På gensyn

[Niklaus af Legan]

Alexander af Viksø

Det var ikke mere end et par dage siden, Niklaus havde fået sin marchordre. Og han havde ventet til absolut sidste øjeblik med at fortælle Alexander det. Bare tanken om at skulle undvære ham, fik det til at give en knugende fornemmelse i maven. Han så sig opmærksomt omkring, da han trådte op til døren, han havde stået foran så mange gange. Alexanders hoveddør. Forsigtigt bankede han og trådte lidt tilbage, selvom han mest af alt havde lyst til at bryde døren op og komme ind til sin elskede. Han pustede vejret tungt ud. Hvordan i alverden skulle han dog forklare? Nu virkede det helt tåbeligt ikke at have advaret ham. Især nu der kun var en enkelt nat tilbage, før han tog af sted.

[Alexander af Viksø]

Alexander havde tilbragt en behagelig dag, sammen med sine venner nede på markedspladsen. De havde leet og set på boder og han havde endda fundet en lille ting, som han havde planer om at give til Nik, når han så ham igen. For øjeblikket sad han dog på sin seng med en tyk bog om Tanlanen's teorier og var efterhånden helt skiløjet af at koncentrere sig om den. Derfor var den bankende lyd også ganske velkommen og han lagde bogen fra sig i sengen og gik hen for at åbne.

Udenfor stod Nik og Alexander kunne ikke lade være med at smile bredt og træde tilbage, så han kunne lukke ham ind og derefter lukke verden ude igen. Da det var gjort, trådte han ind i Nik's favn med et varmt bankende hjerte og lagde sine læber mod hans, uden at han på noget tidspunkt havde sagt noget.

[Niklaus af Legan]

Som altid var der et smil at spore på Alexanders læber, så snart de lagde øjne på hinanden og selvom Niklaus var nervøs for den forestående samtale, kunne han ikke lade være at føle samme glæde ved gensynet. Ikke fordi det ville gøre deres tid fra hinanden lettere. Tværtimod.

Han brød kysset efter lidt tid og lagde sin hånd mod Alexanders kind, smilede ganske let. ”Du ser fantastisk ud,” mumlede han og lagde endnu et kys mod hans læber, før han trak sig tilbage. ”Men vi bliver nødt til at tale sammen.” Selvom han mest af alt havde lyst til at slæbe ham over i sengen, som de havde for vane, ville det ikke være rigtigt. Alexander fortjente at vide sandheden. Og han var allerede sent på den.

[Alexander af Viksø]

Et stort smil kom igen frem, da Nik komplimenterede hans udseende. Han elskede at se godt ud for Nik. De næste ord, fik dog smilet til at falme let, for tonefaldet var seriøst og han mærkede allerede en tung sten i maven. Han tog Nik's hånd og førte ham hen, så de begge kunne sætte sig på kanten af sengen. "En ny forlovelse?" spurgte han mismodigt og forsøgte at brøste sig til svaret. Selvom han ikke var sikker på, at han kunne gå det igennem igen, som de havde kæmpet med, under Nik's forlovelse med Mariette.

[Niklaus af Legan]

Der blev bestemt ikke lagt skjul på følelserne fra Alexanders side, men det var han vant til og han lod sig trække hen til sengen, satte sig på kanten ved siden af ham. Ved ordene måtte han le en anelse af lettelse. ”Nej, dog ikke,” svarede han fornøjet og havde et øjeblik helt glemt, at alt stadig ikke var helt godt. Han hævede hånden og lagde den på hans kind. ”Jeg har fået marchordre. Turen går til Frølund.” Smilet var vemodigt og han var endnu ikke nået til det værste. Han rejste næste morgen.

[Alexander af Viksø]

Lettelsen skyllede ind over ham, da han fik at vide, at det ikke var en ny forlovelse, der var tale om. Han var så lettet, så han sukkede dybt og så bagefter igen smilede, mens han ventede på, hvilke nyheder det så var, Nik kom med.

Smilet falmede igen lidt, men lettelsen over, at der ikke var tale om forlovelse, var stadig så stærk i ham, så han kun blev en smule trist. "Det er jo dit arbejde," sagde han med en smal stemme og lænede sig ind mod ham, så han kunne lægge sit hoved på Nik's skulder. "Hvor længe?"

[Niklaus af Legan]

Det var en lettelse at se, at Alexander ikke mistede modet komplet og stadig formåede at smile, selvom det ganske vist var falmet en smule. Han trak ham villigt ind til sig og strøg hånden over hans hår, før den vandrede ned om hans skulder og han i stedet begravede læberne i de lyse krøller. ”Nogle måneder, måske et halvt år.” Han trak på den ene skulder, hvor Alexander ikke lå og lagde endnu et kys i hans hår. ”Men… Der er ikke længe til, jeg rejser.” Han sukkede. Det var vist årets underdrivelse.

[Alexander af Viksø]

"Et halvt år?" spurgte han med en stemme, som måske blev en anelse grødet nu. Han forsøgte dog på at holde det tilbage. Han vidste godt, at det var en ridders lod og han var stolt af Nik for at forsvare landet mod alle de farer, der lurede derude. Og netop som den tanke gled gennem hovedet på ham, rettede han sig op igen med et sæt. "Frølund?! Jamen.. Det er jo oppe ved den scanranske grænse!" Det var en af de allerfarligste grænseposter og pludselig havde han lidt svært ved at trække vejret og han så på Nik med et skræmt blik. "Hvor.. Hvornår skal du rejse?"

