Afskedens nat [R]

[Delora af Tirragen]

Davin af Tirragen
Den 27. juni 527 M. T.

Delora troede ikke sine egne ører, da tjenestepigen som slukkede for lysene i hendes værelse, fortalte hende, at Davin skulle afsted. At hendes Davin skulle til Frølund for at slås med barbarer. Hendes øjne blev helt våde, mens hun drejede rundt i sengen, så tjenestepigen ikke kunne se tårerne i hendes øjne. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre uden Davin. Hun snøftede lavmælt, mens hun hørte døren blive lukket.

Hun burde ikke græde. Hun burde tage sig sammen. Men hun kunne ikke lade være. Det gjorde hende dybt ulykkelig, at hun skulle undvære sin storebror i så mange måneder. Hans vejledning og hans trøstende ord var livsnødvendigt for hende. Til sidst endte hun med at sætte sig op i sengen. Hun forsøgte at lytte. Der var ingen ude på gangen. Hun snøftede igen. Så rejste hun sig op og på listefødder forlod hun sit værelse, for at banke meget forsigtigt på hos Davin. Hun anede ikke en gang, om han var der.

[Davin af Tirragen]

Det havde været ganske spændende at få sin første marchordre som ridder og selvom Davin havde sig sine forbehold og skår i glæden, var han omgående gået i gang med forberedelserne til at tage af sted. Det ville også give ham en mulighed for at udskyde brylluppet med Vittoria en anelse og måske kunne han endda blive væk længe nok til, at han ikke behøvede deltage i sin søsters bryllup med Hertugen af Linshart.

En lav lyd fik ham til at stoppe midt i en bevægelse og se over mod døren, i tvivl om, hvorvidt der rent faktisk havde været noget. Så skridtede han over gulvet og åbnede døren. Synet fik ham til at smile indbydende. ”Burde rødkælke ikke ligge i deres reder nu?”

[Delora af Tirragen]

Hendes blå øjne mødte hans og hun rystede på hovedet. "Ikke når du forlader mig," hviskede hun hjælpeløst, som om hun ikke kunne klare sig uden ham. Hun håbede ikke, at han ville afvise hende. Hun ville gøre alt, for at komme til at ligge i hans beskyttende arme og have hans bløde læber ind mod hendes. Hun trådte forsigtigt at skridt frem mod ham, inden hendes hjerte tog over, og hun i stedet lagde begge sine arme omkring hans overkrop og trykkede sig ind mod ham. "Jeg kan ikke undvære dig."

[Davin af Tirragen]

Det var ikke til at undgå at bemærke, at Delora endnu engang så fuldstændig sølle ud. Men han havde ikke det fjerneste problem med at udnytte hendes sårbarhed og tilbyde hende trøst for natten. Især ikke, når hun var så bedårende. Da hun lagde armene om ham, var der ingen vej tilbage og han trak hende ind på sit værelse, lukkede hurtigt døren bag hende, før han tog hende op i sin favn og bar hende hen i sin seng, lagde hende blidt ned, før han selv lagde sig ned halvt over hende. Uden videre omsvøb lagde han læberne mod hendes i et besidderisk kys.

[Delora af Tirragen]

Hun sukkede lettet, og var næsten lige ved at besvime over den lettelse hun følte, da han trak hende indenfor. Det var jo det her hun ønskede. At være så tæt på ham som muligt. Det ville knuse hendes hjerte, når han forlod hende morgenen efter. Men nu, nu forsøgte hun at skyde det i baggrunden. Hun klynkede, da han løftede hende op og bar hende hen i hans seng. Hun lukkede øjnene, da hans læber rørte hendes. Instinktivt lagde hun sine hænder omkring hans nakke, mens hun svajede i ryggen, så hun kunne komme endnu tættere på ham.

[Davin af Tirragen]

Han brummede tilfreds mod hendes læber over villigheden i hendes krop og lagde en arm under hendes ryg, trak hende tættere ind mod sig. Det ville ikke være nemt at undvære hendes lille, villige krop i Frølund. Især ikke med tanke på, hvor svært det havde være at undvære den i bare et par dage. Den anden hånd strøg ned langs siden på hende og trak op i natkjolen. Denne gang ville han ikke stille sig tilfreds med bare at røre hende under den. Han ville have hende, se hendes krop som ingen anden havde set den før.

[Delora af Tirragen]

Hun mærkede sin krop skælve, da hun mærkede hans hånd trække op i hendes natkjole. Hun havde følt det før, og blev denne gang ikke skræmt af det. Det var Davin, hendes elskede Davin. Han ville hende jo kun det bedste. Hun ville så gerne gøre Davin glad, han betød jo alt for hende. Hendes elskede storebror. Hun klynkede lavmælt ind mod hans læber, da hun mærkede hans hånd på sit maveskind. Hun skælvede igen og trykkede sig endnu mere op imod ham. Det føltes mere end fantastisk at mærke hans hænder mod hendes mave igen.

