Rejse-problemer [R]

[Annis Giftkniv]

Hector Hvare Khshaeta

Rejsen mod Legan havde været forholdsvis uden problemer. De havde en enkelt gang måttet afskrække et par unge mennesker, som havde lidt for meget blik på deres vogn, men det var hurtigt overstået og det havde ikke forsinket dem for alvor.

Nu var de kun cirka fire dages rejse fra havnebyen og Annis begyndte så småt at være en smule anspændt. Hun havde været i Corus det meste af sit voksne liv og det var faktisk lidt af en opgave, hun havde sagt ja til her.

[Hector Hvare Khshaeta]

Turen dertil havde hverken været mere eller mindre end hvad, han havde forventet. Ingen særlige komplikationer, en del akavet tavshed, en del snak og efterhånden var tavsheden også stoppet med at være helt så akavet. Hector gabte og lænede sig bagover mod vognen. Hans bagparti var dog efterhånden ved at blive godt firkantet af dette og han følte sig rastløs. Nu måtte de gerne nå frem.

”Nervøs, prinsesse?” spurgte han med et dovent smil og så over på Annis. Han havde godt bemærket, hvordan hun virkede mere anspændt. Ikke at det kom bag på ham. Han vidste trods alt godt, at hun havde boet i Corus hele sit liv, selvom han ikke kunne relatere til det.

[Annis Giftkniv]

Efterhånden blev det kun til et lille ubevidst smil, når han kaldte hende prinsesse. Det var blevet så normalt mellem dem, at hun stort set ikke tænkte over, hvad han kaldte hende mere, men reaktionen var alligevel så godt som indkodet i hendes hjerne. "Lidt," indrømmede hun. "Jeg bryder mig ikke meget om, at vi kommer ind til en by og en slyngelflok, som vi ikke kender til. Det er lidt for mange ukendte kort i spil." Hun skævede over til ham. "Men det må vi selvfølgelig bare se at få gjort noget ved."

[Hector Hvare Khshaeta]

Endnu er lille smil tog bo på hans læber. Det glædede ham, at hun efterhånden havde affundet sig med at blive kaldt det. Hvis ikke hun kunne være Farkas' dronning, kunne hun lige så godt være hans prinsesse. Også selvom det måske ikke sagde så meget. Langsomt nikkede han. "Heldigvis er din ledsager ganske hjemmevant i den situation," forsikrede han hende med er blink, før han lagde den ene hånd på hendes slanke lår, lige over knæet.

[Annis Giftkniv]

Hun smilede skævt af hans ord og nikkede. "Ja, det har jeg også.." Blikket faldt ned på hans hånd og der kom et kort ophold i hendes ord, inden hun fortsatte. ".. hørt." Hans hånd var varm mod hendes lår og hendes hud gav sig til at summe en smule.

Det var jo ikke, fordi hun ikke havde tænkt tanken. De havde været alene på vejene i flere uger. Og der havde også været anledninger til det. Men hun var drejet uden om det hver gang. Hun havde ikke glemt, sidste gang de havde været på vej under tæpperne sammen og hun var trods alt for stolt til at lade ham komme nemt om ved det endnu engang.

Et kort nu, var hun ubeslutsom. For hun kedede sig ærligt talt efterhånden. Men til sidst, så flyttede hun alligevel benet til siden med et lille smil, så han ikke længere kunne nå. "Men jeg tænker, at du kan give mig nogle pointere i forhold til at være ny i byen?"

[Hector Hvare Khshaeta]

Hendes reaktion var som forventet. I hvert fald umiddelbart og han smilede, da hun åbenlyst lod sig distrahere af hånden. Afvisningen var heller ikke uventet. Det var immervæk ikke første gang, hun havde afvist ham på turen og selvom han normalt aldrig ville have fundet sig i den slags, var Annis mere end bare en kvinde. Hun var hans partner og det forandrede tingene. Desuden vidste han godt hvorfor, hun gjorde det og han trak blot hånden til sig med et underholdt smil. "Som De ønsker, prinsesse," drillede han og så igen frem mod vejen. Han kunne ikke vente, til de var fremme. "Det bedste, eneste og vigtigste råd, du kan få er at huske, hvem dine venner er." Han fangede igen hendes blik og bag spøgen var der dyb alvor at finde i hans grå øjne.

[Annis Giftkniv]

Hun var hemmeligt lidt skuffet over, at han trak hånden til sig, men samtidig påstod hendes indre bestemt, at det havde han bare rigtigt godt af. Hans underholdte smil prikkede dog til hendes stolthed, fordi han viste, at han godt vidste, hvad det var, hun lavede.

Hun kunne dog ikke lade være med at smile lidt alligevel til hans næste ord. "Du behøver ikke at være nervøs for det, Hector. Efter min mening, så er det os to mod verden lige nu," hun blinkede til ham, som han havde blinket til hende og hun lænede sig lidt til siden og skubbede til hans skulder med sin.

