Hvordan skal det dog gå?

[Gavin af Trebond]

Iliane af Disart

28. juni, 527 M.T.

Han havde tilbragt alle ledige stunder med Iliane i den sidste uge og alligevel følte han ikke, at han havde fået set hende nok. Overhovedet ikke faktisk. Han havde været hjemme og hente sine ting i god til inden afrejse og stod nu i hendes hus igen. Han smilede lidt ved tanken om, at han faktisk havde været her så længe, at han næsten følte sig hjemme. Han behøvede heldigvis heller ikke vente på, at en tjener viste ham frem længere. Han fik selv lov til at gå hen i den rigtige stue, når bare han havde fået besked om, hvor hun var.

[Iliane af Disart]

At være enebarn havde været ganske godt på mange måder. Iliane var på ingen måde fremmed med ideen om at være alene. Men efter Gavin havde været hos hende næsten hvert øjeblik den sidste uge, virkede der underligt tomt uden ham og tanken om, at han snart skulle være væk i flere måneder virkede derfor nu mere end nogensinde før uudholdelig og truede med at flå hendes lille hjerte i stykker.

Hun så derfor op det øjeblik, hun hørte skridt nærme sig og stod allerede op, da Gavin trådte ind i den lille stue. Bestemt tog hun hans hånd og førte ham direkte tilbage ud i den store hall, op ad trapperne og ind i sit soveværelse. Den stoiske ro, der normalt kendetegnede den unge grevinde, var krakeleret.

[Gavin af Trebond]

Han blev ærligt talt lidt overrasket, da hun med det samme trak af med ham og han havde næsten svært ved at følge med hende. Han lukkede døren efter hende og så bekymret på hende. "Lia? Hvad..?" Han havde en lille uro i maven. Han hadede at skulle efterlade hende. Men han var slet ikke sikker på, at han kunne gøre det, hvis han var nødt til at forlade hende, mens hun var ked af det. Og han håbede meget, at det ikke var dét, der var i vejen.

[Iliane af Disart]

Det var svært ikke bare at knække sammen og hulke som et lille barn, da hun så det bekymrede udtryk i hans ansigt. Uanset hvor meget hun hadede ham for at skulle forlade hende, kunne hun ikke holde sig fra at elske ham med hele sit væsen blot ved synet af hans ansigt. Langsomt trådte hun op på tæer og lod fingrene stryge igennem de mørke lokker. De fortsatte ufortrødent ned over hans tindinger og over hans bryn, ned langs næseryggen og over kindbenene og ned over hans kinder, mens de blå øjne vågent fulgte deres bevægelse, sugede hver lille del af ham til sig. De var blanke og glasagtige, men hun holdt tårerne tilbage.

[Gavin af Trebond]

Hendes hænder, som nærmest memoriserede alle træk i hans ansigt, var næsten for meget af det gode og da han så hendes blanke øjne, fandt der også tårer frem til hans egne øjne. "Lia..." Der var en verden af bøn i det ene ord, inden han bukkede sig ned og løftede hende op til sig igen. "Du kan jo altid komme og besøge mig deroppe, hvis du savner mig for meget," hviskede han ind mod hendes øre, nu hvor han havde hende tæt på igen.

[Iliane af Disart]

Ved de tusind ord og abstrakte følelser, der var proppet ned i det ene ord, skælvede hun ganske let i hans arme og lod sig knuge ind til ham, lagde et kys mod hans øre. Hans ord fik endeligt tårerne til at løsrive sig. Det var ikke det, hun havde tænkt sig, men hun kunne ikke stoppe det nu. Ikke længere. Det væltede ud. ”Du må ikke tage af sted, Gavin,” bønfaldt hun ham ømt og knugede sig ind til ham, mærkede hvordan en tåre sneg sig ned over hendes overlæbe. ”Du lovede, du ikke ville forlade mig.”

[Gavin af Trebond]

Han havde ikke troet, at han kunne få det værre, end han allerede havde. Men han tog fejl. Det indså han ved hendes næste ord og han følte det næsten, som skød nogen ham en pil i hjertet. Han var sekunder fra at hulke og mere end glad for, at hun ikke kunne se hans ansigt. For det var ikke ham, der skulle trøstes lige nu. Det var hende. Og så måtte han finde ud af, hvordan han kunne leve med sig selv bagefter.

Han lagde en hånd over hendes hår og fik endelig nok styr på sin stemme til at kunne trøste hende. "Jeg forlader dig aldrig, Lia. Det lovede jeg og det holder jeg. For selvom jeg måske befinder mig i Frølund, så kommer mit hjerte til at ligge i sikkerhed her hos dig, indtil vi ses igen." Han drejede hovedet og kyssede hende på halsen. "Jeg elsker dig højere, end du kan forestille dig. Men det her er ude af min kontrol."

[Iliane af Disart]

Alt, hun ikke vidste, hun ønskede, fandt hun hos ham. Varme, trøst, kærlighed. Og hun knugede sig til det, som afhang hendes liv af det. Hans ord fik hende kun til at mærke frygten for at blive efterladt alene tilbage uden ham rodfæste sig mere i hendes indre og hun strammede grebet en ganske lille smule om ham, før hun trak sig en smule tilbage og rystede hovedet. ”Det er ikke godt nok,” indvendte hun og rystede på hovedet. Der var et bedende udtryk i de blå øjne, som så op på ham. ”Du har fået lokket mig ind til at love dig troskab og så tager du væk i flere måneder. Hvordan kan du det?”

