Lad os undgå dette igen [R]

[Deleted]

Annalin af Stenbjerg

27. juni 527.

Dagen havde været langt og skøn, varmen havde strålede ned over huset og han havde brugt tiden min sin søn Domitan. De havde være ude og ridde, hvor han havde siddet foran sin far imens de red. En oplevelse som Domitan havde nydt, at få lov at lege ridder med sin far.
De havde leget med pinde, og fægtet på livet løs og kæmpet imod de farlige invaderende scanranske horde, og beskyttet kronen.
Domitan havde været en glad dreng hele dagen, og da de var kommet hjem havde hans mor fået tiden med ham, inde han skulle i seng.
Arthur havde bevæget sig ind til sin søn, og fortalt om historien om den noble ridder som vandt kongeriget og prinsessen. Han var lige akkurat blevet færdig, og så ned på hans lille søns sovende ansigt.
Han lignede ham, og ikke mindst Annalin - de fleste træk var kommet fra hende i hans ansigt, på nær hans kæbe. Det var hans..
"Sov godt min dreng." sagde han med en dæmpet tone, og gik ud af værelset, og slukkede det sidste stearinlys på vejen.
Rolige skridt vandrede igennem gangen, og hen til en af de mindre stuer som ofte blev brugt til afslapning og hvis man skulle have ro i sjælen. Arthur åbnede døren, og så hans hustru sidde i sofaen og sippe vin. Han lukkede døren bag sig og bukkede hovedet høfligt for hende.
"Min kære hustru." sagde han med en rolig tone, og bevægede sig hen til bordet og satte sig i stolen ved siden af hende og hældte et glas vin op til sig.
Husk nu hvad Larkin havde sagt. Larkins ord rungede tungt i hans hoved.

[Annalin af Stenbjerg]

Selvom Annalin sjældent var i strålende humør, når Arthur var hjemme, var det nu engang også ganske rart at se sin søn glædes så meget over faderens tilstedeværelse. Efter at have fået lov til at bruge eftermiddagen med ham, havde hun derfor heller ikke haft lige så meget imod det, da Arthur igen havde overtaget for at lægge sønnen i seng. Hun var derfor søgt ind i en af de mindre stuer og med et glas vin foran sig, var hun begyndt at brodere.

Hun havde netop hævet glasset og tog en forsigtig tår, da Arthur trådte ind i rummet. Siddende med ryggen til ham, så hun sig sikker til at himle med øjnene i det usete over den tåbelige hilsen, før hun vendte ansigtet mod ham og nikkede høfligt. ”Husbond,” hilste hun og tog igen sit broderi op.

[Deleted]

Det lød så let når Larkin omtalte det med at vise at man værdsatte nogen, ham og hans bror havde trods altid også haft de evner, hvor Arthur mere havde fokusereret på at blive en bedre soldater og senere ridder. han så ned i vinen og hen på hende, og tog en dyb indånding og smilte venligt til hende.
"Jeg tror Dom nød dagen, og især at se sin smukke mor, og fortælle hende om hans bedrifter og heltegerninger." sagde han roligt, og lød oprigtig da han sagde hun var smuk, det var trods alt ikke en løgn.
Det var dog svært at vise man værdsatte nogen, når personen ikke kunne fordrage dig og egentlig ikke ønskede at man var her. Specielt når det kom til hendes person, hvor han ikke just havde tænkt hende som en engel lige nu.
Arthur tog hurtigt en tår til af sin vin, og så ned mod hendes broderi, og betragtede hendes tynde og fine fingre arbejde. Det så ligeså fascinerende ud, som det gjorde når man fjernede en mands hoved fra hans krop.

[Annalin af Stenbjerg]

Hendes øjne fulgte vågent nålen i dens bevægelser. Op gennem stoffet, ned gennem stoffet, fine, små kryds. Hun så derfor først op, da han trak vejret dybt ind, mest for at se, hvad han foretog sig. Det venlige smil fik hendes fingre til at stoppe et øjeblik, før hun så sendte ham et prøvende smil og fortsatte.

”Det kan du godt have ret i,” svarede hun og lød ikke afvisende denne gang, selvom hun ikke vidste, hvordan hun skulle kommunikere civilt med ham længere. ”Joshua fortalte mig, at han tager til Frølund efter Larkins bryllup,” fortalte hun uden at se på ham. Blikket var igen rettet mod hendes foretagende.

[Deleted]

Han så på hendes små sarte fingre, og bemærkede hun stoppede og vidste ikke om det var en positiv eller negativ ting, han kendte ikke særlig godt Annalin, og følte på ingen måde han kunne læse hendes tegn. Kun når det gjaldt vrede, raseri, sorg og glæde for deres søn.

