Livet er ikke for de knækkede

[Gavin af Trebond]

Elisia af Bugtvig

Sikke en dag til at rejse i. Regnen silede ned, men så passede vejret også fantastisk til Gavin's humør. Han havde forsøgt at være glad og munter, når han talte med de andre, men mens de alligevel bare red og ikke rigtigt havde noget at tale om, sumpede han lidt sammen på Torn.

Han hadede den måde, han og Iliane havde efterladt tingene på, men han kunne ikke se, hvordan han kunne have gjort noget anderledes. Og han var ærligt talt ved at være lidt irriteret over, at han var blevet dømt til at rejse fra Corus midt i et skænderi.

Igen sukkede han tungt - ganske ubevidst - og strøg en håndfuld vand væk fra Torn's man.

[Elisia af Bugtvig]

De havde efterhånden været af sted en dag og Elisia var på ingen måde mættet af rejsen endnu. Selv Regnen kunne ikke holde hendes humør nede og efter at have snakket lidt med nogle af de andre væbnede red hun op på siden af Gavin. Han havde ikke rigtig gjort sig umage med at lægge skjul på, hvor ondt, han havde af sig selv oven på sin afsked med damen, men det kunne hun altså ikke lige bekymre sig om.

”Scanraaaaaa!” udbrød hun fornøjet og vrængede lidt med stemmen for komisk effekt, sendte ham et spillende smil. At se på Gavin var direkte pinefuldt og hun prøvede at vifte lidt med den ene arm i luften for at illustrere, hvordan han burde have det.

[Gavin af Trebond]

Han lagde godt mærke til, at Elisia kom tættere på og han rettede sig lidt op. Han kunne godt gætte, hvor træls [ha ha] han var at være sammen med lige nu og det var ikke rigtigt fair, at hun skulle trækkes med ham. Derfor smilede han også bare skævt af hendes udråb og han lod sig smitte af hendes humør. "Scanraaaaa!" råbte han derfor i samme høje tone og kunne ikke være mere ligeglad med, om de andre riddere mente, at de var mærkelige.

[Elisia af Bugtvig]

Fra sin plads bag ham kunne hun sagtens se, at han rettede sig lidt op og hendes gæt var, at han prøvede at tage sig lidt ved nakken. Det ville i hvert fald være rart. Da han stemmede i på hendes muntre udbrud, smilede hun bredt over til ham. ”Så kom vi af sted!” kommenterede hun begejstret og hævede sin ene hånd i en halvhjertet vinken til en af de andre fra rejsefællesskabet, der havde kigget sig forundret over skulderen ved larmen. Hun havde været lidt bekymret for, om han ville trække i land for at blive hos sin kæreste, men nu var de her. På vej.

[Gavin af Trebond]

De red så tæt i dette øjeblik, at han intet problem havde med at læne sig til siden i sadlen og ugle hendes hår lidt i en drillende gestus. "Jeg sagde jo, at vi skulle af sted," kommenterede han med et skævt smil. "Det kan jo heller ikke nytte noget. Du kan jo ikke blive ridder efter sådan en gang paradetjeneste uden at have prøvet at danse med vølverne." Han blinkede til hende og holdt øje med hende for at se, om hun havde hørt det gamle krigs-ordsprog før.

[Elisia af Bugtvig]

Hun trak sig tilbage og gav hans hånd et bestemt dask, da Gavin rakte ud for at ugle det i forvejen viltre hår mere til. Det gjorde det helt af sig selv og selvom hendes forældre ikke var ved på turen, kunne hun stadig høre sin mors formanende stemme ganske klart. Ingen mand ville vælge en filttot. Også selvom Elisia ikke selv følge, hun behøvede en mand eller havde noget imod at være en filttot.

”Mh-hmm,” brummede hun bare provokerende. Hvad en mand sagde var ikke altid en garanti, når han ikke først havde vendt det med fruentimmeret. Så meget havde Elisia lært af at betragte sine forældre. ”Det er nemlig rigtigt!” udbrød hun fornøjet, før smilet igen lagde sig til blot at være en let trækning i den ene mundvige. ”Hvor kommer det udtryk egentlig fra?” Hun havde godt hørt det et par gange, men aldrig tænkt videre over det.

[Gavin af Trebond]

Hun havde i det mindste hørt det før og han smilede varmt til hende. "Jeg ved faktisk ikke, hvor det kommer fra. Det er bare noget, man altid har sagt soldater imellem. Som du sikkert ved, så betyder det, at man har stået i en kamp på liv og død. Og vølverne er jo ikke ligefrem nogle fredelige størrelser, hvis man tænker på sagnene." Han trak lidt på skuldrene igen. "Jeg kan stadig huske, først gang jeg selv dansede med vølverne. Jeg var ikke mere end en stor knægt og man glemmer det aldrig." Han smilede skævt til hende og blinkede en enkelt gang.

