Et es til ærmet

[Hector Hvare Khshaeta]

Vitor Øksesvinger
18. juni 527

Døren lukkede bag ham og Hector spildte ikke mange sekunder. Han havde altid været hurtigt til at udarbejde en handleplan og denne gang var ikke undtagelse. Uden tøven drejede han ned ad vejen, der førte mod Vitors hjem. Efter Alysy havde kastet ham bort som beskidt vand, havde han gennem Annis fået et bedre forhold til scanraneren. Og han fortjente sandheden. Om ikke andet så for at holde skæbneseeren fra Aly.

Der blev drejet igen, før han fandt sig stående foran Vitors hjem. Han bankede hårdt og bestemt to gange, før han slængede sig op ad ydervæggen og gav sig til at tygge på sin ene tommelfingernegl. Måske han slet ikke havde behøvet alle tre dage. Et døgn eller to havde nok været fint. Især hvis Vitor gik med til at holde et øje med pigen. Han vidste ikke, om de to kendte hinanden. 

[Vitor Øksesvinger]

Vitor ventede bestemt ikke gæster. Ikke på denne tid af aftenen, hvor hans eget arbejde skulle til at begynde. Han vaskede sig i et fad, mens han forberedte sig på aftenens arbejde. Overvågning af en karavane, der ville ankomme fra Carthak med stoffer, og andre købmandsvarer, som han havde tænkt sig, at Farkas skulle have en bid af.

Han havde lige nøjagtig trukket en tunika over hovedet, da det bankede på døren. Han rynkede panden og brummede lavmælt, en smule utilfreds med forstyrrelsen. Men han åbnede døren, og formåede at skjule sin overraskelse over, hvem der stod udenfor døren. "Hector," hilste han og trådte til siden. De var ikke bedste venner. Og blev det nok aldrig. Men, en form for forståelse for hinanden var opstået mellem dem de seneste par måneder. Og det var nok for Vitor til at invitere ham indenfor.

[Hector Hvare Khshaeta]

Det lod ikke til, at det kom synderligt bag på Vitor, at han stod der, men på den anden side kunne det også være, han bare var lige så god til at skjule sine reaktioner. ”Vitor.” Han trådte inden for og kastede et nøgternt blik omkring, før han igen vendte sig med front mod kollegaen. ”Annis og jeg tager til Legan.” Han vidste ikke, om Vitor havde hørt det eller ej, men gad ikke bekymre sig om unødvendig forklaringer og udenomssnak. Der var en grund til, han var der og så derfor ingen grund til at spilde tiden. ”Men der er nogle…” Tøven. ”Uvurderlige aktiver i Nedre By, som jeg ikke er tilfreds med at skulle efterlade.”

[Vitor Øksesvinger]

Hectors oplysning kom ikke bag på Vitor. Han havde talt med Annis om netop dette, og mente det var en god mulighed. Han havde også luftet tanken omkring Hector, men havde ladet det være op til Annis selv, at tage beslutningen omkring den fremmede. Derfor blev scanranerens ansigt ved med at være udtryksløst. Det var først, da Hector nævnte nogle uvurdelige aktiver i Nedre By, at han hævede et øjenbryn. Han håbede så sandelig ikke, at det var Alysy, der blev talt om. "Og det fortæller du mig, fordi?" Han tvivlede på, at Hector var på høflighedsvisit. Manden gjorde aldrig noget uden en vigtig grund.

[Hector Hvare Khshaeta]

Der skulle åbenbart meget til at overraske scanraneren, men det kom ikke bag på Hector. I deres branche var det meget normalt at blive mere end bare en smule tykhudet. Han fortsatte derfor ufortrødent med at fortælle, men kunne ikke undgå at føle en selvtilfredshed, da det blev tydeligt, at han havde fanget Vitors opmærksomhed. ”Fordi Alysy også er bevidst om netop det.” Han trak på skuldrene. Hvis Vitor havde været bare lidt vågen over de sidste par måneder, ville han vide, at Hector og Aly ikke længere var uadskillelige, tværtimod.

[Vitor Øksesvinger]

Han brummede lavmælt ved Hectors oplysning. Manden var kommet langt, siden han og Alysy var ankommet til Corus. Nu stod han og fortalte, at han ville forlade Corus, og det uden Alysy. Men Vitor var ikke overrasket. Manden havde ret til sit eget liv, og han fik ikke meget ud af at blive i byen. "Jeg tror, du skal forklare lidt nærmere om, hvad det er," opfordrede Vitor. Han var meget spændt på at høre, hvad det var for oplysninger, som Hector havde til ham. Men som altid, så skjulte han det godt bag et neutralt ansigtsudtryk.

