Ny kjole

[Delora af Tirragen]

Thomlin af Linshart

Delora havde det ikke særlig godt. Hun havde hertil morgen modtaget den nye kjole, som hendes fader havde bestilt til hende. Og den viste i følge hende alt for meget hud. Hendes hals var helt bar, og man kunne se hendes nøgne kraveben. Ikke en gang et lag blonde var der, som kunne skjule hende bare lidt. Oven i alt det, så havde hendes far og Thomlin bestemt, at hun kunne komme forbi. Hun frygtede det. For hun havde jo lovet sin far at gøre alt, som Thomlin ville have hende til. Være sød mod ham.

På vejen sank hun en klump i halsen, og endnu en på vejen op til hertugens hoveddør. da døren blev åbnet, stoppede hendes hjerte næsten med at slå, men hun gik indenfor alligevel. Hun blev stående i entreen, mens hun ventede på, at blive ført derhen, hvor hertugen nu var. Hun havde indtil videre kun været her til te. Men det var næsten frokosttid. Skulle hun spise sammen med ham? Hun begyndte at blive nervøs.

[Thomlin af Linshart]

Forlovelsen var endelig på plads og det var derfor kun på sin plads at arrangere en lille frokost for at fejre det. Selvfølgelig var det hårde arbejde kun lige begyndt. Nu var der tilbage at fortælle Kayleigh om det, lade de to piger mødes og så arrangere først sin datters og derefter sit eget bryllup. Men der var jo også tid nok, mente Thomlin. En banken på døren fik ham til at se op fra brevet fra sin søn, som han var i færd med at læse. Delora var der. Han nikkede og lod brev være brev, som han rejste sig fra sin plads.

Øjnene faldt straks på den unge komtesse, da han nåede så langt ned af trappen, at han kunne se hende. Der var allerede dækket op til frokost inde i spisestuen, vidste han, så det behøvede han ikke at bekymre sig om. Selvom han nok altid ville gøre det. Bare en smule. ”Komtesse Delora.” Han nåede ned til hende og tog hendes hånd, lagde et hurtigt og lidt klodset kys på hendes fine håndryg.

[Delora af Tirragen]

Så snart hun opdagede Thomlin på trappen, nejede hun dybt for ham, med bøjet nakke og blikket plantet ned på gulvet foran hende. Hun rejste sig op igen, da han kom hen til hende, og et lavt gisp forlod hendes læber, da hun flygtigt mærkede hans læber mod sin håndryg.

”Deres Højhed,” hilste hun og tvang sig selv til at møde hans blik i et kort sekund, inden hun rødmede i sine blege kinder, og igen rettede blikket nedad. Hendes hjerte bankede hurtigere og hurtigere, mens hun dydigt foldede hænderne foran sig. Hun vidste slet ikke, hvad hun skulle stille op med sig selv lige nu. Alligevel formåede hun at åbne munden og huske på sin opdragelse. ”Jeg vil gerne sige Dem tak for indbydelsen,” sagde hun lavmælt. Det var tydeligt, hun var blevet instrueret i at sige sådan. Hun havde aldrig haft en særlig god evne i at videregive andres ord, som sine egne.

[Thomlin af Linshart]

En brummende, men stadig fornøjet latter forlod ham ved lyden af det lille gisp og han smilede så mildt ned til hende, som han kunne. Det lagde folder om hans øjne, der formildede hele det lidt hårde ansigt en smule. De buskede bryn søgte opad, da hun lød som om, hun læste op af en seddel, hendes far havde skrevet, men han kommenterede ikke på det. Der var ingen grund til at gøre hende mere befippet end hun var i forvejen. ”De ser dejlig ud som altid, Komtesse Delora.” Thomlin bød hende en arm og ventede på, hun skulle lægge sin lille hånd om den, før han trak hende med sig ind i spisestuen. Der var dækket overdådigt op til dem, selvom det var den lille spisestue, han havde valgt, nu det kun var dem.

[Delora af Tirragen]

Hun rødmede over hans latter, og rettede straks blikket ned på sine foldede hænder igen. Hun blev endnu mere genert, end hun var i forvejen. Hun var ikke vant til at høre latter, med mindre det var hendes faders, når han havde udtænkt noget udspekuleret.

