Sandheden på bordet

[Vitor Øksesvinger]

Selmira Skæbneseer
18. juni 527 M. T.

Efter at Hector havde forladt Vitor, havde den blonde kriger sat sig ned ved sit bord, mens tankerne kredsede rundt i hans hoved. Han anede ikke, hvad han skulle stille op med de oplysninger, som Hector havde givet ham. Bare tanken om, at Selma skulle være seer. At hun skulle kunne se folks fremtid, det skræmte ham. Man havde altid frygtet dem derhjemme.

Efter at have siddet ned i en times tid, besluttede han sig for at opsøge hende. Det var det eneste, han kunne gøre. Og så måtte han se, hvad der skete.

Han forlod sit hjem, og gik gennem gaderne, til han ramte Aben. Her gik han op ad bagtrapperne, ind på gangen med værelserne, og stoppede op foran Selmas dør. Han bankede lavmælt på. Meget ulig ham. Men han var også lidt ved siden af sig selv lige nu.

[Selmira Skæbneseer]

Hun havde ikke engang ventet til Hector var helt ude af stuen, før hun var sprunget op fra sin stol og havde pakket sine ting tilbage. En lille dreng på gaden havde fået en mønt for at finde Kian og overbringe ham beskeden om, at hun ville møde ham ved havnen, klar til at tage et skib mod Legan, før hun var stormet op på sit værelse.

Tungt dumpede hun ned på sin seng og tog sig til håret. Det havde været så uendeligt dumt at blive i Corus efter først at være blevet genkendt af Alysy flere måneder tilbage. I en hård bevægelse rejste hun sig og hamrede en knyttet næve ind i væggen, udelukkende for at skrige i smerte, da hendes hud over knoerne flækkede. Et stykke stof blev hurtigt bundet om, før hun kastede sig over sit værelse. Nu skulle alt pakkes sammen.

Tøj blev kastet i en sæk, der blev smidt over på sengen, før hun med større omhu gav sig til at pakke sine urter og sammenbrygge væk. En banken på døren fik hende til at stivne og hun skyndte sig om ved siden af døren, så hun ville kunne springe direkte på hvem end, der skulle være på den anden side uden at få døren i hovedet, når den svang op. Lige så forsigtigt rakte hun frem og drejede nøglen og hørte låsen gå op med et lavt ’klik’. Så var det bare at vente.

[Vitor Øksesvinger]

Han hørte nogen derinde. Og han hørte vedkommende standse op ved døren. Men der gik endnu et par sekunder, inden nøglen i døren blev drejet om. Og selv derefter, blev døren ikke åbnet. Han rynkede panden. Hvad foregik der her?

Han rakte frem. Tog ned i håndtaget og skubbede døren op. Men han gik ikke ind. Han blev stående ude på gangen. Hans blik scannede det af rummet, som han kunne se i det sparsomme lys, som kom ind ad vinduerne. Der var rodet. Tasker på gulvet, men ingen Selma. Han trak vejret dybt ned i lungerne, inden han valgte at åbne munden. "Selma?"

[Selmira Skæbneseer]

Døren klagede, da den blev skubbet op og hver muskel i hendes krop spændtes, mens hun gjorde sig så lille som mulig, så vedkommende på den anden side ikke ville kunne se hende. Der gik noget tid, så lød en velkendt stemme. Åh, pis. Vitor. Den havde hun ikke lige forventet. Han ville sikkert stille spørgsmål til rodet.

Langsomt kom hun op at stå og trådte frem, så han ville kunne se hende. ”Vitor,” hilste hun uden at vide, hvilket ben, hun skulle stå på. ”Jeg forventede dig ikke?” Hun hævede brynene og prøvede at gemme sin nervøsitet bag nysgerrighed. Han kunne ikke vide det, kunne han? Nej, så vidt hun vidste, talte Vitor og Hector ikke rigtigt sammen. Og han brød sig virkelig heller ikke om Alysy.

[Vitor Øksesvinger]

Han afventede en reaktion. Han forventede at se nogen bevæge sig rundt i rummet, men det skete ikke. I stedet trådte hun frem fra pladsen lige ved siden af døren. Og da hun stod der, lagde han sine arme over kors. Han lagde sit ansigt i så neutrale folder, som han kunne.

"Nej, det kan jeg se," sagde han, måske en anelse mere brysk end han havde regnet med. "Og hvornår havde du tænkt dig, at informere mig om din afgang?" Det var tydeligt, at hun var i gang med at stikke af. Og helt ærligt? Det sårede han, at hun ikke ville sige farvel til ham.

[Selmira Skæbneseer]

Det var ganske tydeligt at se, hvordan hans kropssprog lukkede sig det sekund, han fik øje på hende og Selma stoppede op, afholdt sig selv fra at gå hen til ham. Brynene rynkedes ved lyden af den hårde tone. ”Jeg flytter bare. Tilbudt et værelse.” Stemmen knækkede, selvom hun prøvede at lyve så overbevisende som muligt. Hun var ikke en god løgner og selvom hun havde fået nogen træning efter at være kommet til Nedre By, skælvede det en anelse. ”Hvad laver du her?” Hendes håndflader føltes svedige og hendes mund tør. Hun trådte forsøgende et par skridt tættere på ham, prøvede at opføre sig så normalt som muligt.

[Vitor Øksesvinger]

Da hendes stemme knækkede, og den samtidig skælvede lidt, vidste han, at hun løj for ham. Og det fik hans øjne til at blive hårde. Han betragtede hende, og bevægede sig først, da hun trådte et skridt tættere på ham. Han reagerede instinktivt ved at træde tilbage. Han skulle ikke være tæt på hende og hendes evner. Det bragte ulykke over en, hvis man kendte sin egen skæbne. "Fortæl mig i stedet, hvorfor du stikker af?" Han havde gennemskuet hendes løgn, de kendte hinanden godt. Det havde de gjort i flere måneder.

