En særlig dag

[Adrian af Dunlath]

Julietta af Dunlath

At finde på en gave til Julia var vanskeligt. Adrian vidste, at han skulle tegne noget til hende, men han havde længe bøvlet med, hvad det præcis burde være. Og måske ville hun blive skuffet over kun at få en tegning? På den anden side var det jo en fælles interesse for dem. Det bandt dem vel sammen eller sådan noget?
Han havde til sidst fundet på noget, men han var stadig lidt usikker ved situationen, da han begav sig over til Linden-huset for at lykønske sin forlovede. Han var stadigvæk en anelse træt, selvom han egentlig syntes, at han var gået i seng tidligere end de sidste par dage. Måske var det på grund af alle de øvelser, som Damina fik ham til at lave med Gaven. Det var hårdt at skulle i gang med at bruge den så tit.
En tjener viste ham indenfor, imens en anden gik af sted for at melde hans ankomst til Julia. Siden det jo var en særlig anledning havde Adrian valgt at opgradere sin tegning til et maleri, der nu var pakket ind og hang under den ene arm. Det var ikke særlig stort, mest fordi det skulle være til at hænge op for hende, og han kunne forestille sig, at hendes værelse allerede var ret dækket til af ting på væggene.

[Julietta af Dunlath]

Det var helt underligt. Hun havde glædet sig til denne dag og endelig var den kommet. Det var Julias fødselsdag. Alt var startet helt perfekt ud med en ny kjole i sart himmelblå med lyserøde silkebånd i dagens anledning og med den på virkede hele dagen allerede fantastisk. Især den måde stoffet smøg sig om hendes hud på, havde hende i godt humør fra starten af.

Dagen blev selvfølgelig kun bedre, da hun fik besked om, at hendes forlovede stod i husets entre og ventede på hende, netop som hun havde sat sig ud i haven med en kop te. Hurtigt blev der dækket op til én mere, mens hun bad tjeneren vise Adrian ind. Sommerfuglene flaksede i maven, mens hun kom op at stå til når han kom ud på terrassen til hende. Hendes kinder så kun mere lyserøde ud som hun stod der, omringet af lyserøde roser, der var blevet sat frem over alt i anledning af hendes fødselsdag.

[Adrian af Dunlath]

Han blev snart hentet af tjeneren og ført gennem huset. Umiddelbart så det ikke ud til at have ændret sig meget, siden han sidst havde været her – for en del år siden efterhånden. Da han kom ud på terrassen måtte han alligevel se lidt overrasket ud. Sikke mange blomster der stod herude. Var det roser? Blikket fandt hurtigt Julia, der stod over ved bordet, og så som altid yndig ud. ”Tillykke med fødselsdagen,” hilste han med et skævt smil og gik over til hende for at række hende det lille maleri. ”Det er ikke noget særligt, men jeg syntes stadig, at du skulle have det.” Det var en halv undskyldning, siden han jo godt vidste, at de fleste kvinder som regel ønskede sig smykker og den slags fine, dyre ting.
Maleriet var lavet ud fra deres første møde. To skikkelser der sad i græsset foran en fold med heste og kiggede op på en stjernebesat himmel.

[Julietta af Dunlath]

Tiden føltes som om den sneglede sig afsted, mens hun stod og ventede, men inden længe hørte hun trin i stuen, der førte ud til terrassen. Kinderne blev straks rosa ved synet af ham og hendes blik flakkede kortvarigt ned mod fliserne, der udgjorde gulvet, før hun igen så op på ham. ”Tak,” mumlede hun genert og smilede til ham. Forsigtigt tog hun imod gaven, der blev betragtet med nysgerrighed.

Der gik ikke længe, før hun fik set motivet og læberne gik fra at være formet af et blidt smil til i stedet at danne en forbløffet måben. Øjnene blev fugtige og var blanke, da hun igen så op på ham. ”Åh, Adrian,” sukkede hun henført og tog ganske forsigtigt hans hånd. ”Det er perfekt.” Det var et minde, hun ville bære med sig i sit hjerte til evig tid. Og nu havde han foreviget det gennem et maleri for hende.

[Adrian af Dunlath]

Da hendes øjne blev fugtige, frygtede han et øjeblik, at han havde givet hende den forkerte gave, og at hun var på nippet til at græde over det. Heldigvis var det dog ikke tilfældet, og han kunne ånde lettet ud, da hun tog hans hånd. Han trådte lidt frem og vovede at kysse hende i håret og lægge en arm om hende. Hun var jo så nuttet, at det var svært at lade være. ”Du er jo sådan en romantiker,” bemærkede han drillende i forhold til maleriet. Den nat havde godt nok været ret almindelig for ham, men nu hvor han kendte Julia bedre, var han sikker på, at den havde været noget særligt for hende. Så selvfølgelig skulle hun have noget at mindes det med. ”Har du ellers fået nogle gode gaver?”

[Julietta af Dunlath]

Det var noget grænseoverskridende, at han sådan lagde et kys i hendes hår, mens Viola var til stede, men det var jo ikke første gang tjenestepigen havde overværet det. Selvom det ikke var tilladt endnu. Ved hans ord rødmede hun dybere. Det var sandt. Romantik kunne hun slet ikke stå for. Hun nikkede ivrigt. ”Jeg har blandt andet fået denne kjole,” fortalte hun henrykt og glattede ubevidst skørtet med hænderne, mens hun fortalte. Den var lige hende med sine sarte farver og fine bånd. Især nu hun havde matchende silkebånd i håret.

”Det er dejligt, du gad komme forbi.” Det var jo ingen hemmelighed, at Adrian havde haft travlt de sidste par uger, så det var en fryd at kunne se ham igen. Og så på sin fødselsdag. Hun søgte lidt tættere ind til ham.

