For sidste gang

[Murray af Naxen]

Myrilla af Stenbjerg
11. juni 527

Han havde gået og glædet sig til at komme hjem. For ham havde Corus aldrig rigtig været ’hjem’, det ville altid være Naxen. Hovedstaden sagde ham ikke meget, og han foretrak freden ude på borgen. Under forberedelserne til at rejse var det dog gået op for ham, at det her ville blive sidste gang, han delte bolig med sin lillesøster.
Den tanke gjorde ham noget vemodig, så aftenen før sin afrejse opsøgte han Myrilla. Han fandt hende i en af stuerne, hvor hun som altid havde stukket næsen i en bog. Muligvis for at slappe af efter en dag med bryllupsplanlægning. Murray bankede let på dørkarmen for at melde sin ankomst og trådte så ind i stuen. Det var stadig forholdsvis lyst udenfor, så stuen var fint oplyst. ”Er du stadig sikker?” spurgte han i sit brummende tonefald. ”På Stenbjerg.”

[Myrilla af Stenbjerg]

Det havde ikke været til at undgå at bemærke de seneste dage, at Murray havde gjort klar til at tage hjem, og fordi Myrilla også havde haft travlt med forberedelser og pakning, havde det været nemt for hende at snyde sig selv til at tro, at hun også skulle med hjem til Naxen. Men nu var det dagen før og hun var smerteligt bevidst om, at Naxen om kun et par uger ville stoppe med at være hendes hjem. Og hun havde brugt de sidste dage på alle de ting, hun havde gjort mest både i Naxen og Corus; at sidde i de små kroge og læse.

Hun så op fra bogen, da der blev banket på træ og hun smilede let ved synet af sin storebror. Han havde irriteret hende som ingen anden kunne det gennem hendes liv, men hun ville stadig savne ham. Spørgsmålet fik kun smilet til at vokse yderligere og hun lukkede bogen sammen og vinkede ham over. ”Kom.”

[Murray af Naxen]

Han bevægede sig gennem stuen og slog sig ned ved siden af søsteren. Det var underligt, at de endelig var i den her situation. Han havde været så optaget af at få Myrilla afsat, at han aldrig havde overvejet, at hun så faktisk også ville flytte. Han lagde en arm om søsterens skuldre og trak hende ind til sig, så han kunne give hende et kys i det mørke hår. Det blev underligt, når det kun var ham og Marcus (og snart Vania). Marcus ville jo ikke have nogen at rotte sig sammen med længere!

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun fulgte ham med blikket, da han gik gennem stuen og lagde bogen fra sig på det lille bord, før hun lod sig trække ind til ham. Der blev hun siddende lidt, men trak sig så tilbage og klappede ham lidt over den ene hånd. ”Jeg er sikker,” forsikrede hun ham oprigtigt og var opmærksom på at lade alvoren gennemsyre både ord og blik. De skulle nok finde ud af det en dag. ”Men jeg kommer til at savne Naxen. Og jer.” Hun blødede lidt op i et smil og lænede sig lidt tilbage igen.

[Murray af Naxen]

Han hadede lidt, at hun stod ved sit valg. Mest fordi han ikke have lyst til at se hende rejse. ”Du er blevet så stor,” brummede han og strøg hende over håret. Hvornår var hun gået hen og blevet så voksen og ansvarlig? ”Jeg kommer også til at savne dig.” Han trak hende bestemt ind til sig igen og hvilede hagen mod hendes hår. ”Mor ville have været stolt af den kvinde, du er blevet til ...” Han var ikke typen, der græd ... nogensinde. Nu kunne han dog ikke frasige sig at have lidt blanke øjne, mere end det blev det nok heller ikke til, men det var stadig lidt af en bedrift for en mand som ham!

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun rødmede ganske let og så ned med et genert smil om læberne. Det var sjældent, at Murray lod følelserne skinne igennem og så tydeligt, som det var nu, erindrede hun ikke nogensinde at have set. Hun gjorde derfor ingen indvendinger, da han endnu engang trak hende ind og hun lagde hovedet mod hans kraveben med et lavt suk. Inde under duften af Murray, duftede han af Naxen. Ligesom hun og Marcus gjorde. Lidt endnu, i hvert fald. ”Tak,” hviskede hun og følte øjnene blive blanke. Hurtigt fik hun blinket tårerne væk, før de nåede at blive synlige.

[Murray af Naxen]

Han brummede lidt ved hendes tak og strammede grebet om hende. Det ville blive underligt at skulle gå rundt i huset eller på borgen uden at kunne se hende sidde med næsen i sine bøger et eller andet sted. ”Du kan altid komme hjem på besøg, både alene eller med hertugen,” lovede han hende. ”Og hvis Larkin nogensinde lægger hånd på dig, hugger jeg hovedet af ham.” En svagt snerrende tone sneg sig ind i stemmen for en stund. Han håbede stadig, at parret ville kunne finde ud af at leve side om side, men man vidste jo aldrig. ”Jeg hugger hovedet af ham og kyler det ned i et af deres stenbrud og begraver det, og stikker pæl op gennem r...” han skar sig selv af, før han fik sagt alt for mange usmagelige ting.