[Hector Hvare Khshaeta]

Smilet voksede og blev drenget. Selvom Hector aldrig havde vist sig som den pjattede og spøgefulde type i Corus, havde han stadig en mere afslappet side, som lå dybt nede. Og nu han så ud til at skulle tilbringe temmelig megen tid med Annis var det måske på tide at vise hende mere af den. Hun havde i forvejen været i stand til at kradse lidt i overfladen. "Jamen så er du jo allerede kommet langt," kommenterede han og gav hendes skulder et puf tilbage. Han kunne dog ikke dy sig for at lægge lidt mere kraft i end hun selv havde gjort, selvom det på ingen måde var nok til at gøre andet end understrege forskellen på kønnene.

[Annis Giftkniv]

Hun rystede på hovedet af ham og ømmede sig så lidt, da han skubbede en del hårdere, end hun selv havde gjort. Som gengæld stak hun ham en albue mellem ribbene og rystede på hovedet igen. "Så vidt jeg husker, så jeg da ikke udvist tegn i den retning?" Smilet var skævt, som hun fortsatte. "Jeg er mere end klar over værdien i loyalitet, især når man befinder sig i udsatte situationer." Hun så over på ham for at vejre hans svar.

[Hector Hvare Khshaeta]

Han tog sig til siden, hvor hendes skarpe, lille albue havde presset sig ind og prøvede at se forurettet ud, selvom det var flere år siden, han sidst havde kunne føle en så lille smerte. Til det var hans nerveender efterhånden for hærdede, men det var også ganske bevidst. I flere år havde han søgt slagsmål for at kunne hærde sig selv. ”Jeg troede heller ikke, du ville være dum nok til at vise tegnene, hvis du ønskede at gå den retning,” pointerede han og blinkede til hende, før han trak på skuldrene. ”Det var også bare et råd.”

[Annis Giftkniv]

Hun blinkede let til ham og skulle lige til at komme med en spydig kommentar mere, da hun bemærkede en hurtig bevægelse ude fra højre og hun drejede sig i en hurtig glidende bevægelse, mens hun helt per automatik trak en af sine knive. Og det lige i rette tid, da en skikkelse klædt i sort i samme øjeblik hoppede op på siden af vognen og løftede armen til et angreb med den skarpe kniv, vedkommende havde i hånden. Hun blokkerede den med sin egen knivarm, men hun havde tømmerne i den anden og kunne ikke gå til modangreb.

[Hector Hvare Khshaeta]

Smilet var spøgefuldt og et muntert fnys forlod ham, som Annis allerede så ud til at have en rap replik klar på tungen. Ikke at han nåede at høre den, før hendes bevægelse fik ham til at trække en kniv frem og han lænede sig ind over hende, fik i en glidende bevægelse strøget det skarpe stål over mandens hals. Det varme blod lagde sig om hans hånd, før skikkelse faldt ned fra vognen og han straks rejste sig op, klar til at beskytte hende, hvis der skulle være flere.

[Annis Giftkniv]

Hun mærkede et anfald af uforfalsket taknemmelighed, da han kom hende til hjælp og selvom hans handling badede hende i deres angribers blod, så kunne hun ikke tage sig af det lige nu. I samme øjeblik sprang endnu en angriber op fra den anden side og hun så med rædsel, at Hector endnu havde ryggen til, fordi han havde hjulpet hende. Hun lod tømme være tømme og sprang på manden, så både han og hun faldt af vognen og rullede rundt i græsset flere gange, inden hun fik placeret sin kniv i hjertet på ham. Han lå dog ind over hende - stor og tung, som han var - og hun kæmpede for at komme fri i tilfælde af, at der var flere angribere.

[Hector Hvare Khshaeta]

Panikken i Annis’ blik var ikke til at tage fejl af, men han nåede kun at vende sig halvt mod angriberen, før hun allerede var sprunget til. Forvirret så han tilbage efter hende, mens vognen fortsatte med at trille derudaf. Endnu en mand var hoppet om bord og havde gjort Hector selskab på vognene og stål strejfede hans overarm, før også fik skåret den nye angribers hals over. Hurtigt fik han standset vognen og tøvede ikke med at springe af for at komme Annis til undsætning. Han var dog ikke den eneste på vej hen til hende og han måtte kaste sin ene kniv afsted, for at stoppe endnu en angriber. Et smerteshyl bekræftede, at den havde nået sit mål og Hector koncentrerede sig i stedet om at få manden skubbet væk fra Annis.

[Annis Giftkniv]

Hun havde skubbet og presset alt for længe, men han rokkede sig ikke det mindste og hun havde allerede øje på den næste angriber, som hun dog ikke havde megen chance for at uskadeliggøre. Hun trak dog sin kniv til sig og gjorde sig klar til at sætte sig til modværge, netop som Hector gjorde det af med ham og hun sukkede lettet. Han trak manden af hende og hun satte sig op med et anstrengt støn. "Tak for hjælpen," mumlede hun - stadig lettere halvkvalt, mens hun kom på benene igen.