Fremtidssnak

[Gavin af Trebond]

Iliane af Disart

Gavin lod sig melde ved Iliane's hus og ventede uroligt i hallen. Han havde allerede talt med sin mor, sine søskende og Elisia. Turen var kommet til Iliane og det var ærligt talt den samtale, han frygtede allermest for.

Da han blev hentet af en tjener, fulgte han lydigt med og smilede, da han så hende. Han ventede, indtil tjeneren havde ladt dem alene og han gik hen og gav hende et let kys. "Undskyld, jeg kommer uanmeldt. Har du tid?"

[Iliane af Disart]

De seneste dage havde været fyldt til bristepunktet med frokost- og middagsaftaler, møder, breve og andre arrangementer, der skulle ses til og plejes. Som det var krævet, når man skulle drive et len. Ikke fordi det var en pligt, Iliane nogensinde havde haft noget imod. Hun var født til at være grevinde, men netop den seneste uge havde efterladt hende udmattet. En tjener åbnede døren og leverede beskeden om en hvis ridder, der stod i hendes hall.

Med kyndige hænder rettede hun håret til og glattede kjolens skørt ud, mens Gavin blev ført til kontoret. Da han kom til syne i døråbningen trådte hun væk fra skrivebordet og hen til ham, besvarede hans kys. ”Du er en kærkommen distraktion.” Hendes hånd fandt vej til hans. ”Kan jeg byde på noget?”

[Gavin af Trebond]

Han smilede, da hun blev glad for at se ham og han gav hendes hånd et varmt klem, da hun tog hans. "Noget at drikke kunne være rigtigt fint." Han var ærligt talt tørstig efter alle de snakke, han havde været involveret i hele dagen. Han stillede sig ind til hende og kyssede hende under øret - mest bare fordi han kunne. Og så også, fordi han var klar over, at han ikke ville kunne få lov til det i et stykke tid ganske snart.

[Iliane af Disart]

Bare synet af ham havde evnen til at lægge et ømt smil på Ilianes læber. Hurtigt fik hun tilkaldt en tjener og bad ham løbe efter vand og vin til dem. Efter søgte hun straks ind i hans arme igen og sukkede lavt ved følelsen af hans læber under sit øre. Hun havde savnet ham, selvom hun ikke var typen, der gerne sagde det. ”Hvad skylder jeg æren?” spurgte hun retorisk. De behøvede ikke en årsag til at se hinanden længere. Ikke anden end løftet om nydelsen ved hinandens selskab.

[Gavin af Trebond]

Han lagde armene omkring hende og trykkede hende ømt ind til sig, mens han bed hende en enkelt gang i øreflippen, inden han rettede sig op og i stedet kyssede hende på panden, mens han nussede hende blidt i nakken. "Jeg trængte til at se dig. Og så har jeg noget, jeg er nødt til at fortælle dig også." Det sidste ville han ønske, at han kunne lade være med, men det vidste han godt, at han ikke kunne.

[Iliane af Disart]

Hun gjorde ingen indvendinger, men lod sig trække tættere ind til ham. Hans krop føltes fast mod hendes bløde og hun blev straks distraheret af tanken om langt mere interessante ting, de kunne lave frem for at tale. ”Det lyder vigtigt,” mumlede hun distræt og lagde først et og så flere kys mod hans hals, mens hendes hænder gennem blide kærtegn arbejdede sig op over hans brystkasse og over hans skuldre. Han duftede som altid fantastisk og følelsen af hans varme hænder om hendes liv gjorde hende en anelse blød i knæene.

[Gavin af Trebond]

Han var sekunder fra at blive trukket væk fra sine nyheder og bare løfte hende direkte ind i hendes seng, så de kunne bruge den tid, de havde tilbage fornuftigt. Men han vidste også, at hun måske ville blive såret, hvis han ikke sagde noget om det inden. "Det er det også," bekræftede han, men slap hende ikke, så hun kunne sætte sig ned. I stedet fandt hans fingre ind i hendes hår og han kyssede hende igen på panden. "Jeg.. Jeg har fået marchordre. Jeg skal til Frølund." Han kyssede hendes tinding igen og nussede nu hendes kind i stedet. "Vi rejser om en uge."

[Iliane af Disart]

Hans ord fik hende til at smile mellem kyssene. Men ikke så vigtigt, at han følte sig nødsaget til at stoppe hende, kunne hun så konkludere. Selvom hun måtte se sig en anelse skuffet over, at han endnu ikke havde følt sig fristet til at føre hende hen mod sengen. Det var først, da han rent faktisk kom til sine nyheder, at hun trak ansigtet væk fra hans hals og stirrede op på ham med forbløffelsen malet ud over hendes ansigt. Tavst trådte hun et enkelt skridt bagud og ud af hans favn. ”Du rejser til Frølund om en uge.” Hendes stemme var forbavsende rolig og fattet.