Hans kompliment fik hendes ansigt til at blusse endnu mere op, og hun bed sig i underlæben, for at undertrykke et lavt klynk. Hun så på hans arm, og lagde forsigtigt en skælvende hånd på den, hvorpå han så førte hende ind i en stue. Denne gang var der ingen tjenestepige med hende. Ingen, der kunne holde opsyn med hende, og det gjorde hende langt mere nervøs, end hun havde været andre gange. "Deres Højhed har udvist så stor venlighed overfor mig, at jeg ikke ved, hvordan jeg nogensinde skulle kunne gengælde den venlighed," hendes stemme skælvede, men denne gang var det tydeligt, at det var hendes egne ord.

[Thomlin af Linshart]

Han ventede lidt med at gå, før det gik op for ham, at han ikke skulle forvente nogen tjenestepige med til at holde hende i snor. Panden lagdes i folder, men han kommenterede ikke på det. Hvad skulle han også sige? Hendes ord fik ham til at smile ganske lidt. Han kunne sagtens komme i tanke om en ide eller tre, men han sagde det ikke. ”Jeg håber, De kan lide lam,” sagde han i stedet og stoppede op ved den ene stol som opfordring til, at hun gerne måtte tage plads.

Kort efter fandt han selv ned i sin egen stol. Det var ikke ligefrem et langbord, men der var alligevel nogle meter mellem dem, som de sad i hver sin ende af bordet. ”Er det gået Dem godt siden sidst, Nådigfrøken?” Det virkede så underligt og fjernt at skulle igennem hele drillen med at lære en hustru at kende igen.

[Delora af Tirragen]

Hun åndede næsten lettet op, da hun kom ind i den lille spisestue, og opdagede, at de trods alt skulle sidde overfor hinanden og ikke ved siden af hinanden. Og at han blot smilede til hende, i stedet for at kommentere på hendes ord. De havde været dumme, og hun burde slet ikke have udtrykt sig på den måde overfor ham. Hun nikkede dog bekræftende til, at hun kunne lide lam.

Hun satte sig ned, og foldede servietten ud, så den lå i hendes skød. Hun kiggede dog op ved hendes spørgsmål, og hendes blik flakkede nervøst. Og hun blev en anelse bleg i ansigtet. Hendes fader havde været langt mere opmærksom på hende, nu hvor aftalen var på plads, og han brugte hver en stund på en kritisere hende. Hun bøjede nakken igen og slog blikket ned. "Åh ja. Min familie har lykønsket mig med forlovelsen. De er meget glade på mine vegne," svarede hun, men mærkede en knude i maven, da hun kom til at tænke på Davin. Hendes Davin.

[Thomlin af Linshart]

Det var godt. Måske han skulle have sendt en tjener over for at spørge, men ærligt brød han sig ikke om kræsne mennesker. Det var et barnligt karaktertræk, man skulle afvænnes fra. En tjener hældte vin op til dem begge, men blandede Deloras op med vand og serverede derefter maden for dem, mens hun talte. Det var ganske åbenlyst, at der var noget, der tyngede hende, men han spurgte ikke ind til det. ”Det glæder mig at høre,” nikkede han og tog en bid, tyggede omhyggeligt på den, mens han så over på hende. ”De må endelig også fortælle mig det, når datoen for Deres broders bryllup bliver fastlagt.”

[Delora af Tirragen]

Hun var lige ved at protestere, da tjeneren hældte vin blandet med vand op i hendes glas. Hun havde i hele sit liv kun fået ét glas. Og hun havde ellers troet, at vin ikke var noget for ugifte adelskvinder. Men hun turde ikke sige noget, nu hvor Thomlin havde bestemt, at det var sådan. Hun så op, da hertugen gerne ville vide datoen for Davins bryllup. Hun brød sig ikke om, at han skulle giftes. Men ingen af dem kunne undgå det. "Det skal jeg nok, Deres Højhed. Min fader forventer dog, at det først bliver til efteråret," der var så mange andre bryllupper her over sommeren, som de kunne risikere at blive inviteret til. "Jeg hører, at Deres datter også skal giftes?" Delora tænkte slet ikke på, at den ni år ældre komtesse, ville blive hendes steddatter.

