Vi starter forfra

[Mortimer af Genlith]

Lyanna af Genlith

Det var ikke ligefrem fordi vejret indbød til, at man sad ude på terrassen og drak te. Så i stedet for havde Mortimer sørget for, at der var dækket op inde i den lille havestue. De boede kun to mennesker i huset. Ham og så hans ældste datter Lyanna. Hans egen hustru lå i en seng hjemme i Genlith, hvor hun led af slemme migræne anfald, og sjældent kunne forlade sengen, og Lyannas yngre søster var på klosterskole.

Han sad i en magelig sofa, og ventede på, at Lyanna ville være færdig med sin egen undervisning, og ville komme ind til ham. Han tvivlede på, at der ville gøre mere end et par minutter, inden han kunne høre hendes lette og yndefulde skridt på den anden side af den åbne dør, der førte ind til en endnu større stue.

[Lyanna af Genlith]

Det havde været dejligt at vende tilbage til Corus, selvom begrundelsen nu ikke behagede Lyanna. At finde en ægtemand var for hende stadig en underlig, uhåndterbar størrelse. Hverdagen var dejlig i Corus, bare hende og hendes fader. Deres tid sammen blev kun afbrudt af hendes undervisning, som hun flittigt plejede. Det var derfor efter en ganske spændende lektion, at hun forlod studerekammeret og søgte i gennem den store stue i sin søgen på sin far.

Først i havestuen fandt hun ham og hun smilede ved synet. ”Fader,” hilste hun varmt og sænkede respektfuldt blikket. Efter hun var kommet hjem fra klosterskolen, havde der været en uvant distance mellem dem, der dog var begyndt at blive bedre.

[Mortimer af Genlith]

Han drejede hovedet, da han endelig kunne høre de skridt, som han havde længtes efter at høre, siden Lyanna var forsvundet ind i undervisningslokalet. Han sendte hende et smil og gjorde tegn til, at hun skulle sætte sig ned. "Min kære pige," sagde han og rettede sig op i stolen.

En tjener lukkede døren ind til havestuen, og lod dem være alene, mens de kunne nyde udsigten over haven. Og nyde hinandens selskab. "Hvordan var lektionen så i dag, fik du lært noget nyt?" Han havde alle dage interesseret sig for, at hans datter fik den bedste undervisning, så længe hun blot var ved hans side.

[Lyanna af Genlith]

Synet af hans smil lagde en boblende glæde i hendes mave og hun satte sig ned i sofaen lige ved siden af ham, så tæt på manden som muligt. ”Den var ganske lærerig,” fortalte hun glædeligt og strålede lidt ved tanken. Det var skønt, som vandet lystrede hende mere og mere for hver time, hun tilbragte med sin underviser. Altså det gik ganske vist langsomt fremad, men hvert fremskridt var vigtigt. ”Du har virkelig skaffet mig en god underviser, fader. Tak.”

[Mortimer af Genlith]

Da hun satte sig ned ved siden af ham, lagde han med det samme en arm omkring hendes skuldre og trak hendes krop ind til sig. Han plantede ømt et kys i hendes nydeligt opsatte hår. "Kun det bedste af det bedste er godt nok for dig min kære," sagde han smilende og gav hendes skuldre et klem. "Vil du ikke have en kop te?" Spurgte han og kyssede hende endnu en gang i håret, men slap ikke grebet omkring hendes skuldre. Det var så rart at have hende siddende så tæt på sig.

[Lyanna af Genlith]

Hun rødmede under hans ord og trykkede sig kun tættere ind mod sin fader, glædelig over hans ønske for at have hende tættere. Hun huskede udmærket de ømme stunder, de havde haft sammen. De ømme kys, de havde delt, før hun var taget af sted til klosterskolen i sin tid. ”Meget gerne, tak.” Lyanna trak sig en ganske lille smule tilbage udelukkende for at være sikker på, at han så det smil, hun sendte ham.

”Det er rædselsfuldt med vejret i dag,” kommenterede hun så og satte sig lidt tættere op ad ham. Med det mente hun dog bestemt ikke, at hun ikke nød at sidde inde i havestuen med ham. Der var næsten noget romantisk over det.

[Mortimer af Genlith]

Han så varmt på hende, da hun smilede til ham, og slap kun hendes skulder for at hælde en kop te op til dem begge to. Han rakte den ene kop til hende. Og nikkede så til hendes ord. "Desværre ja," kommenterede han og så ud på vejret. "Men i det mindste kan vi sidde sammen her, bare dig og mig," han lagde igen den ene arm omkring hendes skulder. Denne gang lod han sin hånd glide op og ned ad hendes arm. Blidt og ømt. "Jeg er meget glad for, at du er kommet til Corus. Så du kan være hos mig."