[Niklaus af Legan]

Modet faldt ham straks blytungt i maven, så snart han hørte, hvor grødet og uklar Alexanders tale hvor blevet. Han kunne ikke bære at skulle sige farvel til ham på den måde, men det var alt for risikabelt at bede ham tage med til Frølund. Også selvom det var det, han ønskede mere end noget andet. Og det blev ved. ”Ja, det er sandt,” mumlede han brødebetynget ned i hans hår og fik det kun dårligere over den stigende desperation. Han slap ham og måtte se væk under det skræmte blik. ”I morgen.”

[Alexander af Viksø]

Hans øjne blev store et øjeblik, inden han så mærkede en indignation. "I.. Imorgen?!" Stemmen var tættere på vred nu, end den var på desperat og for en gangs skyld havde han et vredt glimt i øjet. "Hvor længe har du vidst det?" Det var helt umuligt, at Nik først havde fået det at vide i dag. Det var ikke den måde, tingene fungerede på. Hvilket måtte betyde, at han havde holdt det fra ham. Og tilfreds var Alex ikke i dette øjeblik. Han skænkede det ikke et øjeblik en tanke, at han kunne tage med til Frølund. Han havde sine studier, som han ikke bare kunne rejse fra.

[Niklaus af Legan]

Niklaus så til, mens Alexander gik fra overraskelse gennem indignation og til vrede. Han vidste, det ville komme, men han havde ikke kunne holde sig selv fra at håbe på, at Alexander ville kunne se fornuften og nyde deres sidste aften sammen, før han tog afsted. Spørgsmålet fik den dårlige samvittighed til at gnave mere i maven på ham og sammen med den kom irritationen. For han nægtede at have dårlig samvittighed over at tjene Kronen! Og han behøvede da virkelig ikke skulle forsvare hver af sine valg for Alexander! ”Lidt over en uge,” svarede han derfor og pustede sig en smule op under det bebrejdende tonefald.

[Alexander af Viksø]

"En uge?" Stemmen var næsten himmelfalden. Han lod hovedet falde ned i sine hænder og støttede det ved at sætte albuerne på knæene. "Mithros Nik, hvorfor har du ikke sagt noget?" Ikke nok med, at han skulle finde ud af en måde, hvorpå han kunne overleve tanken om, at hans store kærlighed var i livsfare hver dag, nu skulle han også acceptere, at han var væk allerede i morgen. Og at han ikke ville se ham i måneder derefter. Måske endda et halvt år. Det sved i øjenkrogene og han følte sig en anelse forrådt over, at Nik ikke havde ønsket at give ham en mulighed for at nå at håndtere dette, inden han var væk. Tårerne hobede sig op i øjnene på ham og løb over, mens han så ned i gulvet.

[Niklaus af Legan]

Irritationen blev til bekymring, da Alexander gemte sit ansigt væk i hænderne og han rakte ud efter ham blot for at sænke hænderne igen. Han havde ingen anelse om, hvordan han skulle håndtere hele situationen. Tøvende trak han ham så alligevel ind til sig. ”Jeg elsker dig, Alexander. Og selv hvis jeg ikke er hos dig fysisk, er jeg hos dig i tankerne.” Han lagde endnu et kys i hans hår og bad til Guderne om, at han ville lytte. Det ville gøre det hele så meget lettere, hvis de bare kunne se gennem fingre med afskeden. De havde stadig nogle timer sammen.

[Alexander af Viksø]

Alexander havde lyst til at sukke tungt. Eller komme med en bidende kommentar om, at det vidste han sådan set godt. For Niklaus havde tydeligvis ikke fattet, hvad det var, han var ked af det over. Men han følte sig fanget, fordi han vidste, at hvis han gav sig til at diskutere, så ville deres sidste aften i mange måneder være et dårligt minde og samtidig følte han virkelig behov for at få forklaret Nik, hvorfor dette ikke var i orden.

Derfor var omfavnelsen mere restriktiv, end den var trøstende og Alexander anede virkelig ikke sine levende råd. I sidste ende blev følelserne for meget og hans stemme var stadig trist og grødet, da han sagde; "Du burde have fortalt mig det noget før." Han forsøgte ikke at komme ud af omfavnelsen, men han fandt den heller ikke decideret rar.

[Niklaus af Legan]

Han sukkede ved ordene og nikkede så ganske let ned mod Alexanders hoved. ”Det ved jeg godt. Men jeg vidste ikke hvordan.” Igen slap han ham kun for at kunne finde hans øjne med sine egne. En varm hånd strøg ham blidt over kinden. ”Jeg er ked af det. Kan du tilgive mig?” spurgte han og holdt hans blik med sit. Han ville så gerne se Alexander smile igen. Bare et par gange, før han blev nødt til at forlade ham. Hvilket var årsagen til, han ikke havde sagt det noget før. Men det lod han ikke til at kunne forstå.