Du blev min bedste ven

[Annalin af Stenbjerg]

Joshua af Stenbjerg
27. juni 527

Så snart hun atter var indenfor i Stenbjergs byhus, lod hun Domitan føres uden for af en af tjenestepigerne. Tårerne lå i en faretruende overfladespænding over hendes øjne og kunne trille forræderisk ned over hendes kinder hvert sekund, det skulle være. Så snart sønnen var ude af syne blinkede hun dem væk og fik tørret sine kinder, før hun trak vejret tungt et par gange.

Uden videre rankede hun sig op og lagde sine skuldre ned, så hun ikke længere så så anspændt ud. Det havde været ubærligt at skulle efterlade sin søster for igen at tage tilbage til huset, ikke mere end et par minutter fra hende. For i morgen skulle hun vende hjemad mod Stenbjerg igen og det virkede mere end nogensinde før som et fængsel.

[Joshua af Stenbjerg]

Det havde været en stille og rolig dag for Joshua, der havde tilbragt den i familiens byhus. Han havde allerede dagen før, sagt farvel til Helena. Eller, nærmere på gensyn. For han kom jo tilbage. Men han var nødt til at tage tilbage til Stenbjerg, så han kunne deltage i Larkins bryllup.

Han var netop blevet færdig med at skrive et par breve, da han kom ud fra kontoret og fandt sin svigerdatter stående ude i hallen. Han kendte hende efterhånden ret godt nu. Fem år betød en hel del. Og hendes ansigtsudtryk og de røde kinder var ikke til at tage fejl af. "Annalin," sagde han og kom hen mod hende med rolige skridt. "Du har været henne og hilse på din søster, ikke sandt?"

[Annalin af Stenbjerg]

Det havde ikke været hendes mening at blive stående og blomstre i hallen, men hun vidste ærligt ikke, hvad hun skulle stille op med sig selv. Det var alt for tidligt til at gå i seng og selvom hun følte sig noget så træt, ville det bare føde en masse spørgsmål, hun ikke gad forholde sig til. Så derfor blev hun stående. Indtil hun hørte skridt. Og også efter.

Hun så først op, da Joshua kom til syne i hallen og hun smilede blegt til ham som hilsen. Til hans spørgsmål nikkede hun svagt. ”Ja.” Ordet havde vaklet og hjalp hende ikke med at skjule den sårbarhed, hun havde følt siden hun havde forladt sin søster.

[Joshua af Stenbjerg]

Han kunne straks se på hende, at alt ikke var, som det burde være. Han kom helt hen til hende, og trak hende straks ind i sin favn. Med blide strøg, gled hans hånd over hendes mørke hår. "Kom med mig ind i den lille stue, der er vi alene," sagde han, inden han slap hende, og så ned på hendes blege ansigt. Anna var normalt en smilende kvinde, der ganske let formåede at skjule sine virkelig følelser. Med mindre Joshua naturligvis stillede de rigtige spørgsmål.

De gik sammen derind, og han fik en tjener til at hente noget frugt og saft til dem. Bagefter hjalp han hende ned i en stol, og satte sig selv i en ved siden af hende. "Fortæl mig hvordan det gik? Jeg forstår, det er en del år efterhånden, at du så hende sidst?" Han havde selv mødt Annora til brylluppet i Dunlath, da han jo havde været med på rundrejsen, men han kendte ikke meget til hendes søster ellers.

[Annalin af Stenbjerg]

Der var ingen kamp at spore i hendes bevægelser, da han trak hende ind og hun lagde straks hovedet mod hans brystkasse, nød den tryghed, der var at finde i hans favn. Hun nikkede og måtte endnu engang blinke med lidt større iver for at holde øjnene tørre, før hun fulgte med ham ind i den lille stue. Med hans hjælp kom hun ned at sidde.

”Hun er blevet så stor og så smuk,” fortalte hun og stemmen var stadig faretruende tæt på at knække. ”Og ja, jeg nåede kun at se hende en enkelt gang for fem år siden, da hun netop var kommet hjem fra klosterskolen, før jeg rejste til Stenbjerg.” Men det var ikke det værste. Det værste var, at hun endnu engang havde måttet sige på farvel på ubestemt tid.

