Når katten er ude ...

[Adrian af Dunlath]

Julietta af Dunlath

Han havde ikke set Julia, siden hendes fødselsdag. Studierne krævede stadig meget, og han var ikke ellevild med at risikere at støde på Roland over Linden-huset. En dag hørte han dog Rupert nævne, at Roland var taget til Frølund, og så var junkeren ellers strøget ud af døren på ingen tid. Hvis ridderen var væk, havde han og Julia stort set frit spil. Arianna og søstrene kunne rigtig tillade sig at pege fingre.
Da han kom over til Linden-huset, lod han en tjener melde sin ankomst hos Julia, og han blev pænt stående og ventede i hallen. Måske skulle han have aftalt en dato og tid, men det havde han glemt. Nu hvor han stod i huset, håbede han så bare, at Julia ikke var optaget af noget vigtigt.

[Julietta af Dunlath]

Selvom det var en vidunderlig dag at tilbringe udenfor i haven, havde Julietta som enhver anden komtesse også sine pligter. Og netop i dag stod den på hendes sangundervisning, som hun modtog to gange om ugen. Hendes stemme lød derfor fra den lille stue, hvor hun blev undervist, og gennem huset. Det havde altid været en af de ting, hun havde nydt ved sine pligter.

En tjener afbrød og så snart, han overbragte besked om, at Adrian var der, vendte Julia sig mod underviseren. ”Vi er færdige for i dag. Mange tak, Madam.” Uden at se sig tilbage skyndte hun sig ud i hallen. Det blå silkeskørt brusede luftigt om hendes nøgne ben. Et smil lå på hendes læber allerede før hun så Adrian og hun skyndte sig over til ham, da først synet af ham nåede hendes øjne. ”Adrian.”

[Adrian af Dunlath]

Hun løb ham jo praktisk talt i møde, så da hun nåede ham, løftede han hende op med hænderne på hendes hofter og svang hende en enkel gang rundt. ”Julia,” hilste han smilende og satte hende ned igen. ”Jeg hørte lidt af din sang. Det lød smukt,” komplimenterede han og strøg en af hendes blonde lokker om bag øret. ”Undskyld at jeg sådan kommer brasende. Jeg tænkte ikke lige over at sende besked i forvejen ...” Han havde ikke rigtig tænkt med hovedet.

[Julietta af Dunlath]

Et overrasket hvin forlod hende, da Adrians hænder fandt vej om hendes liv og hun lettede fra jorden for at blive løftet rundt. Hendes kinder tog farve og smilet voksede. Især, da han rakte frem og fejede en løsfaren lok væk fra hendes ansigt. ”Mange tak.” Hun skulle til at spørge ham, hvorfor han dog var kommet forbi, men lukkede igen læberne sammen, da han begyndte at tale. Uden tøven tog hun hans hånd i sin og gav den et klem. ”Det skal du ikke tænke over. Du er altid velkommen.” Eller. Nu Roland var væk, var han altid velkommen. Men Roland havde ikke lagt skjul på, at han ikke brød sig om den kommende svoger.

[Adrian af Dunlath]

Han smilede skævt og lænede sig lidt frem mod hende. ”Det er jeg glad for at høre.” Smilet blev snart mere konspiratorisk. ”Jeg hører, at din bror er rejst til Frølund?” Han ventede, indtil hun gav ham ret og rankede sig så igen. ”Du har ikke givet mig en rundvisning af huset før. Hvad med at gøre det nu?” foreslog han smilende, men med et diskret nik mod nakken. ”Hvor endte du med at hænge mit maleri? Må jeg se?” Det burde være undskyldning nok for at kunne komme ind på hendes værelse. Medmindre hun havde hængt maleriet et andet sted ... så slog hans plan lidt fejl ...

[Julietta af Dunlath]

”Det er han, ja.” Og selvom der var længe til, at de skulle ses igen og hun selvfølgelig håbede det bedste og ønskede ham al sikkerhed, kunne hun ikke se sig fri for også at nyde hans fravær. Alle konspiratoriske hentydninger gik direkte over hendes hoved og hun nikkede blot med et smil. ”Jo, det hænger på mit værelse. Skal vi tage det først eller vente til sidst i rundvisningen?” Hun havde en tendens til helt at glemme, at han ikke var blevet vist rundt endnu.

[Adrian af Dunlath]

Det var svært ikke at smile lidt over hendes naivitet. Det var så forbandet bedårende. Man fik bare lyst til at drille hende. Han rakte op og strøg hende blidt over kinden, imens han fangede hendes blik med sit. ”Lad os starte med maleriet,” foreslog han med et skævt smil og tog så hånden til sig for at lade hende vise vej. ”Hvor tit har du sangundervisning?” spurgte han, imens de gik af sted.

[Julietta af Dunlath]

Selvom hans fingre langt fra var kolde, virkede de stadig slående kølige mod hendes brændende kinder. Hun prøvede at hanke op i sig selv og nikkede, før hun tog hans hånd. Selvom der var tjenestefolk rundt omkring i huset, havde de fleste efterhånden set dem bøje lidt på grænserne for, hvad man kunne tillade sig før ægteskabet. Hånd i hånd gik de op ad trappen. ”To gange om ugen,” fortalte hun ivrigt, mens de gik ned ad gangen. ”Men jeg øver selvfølgelig dagligt.”

