I månelys [R]

[Aric af Macay]

Cynthea af Macay

Møderne med Cynthea var efterhånden begyndt at blive en ganske normal begivenhed i Macay-slægtens hus. Og det var ikke noget Aric brokkede sig over. Han havde ganske intelligente samtaler med sin forlovede. Hun havde i den grad hovedet skruet godt på. Det glædede ham. Selvom hun havde studeret, var hun stadigvæk en af de bedst egnede komtesser, som han havde mødt.

Han befandt sig i sit kontor her til aften, hvor en pakke fra skrædderen netop var ankommet. Og et bud var sendt afsted til Cynthea om, at hun skulle komme over til ham. Selvfølgelig med lidt pænere ord, men beskeden var ikke svær at forstå.

Han satte sig ned i sin kontorstol, med et glas rødvin i den ene hånd. Han lod sine fingre glide over pakken. Ganske spændt på det endelige resultat, og på Cyntheas reaktion.

[Cynthea af Macay]

Det havde været en ganske almindelig aften for Cynthea. Der var stadig nogle uger, før hun skulle rejse mod Stenbjerg til sin fætters bryllup og hun havde tænkt sig at få så meget ud af det, som muligt. For ikke længe efter det bryllup, ville det blive efterår og så skulle hun selv giftes. Det var ikke længere noget, hun gruede for, men det ville samtidig sætte begrænsninger for hendes tid i Corus.

Efter at have gået en lang tur i byen, havde hun derfor fået gjort klar til et bad. Hun havde dog ikke nået mere end at synke ned i det varme vand og rigtig nyde duftene fra rosenbladene, der lå i det, før en tjener forstyrrede hende. Hertugen af Macay ønskede at se hende. Hurtigt blev hun hjulpet i tøjet, hvilket som altid var en umulig opgave, når hun skulle imponere en perfektionist, men hun endte til sidst med at få valgt en. Håret blev sat op for bedre at kunne skjule de fugtige spidser.

Det tog hende ikke længe at nå til Macays byhus og hun trådte ind i hallen i tavshed. Som altid var der en anstandsdame på, om end hun denne gang allerede havde stillet sig hen til væggen. De havde fået længere line for hver gang, de havde været sammen. Selvbevidst rettede hun skørtet ud oven på rejsen og trak vejret tungt ind. Hun kunne stadig dufte roserne fra badet.

[Aric af Macay]

Han så op fra pakken, da døren blev åbnet af en tjener, og Cyntheas slanke skikkelse trådte ind i hallen. Han sad i et kort øjeblik og betragtede hende, inden han rejste sig op, og stillede vinglasset fra sig på skrivebordet.

Med kontrollerede skridt trådte han ud i hallen, hvor hans blik med det samme hvilede i hendes øjne. "Cynthea," hilste han, og løftede hendes håndryg op til sine læber, hvor han plantede et kys. "Jeg har noget, som jeg gerne vil vise Dem," fortalte han og et svagt smil kom frem på hans læber. Det var hemmelighedsfuldt.

[Cynthea af Macay]

Hun havde efterhånden været i huset mange gange og stået og ventet i hallen lige så mange, så der var ikke samme nysgerrighed i hendes blik, som hun så rundt. Aric trådte ind og hun så straks hen på ham, smilede som altid venligt til ham. ”Aric,” besvarede hun som altid hans hilsen og holdt hans blik, mens han lagde et kys mod hendes håndryg. Hun kunne godt lide, hvordan de allerede nu var begyndt at have vaner.

Hans ord fik hende til at hæve brynene let, men hun holdt nysgerrigheden i skak bag det skarpe blik, der altid var at finde i hendes øjne. Derfor gik hun også roligt og fattet med ham ind på kontoret, hvor han var kommet fra. Hun var både spændt og nervøs på at se, hvad det dog kunne være.

[Aric af Macay]

Han tog hende med ind på kontoret, men undlod at lukke døren efter dem. For så kunne hendes anstandsdame passende blive ude i hallen. Der kunne kvinden måske høre dem, men hun kunne ikke se dem. Og det var godt det samme.

Han standsede foran den pakke, der lå på hans skrivebord. "Pakken er til Dem," sagde han og slog ud med hånden mod den. Inviterede hende til at pakke den ud. Og så bagefter falde ham om halsen, og overdynge ham med kys. Det sidste var nok mere ønsketænkning. Men en dag ville det ske. Det skulle han nok sørge for, når hun først var blevet hans hertuginde.

[Cynthea af Macay]

Der var ingen grund til at stille spørgsmålstegn til den åbne dør. Thea forstod sagtens logikken bag, men den fik kun hendes mave til at føles mere urolig og en det sitrede let under hendes hud. Tænk, at han kunne gøre det ved hende ved bare at lade døren stå åben.