[Joshua af Stenbjerg]

Han kunne mærke hende skælve ganske let, da han hjalp hende med at sætte sig, og det gjorde ham trist til mode, at hun havde det sådan efter mødet med sin søster. Sådanne gensyn, skulle jo gerne være glædelige. Men han kunne mærke, at det havde taget hårdere på hende, end hun havde forventet selv.

Han lagde sin hånd på hendes, og gav den et klem. "Og nu rejser du tilbage til Stenbjerg sammen med resten af din familie, mens hun bliver i Corus med sin," konkluderede han, og fornemmede, at det var adskillelsen, der gjorde mest ondt på hende. "Har du tænkt på, at invitere din søster og hendes mand til Stenbjerg en dag? Eller, hvis hendes mand for marchordre, så invitere Annora, så hun ikke er helt alene tilbage i Corus?" Han kendte ikke til det dybere forhold, Annora havde med sin familie. Men han vidst af erfaring, at kvinder helst ville være sammen med dem, de holdte af, når de var ensomme.

[Annalin af Stenbjerg]

Hendes hånd var ikke direkte lille, men forsvandt stadig under hans brede og hun så fra den og op til ham, mens hun endnu engang blinkede en tåre væk fra øjenkrogen. Til hans konklusion gav hun ham endnu et svagt smil. Han var som altid vågen og kendte hende bedre end nogen anden Stenbjerg. I hvert fald på de fleste punkter.

”Annora er…” hun tav og huskede sit løfte om tavshed. ”Hun har svært ved at være adskilt fra sin husbond, så hvis han drager mod Frølund, tager hun med.” Deres tid havde været alt for kort sammen og kunne hun gå tilbage, havde set stort på etikette og sat sig i græsset med sin søster, blot vugget hende i al den tid, de havde sammen. Men sådan var det ikke blevet.

”Hvilket minder mig om,” hun blev igen nær i blikket, da hun kom i tanke om en anden ting, hun havde tænkt over under mødet med sin søster. ”Tager du til Frølund efter brylluppet?” Pludselig lød det ganske tiltalende og hun overvejede et øjeblik muligheden for at overtale Arthur til at tage derop og tage hende med.

[Joshua af Stenbjerg]

Han rynkede panden, da Anna fortalte om sin søster. Det gjorde ham endnu mere ondt, at det ikke kunne lade sig gøre med hans idé. Især fordi hun virkelig lod at savne sin lillesøster. Han kunne ikke relatere til den følelse, han havde altid kun haft en storebror, som han ikke var kommet særlig godt ud af det med.

"Det gør mig ondt," sagde han og gav hendes hånd endnu et klem. Han kunne ikke komme med så mange andre løsninger. Hvis hendes søster valgte at tage til Frølund, var der ikke så meget at gøre. De kunne jo ikke bestemme over hende.

Ved Annas spørgsmål, så han en smule skyldbetynget ud. Han nikkede svagt. "Jeg har fået marchordre," bekræftede han og hans smil var svagt. "Jeg har dog fået den udsat, til efter Larkins bryllup. Men jeg rejser dagen efter, og er væk indtil mit eget," det var ikke et drømmescenarie, men det var uundgåeligt. Der var igen problemer ved grænsen. Og de scanranske røvere, skulle standses.

[Annalin af Stenbjerg]

Hun snøftede, men fik så lagt bånd på sig selv og nikkede, denne gang med langt mere overbevisning i sin bevægelse. ”Det skal nok gå alt sammen. Jeg har blot savnet hende og det gør mig ondt, at jeg skal gå glip af mere.” Denne gang var det kun at ganske diskret snert af sørgmodighed at finde i hendes stemme og snart var den også væk.

”Åh, det er ikke engang en måned!” udbrød hun og gav hans hånd et sidste klem. ”Jeg kommer til at mangle dig i Stenbjerg, det håber jeg du ved.” Men hun ville ikke bede ham blive hjemme, ligesom hun ikke ville bede Annora om det. Det ville være for egoistisk. Også selvom hun frygtede for Joshuas sikkerhed. Det var ingen hemmelighed, at han ikke just var helt ung længere.