[Davin af Tirragen]

Han havde helt glemt, hvor meget han havde savnet følelsen af hendes lille krop skælve under hans og han mærkede blodet dunke hårdere i hans krop. Blidt strøg han hende over maveskindet, men var ikke tilfreds ikke endnu. Derfor fortsatte han, trak stoffet op langs hendes ribben, før han til sidst trak den over hendes hoved. ”Du er så smuk,” hviskede han med et snert af desperation i stemmen. Den ene hånd blev lagt mod hendes ansigt, før han igen indtog hendes læber.

[Delora af Tirragen]

Det kildede mildt på hendes mave, da han strøg hende over maveskindet, og hun smilede svagt op til ham. Hun gispede dog, da han endte med at tage natkjolen helt af hende. Hun kunne ikke huske sidste gang, hun havde vist sin krop for ham. Hun måtte have været meget lille. Hans stemme fik hende til at se op i hans øjne og hun rødmede i kinderne, mens hun igen lagde sine hænder omkring hans nakke. Følelsen af hans læber mod hendes, fik hende til at klynke igen. "Åh Davin," hviskede hun. Hun havde lært fra sidst, at hun måtte tale lavt. "Jeg... Jeg elsker dig."

[Davin af Tirragen]

”Bare rolig,” hviskede han ømt, da han hørte hendes gisp. Den ene hånd søgte langs hendes hår ned over skulderen, før han nåede toppen af hendes bryst. Der lagde han sig, lod hende vænne sig lidt til følelsen. Det var ikke det letteste at være tålmodig, når hun sådan klynkede og vred sig, og lyden af hendes hengivne ord var tæt på at skubbe ham over kanten. Hånden gled ned og lagde sig om hendes bryst. Det var køligt mod hans brændende håndflade. Hans åndedræt var tungt, da han med sit knæ forsigtigt skilte hendes ben og lagde låret mod hendes køn uden på hende braies.

[Delora af Tirragen]

Hun nikkede og søgte hans blik igen, da hun mærkede hans ene hånd vandre ned over hendes kraveben. Da han så lagde en hånd på hendes bryst, snappede hun efter vejret og så forskrækket op på ham. Hun vidste ikke, hvad han ønskede af hende, så hun valgte bare at ligge stille, og lade ham styre, hvad der skulle gøres. Men hun var bange for sine egne følelser, og den brændende følelse, han igen fik hende til at føle. Hun spredte benene for, at hans lår kunne komme til. Og hun klynkede, da hun mærkede låret mod hendes skød.

[Davin af Tirragen]

Et eller andet sted i sit tågede sind af lyst efter hende, fik han holdt sig selv i skindet og trak sig lidt tilbage for at kunne se ned på hendes porcelænsfine ansigt. ”Skal jeg stoppe, rødkælk?” spurgte han ømt, selvom han ikke vidste, om han reelt ville være i stand til det, hvis hun sagde ja. Derfor trykkede han blot låret blidt ind mod hendes skød, prøvede at minde hende om den følelse, hun havde følt sidst. Mindede hende om, hvordan hun havde vredet sig, mens sveden havde gjort hendes hud salt og fugtig og hvordan lyden af hendes støn havde ligget gudeskønt i luften.

[Delora af Tirragen]

Hun så endnu mere forskrækket på ham, da han pludselig trak sig tilbage. Havde hun gjort noget forkert? "N-nej," svarede hun usikkert. Og så bedende op på ham. Hun havde brug for hans ømme kærtegn, hans kærlighed. Hun fik ikke kærlighed fra andre i sit liv, og derfor var det næsten livsnødvendigt for hende, at få den fra Davin. Hun forsøgte at trykke sig ind mod ham igen, få ham til at fortsætte, så hun kunne føle sig bare en smule elsket. "Davin," hendes stemme var bedende, næsten tiggende, som hun klynkede hans navn og så ham ind i øjnene.

[Davin af Tirragen]

Da hun ligefrem tiggede og bad ham om at fortsætte, var der ingen vej tilbage. Hans hånd gav hendes bryst et klem, før han mere insisterende gav sig til at bearbejde hendes brystvorter, før de blev hårde under hans berøringer. Han stønnede hæst og lagde læberne mod starten af hendes kæbe, lige under øret og fulgte den ned over halsen i små kys. Dette havde han ventet på så længe. Hånden gled besidderisk ned over hendes ribben og videre ned over hoften, fandt hendes bløde balde, som han tog et fast tag i.

[Delora af Tirragen]

Hun klynkede, da han igen klemte hendes bryst, og efterfølgende kærtegnede hendes brystvorter der blev... Hun snappede efter vejret igen. De blev hårde. Det brændte i hendes skød igen. Hun løftede sig op fra madrassen, da han tog fast om hendes balde. Det var utroligt, så øm og blid Davin kunne være ved hende. Hun elskede hvert sekund af det. Hun klynkede igen, og trykkede sig ind mod ham. Næsten desperat, følte hun sig efter flere af hans kærtegn. Mon hun en dag ville føle det samme hos Thomlin?