"Hvilket er forståeligt, at have en moder som vil lytte så glædeligt til ens eventyr." han lød oprigtig, måske skyldtes det var at han omtalte den person som gjorde at han kunne holde ud at være i Corus, bundet til livet som adelig. Han havde fundet en nyfunden ro i sjælen siden han lærte at være en far for sig søn.
Han bed sig i læben, og ønskede han havde et konstruktivt svar til hende om at rejse til Frølund. Han gled længere ned i stolen, og lod blikket glide hen mod nogle blomster som stod i en vase.
"Frølund. Ja.." der havde været hvisken i krogene og nævnt at nogle ville rejse til Frølund og holde grænsen. Grænsen.. Et barsk område.. Byen var dejlig, og Stenbjerg familien havde også en villa der, men ikke desto mindre betød det krig igen. Ikke ligeså voldsomt, men krig var der. Arthur fiskede et brev op og lagde på bordet, og tog en dyb tår af vinen.
"Jeg har modtaget et brev." sagde han med en rolig stemme, han så faktisk en anelse skuffet ud over at han var blevet hidkaldt til Frølund. Han havde lovet at skulle være en far og husbond, og dette pinede at han brød ord mod sin hustru og søn.

[Annalin af Stenbjerg]

Hun så op, da han gav sig til at svare på hendes ord. Ikke at der var meget svar over det, så hun betragtede ham blot afventende, kastede af og til et enkelt blik på sit foretagende for at sikre sig, at alt gled som det skulle. Hun fortrak ikke en mine, da han trak brevet frem og lagde det på bordet. Lige så langsomt lagde hun broderiet fra sig ved siden af. ”Så du tager til Frølund?”

Hun tog sit glas og tog endnu en lille tår, før hun satte sig længere tilbage i sofaen med et vurderende udtryk. Så så hun ned på glasset, slyngede væsken lidt rundt, før hun igen så op på ham. ”Jeg vil have et barn mere.” Det var ganske tydeligt, at det ikke var til forhandling, men et krav.

[Deleted]

Arthurs blik hvilede hen imod sin hustru som ikke trak meget mine, og han klarede sig akavet på kinden, og måtte jo krybe til kort og sige han drog mod Frølund med sin far.
"ja, jeg tager til Frølund.."
For første gang siden de mødtes igen, lød det faktisk som han ikke havde lyst, han lød som en mand der var tynget af æren og rollen som ridder, der var intet valg.
Han bed sig i læben og så på hende og forsøgte at sende et venligt smil.

Da hun tog vinen og drak en tår af den, gjorde han det samme og var hurtigt noget længere end hende i sit glas. Han var dog ved at få vinen galt i halsen da hun nærmeste kommanderede ham til at lave et barn til.
"Følelsen er gengældt." sagde han oprigtig, og smilte til hende. Han stilte glasset på bordet og foldede sine hænder, når han så et billede af sig selv med børn, havde der altid været en del børn. Så Dom var en god start, men han så gerne de fik flere.

[Annalin af Stenbjerg]

Han kom endelig til bekendelse og hun nikkede langsomt. Nu vidste hun det i det mindste og så kunne hun også bedre handle ud fra det. Men der var noget andet i hans stemme denne gang, noget hun ikke kunne placere. Det var i hvert fald ikke noget, hun nogensinde havde hørt før. Sørgmodighed? Hun kunne næsten ikke tro det. Arthur elskede jo at være ridder.

Hun så blot afventende på ham, da han lod til at være ved at kvæles i sin vin. Tænk, at hun havde fået en så simpel mand. ”Det glæder mig.” Hun nikkede. ”Jeg tænker, det vil være en god ide at starte snart,” hun holdt en kunstpause og fortsatte så ufortrødent. ”Og jeg vil bede dig om ikke at ligge med andre, mens før du tager afsted til Frølund.” Han skulle ikke spilde sine safter på andre, hvis de gerne ville have et barn mere.

For hendes skyld var hun dog ligeglad, hvem han lå med. Så behøvede hun ikke gøre det. I starten havde det gjort hende utilpas ved tanken, men efter hun havde prøvet at tilbringe en nat med Kieran, forstod hun sagtens Arthurs behov.

[Deleted]

Det lå ikke naturligt for Arthur at være far, eller det havde han aldrig troet, men så fik han sin søn og så var alting vendt op og ned. Han mærkede en hvis mangel på lyst til at drage til Frølund, han ville gerne se sin søn vokse sig større og stærkere.
Han lod sin tommelfinger glide hen over hans hånd og rejste sig og så på hende.
"det ville være et fornuftig træk at begynde" sagde han og hældte først vin op til sig selv, og så til hende. De skulle nok bruge lidt styrke. Han lyttede interesseret til sin kone, og lod blikket glide fra glas til hendes øjne, han løftede øjnbrynet og valgte ikke at kommenterer mere på den del. Hans øjne betragtede hende og han lod blikket glide hen over hendes ansigt og ned på hendes tøj, og han mindedes svagt hvordan hun så ud inde under, det var faktisk tiltrækkende at det havde været så lang tid siden. En gnist glødede i hans øjne imens han betragtede hende.