[Hector Hvare Khshaeta]

Der var bid og Hector smilede dovent. Det var altid rart, når man var personen, der sad på informationerne. Det var sikkert derfor, Vitor havde valgt sit erhverv. I en glidende bevægelse lænede han sig op ad væggen og lagde armene over kors over brystet. ”Det er en pige.” Han holdt en lille pause, mens han studerede Vitors ansigt. ”Hun har vild magi i blodet, der har givet hende et udvidet syn. Evnen til at læse skæbner, forudse hændelser.”

[Vitor Øksesvinger]

Han rynkede panden over Hectors smil. Det var sjældent, at Vitor ikke vidste, hvad der foregik i hans egen by. Og han brød sig ikke om den andens morskab over dette faktum. En pige der havde Vild magi i blodet. Hans blod stivnede. Som scanraner var det en form for magi, som man frygtede. Og respekterede. Men han frygtede den slags mest af alt. Det var dog ikke noget, han havde tænkt sig at afsløre overfor en som Hector. "Og lad mig gætte, du vil have, at jeg skal holde øje med hende?" Konkluderede han. "Så Alysy ikke får fingrene i hende?"

[Hector Hvare Khshaeta]

Han var ikke på nogen måde langsom og det behagede Hector, at det ikke behøvede tage så lang tid, som man kunne frygte. Til konklusionen nikkede han. ”Netop.” Han trak på skuldrene. ”Hun er heldigvis ganske let at spotte. Den slags magi er hellig blandt Doi-folket, så de markerer deres seersker med sorte markeringer omkring øjnene.” Det var måske risikabelt bare sådan at afsløre det hele over for Vitor, før han direkte havde accepteret, men samtidig kendte Hector hans holdning til Alysy. Og det ville ikke undre ham, hvis scanraneren gerne gjorde det blot for at holde hende væk fra Aly.

[Vitor Øksesvinger]

Han sagde ikke noget, mens Hector fortalte, hvordan han kunne spotte hende. Hvert ord, der kom ud af hans mund passede på Selma. Han vidste, hun var en Doi. Hun gik med sorte markeringer omkring øjnene, og nu var hun åbenbart en seerske, der kunne se andres fremtid. Intet af det her brød han sig om. Overhovedet. Han følte sig hånet og såret. Hector og Alysy kendte til hendes evner, men hun havde ikke fortalt dem til ham. Hvad sagde det ham? At han tydeligvis havde håbet på noget, som hun ikke havde troet på. "Har hun et navn?" Det var en erklæring på, at Hector ikke behøvede bekymre sig om hende. Vitor skulle i den grad nok håndtere Selma.

[Hector Hvare Khshaeta]

Der var ikke umiddelbart nogle reaktioner at spore i Vitors ansigt, som han fortalte, og han måtte ærligt se sig en smule skuffet. Han havde håbet på noget mere. Det var immervæk ikke hver dag, man sporede en lille Doi-seerske op og det havde heller ikke været nemt, hvis ikke det var for Hectors kendskab til kulturen gennem Selma Benknuser.

”Selmira,” fortalte han og selvom han normalt ikke uddybede sine ord, følte han sig nødsaget til det. Hun havde formået at fascinere ham, selvom det ikke skete ofte. ”Hun er klog. Ingen kender hendes efternavn, men hun er vidst loyal over for sin rejsefælle. En Kian Falkeblik.” Det beroligede ham, at Vitor nok skulle tage sig af det. Han vidste, at han var god til sit arbejde.

[Vitor Øksesvinger]

Der var ingen tvivl for Vitor længere. Det var Selma, der blev talt om. Den kvinde, han havde forladt en anden kvinde for. Den unge kvinde, som havde formået at tage et hårdt greb om ham, så han næsten ikke kunne tænke på andet, når han var i hendes nærhed. "Jeg skal nok se efter hende," sagde han, men var ikke sikker på, om det ville blive på den måde, som Hector troede. Vitor anede ikke engang selv, hvordan han nu skulle gribe det hele an. Han spurgte ikke om, hvor hun boede, eller hvor hun opholdt sig. For det første vidste Vitor det godt, og for det andet var det hans arbejde, at finde informationer om folk.

[Hector Hvare Khshaeta]

Havde Hector været tankelæser, havde han haft medfølelse med Vitor. Godt nok var de ikke direkte kammerater, men der var en fælles accept og respekt for den anden. Og han kunne sagtens relatere til det, han gennemgik. ”Jeg håber, du får mere ud af hende end jeg gjorde. Alysy har heller ikke haft succes endnu.” Der var noget bittert over hans smil, før han gav et enkelt nik. ”Vitor.” Uden videre omsvøb åbnede han døren og gik. Der var ingen grund til at blive der mere. Han havde fået, hvad han var kommet for.

afsluttet