[Adrian af Dunlath]

Da hun fortalte om kjolen, trak han sig kort lidt tilbage for at se på den. ”Den klæder dig,” medgav han smilende. Der gik dog ikke lang tid, før de var søgt tættere ind til hinanden igen. De havde jo ikke set hinanden i et stykke tid, og Adrian selv havde ikke haft meget kontakt med andre folk de sidste par uger – ud over Damina selvfølgelig. Når han ikke havde haft sin undervisning, havde han siddet og læst på sit værelse. ”Selvfølgelig vil jeg da det. Det er jo din fødselsdag, den skal fejres,” lo han og lod ansigtet begrave sig i hendes lyse lokker. ”Nå ja, Annora hjalp mig for øvrigt lidt med at finde på gaven, så du må også sørge for at takke hende, når I mødes.”

[Julietta af Dunlath]

Smilet voksede og gik næsten fra øre til øre, da han komplimenterede kjolen på hende. Hans mening var nok den vigtigste for hende. Kontakten med ham var rar og tiltrængt og hun trak sig kun tilbage for at kunne lægge panden mod hans kæbe, lagde et forsigtigt kys mod hans hals. ”Du er sød,” mumlede hun smilende og nikkede lidt. Det var besværligt sådan som de stod og hun droppede det hurtigt. ”Hun har været så venlig og imødekommende over for mig.” fortalte hun. Mødet med Annora havde været hyggeligt og hun så om muligt endnu mere frem til at blive gift med Adrian efter det.

[Adrian af Dunlath]

Han grinede lidt ved hendes ord og kyssede hende let i håret igen. Da hun fortalte om Annora, trak sig dog en smule tilbage igen og så forvirret på Julia. ”Du har allerede mødt hende?” Han havde ikke rigtig bemærket, hvad der var foregået i huset på det seneste. Nu hvor han tænkte over det, havde Annora da vist også snakket om at invitere Julia over. ”Det var da godt. Hun er en flink kvinde – dog lidt af en rappenskralde af og til.” Han grinede lidt ved tanken. Han og Annora havde et lidt underligt forhold til hinanden. Nogle gange talte de fint sammen og andre gange gik de hinanden på nerverne.

[Julietta af Dunlath]

Hun fnes lidt af det forvirrede udtryk. Det var virkelig ikke meget, Adrian havde fulgt med i, hvad der var sket omkring ham de sidste par dage, men det gjorde hende ikke ked af det denne gang. ”Det synes jeg nu ikke,” erklærede hun sig smilende uenig. Måske han og Annora havde et lidt underligt forhold, men Julia synes bestemt hendes forhold til svigerinden allerede var på vej i den rigtige retning. ”Har du mulighed for at blive her lidt?” spurgte hun i stedet nysgerrigt, så ingen grund til at blive ved emnet. Hun ville hellere vide, hvor længe hun kunne nyde hans selskab.

[Adrian af Dunlath]

”Godt.” Det ville nok være fint, hvis Julia og Annora kom godt ud af det med hinanden. Stemningen blev hurtigt meget dårligt, hvis folk boede sammen med nogen, de ikke brød sig om. Han lod ansigtet finde hvile i hendes hår igen og nussede hende med spidsen af næsen. ”Selvfølgelig,” lovede han mumlende. Det var Julias fødselsdag, så han havde tænkt sig at bruge så meget tid, som det nu kunne passe sig, hos hende. Bøgerne kunne godt lige vente et par timer.

[Julietta af Dunlath]

Det var intet mindre end ubeskriveligt skønt igen at stå i Adrians favn og mærke hans næsetip, der kærligt rodede hende i håret. Endnu et forsigtigt kys blev lagt mod hans hals. ”Jeg har savnet dig,” mumlede hun genert ind mod hans brystkasse og strammede sit greb en smule om ham. Det havde været hårdt at skulle undvære sit livs kærlighed i flere uger, fordi studierne åbenbart havde været særdeles tidskrævende. Men nu havde hun ham igen hos sig og hun indåndede lettet duften af ham.

[Adrian af Dunlath]

”Hm ...” han brummede lidt ned i hendes hår. ”Jeg har også savnet dig,” mumlede han, før han så strøg en drillende finger op af hendes rygsøjle. ”Jeg savner dig stadig,” hviskede han så drillende i hendes ører. ”Jeg kan slet ikke røre dig nok sådan her.” Rundrejsen havde trods alt haft visse fordele – det var lidt lettere at snige sig ind til hinanden og være alene sammen.

[Julietta af Dunlath]

Smilet voksede ganske let, som hans finger strøg hende op langs rygsøjlen. Hun huskede på samme tid alt for godt og alt for lidt af den aften, de havde delt sammen. Følelsen af deres kroppe tæt sammen, hud mod hud. Tanken og følelsen af hans ord mod hendes øre fik hende til at sukke længselsfuldt. ”Det må du jo finde en løsning på,” hviskede hun åndeløst under sine rødmende kinder. ”Hvis altså ikke du vil vente helt til foråret.” Det var endnu ikke blevet valgt en fast dato til brylluppet, men der var også relativt længe til.

[Adrian af Dunlath]

Foråret? Nå ja ... Adrian skyndte sig at undertrykke irritationen ved tanken og kyssede Julia i håret i stedet. Det gik ikke at gøre hende ked af det på hendes fødselsdag. ”Det må jeg,” medgav han mumlende og trak sig så endelig væk fra komtessen. De kunne jo ikke stå sådan her til evig tid. ”Nå, men fortæl mig lidt om, hvad du har gået og lavet det sidste stykke tid!” erklærede han så og slog sig ned på en stol.