En fremmed trussel

[Selmira Skæbneseer]

Vitor Øksesvinger
29. juni 527

Det var ikke ulig Selma at strejfe rundt, men før eller senere måtte hun hjem. Hjem til Vitor. Det virkede stadig underligt. Selvom hun havde svoret, at det ikke ville blive for mere end en nat, var det i sidste ende blevet, som han havde ønsket det. Krævet det. Og ikke længe efter, var hun blevet stoppet af en skikkelse, hvis udseende fik hende til at stoppe. Der var noget velkendt over ham.

Hun løb ikke derfra. Ikke til at starte med. Men så snart, hun var nået rundt om hjørnet, satte hun i løb og løb alt, hun kunne. Mødet med manden havde efterladt hende med en angst i brystet og ordene rungede stadig Hils Vitor, havde manden sagt og alt fra hans fremtræden til tonefaldet havde været advarende. Hurtigt stormede hun op ad trapperne kun for at finde Vitors hjem tomt.

Men Selma stoppede ikke. Uroen sad for dybt plantet i hende efter at have mødt den fremmede og hun løb direkte videre til Aben, hvor hun prøvede at få sit galopperende hjerte til at sagtne farten bare en smule, før hun åbnede døren. Et vildt blik sad dog stadig i de grå øjne, da de fandt Vitors ansigt i mængden. Med beslutsomme skridt gik hun mod ham.

[Vitor Øksesvinger]

Hele Vitors krop reagerede på, at have mødt Orvar. Det at have mødt en storebror, som han i flere år havde troet var død, det sad dybt i ham. Og da han havde forladt Orvar, var han taget direkte mod Aben. Han skulle finde Selma, og det i en fart. Han turde slet ikke tænke på, hvad Orvar kunne have gjort ved hende, hvis han havde fundet hende. Og eftersom hun ikke havde været i lejligheden, var Aben det bedste sted at lede.

Men nej. Ingen Selma. Og han anede ikke, hvor hun ellers kunne være. Kian var heller ikke på Aben, så han kunne ikke spørge fugleskræmslet, om han havde set Selma. Det kløede i hans fingre efter at holde om hende. Sikre sig, at hun var i sikkerhed.

Da han havde gennemsøgt hver en krog af Aben, blev døren åbnet. Og ind trådte Selma. Han så hendes blik, og hans eget blev arrigt. Vredt. Hadefuldt. Men ikke mod Selma. Orvar. Hvad havde han gjort ved hende? Uden at sige noget til hende, drejede han rundt og gik ind i et af de små lokaler, hvor man ofte kunne være privat. Det var her han talte forretninger med Farkas normalt. Men nu, var det Selma han var nødt til at tale med.

[Selmira Skæbneseer]

De grå øjne låstes fast ved hans isblå og hun blev overrasket over at se den sydende arrighed, der var at finde i hans. Måske havde manden også talt med ham? Hvorfor det overraskede hende, da han blot vendte sig om og marcherede ind i et af de små rum, vidste hun ikke. Hun vidste godt, at det var bedst for begges sikkerhed, at deres forhold forblev nogenlunde privat, men hun længedes så meget den tryghed og sikkerhed, hun fandt i hans favn.

Derfor fulgte hun også tavst efter ham og trådte ind i lokalet, lukkede og låste døren efter dem, før hun vendte blikket over mod ham. Hun brød endnu ikke afstanden. Vitor kunne være svær at håndtere, når han var vred og hun lod ham handle efter sine behov.

[Vitor Øksesvinger]

Så snart de var alene i rummet, brød han afstanden mellem dem og lagde sine arme omkring hendes krop. "Fortæl mig, at du er okay," bad han og begravede sit ansigt i hendes mørke hår. "Sig, at der ikke er sket dig noget," han kunne ikke glemme det vilde blik, som hun havde sendt ham, da hun var kommet ind på Aben. Det havde i sandhed gjort ondt på ham. Og han havde lovet, at sørge for hendes sikkerhed. Men han begyndte efterhånden at tvivle på den evne, når nu han vidste, at Orvar var i Corus. Men han anede til gengæld ikke noget om, hvor han boede, eller hvordan han havde lært Vitors opholdssted at kende.

[Selmira Skæbneseer]

Hun nåede kun at lukke døren, før hun fandt sig selv i Vitors favn igen og hun lukkede straks armene om ham, trykkede sig tæt ind til ham. Ansigtet blev begravet i hans brystkasse. Så nikkede hun. ”Jeg er fin,” fortalte hun ham og trak ansigtet lidt tilbage, så hun kunne se op på ham. ”Jeg mødte en mand på vej herhen. Han lod til at kende dig,” fortalte hun. Hun huskede tydeligt, hvor tæt han var trådt på hende, før han havde ladet to fingre glide lige så langsomt ned over hendes kind, trukket det sorte med sig. En skælven gled gennem hende ved tanken.

[Vitor Øksesvinger]

Hele hans krop slappede af, så snart hun fortalte ham, at hun var fin. At hun var okay. Men de efterfølgende ord gjorde ham anspændt igen. Han stivnede næsten, mens han havde sine arme omkring hende. Han havde håbet på, at Orvar ikke mødt eller set hende. At han ikke vidste, hvem hun var. "Hvordan så han ud?" Spurgte han, og gjorde alt for at få styr på sine følelser. Det kunne jo være, at det ikke var Orvar. Han håbede.

