Et år ældre

[Anina Skyggebane]

Kian Falkeblik
1. juli 527

Anina lænede sig lidt ind over bordet, lod fingeren løbe langs med ordene. Det var hendes erfaring, at det var lettere at lære at læse, hvis man fokuserede på de enkelte lydstykker og senere så bryggede det sammen til ord. Lyset gav det lille køkken en gylden glød. Havde man spurgt hende for et par år siden, var det ikke sådan, hun troede, hun ville tilbringe sin fireogtyveårs fødselsdag, men livet havde taget en uventet drejning. Og nu havde hun egentlig ikke særlig meget imod det. Kian var ikke skidt selskab.

Det var efterhånden et par uger siden, de havde indgået aftalen om undervisning og han havde bestemt taget et par gode skridt i den rigtige retning, selvom han bestemt ikke havde lige så let ved det som et barns åbne sind.

[Kian Falkeblik]

Det var længe siden, at han sidst skulle lære noget nyt. Sidst han havde fået undervisning måtte være, da han lærte at skyde med bue. Det havde været betydeligt sjovere. Fremskridtene havde været så tydelige – man kom tættere og tættere på centret af målskiven, man ramte sin første fjende, ens arme vendte sig følelsen af en spændt bue. Det der skrivehalløj var altså ikke lige så let. Det virkede endeløst.
Kian sad foroverbøjet ved bordet i Aninas lille lejlighed og forsøgte at læse de ord højt, som hun førte fingeren forbi. De havde været i gang et stykke tid, og nu måtte han give op og læne sig tilbage med et tungt suk. Hovedet følte sig noget presset efter alt det tanke-arbejde.

[Anina Skyggebane]

Det var bestemt stadig noget groft, men det var begyndt at gå. Selvom hun godt kunne mærke på ham, at han var begyndt at blive træt i hovedet. Det blev kun bekræftet, da han lænede sig tilbage og hun fulgte hans eksempel med et skævt smil om læberne. ”Det ser hårdt ud,” kommenterede hun med en drilsk undertone og skubbede en lille smule til bogen, så den ikke fremstod så afventende. Hun lagde benene over kors og lænede sig lidt mere tilbage i stolen.

[Kian Falkeblik]

Den drillende tone fremkaldte en let skulen fra ham, før han dog måtte trække lidt på smilebåndet. ”Jeg føler mig forfærdelig gammel og dum,” indrømmede han med et skævt smil og lagde træt nakken tilbage. Selvfølgelig var det normalt for en slyngel, at man ikke rigtig kunne læse, men det var stadig frustrerende at sidde og bøvle med noget, som 11årige børn for længst var rykket videre fra.

[Anina Skyggebane]

Smilet voksede en anelse ved hans karikerede skulen og hun kunne ikke dy sig for at sende et kækt blink hans retning. ”Måske er det ikke bare noget du føler, måske er du gammel og dum.” Udfordringen lå tydeligt i de blå øjne. Hun lænede sig lidt fremover og rystede så på hovedet. ”Spøg til sige, så synes jeg faktisk, det går meget bedre.” Anina sendte ham sit bedste opmuntrende smil og trak en lok af det røde hår om bag øret, trak den ene ben op, så hun sad med låret op langs torsoen.

[Kian Falkeblik]

Han rettede sig lidt op ved hendes ord og lænede sig til siden, så han kunne få ansigtet tættere på hendes. Han mødte roligt hendes blik med et drillende smil. ”Nå, så det synes du?” bemærkede han blot og iagttog hendes ansigt for en stund, før han trak sig. Hun havde jo givet udtryk for ikke at bryde sig om mænds tilnærmelser, så han måtte hellere lade være med at presse hende. I stedet samlede han bogen op og bladrede i den, imens han smilede lidt over hendes ord. ”Det vil jeg så tage som en kompliment,” erklærede han og blinkede til hende.

[Anina Skyggebane]

Han kom pludselig meget tæt på og hun var et kort øjeblik ved at rykke væk, stivnede ved tilnærmelsen, men nåede så at stoppe sig selv. Det kunne immervæk ikke være sådan hendes liv skulle være nu. At hun sprang væk, hver gang en mand nærmede sig. Derfor fastholdt hun blikket på hans øjne, vænnede sig til følelsen af at blive betragtet på den måde.

Alligevel åndede hun lettet op, da han brød den næsten trancelignende stemning og i stedet samlede bogen op. Hun smilede og rystede på hovedet af ham. ”Gør med det, hvad du vil.” Øjeblikket havde efterladt hende sårbar og hun prøvede at distancere sig igen. Men et smil skinnede stadig igennem hendes ord.

[Kian Falkeblik]

Han sendte hende et kækt smil ved bemærkningen og nikkede. Det var let nok at fornemme, at hun ikke følte sig helt sikker i situationen, så han holdt blikket mod bogen og bladrede lidt frem og tilbage i søgen efter billeder. Han kunne ikke undgå at gruble lidt over, hvad der mon var hændt Anina før i tiden. Måske havde hun været prostitueret eller sådan noget? De blev ofte udsat for overfald. Eller måske havde hun haft en voldelig partner? Det havde jo lydt som om, at hun flygtede fra noget ... ”Du er en god lærer ... selvom det nok ikke betyder meget, når det kommer fra mig.” Han grinede lidt. ”Jeg har jo ikke så meget at sammenligne med.” Han bladrede endnu en side videre.

