Nogen ting skal ikke nævnes

[Aric af Macay]

Cynthea af Macay
Den 6. juni 527 M. T.

Et dybt suk forlod Aric, mens han så på, at tjenerne dækkede op i stuen. Ved Guderne hvor han hadede denne dag. Af en eller anden grund, så skulle han fejres, blot fordi han blev et år ældre, og dermed nærmede sig døden endnu mere. Han dirigerede dem, hersede med dem og udstødte ordre, så det hele blev, som han ville, når nu det endelig skulle være. Han havde ikke holdt sin fødselsdag siden Kyra døde. Men ak, Cynthea... Ja. Han blev vel nødt til det.

Igen skulle det blot være de to. Men denne gang ikke til aftensmad. Nej. Cynthea var inviteret til lidt senere på aftenen, omkring solnedgang, hvor de stadigvæk kunne sidde ude i haven og nyde et glas vin. Der var sat små papirslamper op ude i haven, og igen stod der fade med små bål på, som afgav varme. Nu manglede han kun Cynthea.

[Cynthea af Macay]

Det havde været en krig at finde ud af Arics fødselsdag. Åbenbart var det ikke en dag, han havde det godt med at fejre, men det havde Cynthea ikke taget så tungt på. Fejringer behøvede ikke nødvendigvis at være ekstravagante og anstrengende. Det kunne også sagtens være en anledning til at nyde hinandens selskab. Med vin og varme. Det var i hvert fald sådan, Aric slog hende.

Igen havde det været noget af en udfordring at vælge en kjole til aftenen. Denne skulle overgå de andre. Få hende til at fremstå perfekt og fejlfri i hans ære. Hun havde endeligt valgt en i et lyst, sølvfarvet stof, der faldt som vand om hendes spinkle skikkelse. Brystet var dækket af en masse sten, der glitrede livligt som le fangede lyset. På den måde ville han virkelig være i stand til at kunne vurdere hendes skikkelse uden at hun på noget tidspunkt var uanstændigt påklædt. Det bedste til hans fødselsdag. Håret var blevet krøllet og halvt opsat, så enkelte krøller stadig snoede sig ned over hendes spinkle skuldre.

Med hjertet siddende i halsen blev hun ført ind i den store entre. Den havde stadig en intimiderende effekt på hende, selvom det var intet sammenlignet med den effekt, husets ejer havde vist sig at have. I hånden holdt hun et lille brev, der indeholdt Arics fødselsdagsgave. At få sin faders tilladelse havde ikke været let, men til sidst var det lykkedes.

[Aric af Macay]

Han ventede måske en smule utålmodigt på, at Cynthea skulle ankomme. Han blev ved med at gennem gå det hele, for at se, om der var noget der ikke var perfekt. Men han kunne ikke finde noget. Det var jo trods alt ham selv, der havde forberedt det.

Heldigvis kom en tjener snart ud til ham, og fortalte, at den unge komtesse ventede ude i entreen. Han nikkede og viftede tjeneren væk, der hurtigt forduftede. Han havde ikke brug for publikum, når han var sammen med Cynthea. Det var nok, at han skulle trives med hendes anstandsdame, der efter etiketten skulle følge hende i hælene, som en lille hund.

Han forlod haven, og gik ind til Cynthea. Da han fik øje på hende, gled hans gyldne øjne vurderende over hendes krop, der bestemt var synlig under den afslørende kjole. Han ville aldrig have tilladt hende at være den slags kjoler, hvis der havde været andre til stede. Men heldigvis, var det ikke tilfældet. Det undgik ikke hans blik, at hun i den ene hånd havde en kuvert, men han kommenterede det ikke. I stedet rakte han frem og løftede hendes håndryg op til sine læber. "Velkommen Komtesse Cynthea."

[Cynthea af Macay]

Sekunderne syntes at snegle sig afsted, for hun kunne da ikke have ventet mere end et minut. Nej, det var Aric og han var måske endda mere perfektionistisk end hende selv. At irriteres over sin anstandsdame var ikke noget, Cynthea nogensinde havde tænkt over, men nu hun skulle være sammen med sin forlovede, virkede det ganske grænseoverskridende. Især med tanke på, hvor intens han kunne være. Hun nåede kun lige at tænke tanken til ende, før han kom til syne. Omgående mærkede hun blikket på sin krop og hun rankede sig lidt op, før hun nejede for ham.