[Gavin af Trebond]

Hun søgte hans blik og han havde det værre end en kat, som var blevet kørt over af markedsmylderets vogne. Han sukkede tung og gik hen til sengen og arrangerede hende på sit skød. Øjnene var en smule blanke nu, men han havde ikke styrken til at holde det tilbage.

"Fordi det er min pligt, Lia. Jeg svor en ed, da jeg modtog mit skjold og indtil den dag, hvor jeg får noget andet at lave, så er det også min eneste indkomst." Hans skuldre faldt lidt og han strøg hende over håret, mens han så hende ind i øjnene. "Du kan jo heller ikke selv sige dig fri for at være bundet af pligt. Hvor længe kunne du være blevet hos mig i Corus og forsømt dine pligter i Disart?" 'Åh Mithros, lad hende nu forstå..'

[Iliane af Disart]

Det var ganske tydeligt, hvor meget hun havde forandret sig med ham i sit liv, da hun ikke modsagde ham, men blot lod sig placere på skødet af ham. Hun rystede på hovedet. ”Du kunne være taget med mig. Det er ikke alle riddere, der tager afsted mod Frølund. Det skal du ikke bilde mig ind.” Hendes stemme var hård og forurettet i et forsøg på at skjule den skrøbelige sårbarhed inde bagved. Hun ville ikke have flere kærtegn. Hvorfor insisterede han sådan på, at hun skulle elske ham, hvis ikke han kunne være der til at modtage hendes kærlighed?

[Gavin af Trebond]

Han var lige ved at give op og bare gå sin vej. Han kunne simpelthen ikke klare det her. Det var alt for meget. Men samtidig så vidste han også, at han ville hade sig selv, hvis det var den måde, han efterlod deres forhold på. Hans stemme var dog opgivende og trist, da han svarede hende. "Og gjort hvad? Siddet og trillet tommelfingre hele dagen, mens du var ude at arbejde og ladet dig betale for mit ophold??" Han slog ud med armene og sukkede så igen. "Jeg er ked af, det ikke er anderledes, men det er jo ikke fordi du ligesom har givet mig meget håb om, at jeg ville have noget at foretage mig på Disart inden for nær fremtid." Han sukkede igen og brugte håndroden til at tørre en tåre væk fra øjenkrogen. "Uanset er det for sent nu. Jeg har fået marchordre og hvis jeg bliver væk nu, bliver jeg sat for en domstol."

[Iliane af Disart]

Igen skød han det hele over på hende og hendes behov for at være selvstændig. Det sydede i hende. Det var simpelthen for uretfærdigt! Hans tårer rørte på noget i dybet, men hun var for travlt optaget af ikke at eksplodere til at tænke på, hvad. ”Det lyder til, du bebrejder mig for dette!” udbrød hun forarget og trak sig væk fra ham, kom op at stå igen. Ikke om hun ville finde sig det. Og så i sit eget hjem. ”Så synes jeg ærligt, du bare skulle skride, hvis du mener valget er mellem at skulle være stor og stærk ridder for kronen og riget eller at skulle sidde og kede sig hos mig i Disart.”

[Gavin af Trebond]

Og frem kom endnu en tåre, da hun trak sig væk fra ham. Igen. Og han havde ikke overskuddet til at tvinge hende. Ikke nu. "Lia.." Stemmen var igen næsten bønfaldende. "Vær sød ikke at gøre det ved mig. Ikke i dag. Ikke når jeg skal rejse. Tving mig ikke til at tage af sted på denne måde." Han var nødt til at prøve at appellere til hendes bedre jeg. Og så bad han bare til, at hun ville se fornuft.

[Iliane af Disart]

Det var ikke let at ignorere det bønfaldende tonefald, men hun gjorde det. Han sagde hende ikke engang imod eller prøvede at forklare sig og det havde lagt en stikkende fornemmelse i hendes bryst. Et liv med hende ville være kedeligt. Sådan havde han det. ”Lad være at prøve på at manipulere med mig på den måde!” beordrede hun ham og rystede på hovedet. Hun kunne ikke have det. Så fordi han havde valgt at tage af sted, måtte hun ikke sige noget, fordi han skulle afsted. ”Jeg har lov til at ytre min mening om det.”

[Gavin af Trebond]

Han burde have gættet, at det ikke ville hjælpe. Hun var simpelthen ikke i stand til at se tingene fra hans side og det fik hans hjerte til at briste. "Det har du ja. Men jeg behøver ikke at sidde og høre på det." Hans øjne var stadig blanke, som han rejste sig op. "Jeg elsker dig, Lia. Jeg skriver ved næste stop." At blive og fortsætte denne diskussion gjorde ikke nogen af dem noget godt og selvom han ikke kunne holde til at efterlade hende sådan, så lod det ikke til, at han havde meget valg. Så han gik ud af døren, gennem huset og sad op på sin hest - alt sammen med blanke øjne.