[Anina Skyggebane]

Hun betragtede ham nysgerrigt, mens han bladrede igennem bogen. Ved deres tidligere møder havde hun været for selvbevidst til rigtig at kunne studere hans træk og nu virkede som den perfekte lejlighed til det. Hans ord fik hende til at smile og hun sænkede respektfuldt blikket af komplimentet. ”Mange tak.” Hun følte sig en lille smule klemt ved det. ”Selvfølgelig betyder det noget,” forsikrede hun ham i stedet og smilede opmuntrende. ”En god lærer skal kunne komme sin elev i møde og kunne formidle viden på en måde, så personen forstår det.”

[Kian Falkeblik]

Han lyttede til hendes ord. En svag rynke formede sig panden. På nogle punkter virkede hun som alle andre slyngler, men de ord, der kom ud af hendes mund var af og til så ... anderledes? Han lukkede bogen og vendte blikket mod Anina. ”Anina, du er ikke opvokset et sted som Nedre By, vel?” Hovedet lagde sig en smule på skrå. Han vidste, at hun flygtede fra noget, men den måde hun talte på var alt for dannet til, at hun kunne være vokset op i slummen. Der var dog intet dømmende i hans ord, han gav blot udtryk for sin undren. ”Du taler alt for pænt.” Han lod tonen blive en tand drillende og smilede i et forsøg på at være mere afvæbnende.

[Anina Skyggebane]

Det var åbenlyst på hans foldede pande, at han undrede sig over hendes ord og hun slog sig mentalt i panden. Det var virkelig sværere end hun først havde antaget, det med at foregive at være fra samfundets underklasse. Til hans undren, der blev udformet i et kompliment, smilede hun let. ”Ting forandres,” konstaterede hun og trak på skuldrene. Der var ingen grund til at uddybe og det havde hun heller ikke lyst til. ”Nu bor jeg i Nedre By.” Og Guderne være takket for det på mange punkter. Måske nogle kvinder bare ikke var født til livet som komtesse og nådigfrue?

[Kian Falkeblik]

Han grinede lidt. ”Sandt.” Han var jo ikke selv blevet hængende i sin hjemby, så at snage i Aninas fortid ville vel være dumt. Det var måske heller ikke helt retfærdigt, at han sad og gættede ting om hendes liv uden at give noget igen. ”Jeg er jo selv fra Tusaine,” bemærkede han, selvom det vist var noget, hun allerede vidste. Der skulle nok lidt mere til, før de var på lige fod i, hvad de vidste om hinandens baggrund. ”Min mor var en skøge,” fortalte han derfor og fandt frem til en illustration i bogen. Det forestillede en bjørn i en skov. ”Nu bor jeg i Nedre By,” grinede han så og brugte Aninas egne ord, imens han forsøgte at læse ordene under illustrationen. Nu vidste hun lidt mere, så burde de være lige igen.

[Anina Skyggebane]

Hun løftede brynene, men kom ikke med indvendinger, da han begyndte at fortælle en smule om sig selv. I stedet så hun på ham med utilsløret nysgerrighed og oprigtig interesse. Godt nok vidste hun allerede, hvor han var fra. Det havde ikke just været svært at finde ud af. ”Jeg er fra Tortall, men et langt varmere sted. Tættere på Tusaine end Corus.” Hun smilede kryptisk. Det kom i små, varsomme bidder, men langsomt åbnede hun en smule mere op for ham. Det var vel også ganske naturligt, når de efterhånden havde tilbragt nogle timer sammen. "Og mine forældre var gift."

[Kian Falkeblik]

Da hun svarede ham med lidt mere information, så han endelig op fra bogen med et skævt grin. ”Blærerøv,” bemærkede han, da hun fortalte, at hendes forældre var gift. Han anede ikke selv, hvem hans far var – men følte dog heller intet behov for at finde ud af det. ”Men fint ...” Han lagde eftertænksomt nakken tilbage for at finde på noget at slå hende med. ”Jeg har været i Carthak – der er det endnu varmere,” startede han, en tand selvtilfreds. ”Jeg dræbte for første gang, da jeg var 13 år.” Han kunne jo ikke rigtig stikke familie-tingen, så han måtte smide noget andet på banen, som han kunne vinde i.

[Anina Skyggebane]

En overrasket latter forlod hende. Sådan var der ingen, der nogensinde havde talt til hende. Jo, måske der var en, der havde sagt noget grimt efter hende på gaden efter hun var kommet til Nedre By, men aldrig lige op i hendes ansigt. Men hun kunne sagtens se humoren i det. Hun satte sig lidt mere op og kom derfor automatisk en smule tættere på ham, oplivet af deres lille leg. ”Jeg har godt nok aldrig været i Carthak og jeg tog mit første liv i en alder af treogtyve, men i en alder af tretten kunne jeg både læse og skrive.” Hun rakte drillesygt tunge af ham.