Skægget kildede mod hendes håndryg, men hun var ved at vænne sig til følelsen. ”Hertug Aric,” svarede hun og var selv helt imponeret over, hvor rolig hendes stemme var. Hun ville ind i huset og i gang med aftenen, før hun ønskede ham tillykke. Det virkede som det mest passende.

[Aric af Macay]

Han lagde godt mærke til, at hun rankede sig under hans blik. Og det var kun godt, at hun gjorde sig umage for at hævde sig. Hun skulle jo være hertuginde en dag. Så nyttede det ikke noget, hvis hun ikke lignede en. Men det ville nok alt sammen komme til at gå op i en højere enhed, når han først havde fåret hende som hustru.

Han løftede sit blik op til hendes og antydningen af et smil hvilede i hans mundvige. "Tillad mig at komplimentere for Deres valg af kjole," sagde han lavmælt og ignorerede anstandsdamen bag ved. Så bød han hende en arm, og førte hende ud af entreen, gennem spisestuen, som de havde spist i tidligere, gennem endnu en stue og til sidst ud i haven. Her var endnu en gang dækket op til dem, og den svage belysning gjorde stemningen lidt mere intim. Akkurat som han havde lyst til.

[Cynthea af Macay]

Det overraskede hende ikke så meget længere. Thea havde efterhånden vænnet sig til, at Aric søgte grænserne for, hvad han kunne tillade sig og bevægede sig i lige netop den lille gråzone. Og som hun havde tænkt over det, havde hun fundet ud af, at hun faktisk ikke havde noget imod det. Hun var ligefrem imponeret over til hvilken perfektion, han mestrede netop den evne. ”Mange tak, jeg tænkte den ville behage Dem.” Hun havde sænket blikket, men så nu op og fangede hans gyldne øjne med sine grå, prøvede at fange samme intensitet, der var at finde i hans, mens hun tog imod hans arm.

Stoffet faldt tæt om hendes slanke ben, da de gik og lod ham se meget mere af hendes figur. Hun havde også skullet spise tidligt for at det ikke kunne ses, men til gengæld sad den som syet på hende. Hun fulgte med ham ud i haven i tavshed. ”De har virkelig overgået dem selv her til aften, Deres Højhed.”

[Aric af Macay]

Hans blik blev nok langt mere intenst, end hvad han kunne tillade sig overfor en kvinde, som endnu ikke var hans hustru. Men hendes ord fik en lille sult til at melde sig i hans mellemgulv. Og det var ikke en sult efter mad. Nej. Det var efter Cyntheas krop. "Den behager mig i særdeleshed," svarede han og hjalp hende ned at sidde, da de var kommet ud i haven. Til forskel fra de andre gange, skulle de i dag sidde ved siden af hinanden, så han med lethed, kunne rør ved hende, hvis han havde lyst.

Til hendes ord trak han let på skuldrene. "Som min forlovede, er det kun med stor glæde, at jeg overgår mig selv for hver gang De er her," sagde han og satte sig i stolen ved siden af hende. Deres knæ rørte ganske let ved hinanden, men Aric lod som om, at det var et tilfælde. Men med ham, der var intet tilfældigt. "Min kok har i dagens anledning valgt at bage en let dessert til os."

[Cynthea af Macay]

Det var lidt anderledes, at de for aftenen ikke længere skulle sidde overfor, men ved siden af hinanden. Hun kommenterede dog ikke på det. Der var sikkert en mening med det hele. Det var i hvert faldt det indtryk, hun havde fået af ham indtil videre. At meningen med det var, at de skulle sidde tættere, var bestemt en mulighed, hun havde overvejet, men hun besluttede sig for at afvente situationen.

Hun så en anelse forbløffet på ham, da deres knæ strejfedes ganske let og hun vidste omgående, at det ikke var en tilfældighed. ”Det lyder lækkert. Indtil videre er jeg aldrig blevet skuffet af så meget som den mindste detalje her, Deres Højhed,” svarede hun i stedet for at kommentere på det.

[Aric af Macay]

Arics kok havde naturligvis ikke selv valgt at bage noget som helst. Han var blevet beordret til det, og havde fået meget strenge instrukser for, hvad der skulle foregå. Men de skulle begge to have tid til at tale sammen, inden den lette dessert ville blive serveret sammen med en kande te. "Jeg er meget glad for, at De har det sådan. Jeg gør mit bedste, for at få Dem til at være velkommen. Dette bliver jo Deres hjem," sagde han og lænede sig tilbage på stolen, mens et bord blev stillet foran dem med en hvid dug på og to glas kold hvidvin, samt et fad med druer. "Og i aften vil jeg vise Dem rundt i vores del af huset," han lagde med vilje tryk på vores og tonen blev lidt mere vovet. Indikerede, at han ville vise hende, hvor de snart skulle dele seng.