[Joshua af Stenbjerg]

Han var glad for hendes optimisme. Hun fik brug for mod, til at opholde sig i Stenbjerg igen, nu hvor hun havde fået lov til at komme til Corus. For snart ville de allesammen være samlet under det samme tag igen. Og det ville være en prøvelse, selv for ham. Han havde kun haft fornøjelsen af Larkin under hele rundrejsen. Han tvivlede dog på, at han nåede at vænne sig til familien igen, inden han skulle afsted.

"Jeg ved det," sagde han en smule trist. "Hvis jeg kunne, så blev jeg hjemme. Men jeg har aflagt ed, og tjener Kronen først og fremmest," når han ikke var udsendt, sørgede han jo for Stenbjergs sikkerhed, og træning af de nye soldater. "Og jeg kommer til at savne dig, min kære. Men jeg er snart også for gammel til at drage afsted. Så måske du allerede til næste år, kan få langt mere glæde af mit selskab."

[Annalin af Stenbjerg]

Hun havde ikke tænkt sig at modsige ham. Annalin havde altid ment, at det var en ærefuld og hæderlig sag at være ridder, så der var ingen ting at sige. Kun at hun ville mangle ham i sin hverdag. For han gjorde det så meget lettere at bo i Stenbjerg, der ellers kunne virke så koldt på mange måder. ”Du er i din bedste alder, Joshua. Men jeg klager bestemt ikke, hvis jeg kunne få en undskyldning for, at du blev hos mig.” Hun smilede igen oprigtigt. Det havde virkelig overrasket hende, hvor hårdt det havde været at sige farvel til Annora igen, men nu hun sad hos Joshua, skulle det nok gå. Det vidste hun.

[Joshua af Stenbjerg]

Han lo brummende ved hendes ord og rystede så på hovedet. "Du ved lige så godt som jeg, at jeg ikke er nogen ung hingst mere," han klappede hende på hånden. "Min storhedstid er overstået, og jeg må snart give tøjlerne videre til den næste generation," det ville bestemt ikke genere ham, så længe han kunne holde sig selv beskæftiget i Stenbjerg. "Men, jeg har gået og tænkt på, om jeg skulle tage mig en ny væbner. Blot for en sidste gang," han havde ikke luftet idéen for andre end sig selv. Og Annalin var absolut den nærmeste, han ville tale om sådan nogle ting med.

[Annalin af Stenbjerg]

Det lod ikke til, at det irriterede ham at tale om det og hun trak mentalt på skuldrene, smilede lidt til ham. Tjeneren var vendt tilbage med saft og frugt og hun tog sit glas, da det var blevet fyldt, nippede en smule til indholdet. Hun havde ikke følt sig tørstig, men nu hun drak, indså hun, hvor tør hendes mund og svælg havde været. ”Det lyder som en god ide. Jeg er sikker på, enhver væbner ville føle sig lykkelig over at kunne have dig at lære fra,” roste hun ham varmt og satte glasset fra sig for at tage en drue.

[Joshua af Stenbjerg]

Han tog selv et glas saft fra bakken, og lod så tjeneren satte frugten på det lille bord foran dem. Han nippede til glasset, mens han havde en tænkende mine i ansigtet. "Tror du? Det er efterhånden en del år siden, at jeg har haft en under mine vinger," måske var han i virkeligheden blevet for gammel til at være aktiv ridder. "Men hvis jeg tog mig en væbner, så ville jeg være langt mindre hjemme. At være skrivebords ridder og have en væbner er ikke at løfte sit ansvar særlig godt," fortalte han, og kløede sig lidt i skægget.

[Annalin af Stenbjerg]

Hun nikkede medgivende. ”Men samtidig er du dygtig, Joshua. Du er garvet og har mere erfaring end så mange andre. Det var vigtigt for hende, at hun fik understreget netop det, selvom hun da stadig håbede, at han ville blive i Stenbjerg hos hende, når han først var kommet hjem igen. Og Helena selvfølgelig. Nok også for hende. ”Og jeg ved, at du vil tage den rette beslutning.” Men det var hendes ansvar at opmuntre ham til, hvad end han ønskede. Det var det, familie gjorde.