[Annalin af Stenbjerg]

Hun smilede en anelse over ironien ved hele situationen, da han hældte vin op til dem begge, men sendte ham så et formanende blik. ”Ikke for meget,” påmindede hun ham. Han skulle helst ikke være i en stand, hvor ting begyndte, ikke at virke. Det var ikke svært at bemærke, hvordan hans blik dvælede ved hendes krop og det gjorde hende næsten ilde tilpas. Som at skulle ligge med en vildtfremmed. Hvilket han i og for sig jo egentlig også var. ”Måske vi skulle tage resten med og så trække os tilbage nu?” foreslog hun og prøvede ikke at væmmedes for meget ved tanken om, hvad de skulle til at gennemgå sammen igen og igen. Indtil de var sikre.

[Deleted]

Arthur smilte selvsikkert da han ikke ville have de skulle fylde deres kopper. Han stilte karaflen med vin, og lyttede til hendes forslag, han nikkede anerkende og rejste sig.
" du har ret. Lad os trække til mere passende omgivelser" sagde han med en stemme som var forstået med hvad der skulle til at ske, han skulle ligge med hans hustru. En kvinde han knap nok kendte, men havde en søn dog holdte af. Han gik med rolige skridt hen og åbnede døren og gjorde gestus til hun kunne bevæge sig ud og imod deres gemakker.

[Annalin af Stenbjerg]

Hun ventede tålmodigt på, at Arthur rejste sig og fulgte så hans eksempel, før hun begyndte at gå gennem huset. De skulle først igennem den store stue, hallen og så ovenpå, hvor deres værelse var et af mange. Alt for hurtigt nåede de frem og hun nikkede kontant, før hun trådte ind i deres private gemakker. Af en eller anden grund så hun sig om, selvom hun havde boet der længe. Så så hun over på Arthur.

De kyndige fingre begyndte hurtigt at binde kjolen op og efter lidt tid skubbede hun den over skuldrene og lod den falde ned på gulvet. Uden videre besvære trådte hun ud af den. Det havde været en anelse køligt, så hun havde en tynd underkjole på. At finde Arthurs øjne igen var dog ingen let sag og hun stod længe og kiggede ned på sine fødder, før hun endelig fandt viljen til igen at finde hans blik.

[Deleted]

Gangene føltes som en evighed, og det virkede som om noget spænding ophobede sig hos Arthur. Han var næsten nervøs for at ligge med sin kone. Endelig var de kommet til deres gemakker, og han mærkede hvordan hans hjerte slog hurtigere og spændingen steg. Han gik ind i gemakkerne og åbnede sin kofte og så hvordan hun smed hendes kjole. Han betragtede hende, og mærkede lysten til hende steg en smule. Han bed sig let i løben da deres øjne endelig fandt hinandens og han bevægede sig imod hende. Hans fingre gled op på hendes arm og kærtegnede hendes hud. Hvorfor virkede det her underligt. Hun var hans kone... Han så roligt i hendes øjne og slog tankerne om det var forkert væk, og lod hænderne glide op ad hendes arm. Hendes hud var næsten forkert, og han følelsen af det var svære end nødvendigt var kraftig i ham. Det var bare mand og kone spm sov sammen, hvorfor var det så svært?

[Annalin af Stenbjerg]

Nervøsiteten ulmede varmt i hendes mave og hun prøvede at skjule sit ubehag ved situationen bag et let smil. Måske hvis bare hun forestille sig, at det var Kieran? Hun tog en dyb indånding, da han gik over mod hende og det rislede hende koldt ned ad ryggen ved hans berøring. Sådan burde det ikke være, men det var det. De havde gjort det før og de kunne gøre det igen. Forsigtigt trådte hun et skridt tættere på ham, trykkede tøvende sin skikkelse ind mod hans. Allerhelst satte hun sig ned og tudede i Joshuas favn, men det kunne hun ikke. Hun havde et ansvar og forpligtelser som Arthurs hustru. Hendes vejrtrækning var overfladisk og skæv, men hun gjorde ingen indvendinger.

[Deleted]

Hendes hud var så blød og samtidig føltes den iskold, på trods af hun var varm. Et tydeligt tegn på adelslægten hub kom fra, modsat ham selv som havde brugt hans hænder i kamp og krig. Han så hende i øjne og følte en ubehag og ikke mindst en afsky af deres akt, men en mand måtte gøre hvad en mand skulle gøre. Hun havde trods alt født ham en søn.
Han vidste ikke hvorfor hun var så anerledes end alle andre kvinder han havde ligget med. Han mærkede den sitrende fornemmelse af afsky fra hende, og kørte hans hånd op ad hendes hals, og lod hans læber glide mod hendes tynde og fine hud på hendes hals. Han mærkede en afsky i kroppen brede sig, og forsøgte at finde mere beroligende tanker, hun var trods alt ikke hæslig..