Gode venner?

[Leonora af Legan]

Julietta af Dunlath
En tjener kom ind til Julia for at annoncere at Leonora af Legan var ankommet. Leonora selv stod lidt bagved af og vidste ikke helt om hun skulle kigge på Julia eller ej, hun ville bare så frygtelig gerne have sin veninde tilbage. Livet var bestemt ikke det samme uden hende og hun savnede de mange snakke de før havde haft sammen. Nu stod hun her så, i Julias hjem og håbede på, at dette var dagen, hvor Julia ville snakke med hende. Hun gik prøvende et par skridt frem mod hende og forsøgte med et lille smil. "Hvordan går det Julia?"

[Julietta af Dunlath]

Efter sin sangundervisning var Julia gået op på sit værelse for at hente sit tegnegrej. Det var forfærdeligt vejr, så hun så ingen grund til at sidde ude i tordenvejret. Men mønstrene, der tegnede sig over himlen, når lynene fra tid til anden slog ned, virkede som det perfekte motiv. Hun var netop lige kommet ned ad trappen, da en tjener påkaldte sig hendes opmærksomhed.

Øjeblikkeligt faldt de blå øjne på Leonora og ansigtet stivnede en anelse. Uden at værdige hende yderligere opmærksomhed afleverede Julia sit tegnegrej til tjeneren. ”Læg det ind i den lille stue,” instruerede hun, før hun så igen vendte sig mod Leonora. Før i tiden havde hun set hende som sin bedste veninde, men nu kunne hun ikke se andet end én, der havde forsøgt at stjæle hendes Adrians kærlighed. Og det tilgav hun ikke let. ”Hvad vil du?”

[Leonora af Legan]

Leonora slog blikket ned, Julia var bestemt sur, men det var også meget forståeligt efter hvad hun havde gjort. Hun hadede sig selv for det kys. Det var jo ikke fordi hun ville ødelægge noget for nogen eller overhovedet havde vidst noget om at Adrian og Julia var blevet forlovet. "Jeg vil bare... Undskyld" Det gjorde ondt, at Julia slet ikke gad se hende længere og hun mærkede et kæmpe tomrum, der var hendes veninde før havde udfyldt pladsen. "Det var jo ikke min mening. Jeg vidste ikke, at I var blevet forlovet" sagde hun med lav stemme.

[Julietta af Dunlath]

Hun hævede kinden og i et forsøg på at se ned på Leonora, mens armene foldedes anklagende under brystet. Undskyldningerne havde hun allerede hørt på rundrejsen, men vreden havde samtidig også formået at lægge sig lidt med tiden. Desuden var det jo rigtigt nok, at Leonora ikke havde kendt noget til forlovelsen. Eller Julias følelser for Adrian for den sags skyld. ”Du burde slet ikke rende rundt og kysse rundt med folk, før du er blevet gift. Eller i det mindste forlovet,” formanede hun. Hvad hun selv lavede med Adrian, var overhovedet ikke det samme, mente hun.

[Leonora af Legan]

Leonora så skyldfølsomt ned i gulvet "Jeg ved det, men han snød mig til det." Hun kiggede forsigtigt op på hende før hun fortsatte "Jeg troede han mente de søde ord han sagde om mig" Hun vidste godt det ikke var det bedste træk, at fortælle Julia det sidste, men hun skyldte da at være ærlig over for hende.
Leonora håbede på, at de denne gang kunne komme over det og at hun kunne få sin veninde igen.

[Julietta af Dunlath]

Det huede hende bestemt ikke at høre, at Adrian havde sagt søde ting hverken til eller om hende og hun snerpede læberne sammen, mens hun betragtede Leonora. Hun vidste godt, det var et forsøg på at udbedre skaderne, men tanken om, at hendes livs kærlighed søgte opmærksomhed andetsteds gav hende en knugende følelse i brystet. ”Hvad sagde han?” spurgte hun uden at vide, om hun ville høre svaret eller om det bare var en form for selvpineri.

[Leonora af Legan]

Leonora kiggede nervøst på hende "Er du virkelig sikker på at du vil vide det?" Hun havde ikke lyst til at sige det høj, ikke kun pga Julia, men også for hendes egen skyld. Hun var trods alt også selv blevet ked af det, da hun havde fundet ud af at det hele havde været en løgn, en leg for Adrian, og der slet ikke havde været sandhed bag ordene. Hun tog en indånding og forsøgte så. Hun kunne vel nøjes med at sige en lille del af det "Han sagde, at han havde fundet mig sød i længe og at jeg havde et smukt smil" Hun stod afventende klar på at en stor salve af skælsord ville ramme hende.