[Lyanna af Genlith]

Hun fulgte hans hænder, som de greb om kanden og hældte teen op til dem. Den duftede godt. Sødt, som hun bedst kunne lide den. ”Det glæder også mig. Jeg har set frem til det længe,” fortalte hun ham oprigtigt og tog imod koppen, løftede til munden og pustede lige så blidt. ”Det er der, jeg hører til.” Hun satte koppen fra sig på bordet og lagde en hånd på hans knæ. ”Lige her hos dig.” Hans knæ fik et blidt klem, mens hun så dybt i hans grå øjne, så ulig hendes grønne. Det var ikke meget, de lignede hinanden.

[Mortimer af Genlith]

Han smilede ned til hende og nikkede. "Så er vi to, min kære," sagde han og løftede selv sin tekop op til læberne for at puste lidt på den, så den kunne blive drikkelig. "Og du kommer aldrig til at forlade mig," det var en af de gode ting ved at hans datter var arving. Så var det hendes mand, der blev en del af deres familie, og skulle flytte herind. Men heldigvis skete det ikke endnu. Han havde ikke fundet en svigersøn, som han kunne bruge endnu. Da hun gav hans knæ et klem, satte han sin tekop ned, og løftede hånden så en pegefinger hvilede under hendes hage. "Min elskede," sagde han hæst. "jeg er så glad for at have dig hos mig igen.

[Lyanna af Genlith]

Hun elskede, når han kaldte hende sin, som han så ofte gjorde det. Alle de fine kælenavne, han havde fundet til hende over årene, havde kun fået hende til at elske ham højere. ”Aldrig,” istemte hun og glædede sig over, at det var et løfte, hun rent faktisk kunne afgive. Hun ville være den, der havde indflydelsen i et ægteskab. Og magten til at vælge at elske sin fader.

Følelsen af hans finger under hendes hage fik hendes kinder til at blusse og hun fandt sikkerhed i hans øjne, mens hendes hænder fandt hinanden i hendes skød og knugede sammen. ”Jeg er også så glad for igen at kunne være hos dig, fader.” Da hun var yngre havde hun nogle nætter kunne ligge i hans favn og sove, og hun håbede det kunne blive en realitet igen, nu de atter boede sammen.

[Mortimer af Genlith]

Hun var så utrolig yndig, når hendes kinder sådan antog en lettere rose farve. Det klædte hende, og gjorde hende smukkere end nogen andre kvinder i hele Tortall. "Og nu skal vi nyde hinandens selskab igen," sagde han og lænede sig lidt frem mod hende. Hun var så ufattelig uimodståelig. Og heldigvis var hun hans datter. Det glædede ham, at han havde været i stand til at få så smuk en datter. Han tog sig ikke længere tid om at finde på komplimenter til hende, i stedet for lukkede han den smule afstand der var mellem dem og kyssede hende meget blidt på læberne. "Jeg har savnet dine bløde læber, min elskede," hviskede han og strøg hende over kinden.

[Lyanna af Genlith]

”Det skal vi, fader,” fortalte hun ham glædestrålende. Hun havde sådan set frem til det og det betød meget for hende, at han havde haft det på samme måde. Det var med største længsel hun så til, da han lænede sig frem mod hende og der gik ikke længe, før hun kom ham i møde og ganske effektivt fik gjort kort proces af den afstand, der stadig var mellem dem. Hun sukkede ømt mod hans læber og så op på ham igen gennem vipperne, da han talte. Hendes kinder var varme mod hans fingre. ”Og jeg dine.”

[Mortimer af Genlith]

Han strøg hendes kind med sin tommelfinger og nød synet af sin smukke datter. "Du er smukkere end solen selv," hviskede han og lænede sig frem endnu en gang for at mærke hendes læber mod sine egne igen. Jo, han havde i sandhed savnet at have hende så tæt på sig igen. Der var gået alt for længe. Han havde ikke holdt sådan her om hende, siden hun kom på klosterskolen. Han trak sig lidt tilbage, så han kunne betragte hendes ansigt. "Hvad synes du om Corus? Du kommer til at indtage byen med storm, når de ser din skønhed."

[Lyanna af Genlith]

Per instinkt lagde Lyanna ansigtet lidt ind mod hans hånd og så hengivent op på ham. Ordene var perfekte og fik hende kun til at længes efter flere kys. En længsel, han inden længe tog sig af. Blidt besvarede han hver af hans kys og der gik ikke længe, før hendes hånd rakte op og lagde sig mod hans skæggede kind. Hun rødmede og så ned. ”Du er alt for venlig, fader,” svarede hun forlegent. Han var bestemt en smule forudindtaget, når det kom til sin datter. ”Desuden er du den eneste, jeg virkelig ønsker, skal finde mig smuk.”

[Mortimer af Genlith]

Han smilede ned til hende, og kunne godt lide den nærhed han følte med sin smukke pige. "Og det gør jeg i den grad," fortalte han og kyssede hende ømt på panden. Han lænede sig tilbage i sofaen og trak hendes spinkle krop med sig. Herfra kunne han se ned i hendes kavalergang, og nyde den. "Jeg har sådan længtes efter dig min elskede. Du kan slet ikke forestille dig, hvor meget jeg har savnet at holde dig i mine arme om aftenen."