Hun så mod pakken, stirrede lidt på den og gik så frem mod den. Der var ingen grund til beskedenhed, som alligevel bare ville blive overhørt. Aric havde givet hende en gave, så der var nok en grund til, at han ønskede, hun skulle have netop det. Derfor gik hun langsomt frem mod pakken og begyndte med let rystende fingre at pakke den ud. Indholdet fik hende til at måbe.

Alle tanker om overflødig beskedenhed gled i baghovedet. ”Det behøvede De virkelig ikke,” hviskede hun overvældet og kinderne glødede svagt. Han vidste jo selvfølgelig godt, at han ikke behøvede, men han havde gjort det alligevel. Hun havde lyst til at komme tættere på, men samtidig turde hun heller ikke. Erfaring havde vist, hvor stærkt han kunne påvirke hende.

[Aric af Macay]

Han stod og afventede, hvad hun ville gøre. Og da hun gik hen til pakken, smilede han skævt. Kvinder kunne som oftest ikke stå for pakker, eller gaver i det hele taget. Derfor var det med et tilfreds blik i øjnene, han betragtede hende, mens hendes slanke fingre åbnede båndet på pakken.

Hendes ansigtsudtryk var guldværd. Og han trådte hen ved siden af hende. Hun havde endnu ikke taget kjolen ud. "Men jeg ville gerne," hviskede han lavmælt ind i hendes øre, mens han rakte frem og løftede kjolen ud i sin fulde længde. "Jeg ønsker De skal bære den ved brylluppet i Stenbjerg," bad han og så på hende med gyldne øjne, der glimtede. Han ville så gerne se stoffet gnide sig mod hendes spinkle krop.

[Cynthea af Macay]

Han trådte hen til hende og hun bemærkede straks forandringen i sin krop. Hendes hud virkede varm og brændende af svag længsel efter at komme tættere på ham, altid tættere. Hans ord og måden, det kildede i hendes øre, fik hende til at gyse ganske let og hun så lamslået til, da kjolen gled ud i sin fulde længde. Den var langt tættere og meget mere afslørende end noget, hun ejede selv, inklusiv kjolen, hun havde båret til hans fødselsdag. Måden, stoffet havde ligget på, havde også snydt hende til at tro, at den havde været mere tildækket og hun så skeptisk ned mod sit eget fortrin, der umuligt ville kunne bære en sådan kjole.

Ved ytringen af hans ønske, hævede hun endelig blikket til hans igen og mærkede sig straks falde i det mørke hul af hidtil uanede drømme og længsler, han havde fundet frem i hende. Hun havde lyst til at protestere, fortælle hvordan hendes bryster var for smalle og hvordan hendes slappe mave af og til bulede en smule ud, når hun havde spist. Men hun kunne ikke. ”Det ville være mig en ære, Aric,” hviskede hun i stedet.

[Aric af Macay]

Han vidste, at så længe de hviskede, ville anstandsdamen ikke vide, hvad der blev sagt. Kun at de stadigvæk var i rummet. Og det var en tilfredsstillende ordning. Han ville gerne have privatliv med sin egen forlovede, selvom de ikke altid var helt alene. Han så godt den lette gysen i hendes krop, og han vidste, at hendes krop reagerede på hans nærvær. Hvilket var meningen. At få hende til at længes efter ham. Ønske hans opmærksomhed.

Han nikkede til hendes ord. Og lænede sig frem igen, så han kunne hviske hende i øret. "Siden jeg bestilte kjolen, har jeg længtes efter at se Deres smukke krop i kjolen," han gjorde med vilje sin stemme dyb, brummende og med en snert af begær. Noget der tydeligt afspejlede sig i hans øjne, der var blevet mørke. Han lagde forsigtigt kjolen ned i æsken igen, inden han ganske blidt placerede sine hænder på hendes skuldre. "Og efter at have set Deres reaktion, er min længsel kun vokset i styrke," der var længe til deres bryllup. Så han sørgede for at more sig lidt med at vække Cyntheas krop.

[Cynthea af Macay]

Han kom tættere på og hun måtte lige bruge lidt et ekstra tid på at huske, hvordan det var, man trak vejret. Lige nu ville hun nok ikke kunne overbevise nogen om, at hun havde tilbragt flere år på universitetet. Hans tonefald fik hendes skød til at føles underligt varmt og levende, og hun frygtede et øjeblik, at hendes knæ ville give efter under hende, da han lagde sine store hænder på hendes skuldre. ”Selvfølgelig,” hviskede hun åndeløst og ville ønske, hun kunne trække blikket til sig. Bare for et øjeblik.

”Hvor ville De have mig til at skifte, hvis De ønskede at se den omgående?” spurgte hun og det var et under, at hendes stemme ikke gav efter og skælvede, men den var stadig nogenlunde fattet.