[Cynthea af Macay]

”Og jeg har bemærket, at Deres bedste er perfektion,” komplimenterede hun ham med et blidt smil om læberne, mens han lænede sig tilbage. Selv sad hun afslappet, men rank som altid. Hans næste ord fik hendes blik til at flakke, selvom hun virkelig prøvede at holde øjenkontakten. Kinderne blev en anelse varme og hun måtte bruge et øjeblik, før hun følte sig rolig nok til at give et svar. ”Det vil jeg se frem til.” Hun gav alt i sig for at holde blikket på hans øjne. For alt i verden havde hun ikke lyst til at fremstå som en fjalet pige over for ham. For Aric var hun en kvinde og kommende hertuginde.

[Aric af Macay]

Det var fuldkommen med vilje, at han balancerede på kanten af, hvad der var passende, og hvad der var vovet. Men så længe hverken Cynthea eller anstandsdame følte sig truffet, så blev han ganske roligt ved. Mest for at teste Cynthea i, hvor langt han kunne gå med sine bevægelser og ord. I den dunkle belysning kunne han ikke se, om hendes kinder blev røde, men hendes blik derfor et øjeblik siden havde flakket, var svar nok for ham. "Og så må De endelig sige til, hvis der er noget De vil have ændret. Huset er meget sparsomt møbleret og fuldkommen uden en hertugindes indflydelse," fortalte han og lagde en hånd sit knæ. Men det var netop det knæ, der hvilede mod hendes. Og eftersom det foregik under bordet, kunne anstandsdamen ikke se det. Men Cynthea ville kunne mærke det. Og specielt gennem det tynde stof, som hendes kjole var lavet af.

[Cynthea af Macay]

”Det vil jeg gøre, men jeg tror, det er bedst at påbegynde et sådant foretagende, når ikke man også skal gå i gang med at forberede et bryllup til Hertugen af Macays høje standarder.” Hendes smil sitrede en anelse og der var morskab at spore i hendes øjne. Blikket blev dog straks vendt mod bordet, hvor Arics finger strejfede hendes knæ. Der var ingen tvivl. Straks derefter så hun op på ham igen, prøvede at finde noget i hans øjne, der gav hende svar på, hvad han forventede; hvad han ønskede af hende.

[Aric af Macay]

Han kunne ikke lade være med at le brummende af hendes ord. Og han nikkede. "Jeg tror De har ret. Kun det bedste af det bedste er godt nok til Deres bryllup," sagde han og mødt hendes blik. Hans gyldne øjne var blevet mørke, mens han så ind i hendes grå. Det var intenst og intimt, netop fordi hun havde med sit blik havde afsløret, at hun havde mærket hans hånd. Det dunkede i hans brystkasse, og han tog en dyb indånding, inden han flyttede hånden fra sit eget knæ og over på hendes. Stadigvæk fastholdt han hendes blik. "Vil De tillade mig, at kalde Dem ved fornavn?" Spurgte han med en hæs stemme.

[Cynthea af Macay]

Hans latter fik hende til at smile. På en underlig måde passende den perfekt til ham. Noget i hans blik havde forandret sig og før hun nåede at finde ud af helt præcist hvad, mærkede hun hånden lige så langsomt glide over hendes på hendes ben. Berøringen var uventet og sendte stød gennem hendes krop. Overraskelsen var også tydelig i hendes blik, selvom hun været omhyggelig med, ikke at give lyd. Hånden var varm og brændende gennem stoffet og hendes åndedræt blev en smule tungere ved den følelse, den vakte i hende. ”Mine nærmeste kalder mig Thea,” fortalte hun og prøvede at holde den summende fornemmelse i kroppen væk fra sit hoved.

[Aric af Macay]

Han aflæste overraskelsen i hendes øjne. Men han lod hånden blive på hendes knæ. Han flyttede den ingen steder, hverken væk eller højere op. Han lod den bare være der. "Thea," sagde han og smagte på hendes navn. Han var ikke en mand, der brugte kælenavne. Han nikkede så. Thea ville kunne gå indtil de var blevet gift, og han kunne tillade sig at give hende et navn, som han passede bedst. Hun var en blomst. "Jeg vil kalde Dem Thea så," erklærede han. "Min navn er for kort til at blive bidt over. Men De kan kalde mig for Aric."