommenterede hun med karikeret omsorg. Hans ord fik hende til at stivne, selvom smilet forblev på hendes læber. ”Det er underligt, hvordan så mange mennesker i huset kun har gjort mig ensom.” Hun sukkede teatralsk og vippede hovedet let på sned, mens hun betragtede ham.

[Kieran af Stenbjerg]

Han nikkede blot med en bekræftende brummen, som om det var en selvfølge at han havde ret, men den muntre sitren i hans mundvige var ikke til at overse ”Ikke underligt..” han havde sænket stemmen og det gav med det samme atmosfæren en mere intim følelse. Den blev ikke mindre udtalt, da han rakte ud og lagde en hånd på hendes arm ”..snarere ganske naturligt. Vi var måske blevet for vant til at have det hele for os selv.” fortsatte han og tog hånden til sig igen. Det ville have været en ganske uskyldig berøring og ord uden mening, hvis det ikke var for den hemmelighed de nu delte og havde delt i efterhånden mange måneder.

[Annalin af Stenbjerg]

Hun lænede sig ganske naturligt frem mod ham, da han sænkede stemmen. Blikket dvælede et øjeblik ved hans hånd over hendes arm, før hun igen fandt hans øjne. Mundvigen trak ganske let nedad, før hun igen fik reddet den i et smil, da hans hånd forlod hendes arm igen. Hun havde nydt den korte berøring, som tiden i Stenbjerg havde været alt for fattig på. Siden Arthur var kommet hjem havde hun næsten ikke haft anden kontakt end deres forsøg på at få et barn mere og det var ikke ligefrem fordi det var en akt, der var forbundet med nydelse.

”Jeg ville ikke have noget imod, hvis det havde fortsat sådan bare et par lidt endnu. Men heldigvis er der jo stunder, hvor man stadig kan finde fred. Når Larkin og Myrilla planlægger, Joshua ordner papirarbejde og Arthur har taget Domitan med ud i skoven.” Hun smilede sigende til ham, før hun lænede sig tilbage. ”Og du sidder på biblioteket.”

[Kieran af Stenbjerg]

Der var gået en rum tid siden de sidst havde været alene for alvor og det blik han sendte hende, levnede ingen tvivl om, at han ikke var aldeles uberørt af faktum ”Du har ret… man kan altid finde en tid og et sted til tosomhed.” der lå et tydeligt spørgsmål i hans blik. Det var ikke umuligt, men ville kræve en del mere omtanke nu. Ud over deres familie, var der nu også dobbelt så meget tyende – og tyende havde det med at have øjne og ører de steder man mindst ønskede det.

[Annalin af Stenbjerg]

Hun kunne ikke se sig fri for at nyde den opmærksomhed, han gav hende og hun nikkede ganske let af hans ord. Stenbjerg var levende med mennesker, både familie og tyende og der var ikke mere end en uges tid, før det også ville blive fyldt med gæsterne til brylluppet. Og hun nægtede at deltage i Larkins bryllup uden først at have fået lettet bare en smule for frustrationen og den kløe, han havde sat i gang i hendes skød og som kun han kunne lindre. ”Jeg søger i øjeblikket kun noget at tage mig til.” Så længe Arthur havde Domitan med i skoven og Joshua arbejdede, måtte hun finde noget at tage sig til alene. Eller med Kieran.

[Kieran af Stenbjerg]

Han sad et langt øjeblik bare og så uudgrundeligt på hende, men var ikke så dum, at han ikke kunne læse mellem linierne. Så nikkede han langsomt en enkelt gang og kneb øjnene overvejende sammen ”Kan du huske den bog vi talte om i foråret..?” begyndte han. De havde talt om mange bøger og ingen specifik, men han fortsatte alligevel roligt ”..jeg tog den med mig fra Corus. Jeg må have glemt at nævne det for dig.” han gjorde en lille pause og rakte igen ud, denne gang for at lade fingerspidserne stryge flygtigt over hendes håndryg ”Hvis du får lyst, kan du altid komme forbi og låne den. Jeg tog den med for din skyld.”

[Annalin af Stenbjerg]

Annalin kunne bestemt ikke skyldes for at være uintelligent og hun spidsede ører, da han igen talte. Smilet sitrede lidt i hendes ene mundvige, før hun ganske let nikkede. ”Hvilken glædelig overraskelse,” kommenterede hun, udmærket bevidst om invitationen og løfterne, der lå mellem linjerne i hans ord. Følelsen af hans fingerspidser mod sine hænder fik hårene på hendes arme til at rejse sig og blikket i de mørke øjne var uudgrundeligt. ”Jeg vil ikke trænge mig på, men hvis du har tid nu, ville det passe mig bedst.”

[Kieran af Stenbjerg]

Det sitrede i hans ene mundvig og hans blik havde forandret sig, var blevet mere intenst ”Du trænger dig aldrig på, Anna.” konstaterede han lavmælt og lod forstillelsen falde. De vidste jo begge to hvad de talte om, så hvorfor gå som katten om den varme grød mere en højest nødvendigt.

Han rejste sig langsomt, lod bogen ligge og bøjede sig i stedet for at kunne tage hendes hånd ”Du kender vejen.” han talte stadig lavt og lod læberne strejfe hendes håndryg før han slap hendes hånd og forlod biblioteket.

[Annalin af Stenbjerg]

Ændringen i hans blik var tydelig og som normalt gav det et lille sug i mellemgulvet på hende, når han betragtede hende på den måde. Hendes kinder føltes varme, men hun tog sig ikke af det. Kieran optog hele hendes opmærksomhed og da han rejste sig, fulgte hun per automatik med. Hver af hans bevægelser blev registreret.

Uden tøven satte hun vej ud af biblioteket og mod Kierans gemakker. Allerede nu syntes hendes hud at brænde, som længslen efter hans berøringer strømmede ud gennem hendes system. De nåede endeligt hans værelse og hun stoppede, betragtede ham med et afventende blik. Der var i hvert fald et par timer, før Arthur og Domitan ville være hjemme igen.

[Kieran af Stenbjerg]

Han nåede ikke ud af døren før han blev klar over hun ville følge med. Selvfølgelig var det meningen med det hele, men et misbilligende udtryk lagde sig momentært på hans ansigt. Han havde lusket rundt med kvinder nok uden at ville opdages, til at være lige ved at bede hende vente nogle minutter før hun fulgte efter. Han gjorde det dog ikke, men genfandt smilet og lod hende gå først ud før han selv fulgte efter. Hvis nogen skulle blive nysgerrige, kunne man altid tale sig ud af kniben – eller finde andre metoder til tavshed.

Der var ikke langt til hans gemakker og selv hvis han ikke havde gået med hende, ville hun kende vejen. De nåede dertil uden at støde i nogen af betydning, men han kastede alligevel et grundigt blik i begge retninger før han åbnede døren og også denne gang lod hende gå først ind.

[Annalin af Stenbjerg]

De gik i tavshed hen til Kierans værelser. Den indledende snak, der passede sig til sådan et møde, havde de fået overstået i biblioteket og Annalin så ingen grund til at udfylde stilheden med ligegyldig snak. De vidste begge, hvorfor de var der og hvad de ville. Derfor lod hun ham blot sikre sig, at de var alene, før hun trådte ind på hans værelse, efter han havde åbnet døren for hende. Hun tog et par skridt ind i rummet, før hun ganske langsomt drejede sig om mod ham med et facetteret smil om læberne.