[Julietta af Dunlath]

Hun hævede kinden lidt yderligere og musklen ved hendes kæbe spillede, da den spændtes, før hun så ganske langsomt nikkede, stadig ikke sikker på, om hun rent faktisk ønskede det. Hvert ord føltes som en kniv i hjertet og hun trak vejret ind i et skarpt træk gennem næsen. ”Var det alt, der skulle til, for at du kyssede ham?” spurgte hun og ordene blev akkompagneret af et hånligt fnys for at skjule, hvor meget det egentlig påvirkede hende.

[Leonora af Legan]

Det var bestemt ikke rart at skulle fortælle mere, men hun vidste også godt at det nok i sidste ende var det bedste og, at hun ikke kunne komme uden om det. "Nej vi snakkede om interesser og så sagde han generelt en masse søde ting til mig og om mig" Det var bestemt ikke rart at skulle fortælle hende og hun var bange for om Julia ville blive mest sur elelr mest ked af det, ved at høre det.

[Julietta af Dunlath]

Hun vidste godt, hun lokkede Leonora i en fælde og hun blev lige dele tilfreds og ked af det, da veninden fortalte videre. Hvert ord var som at få stukket en kniv i maven. Eller i hvert fald sådan, Julia havde forestillet sig, men hvad vidste hun egentlig også om det. ”Du ved godt, han kun sagde det, fordi han kan lide mig, ikke?” spurgte hun hårdt, selvom hun ikke selv troede på det. Det ville ikke give særlig meget mening, men hun behøvede heller ikke få det til at passe. Hun skulle bare demonstrere over for Leonora, at Adrian var hendes.

[Leonora af Legan]

Julias spørgsmål gjorde ondt. Virkelig ondt! Ja Leonora havde kysset på hendes kæreste eller forlovede eller hvad han nu præcis var, men her stod Julia inddirekte og sagde, at det ikke passede, det han havde sagt. Det var næsten som at sige ingen ville have hende. Det gjorde ondt og Leonora kunne mærke, hvordan det begyndte at svie i øjnene. Det skulle bare lige passe, hvis hun endte med at stå og græde. "Og hvorfor skulle han fortælle mig at jeg har de smukkeste øjne og hår der skinner som nattehimlen, hvis ikke han mener det?!" Hun begyndte at blive vred. Hun kunne ikke gøre for, at hun var faldet for ham, og hun havde aldeles ikke bestemt, at han skulle sige søde ord til hende.

[Julietta af Dunlath]

Hun bemærkede godt, hvordan venindens øjne blev blanke, men det kunne hun virkelig ikke tage sig af. Især efter Leonora valgte at gå til modangreb. Hun snerpede igen læberne sammen og måtte koncentrere sig for ikke at give efter for den brændende fornemmelse i øjenkrogen. ”Fordi sådan er han bare. Det var din fejl, at du lagde for meget i det!” udbrød hun og prøvede at forholde sig rolig. For hun ville virkelig ikke bebrejde Adrian. De var endelig kommet videre.

[Leonora af Legan]

"Lagde jeg for meget i det?! Han kyssede mig efter at have komplimenteret mig og sagt søde ord. Ville du ikke også blive bare en smule smigret, hvis en ung mand sagde den slags?" Det gjorde ondt. Hun havde brug for sin veninde både i forhold til skænderiet her men også i de følelser hele dette drama havde efterladt hende med. Det hun havde troet var startet på noget godt, havde blot været en engangsforestilling. Hun følte sig uvigtig og ligegyldig. men kunne ikke snakke med sin veninde om det fordi hun samtidig med havde såret hende uden at vide det.

[Julietta af Dunlath]

Røde pletter blomstrede efterhånden frem omkring hendes hals og krave, spredte sig helt op til hendes kinder. ”Ja, du lagde for meget i det,” hylede hun og kunne ikke undgå at være blevet bare en smule hysterisk. Alt i hende kæmpede for at beholde sit syn på Adrian som sin helt, men virkeligheden blev ved at forsøge at ændre på den overbevisning. ”Jeg ville ikke have kysset ham. Ugifte kvinder skal ikke bare rende rundt og kysse komtesser. Lærte du ikke det på Klosterskolen?” kommenterede hun spydigt, såret.

[Leonora af Legan]

Hvorfor skulle hun dog være så stædig og bedrevidende? Leonora var sur og synes på ingen måde det var rimeligt. hun kom jo for at sige undskyld, og så blev det bare tværet i hovedet på hende, hvor uduelig hun var. Det var ikke hende der havde kysset og hun vidste ikke at de var forlovet. "Så Hvis ugifte Kvinder ikke kysser, så kan du jo heller ikke have kysset ham. OG bare så du ved det. HAN kyssede mig!" hun var vred og ked af det. "Hvilken veninde er det overhovedet, der ikke engang fortæller, at hun har fået øjnene op for en mand og lige gør opmærksom på at han altså er taget?"