Nattesøvn [R]

[Delora af Tirragen]

Davin af Tirragen
Den 12. juni 527 M. T.

Delora var kommet til at græde, da hun havde forladt sin faders kontor. Og hun havde med forfærdelse set på, mens skrædderen havde taget mål til den nye kjole, og næsten havde syntes, hun var klædt i noget en købmandsfrue kunne tillade sig. Hun var med andre ord knust, da hun var kommet tilbage til familiens hus. Oven i det, havde hun ikke fået lov til at deltage i middagen med resten af familien, men var tvunget til at indtage den på sit værelse.

Da det var sengetid, og en tjenestepige havde hjulpet hende med at klæde om, var det med et tungt hjerte, at hun blev fulgt ned i stalden af en tjener. Det var ydmygende i den grad, at en og kvinde som hende, skulle sove i den samme stald, hvor stalddrengene sov. Hun blev ført ind i saddelrummet, hvor to halmballer var blevet gjort klar til hende, med en pude og et tæppe. Hun ville med andre ord komme til at fryse i nat. Hun snøftede, da tjenere forlod hende, og iført sin lang natkjole og med løst hår, kravlede hun grædende ned under det kradsende tæppe for at sove.

[Davin af Tirragen]

Det havde været intet mindre end en komplet intetsigende dag. Davin havde efterladt sin hest, så den kunne blive sat ind i stalden og var trådt direkte ind i familiens hjem. Og en komplet intetsigende tøs, der skulle vise sig at være hans kone. Han trådte ind i stuen og bad om at få et glas vin. Tænk, at hans fader var af den overbevisning, at denne kvinde skulle være Tirragens fremtidige baronesse. Med en hånd tog han glasset fra bordet efter det var blevet fyldt.

”Hvor er min søster?” Kulden i hans stemme sugede varmen ud fra stuen og tjeneren sendte ham et angstfuldt blik, som han svarede. Det måtte være fordi faderen ikke troede, han kunne være en seriøs baron. Ellers ville han ikke have fundet en så uduelig kvinde. Han standsede. Så tilbage på tjeneren. ”Hvor?” gentog han. Svaret havde ikke givet nogen mening. Stalden? Svaret blev gentaget og forklaret.

Med et vildt blik i øjnene rev Davin dørene til stalden op. ”Delora?” Hans stemme var hævet og bestemt. Deres fader havde beordret hende ud i staldene for natten, hvis hun var begyndt at græde. Og kendte man bare en smule til søsteren vidste man, at man dermed havde garanteret, at netop det ville ske.

[Delora af Tirragen]

Hun vendte sig. Og drejede rundt. Hun kunne ikke falde i søvn. Halmballerne var ikke særlig behagelige, og hendes spinkle skikkelse gav hende ikke meget beskyttelse. Heller ikke mod kulden, som kom snigende ind på hende. Tårerne strømmede ned over hendes blege kinder og gjorde hende øjne røde. Hun havde være tåbelig. Hun havde grædt, selvom hun havde fået streng besked på ikke at gøre det.

Hun lukkede øjnene hårdt i og kom med et lavt klynk, da hun hørte stalddøren blive revet op og Davins stemme brød gennem stilheden. Hun farede sammen med et lavt pip og med tæppet viklet rundt om sig, kom hun gående på bare fødder ud på staldgangen. "Davin..." Hendes stemme var spinkel, og hendes blik hjælpeløst, som hun stod der i sit nattøj og bare gerne ville være i hans beskyttende favn.

[Davin af Tirragen]

Selvom han var blæst ind som en orkan, formåede han stadig at høre det spæde klynk, han gættede, kom fra Delora. Det blev kun bekræftet, da han vendte sig om for at få øje på sin kære lillesøster stående midt i hele forfærdeligheden. Hun så noget så skrøbelig ud, som hun stod der i sin sarte natkjole med en smule halm og håret og før Davin nåede at tænke videre over det, var han henne og tage hendes lille skikkelse op i sin favn.

Tjenestefolkene sørgede for at åbne dørene på deres vej ind, så der ikke var nogen forhindringer og han gik direkte ind på sit værelse. Med en forsigtig ømhed lagde han den lille pige i sin seng. ”Min lille rødkælk,” trøstede han med silkeblød stemme og strøg den ru hånd over hendes bløde kind.