[Myrilla af Stenbjerg]

”Det er jeg glad for og kommer bestemt også til at benytte mig af.” Hun smilede ved tanken. For selvom det ikke ville være hendes hjem længere, ville hun altid have familie der. Murray fortsatte med at snakke og for hvert ord, steg Myrillas bryn lidt længere op i panden, før det til sidst udviklede sig til en varm latter, da han endelig stoppede sig selv. Hun tvivlede ikke på, at han mente det, selvom det næppe ville blive så let. ”Der sker mig ikke noget. Bare rolig.” Det var hun i hvert fald temmelig sikker på for tiden. Men med Larkin kunne man vel aldrig vide sig helt sikker.

[Murray af Naxen]

Han trak sig lidt tilbage igen. Myrilla lød ikke alt for bekymret om sin fremtid, så det beroligede han en smule. ”Godt.” Man vidste jo aldrig, hvad hun gik ind til. Han vidste ikke engang helt, hvad hun og hertugen havde bøvlet med af problemer. ”Men hvis du får brug for at det, så er den bedste måde at stoppe en mand at sparke ham mellem benene,” forklarede han så. ”Så prøver han ikke på noget i et par timer – måske dage.” Han fnøs ved tanken. "Hertugens bror skulle jo eftersigende have tendens til vandrende hænder." Man vidste aldrig, om den fyr skulle ske at gøre antaster mod Myrilla. Hun var jo så fin - og en Naxen!

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun fnes og rystede på hovedet, gav hans hånd en lille klem ved det velmente råd. ”Jeg har ikke tænkt mig som hertuginde at vimse rundt og sparke mænd mellem benene,” lo hun, kunne ikke lade være at more sig ved tanken. Guderne vidste, Larkin fortjente det fra tid til anden. Da han fortsatte trak hun på skuldrene. ”Så vidt jeg ved, bliver broderen der kun til brylluppet. Han studerer vist.” Det skulle hun også til at få styr på. "Desuden slår Larkin mig ikke som en mand, der har været helt så god til at dele med de andre børn."

[Murray af Naxen]

Han brummede lidt og klappede hende på hovedet. Det var vel sandt, at det ikke passede sig for en hertuginde at rundt og sparke folk. Vania ville nok have fået et føl på tværs, hvis hun havde siddet med i den her samtale. ”Det er vel rigtigt ... men vær nu forsigtig,” brummede han og fortsatte med at ae hende. Man vidste aldrig! Der kunne jo ske alverdens ting, når han ikke var der til at holde øje med hende.

[Myrilla af Stenbjerg]

Et suk blev kvalt, men hun rynkede alligevel en smule på den fregnede næse over at blive klappet sådan på hovedet. ”Uanset hvilket navn, jeg bærer, vil der stadig være Naxen i mit blod,” forsikrede hun ham. Og hun vidste, hvordan man skulle passe på sig selv også selvom hun havde to brødre, der altid havde forsøgt at gøre det for hende. Det var også noget, der lige skulle læres i starten med Larkin, men det var blevet meget bedre. ”Hvornår tager Vania til Naxen?” spurgte hun i stedet.

[Murray af Naxen]

”Sandt.” Den stolte tone var ikke til at tage fejl af, og Murray blev lidt ekstra selvtilfreds at se på. Myrilla ville altid være en Naxen inderst inde, og en Naxen kunne passe på sig selv! ”Vania tager med mig i morgen. Dog kun et par uger.” Han trak let på skuldrene. Hun skulle helst have så meget tid hos sin familie som muligt, så han ville helst ikke holde på hende for længe før deres eget bryllup.

[Myrilla af Stenbjerg]

Den stolte tone hos Murray var ligesom den, hun selv brugte, når hun talte om Naxen og hun kunne ikke lade være at smile. For det var grunden til, hun gjorde det meste. For at gøre ham stolt, ære mindet om sine forældre og bringe godt lys over navnet. Og Larkin kunne hjælpe hende med det. ”Det lyder godt. Så kan hun også få tid til at vænne sig til det uden en bunke bryllupsgæster og hele familien,” kommenterede hun.

[Murray af Naxen]

Han trak lidt på smilebåndet. ”Nervøs?” Myrilla skulle opholde sig i Stenbjerg to uger før brylluppet, så der blev ganske rigtig meget at forholde sig til. Faktisk ville Vania nok kunne håndtere den slags lettere end Myrilla. Ironisk ... Murray valgte dog at tro på, at alt nok skulle gå fint. Myr ville trods alt have sin anstandsdame med, så hun ville da have ét bekendt ansigt der. ”Det skal nok gå, Myr. De skal bare være glade for at få dig.”