[Gavin af Trebond]

Hendes reaktion gav ham et lille stik i hjertet og han hadede, at hun trådte ud af hans arme. "Ja,"svarede han og besluttede, at han ikke ville tillade, at hun trak sig væk fra ham. Så han trådte hen til hende og tog hendes hånd i sin, mens han kyssede hende i tindingen igen. "Jeg er ked af det. Men det er ikke rigtigt noget, jeg har indflydelse på." Han var trods alt ansat af Kronen. Åh hvor ville han ønske, at hun ville kunne håndtere dette.

[Iliane af Disart]

Det var alt sammen meget overvældende. Iliane havde på en og samme tid lyst til at råbe, skrige, græde, spytte, bide og sparke, på en eller anden måde bare få ham til at blive. Han trådte hen og tog hendes hånd og det var næsten for meget, da hans læber igen rørte hendes tinding. Hvordan skulle hun dog kunne undvære det? Hun blinkede lidt og måtte se ned, før hun igen kunne møde hans blik. Hun var kommet tilbage fra rundrejsen og hun var en grevinde igen, så dette måtte håndteres som en grevinde ville gøre det. ”Du må ikke være ked af det. Det er en ære at tjene Kronen.” Et halvhjertet smil fandt vej til hendes lyse læber.

[Gavin af Trebond]

Det var tydeligt, at hun var ked af det. Det var han sådan set også selv. I hvert fald over, at han ikke kunne få lov til at have hende i sin nærhed imens. Men han elskede sit arbejde og glædede sig trods alt til den del. Nu hvor hun ikke trak sig væk igen, turde han godt lægge armene omkring hende og trække hende ind til sig igen. "Jeg ved det. Men jeg kommer sådan til at savne dig, Lia." Han sukkede lidt og kyssede hende på panden igen. "Men i det mindste har vi en uge til at få sagt ordenligt farvel." Og det var jo heller ikke for evigt.

[Iliane af Disart]

Hun havde stadig en underlig trang til at skubbe sig væk fra ham og hun lagde en forsigtig, men bestemt hånd på hans brystkasse for stadig at bevare en vis afstand. En del af hende følte sig svigtet af ham, selvom hun ikke ville indrømme det. De havde fået al for lidt tid sammen på de måneder, de havde taget for givet og nu var tiden ved at være slut. Øjnene blev blanke og hun måtte igen se stift ind i hans brystkasse, mens hun blinkede dem væk. ”Ja. Det er dejligt.” Selvom flere måneder nu helt klart havde været dejligere. Eller bare i det mindste en måned. Hun ville ikke have tilbragt den nøgen med ham.

[Gavin af Trebond]

Hun forsøgte igen at skabe afstand mellem dem, men han ville ikke finde sig i det. Hvis hun absolut ikke ville have ham tæt på, så måtte hun afvise ham for alvor. Lige nu var han nemlig ret sikker på, at hun bare forsøgte ikke at være ked af det. Og så risikerede han, at hun bare ville være ked af det, når han tog af sted. Og det kunne han ikke bære tanken om lige nu.

Derfor droppede han formaliteterne og bukkede sig let ned og løftede hende op til sig, som han havde gjort de andre gange, hun var ked af det. Han slyngede armene omkring hende og holdt hende tæt ind til sin brede brystkasse, mens han begravede sit ansigt ved hendes hals og kyssede den. Han var ærligt talt ikke sikker på, om hun ville slå ham nu eller tillade ham at trøste hende.

[Iliane af Disart]

Selvom det ikke var første gang, han bare løftede på hende, kom det stadig bag på hende, når han gjorde det og hun spændte automatisk sammen i kroppen, mens hendes sind udkæmpede en hård kamp. Skulle hun kæmpe imod eller bare lade sig trøste? Endnu et sekund gik, så slappede hun igen af i hans greb. Hænderne gled fra hans brystkasse og rundt om nakken på ham, holdt ham tættere ind til sig. Hendes hjerte føltes faretruende tæt på at briste ved tanken om at skulle være væk fra ham.

[Gavin af Trebond]

Han slap ikke sit greb det mindste om hende, mens han ventede på, hvordan hun ville reagere og da hun endelig puttede sig ind til ham, bankede hans hjerte i en varm rytme for hende og omfavnelsen blev varmere og mere intens. Han kyssede hende på halsen og derefter på øret, inden han hviskede varmt ind mod hendes øreflip. "Jeg elsker dig, Lia." Så kyssede han hende igen og strøg hende over ryggen. Hvor var han lykkelig over, at hun ikke trak sig væk fra ham lige nu.