[Delora af Tirragen]

Hun fulgte ham vagtsomt med blikket, da han i høj fart kom hen til hende, og med lethed løftede hendes krop op i hans favn. Hun lagde armene omkring hans hals og skjulte sit ansigt ved hans skulder. Hendes krop skælvede af frygt og kulde, som hun blev båret ud af stalden og ind i huset. Hun håbede ikke, at de ville møde deres far. Selvom han nok ikke ville sige noget til Davin. Men hun var sikker på, at han bare ville straffe hende igen.

Da hun blev lagt ned i Davins seng, tørrede hun sine øjne og så op på ham med et hengivent blik. "Tak," hviskede hun lavmælt og havde på turen gennem huset fået styr på sin vejrtrækning og var stoppet med at græde. Hun smilede forsigtigt til ham og tog sig ikke af, at hun kun havde natkjole på. Davin var jo hendes bror. Han havde set hende som lille rende rundt uden en trevl på kroppen næsten.

[Davin af Tirragen]

Inderst inde ønskede han virkelig, at de mødte faderen. Hvert skridt af vejen gennem det store hus, håbede han på det, men måtte se sig skuffet, da de endelig nåede soveværelset. Nå, så måtte han finde et andet tidspunkt til sin magtdemonstration. Nu havde Delora brug for ham.

Det hengivne blik fik det til at dunke i hans bryst og hans fingre strøg videre ned over hendes hals. ”Hvad er det dog, du roder dig ud i uden mig?” spurgte han, meget bevidst om sit ordvalg. Hun kunne ikke klare sig uden ham og des før hun fandt ud af det, des hurtigere ville det gå hende bedre. Hvis bare hun var hans, kunne han give hende verdenen. Eller i hvert fald mere end en gammel hertug.

[Delora af Tirragen]

Hun så tryllebundet op på ham, og kunne ikke tage sit blik fra hans. Meget ulig, hvordan det normalt var. Men, han havde lige hentet hende nede i stalden, selvom hun var blevet beordret derned af deres far. Og Davin havde sat sig op i mod ham. Hun beundrede Davin for den styrke.

Hun sank en klump i halsen og fik våde øjne igen. "Han kaldte mig ind på sit kontor," hviskede hun, bange for at deres far stod på den anden side af døren og lyttede. "Han sagde ting om, at jeg var en skakbræt i hans spil og at jeg skulle gøre alt som han sagde. Og sørge for at..." Hun standsede, da hun var lige ved at nævne hertugen. Hun havde lovet Davin ikke at gøre det. "Han sendte mig ned til skrædderen, fordi han mente min kjole fik mig til at ligne en købmandsfrue," det havde været ydmygende at blive sammenlignet med en borgerlig. "Jeg afleverede et brev til skrædderen, som gav sig til at tage mål. Han sagde, at min fader havde bedt om en mere... Nedringet kjole," hun snøftede. Hun havde aldrig haft så udfordrende tøj på. Og hun ønskede det heller ikke som ugift.

[Davin af Tirragen]

Faderen var direkte tåbelig, hvis det, Delora fortalte, var sandt. Selvom han sagtens forstod logikken bag og ikke kunne se problemet i det, ville den lille pige jo ikke kunne håndtere den viden. Da hun fortalte, stoppede han lidt. Tanken om hende i en mere nedringet kjole gjorde ham opstemt, men samtidig irriterede det ham, at det var for hertugen. Og at faderen mente, hun skulle bære den før ægteskabet. ”Jeg taler med ham i morgen,” forsikrede han hende blidt og nød at mærke hendes røde hår mod sine fingre.

”Du sover herinde hos mig i nat.” Faderen ville sikkert bare smide hende ud i stalden igen, hvis han fandt hende inde i sin egen seng. Desuden havde han ikke lyst til at spilde muligheden for at have hendes spinkle krop ved siden af sin egen for natten.

[Delora af Tirragen]

Hun havde virkelig været bange, da hun stod der hos skrædderen og fik den skrækkelige nyhed. Og hendes mor havde blot sukket tungt, uden at sige noget om, hvordan hendes datter skulle se ud. Hendes underlæbe bævede, som hun så op på ham. Bare tanken om, at Davin ville forsvare hende, fik hendes hjerte til at svulme op og hun begyndte at slappe mere af i kroppen.

Hun nikkede. "Åh tak Davin," hviskede hun med hele sit følelsesregister og løftede sin ene hånd for at ligge den oven på hans. Hun kunne stadigvæk ikke tage sine øjne fra ham. I stedet trykkede hun sin spinkle krop ind mod hans, og søgte hans beskyttelse. Hans trøst. Inderst inde kunne hun ikke vente, til Davin en dag ville blive baron. Han var født til det, og hun glædede sig til den dag.