[Aric af Macay]

Der var ingen tvivl hos Aric om, at han havde Cynthea i sin hule hånd. Og hvis han havde plantet et kys på hendes hals, havde hun nok blot sukket efter flere. Det var han overbevist om. Men han var samtidig meget opmærksom på, ikke at krydse for mange grænser. Ikke nu. Han pressede hende hver gang de mødtes. Lidt efter lidt. Alt sammen for at forberede hende til et liv sammen med ham.

Hendes spørgsmål, fik ham til at smile grådigt i et kort øjeblik, inden han erstattede det med et vidende smil i stedet. Han kunne godt tænke sig, hvis han selv kunne hjælpe hende ud af tøjet, og hjælpe hende med at få den nye på. Han sagde dog noget andet. "De kan bruge mit soveværelse, en tjener vil vise Dem derop. Så venter jeg for foden af trappen på Dem," svarede han og trådte tilbage, så hun kunne gå med en af de tjenere, der ventede ude i hallen. Valget af værelse var bevidst. Meget bevidst.

[Cynthea af Macay]

Hun så godt, hvordan hans smil forandredes, selvom hun ikke helt kunne placere det. Ved hans ord nikkede hun og lagde igen kjolen i pakken, før hun med den i hånden forlod kontoret og gik ud i hallen. Der blev den overrakt til en tjener, der fulgte hende op til Arics soveværelse.

Mørket slog hende straks. Hvor hendes værelse var som at gå på skyer i en blanding af hvide møbler og materialer og massere guld til at fange solen, var dette det præcis modsatte. Træværk og sengetøj var mørkt, og hun gøs instinktivt en smule ved at være inde i det store værelse helt alene. Med rystende hænder og hjælp fra en af hans tjenestepiger fik hun trukket sin egen kjole af og kom ind i sin nye.

Hendes hænder rystede stadig let, da hun lagde den ene hånd på gelænderet ved trappen og lagde skuldrene tilbage i et forsøg på at se mere afslappet ud. Men hun følte sig nøgen. Kjolen smøg sig om hendes skikkelse, som var den blevet syet på og aftenluften var kold mod hendes hud ved den dybe udskæring. Og selvfølgelig stod Aric for fodenden og ventede på hende. Hun fangede hans blik og følte sine kinder brænde.

[Aric af Macay]

Bare tanken om, at hun nu befandt sig på hans soveværelse, det mest private i hans liv, udover hans krop, gjorde ting ved hans krop. Og han skulle virkelig holde sig tilbage, og kontrollere sig selv, for ikke at storme op ad trappen, løfte hende op fra gulvet og ligge hende ned i sengen. Viljestyrke, det var det han brugte nu.

Da han hørte døren til sit soveværelse åbne, gik han ud i hallen og stillede sig for foden af trappen. Her kiggede han op ad, kun for at få øje på Cynthea i den lyseblå kjole. Og med hendes lyse hår. Trangen til at eje hende og indtage hende blev kun stærkere. Og hans blik var næsten helt sort. Han sank, og tog et hårdt greb omkring gelænderet, mens hun gik ned ad trappen. Ned mod ham. Han flyttede sig ikke. Han drejede dog hovedet og så direkte på anstandsdamen, der stod henne ved væggen. "Gå ind på kontoret og bliv der," beordrede han med en stemme, der ikke tålte diskussion. Hverken fra Cynthea eller kvinden. Da hun gjorde, som han sagde, rettede han sit blik mod Cynthea igen.

[Cynthea af Macay]

Som hun kom tættere på, bemærkede hun, hvordan Arics knoer var blevet hvide af at holde så stramt om gelænderet. Endelig nåede hun frem til ham, spændt på hans reaktion. Hun måtte derfor se sig noget overrasket, da han i stedet vendte opmærksomheden mod hendes anstandsdame og beordrede hende ind på kontoret.

Stemmen var ikke en, hun nogensinde havde hørt ham bruge for og hver muskel i hendes krop spændtes, mens hun ængsteligt så op på ham. Hun havde ingen anelse om, hvad der skulle ske nu. I stedet så hun op på ham med spørgsmålene lysende ud af blikket.

[Aric af Macay]

Det dunkede i hans bukser. Vildt og ustyrligt. Og igen skulle han bruge al sin viljestyrke på, ikke at bære hende tilbage til soveværelset. Han vidste godt, at han ikke havde reageret, som hun forventede. Men han havde ikke lyst til at reagere overfor hendes anstandsdame.

Da han så på hende igen, så han spørgsmålet i hendes blik. Han løftede sin hånd, tog hendes og trak meget kontrolleret hendes krop ind til sin egen. "Cynthea," hviskede han hæst, mens hans brystkasse hævede og sænkede sig i små gisp. "De tager livet af mig," han kunne ikke mere. Hendes skønhed forblændede ham, og et kort sekund efter hans ord, lænede han sig frem og lagde sine læber mod hendes.