Døren ind til værelset blev åbnet af en tjenestepige og de trådte ind. Alt var holdt i cremet hvid, guld og lyserød. Over alt stod lyserøde pæoner. Billedet hang på vægen over for hendes seng mellem to store vinduer, der førte ud til haven. Et staffeli med det, der så ud til at være de første streger til en maleri, stod henne ved det ene vindue.

[Adrian af Dunlath]

Han fulgte roligt med ved siden af hende og lyttede til hendes forklaring. ”Er det noget du ønsker at fortsætte, når du flytter ind?” spurgte han. Hvis hun ville fortsætte sangundervisningen, skulle de jo sørge for en underviser til hende.
Da de kom ind på værelset, kastede han et blik rundt. Det lignede på mange måder det, som han ville have forventet af Julia. Lyse farver og præg af kreativ udfoldelse. Imens hun gik over for at vise billedet, skubbede han døren i bag sig. ”Her er hyggeligt,” bemærkede han med et let smil og låste døren for at undgå, at tjenestefolk eller søstre skulle komme rendende. Så gik han over og stillede sig bag Julia for at se på billedet. ”Det hænger godt der.” Han lagde armene om hende og kyssede hende let i håret.

[Julietta af Dunlath]

Spørgsmålet fik hende til at se undrende på ham. Det havde hun aldrig overvejet. ”Hvis det er en mulighed, ja,” svarede hun. Men hun vidste også godt, at det ikke var garanteret som værende en reel mulighed.

Lyden af låsen, der klikkede bag dem, fik hende til at se spørgende over på ham, men Adrian lod ikke til at være mærket af det og hun trak derfor mentalt på skuldrene. I stedet for at spørge ind til det, lagde hun armene over hans med et tilfreds suk og lænede hovedet lidt bagover, så hun kunne se op på ham. Et kys fandt vej til hans kæbe. ”Synes du?”

[Adrian af Dunlath]

Han måtte vel tale med far om det. Julia kom ikke til at have nogle pligter som sådan, så det var vel kun godt, hvis hun havde noget at bruge tiden på. Han strammede grebet lidt om hende og trykkede hendes ryg ind mod sin overkrop. ”Mhm, det synes jeg,” mumlede han og strøg lidt af hendes hår til side, så han kunne kysse hendes hals. ”Men ved du, hvad der vil se endnu bedre ud?” spurgte han lavmælt og fortsatte kyssene ud af hendes skulder.

[Julietta af Dunlath]

Hun gispede lavmælt, da han strammede grebet om hende og vippede hovedet lidt til siden, da han fjernede hendes hår. De lette kys mod hendes hals fik hende til at sukke lavt. Det havde været så længe siden, at bare den slags samvær havde været umulig. "Nej, hvad?" spurgte hun nysgerrigt. Ganske let vred hun sig i hans favn og smøg sin bagdel ind mod hans skød. Hendes krop var begyndt at være villig i hans hænder eftersom det ikke var første gang, de havde stået så nær.

[Adrian af Dunlath]

Han nød følelsen af hendes krop, der vred sig mod ham og brummede lavmælt mod hendes skulder. For en stund slap han hende, så fingrene kunne stryge om på hendes ryg og lige så langsomt binde snørerne i hendes kjole op. ”Dig ...” startede han og fortsatte kyssene, der vendte tilbage til hendes hals. ”... på din seng ...” han nappede let i den bløde, lyse hud. ”... nøgen og sukkende ...” Så fandt læberne op og nappede hende i øreflippen. "Jeg kan ikke komme i tanke om noget smukkere, mere tiltalende og mere perfekt."

[Julietta af Dunlath]

En klagende lyd forlod hende, da han slap hende, men hun tog det hurtigt i sig igen, da hun mærkede hans fingre arbejde flittigt på at få løsnet snørerne til hendes kjole. Hun huskede udmærket, hvordan det havde føltes, da de sidst havde ligget sammen. Et lavmælt støn fandt også vej, da han lukkede sammen om hendes øreflip og hun trak armene ind til sig, så kjolen kunne trækkes over hendes smalle skuldre. Hurtigt skubbede hun den ned over hofterne og trak sig væk fra ham, for at træde ud af den, da først den var landet omkring hendes fødder.

Hårene rejste sig på hendes arme og ben. Selvom det var en lun dag, var det noget køligere i den tynde underkjole. Hun vænnede sig dog hurtigt til det og prøvede sit bedste i et koket smil, efterlignede dem, hun havde set sine søstre sende mændene over dansegulvet.

[Adrian af Dunlath]

Det var rart at se hende være så villig. Som regel var det selvfølgelig også mest skræmmende og fremmed den første gang. Efterfølgende kunne man tit kun tænke på nydelsen. Da hun var kommet ud af kjolen, lagde han hurtigt kjolen hen over en stol, før han vendte tilbage til Julia og uden videre trak underkjolen over hovedet på hende for så at fange hendes læber. Det varede dog kun kort, før han trak ansigtet lidt tilbage og sendte hende et drillende smil. ”Tag min tunika og bukser af.” Hun havde allerede øvet sig lidt i at tage hans tøj af, men de måtte hellere holde træningen lidt ved lige.