[Davin af Tirragen]

Åh, hun var så bedårende og fandens uimodståelig, som hun lå i sin seng, men han formåede alligevel ganske blidt at få sin hånd fri fra hendes og trak sig tilbage igen. Lige så langsomt fik han befriet sig selv for både tunika og skjorte, der begge blev lagt over stoleryggen. Ikke længe efter fandt bæltet efter.

Omhyggeligt vendte han sig om mod Delora for at se hendes ansigtsudtryk. Han vidste ikke, hvornår hun sidst havde set en mand uden særlig meget tøj på og han ville se hendes ansigt, når han smed sine bukser. Lige så langsomt fik han løsnet dem og trak dem så af, mens han studerede hver træk på hendes dukkefine ansigt.

[Delora af Tirragen]

Hun så forskrækket op på ham, da han fjernede sig fra hende. Og hun troede, at hun havde gjort noget forkert. Hele tiden ventede hun, at der faldt et skarpt ord, og at han ville sende hende ned i stalden, fordi hun havde opført sig upassende. I stede begyndte han at tage sin tunika og skjorte af.

Delora sank en klump i halsen, da hun langsomt drejede hovedet. Hun følte ikke, at hun kunne tillade sig at se på Davin, når han klædte sig af. Men lyden af hans bælte, fik hende med et ryk til at se på ham igen. Akkurat i tide til at se hans bukser falde. Hun gispede og hendes kinder blussede op til at være knaldrøde, mens hun slog blikket ned og forsøgte for alt i verden at kigge væk end på hendes bror. På Davin, der stod der i al sin mandighed. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig hastigt, og fordi hun lå på ryggen, kunne man tydeligt se det fra det sted, hvor Davin stod.

[Davin af Tirragen]

Hendes reaktion kunne ikke have været bedre, om han så havde bedt om det. Hendes røde kinder og de små bryster, der hævede og sænkede sig i en hævet, skæv rytme. Hun var perfekt i al sin uskyldighed og befippelse og han gik langsomt over mod sengen, hvor han kravlede op ved hendes side. Og så duftede hun skønt; en duft, der ville blive hængende i hans seng i nogle dage. ”Jeg passer på din, min lille fugl,” trøstede han med den samme lavmælte, blide stemme og lagde tæppet omkring dem begge.

[Delora af Tirragen]

Hun var meget opmærksom på, hvad der skete nu. Hendes hun var pludselig blevet så sensitiv, mens hendes øjne årvågent fulgte hver af Davins bevægelser hen mod sengen. Hun så på ham. Og tog ikke sit blik til sig. Hun havde ikke set en mand uden så meget tøj på kroppen, siden hun var en lille pige. Hun forstod nu hvorfor. Nogen komtesser ville sikkert kunne lide det. Men Delora kunne kun håndtere det, fordi det var Davin. Hendes storebror.

Hun sukkede tilpas, da han kom ned i sengen til hende og lagde et tæppe om dem. Hun lagde sig om på siden, og havde fronten mod ham, hendes isblå øjne hvilede i hans blik. "Davin? Må jeg... Må jeg godt komme hen til dig?" Spurgte hun hviskende. Det hun søgte var, at ligge i hans favn og falde i en sikker søvn.

[Davin af Tirragen]

Lyden af det lille suk fik ham til at smile og han trillede om på siden uden besvær, åbnede sine arme for hende, selvom han sørgede for at lægge noget af tæppet foran sit skød. Bare for en sikkerheds skyld. ”Kom her,” bød han hende lavmælt og lagde den ene hånd over hendes øre og hår. Hendes krop var så lille mod hans. Ganske forsigtigt plantede han et kys i hendes hårgrænse, men følte sig så alligevel draget til at lægge et mere lidt længere nede. Og et mere. Små kys blev plantet ned over hendes næseryg mod næsetippen.

[Delora af Tirragen]

Hun gled uden tøven ind i hans favn, da han åbnede sine arme for hende. Instinktivt trykkede hun sig ind til ham. Hun så op i hans øjne, og hendes kinder blussede endnu mere, for hvert kys han plantede på hendes hud. På hendes brændende varme hud. Hun var sikker på, at han også ville kunne mærke hendes bankende hjerte, der truede med at springe hendes brystkasse. Da hans kys nåede hendes næsetip, lukkede hun øjnene og klynkede lavmælt uden at lægge mærke til det. Det føltes beroligende at få denne form for kærtegn af Davin.