[Elisia af Bugtvig]

Kæben faldt ned til en måben, da hun fandt ud af noget nyt om sin ridderherre. Den situation havde hun egentlig aldrig tænkt over og nu, hun gjorde, virkede det en anelse skræmmende. Rent faktisk at være bevidst om, at der var en reel mulighed for, man ikke overlevede. Hun anede ikke, hvordan hun ville reagere på det. ”Whau, hvad skete der?” spurgte hun betaget. Elisia havde respekteret ham fra første øjeblik, men alligevel fortalte han af og til ting, der fik respekten for ham til at sige.

[Gavin af Trebond]

Han kunne ikke lade være med at smile tilpas, da hun tydeligvis blev overrasket over hans ord. "Jeg var med min egen ridderherre oppe ved Scanra faktisk. Vi havde været der nogle måneder, da vi var ude på en rutine-patrulje. Det skulle have været ingenting og derfor var vi heller ikke mere end en håndfuld mænd med derude, men pludselig blev vi overfaldet af ti eller tolv scanrakkere." Han så over på hende med et lille smil - ganske tilfreds med at have hendes fulde opmærksomhed.

[Elisia af Bugtvig]

Hun så den tydelige stolthed i hans blik, men kunne ikke fortænke ham det. Hvis hun selv havde oplevet noget, der bare var halvt så vildt som det, ville hun nok også stråle ved at tale om det. Hun blev kun mere imponeret, som han fortalte. En ung Gavin med sin ridderherre alene mod ti eller tolv scanranere. Han havde bestemt formået at fange hendes opmærksomhed fuldkommen, hvilket ikke var verdens nemmeste opgave. ”Hvad skete der så?” spurgte hun og fjernede kun blikket fra ham for overfladisk at sikre sig, at hun ikke var veget fra kursen.

[Gavin af Trebond]

Han smilede stadig, da hun spurgte ind til, hvad der så var sket. "Jamen min ridderherre fik mig dirigeret uden for de vildeste kampe og jeg fandt en plads lidt højere oppe, hvor jeg kunne pille nogle stykker ned med min bue, mens han og de andre tre riddere kæmpede for livet." Han gjorde en kort kunstpause og fortsatte så. "Problemet var, at det viste sig, at der var endnu to scanranere i nærheden og pludselig havde de opdaget mig og stod så nær, så den ene nær havde taget mit hoved, hvis ikke jeg havde nået at blokere med min bue."

[Elisia af Bugtvig]

Hun nikkede, næsten åndeløs efter hans fortælling. Et sted håbede hun, at Gavin også en dag ville give hende samme mulighed. Muligheden for at vise sig værdig til at hjælpe ham i en sand presset situation. Det lød alt sammen vældig spændende. ”Det lyder helt vildt!” kommenterede hun og piftede imponeret. ”Var du bange?” Hun vidste godt, at det muligvis var et temmelig privat spørgsmål, men hun havde ikke kunnet stoppe sig selv. Det var simpelthen for spændende.

[Gavin af Trebond]

Han kunne næsten se, hvor meget hun var overvældet over hans fortælling og han kunne igen ikke lade være med at smile. "Ja, gu var jeg bange! Det var to af de største scanranere, jeg nogensinde har set." Han lo lidt for sig selv og fortsatte så. "Hvis jeg ikke havde slidt så hårdt i det med mine øvelser, at kroppen nærmest reagerede af sig selv, så havde jeg ikke stået her idag. Jeg fik trukket mit sværd og reagerede uden at tænke over det. Selv i dag kan jeg ikke huske, hvad det var, jeg gjorde." Han rystede lidt på hovedet og fik næsten stadig åndenød af at fortælle historien.

[Elisia af Bugtvig]

Det glædede hende, at han ikke tog det ilde op, at hun spurgte ind til det, men blot belønnede hende for sin iver og nysgerrighed. Han måtte have været en dygtig væbner dengang. Ikke at det undrede hende. Han var immervæk også en fabelagtig ridder nu. Så slog en tanke hende. ”Tror du jeg en dag vil blive i stand til det?” Selvom hun bestemt ikke var nogen dårlig væbner, huskede hun stadig, hvordan hun måtte se sig besejret, når hun kæmpede mod ridderne. Og nu var de på vej op mod den scanranske grænse, for at kæmpe mod nordboer. En hidtil uoplevet tvivl ramte hende og gjorde hendes røde kinder lysere.

[Gavin af Trebond]

Han smilede varmt til hende og rakte ud, så han kunne klappe hende på armen et øjeblik. "Hvorfor tror du, at jeg træner så hårdt med dig altid? Jeg lærte vigtigheden af øvelserne i en tidlig alder og har holdt dem godt ved lige siden da." Han smilede og trak armen til sig igen. "Og det har jeg forhåbentlig givet videre til dig. Desuden skal du tænke på, at scanranerne normalt ikke er trænede krigere på samme måde, som du er. De har kun deres erfaring at falde tilbage på, mens du er blevet undervist i kampteknikker og alt muligt andet. Husk din træning, så skal det hele nok gå." Smilet lurede stadig. "Desuden kan du lige vove på at få dig selv slået ihjel deroppe. Jeg har lagt for meget træning i dig." Han blinkede drillende til hende.