[Selmira Skæbneseer]

Selma mærkede straks, hvordan hans krop slappede af omkring hendes og hun indåndede længselsfuldt hans duft. Hun lænede sig bagover, så hun bedre kunne se på ham og trak på skuldrene. ”Jeg ved ikke. Høj,” mumlede hun og lagde en hånd i nakken på ham, så hun kunne trække ham ind i et krævende kys. Kælent smøg hun sig ind mod ham.

Efter lidt tid brød hun dog kysset og trak sig tilbage for at kunne se ham igen. Hun var kommet i tanke om noget. ”Han lignede… Dig.” Hendes grå øjne var spørgende, da de gled over hans ansigt.

[Vitor Øksesvinger]

Han kunne ikke koncentrere sig om hendes kys, og han lagde næsten heller ikke mærke til, at hun smøg sig ind mod hans krop. Hendes beskrivelse kunne have passet på en hvilken som helst mand, der boede i Nedre By. Det var ikke nok for ham. "Fortæl mere," bad han og så hende ind i øjnene. Da hun sagde, at manden havde lignet ham, blev hans øjne vrede igen. Og han hvæssede lavmælt. "Ved Mithros," mumlede han og strammede så sit greb omkring hende. "Hvis du nogensinde ser ham igen, så flygt med det samme. Du må ikke komme ind for hans rækkevidde."

[Selmira Skæbneseer]

Aldrig nogensinde havde Vitor været så distræt og upåvirket under hendes kys eller nærvær. Hun tog det derfor mere alvorligt, da hun så hans blik. Med et nik fortalte hun og blev kun mere nervøs, da hun så hans reaktion. Selv da han havde siddet blødende i en gyde havde han ikke været panisk, men denne fremmede havde gjort ham rædselsslagen. ”Vitor, du skræmmer mig,” fortalte hun ærligt og lod sig trykke tættere ind mod ham gennem det strammede greb. ”Hvem er han?”

[Vitor Øksesvinger]

Han rystede på hovedet og så ned på hende, strøg hende blidt på ryggen, mens han overvejede, hvad han dog skulle svare hende. Aldrig, havde han troet, at han skulle dele sin fortid med andre end Farkas. "Han er en, jeg troede var død," svarede han, og kunne næsten ikke få sig selv til at sige hans navn højt. Eller at de var brødre. Det virkede som noget, der hørte et andet liv til. Noget, han havde lagt bag sig for så mange år siden.

[Selmira Skæbneseer]

Normalt var den bedste måde at berolige ham på at afklæde ham, men det lod ikke engang til at det interesserede ham lige nu. Derfor så hun blot op på ham. Det krævede en del ikke at se skuffet ud og blikket i det grå blev også en smule hårdere. Han vidste næsten alt om hende nu, havde krævet at blive indviet i den slags ting, men han gav hende ikke samme tillid. Men hun havde aldrig krævet noget af Vitor, han ikke var villig til at give og dette var ikke en undtagelse. Alligevel trak hun sig lidt ud af hans greb, lagde hænderne om hans fingre for at løsne dem.

[Vitor Øksesvinger]

Han vidste godt, at han burde sige mere. Og da hun begyndte at løsne hans greb omkring hendes krop, gav han selv slip. Han stillede sig hen til et vindue, der var mere en møgbeskidt og det eneste man kunne se, var ren mørke. "Jeg troede han var død," han lænede sig op ad væggen, mens han kørte en hånd gennem sit hår. "Han burde have været død," et suk forlod hans læber. "Brødre kan ikke genopstå fra døden."

[Selmira Skæbneseer]

Normalt ville Vitor aldrig have sluppet hende, men alt pegede på, at dette ikke ligefrem var en normal situation, de var havnet i. Pludselig følte hun sig både ualmindeligt alene og sårbar, da han gik hen mod vinduet og lod hende stå helt alene på gulvet. Hendes knæ skælvede under hende, da ved hans ord og hun så forbløffet på ham. ”Så han er din…” Stemmen døde ud. Hun havde mødt Vitors bror og han havde stået helt tæt på hende, rørt ved hende. Det vendte sig i hende og hun frygtede et øjeblik, at knæene ville give efter under hende, men hun forblev stående. "Hvad vil han?"

[Vitor Øksesvinger]

Han nikkede til hendes ikke færdige spørgsmål. Det var hans bror. Han vendte sig rundt og så på hende med en næsten opgivende attitude. "Han vil have mig med hjem til Scanra," svarede han og sank sammen på en stol, der stod ved siden af ham. "Jeg gætter på, at han vil have mig til at bøde for mit forræderi," igen gjorde det ondt at tale om alt det, som han havde kæmpet så hårdt for at glemme. De ansigter, han for mange år siden havde indstillet sig på, at han aldrig nogensinde ville få at se igen.

[Selmira Skæbneseer]

Panden blev lagt i folder, da han sank sammen på stolen. Det var ikke hendes Vitor, der var foran hende og hun havde ingen anelse om, hvordan hun skulle reagere på denne sølle skygge af sin elskede. Han, der burde have tilbudt ro og sikkerhed i hele denne situation. I stedet lænede hun sig op ad døren og så hen på ham. ”Dit forræderi?” spurgte hun og fik kvalt sin nysgerrighed, lød i stedet som om hun spurgte ind til vejret eller en henkastet bemærkning.