[Selmira Skæbneseer]

De havde efterhånden kendt hinanden i nogen tid og hun så straks, hvordan hans blik blev hårdt ved hendes løgn. Hun burde havde vidst bedre. Alligevel var det som et stød i brystet, da han rykkede væk fra hende. ”Vitor?” Hun var uforstående og såret, selvom hun ikke ville stå ved det. Ved spørgsmålet veg hun lidt tilbage. Hun kunne ikke være ærlig. ”Kian…” Hendes stemme døde ud, da hun skulle til at starte en ny løgn. ”Min fortid er nået til Corus.” Der var ikke en bedre måde at forklare det på.

[Vitor Øksesvinger]

Han rystede på hovedet. Hun skulle ikke komme nærmere. Og han havde ikke tænkt sig at komme tættere på hende. Hans kæbe blev spændt, da hun endnu engang forsøgte at starte en løgn. Var det virkelig det han var værd for hende? Løgne? Han var såret. Dybt og det gjorde ondt. Men som altid, var han ikke god til at håndtere følelser. Han lukkede bare af for dem og gjorde sig hård. "Den fortid, som du ikke ville fortælle mig om?" Spurgte han, men kendte allerede svaret. "En fortid, som jeg skal finde ud af fra andre?" Denne gang var hans stemme såret, og et glimt af det viste sig også i hans øjne.

[Selmira Skæbneseer]

Det var tydeligt at se følelserne, der rasede under Vitors hårde overflade og hun havde en bitter smag i munden, der smagte lidt for meget af skam. Han talte endelig, men ordene fik hende kun til at blive mere forvirret. Og nervøs. ”Hvad?” spurgte hun forbløffet og trådte så alligevel et skridt tættere på ham, selvom han havde gjort tegn til, at hun ikke skulle komme tættere på. ”Har du søgt information om mig?” spurgte hun lavmælt uden helt at kunne forstå, hvordan det hele var blevet så rodet så hurtigt. Så dæmrede den. ”Hector?”

[Vitor Øksesvinger]

Hans næsebor vibrerede, da hun trådte nærmere. Han var tydeligvis ikke vild med den handling. Men han kunne ikke rykke længere bagud, uden at de begge to stod ude på gangen. Og det så han ingen nytte i. "Jeg har ikke søgt information om dig nej," det havde været en klar aftale fra starten af. "Men Hector opsøgte mig i dag. Og fortalte mig om en ung pige med Vild Magi, der var synsk," han så direkte på hende. "En ung pige, som havde sorte markeringer omkring øjnene, hed Selmira og rejste samen med Kian Falkeblik."

[Selmira Skæbneseer]

Det faktum, at han ikke længere ville træde længere bagud fik det til at summe triumferende i hendes bryst, men hun blev stående, mens han forklarede. Det havde været Hector. Og hun havde ikke været hurtigt nok ude, fordi hun ikke havde haft lyst til at forlade ham. Vitor. ”Du siger synsk, som var det en sygdom,” pointerede hun og kunne ikke undgå at føle sig stødt over det. Hun havde levet med alle hans fejl og mangler, og selvom hun altid mere havde set det som en forbandelse mere end en gave, kunne hun ikke undgå at være såret over, at han så tydeligt var enig.

[Vitor Øksesvinger]

Hans ansigt fortrak sig i en grimasse, der ikke rigtig var hverken vred eller noget andet. Han kunne ikke bestemme sig for, hvad han var. Han havde ikke taget stilling til sine egne følelser længe. Ikke udover, når han lå med Selma. "Det er det, hvor jeg kommer fra," sagde han. Han rystede opgivende på hovedet. "Hvorfor skal jeg finde ud af sådan noget, fra en som Hector, og ikke fra din egen mund?" Det var nok det faktum, han var mest såret over. Men havde han overhovedet ret til at være såret? Hvad var det helt præcist, som de havde sammen? "Men jeg kan se du har travlt med at stikke af. Jeg vil ikke sinke dig yderligere," han drejede rundt, og begyndte at gå ned af gangen.

[Selmira Skæbneseer]

Selma brød sig ikke om synet af den grimasse, hans ansigt dannede. Hun havde aldrig set ham sådan. Hvis han så bare havde været vred, ville hun hellere end gerne tage et slag og så komme videre end denne… Ja, hun vidste ikke engang, hvad han følte. ”Vitor!” Uden at tænke over det satte hun i spring efter ham og fik i en hurtig bevægelse revet ham rundt, før hun skubbede ham ind mod væggen. ”Du går ikke fra mig.” Hendes stemme var lav og bestemt. Hun ville gøre hvad end det krævede at få ham til at forstå. Eller i hvert fald bare lytte.

[Vitor Øksesvinger]

Han gik med vrede skridt afsted, inden han blev vendt rundt af hende, og hamret ind i den nærmeste væk. Hendes ord gjorde ham vred. Nok mere, end han havde været længe. "Så jeg må ikke gå fra dig, men du må gerne gå fra mig?" Snerrede han, og skubbede hende hårdt fra sig. Han trådte igen væk fra hende. Han ville ikke være så tæt på hende. Man vidste aldrig med folk, der kunne magi. Han holdt sig langt væk, hvis han kunne komme til det. "Fortæl mig, hvorfor du stikker halen mellem benene som en skræmt hundehvalp?!"