[Thomlin af Linshart]

Han tyggede og brummede bekræftende, da hun svarede ham. Efteråret. Det passede ham fint. Så ville det forhåbentlig heller ikke falde sammen med Kayleigh og Jonathairs eller deres, som han gerne så faldt i vinteren. Til hendes spørgsmål nikkede han igen. ”Ja, det er sandt. Fætter til Hertugen af Macay og Greven af Fenrig,” fortalte han og så ganske tilfreds ud. Det var en fin ordning med tanke på Kayleighs fremskredne alder. En mand afhængig af arvinge kunne ikke tillade sig samme frihed.

[Delora af Tirragen]

Hun begyndte selv at spise, og skævede lidt til glasset. Urolig for, om hun kunne tillade sig kun at nøjedes med at tage én tår. Ville Thomlin tage det ilde op? Hun håbede det ikke. Da han svarede på hendes spørgsmål, var det en kamp for hende ikke at måbe. Hertugens slægt ville gennem hans datters ægteskab kunne skabe alliancer med en slægt, der havde giftet sig med andre stærke slægter. Hun vidste, at Greven af Fenrig var gift med en Naxen. Og at Hertugen af Macay var forlovet med en Prinshold. Hun blev pludselig nervøs igen. Hun kunne aldrig hamle op med sådanne fornemme slægter. "De må være meget glad for den alliance det vil skabe mellem slægterne," sagde hun og hjertet dunkede i hendes brystkasse.

[Thomlin af Linshart]

Det glædede ham, at Delora også begyndte at spise. Hun var altid så forskræmt at se på. Ikke at det gjorde ham noget personligt, men hun måtte også lære at begå sig med en hertugindes selvsikkerhed og ynde. I hvert fald overfladisk, nu han ikke behøvede en kvinde til at hjælpe med at håndtere lenet. Den slags forstod de sig ikke på, det var blevet meget klart for ham i sin tid med Eline. ”Ja, det kan jeg ikke se mig fri for.” Han nikkede igen og tog en bid, tyggede den grundigt og pegede så over mod hende med kniven. ”Det må De vel også. De må begynde at tænke på Dem selv som værende en del af denne familie.” Ikke at det var en familie med videre stærke familiære følelser.

[Delora af Tirragen]

Hun følte hans vurderende blik på sig, og hun fortsatte med at spise. Følte sig tvunget til det. Hun smilede svagt, da han fortalte, at han var glad for alliancen. Men hans følgende ord og måden han pegede på hende, fik hende til at slå blikket ned. Hun følte sig irettesat, som når hendes fader kritiserede hende. "D-det vil jeg gøre, Deres Højhed," lovede hun og tog fat om vinglasset, inden hun tænkte over, hvad der var i glasset. Hun løftede det op til læberne og først da den røde væske ramte hendes læber, blev hun mindet om indholdet. Hun nåede dog at synke, inden hun hurtigt stillede glasset fra sig. "J-jeg ser meget frem til, at blive en del af Deres familie," hun var nok mere beæret over, at han ville have, hun skulle være en del af den.

[Thomlin af Linshart]

Det forvirrede ham, at hun nu igen så skræmt ud og det var først efter et øjebliks overvejelse at han sænkede kniven igen. Thomlin betragtede hende lidt, vurderede hvordan han kunne få hende til at blive rolig ved situationen igen. ”Kunne De tænke Dem at være dus, Nådigfrøken?” spurgte han så blidt, han overhovedet formåede. Det lød alligevel en smule brysk, men han håbede, hun kunne se igennem det. ”De kunne kalde mig Thomlin?” Han havde egentlig ikke noget imod, at hun stadig tiltalte ham med ’Deres Højhed’, men det ville måske hjælpe på hendes nervøsitet. Og hun skulle jo føle sig hjemme hos ham.

[Delora af Tirragen]

Hun reagerede lynhurtigt, da han foreslog at de skulle være dus. Hendes blik flakkede, tydeligvis forvirret over hans forslag. Men da hun efterhånden forstod, at han mente sine ord, rødmede hun i kinderne. Hun gav et svagt nik fra sig. "Det ville være en ære," nærmest hviskede hun åndeløst. At være dus med en hertug. En hertug, som hun var forlovet med, og skulle giftes med inden året var gået. Det kildede lidt i maven. "Thomlin," hendes stemme var blid, men stadigvæk lavmælt, da hun sagde hans navn i en henført tone. "De kan kalde mig Delora," hun anede ikke, hvad hendes fader ville sige til dette. Men han havde selv sagt, hun skulle gøre hertugen glad.