Hvor går grænsen? [R]

[Kieran af Stenbjerg]

Annalin af Stenbjerg

Juli 526 M.T.

Kieran havde efterhånden vænnet sig til hverdagen på Stenbjerg, selvom den var noget kedeligere end den hverdag han var vant til i Corus. Han glædede sig til året var omme og han kunne overlade tøjlerne til Larkin igen. Nogen yngre brødre ville måske forbande at de ikke var den ældste, men personligt havde det altid passet ham ganske fint. Han satte sin signatur på brevet han havde siddet og skrevet, foldede det sammen og lukkede det med lakseglet med Stenbjergs vågenskjold. Det kunne blive sendt afsted til Larkin dagen efter.

Han rejste sig, tog den bog han havde efterladt på et lille bord og forlod arbejdsværelset for den aften. Han gik i sine egne tanker om morgendagens pligter, men fandt hjemmevant til pejsestuen alligevel. Han nåede to skridt ind, før han opdagede der allerede var nogen og stoppede med et uudgrundeligt blik på sin fætters hustru ”Godaften Annalin..” hilste han med en undertone af noget der ikke bare var høflighed. Han havde tilbragt en del tid sammen med hende det sidste stykke tid. Måske mere end godt var, men hvem skulle stoppe ham? Han lukkede døren bag sig med et klik.

[Annalin af Stenbjerg]

Nålen blev forsigtigt trykket op gennem stoffet, hvor hun tog fat i den igen, tegnede et nyt kryds med tråden. I starten havde det været forfærdeligt at være alene tilbage på lensborgen med kun Kieran og den lille Domitan som selskab. Joshua havde manglet hende. Men efterhånden som tiden var gået, var det blevet bedre. Kieran havde i hvert fald vist sig ikke at være så utilnærmelig, som hun i starten havde dømt ham. Nålen fandt vej ned gennem stoffet igen.

Domitan var for længst blevet lagt i seng, selvom det aldrig var mere end et par timer af gangen, han sov. Et glas vin stod foran hende og hun lagde lige så forsigtigt broderiet i skødet, for at række frem og lægge fingrene om glasset. Det var rart med et enkel glas, bare lidt at sove på. Lyden af skridt. Hun satte langsomt glasset fra sig igen og så mod sin husbond fætter, Hertugens yngre bror. ”Godaften Kieran.”

[Kieran af Stenbjerg]

Kieran stod et langt øjeblik og betragtede Annalin med et uudgrundeligt blik. Så gik han med langsomme skridt hen til det lille bord, der var beboet af forskellige karafler, tog et glas og fyldte det halvt med en ravgylden væske – den gode whisky fra det lokale brænderi ”Hvordan har din dag været?” han var normalt ikke til overflade-snak, men efter mange måneder sammen på borgen, havde han måttet erkende, at der var mere til fætterens kone, end et kønt ansigt.. og en nydelig krop. Han tog et sip af den stærke drik og slog sig ned ved siden af hende uden at spørge om lov.

[Annalin af Stenbjerg]

Det var ikke til at undgå at mærke Kierans blik og hun gjorde sig umage med at holde blikket på broderiet. Men selvfølgelig kunne hun ikke dy sig og hun fangede hans blik, fulgte ham med øjnene, som han bevægede sig gennem rummet. ”Ikke meget forskellig fra gårsdagen,” svarede hun med et klædeligt smil om læberne.

Det kom ikke bag på hende, at han slog sig ned og hvor hun de andre dage med selvfølgelighed havde rykket lidt væk fra ham og gjort bedre plads, blev hun siddende. I en langsom bevægelse lagde hun broderiet fra sig på bordet og tog sit glad, alt sammen uden at slippe ham med blikket. ”Og din?”

[Kieran af Stenbjerg]

Kieran drejede sig lidt, en så diskret bevægelse, at den næsten ikke var der, men alligevel fik ham til at sidde en smule sidelæns på hynden, ind mod hende ”Er nogen dage det heroppe? spurgte han retorisk og lagde armen på ryghynden, så glasset med whisky efter lige bag hendes nakke da han trak på skuldrene, uden at have sluppet hendes blik ”Dræbende uinteressant… ” han lagde hovedet lidt på sned ”Indtil nu..”

[Annalin af Stenbjerg]

Det var ikke fordi deres forhold havde forandret sig så meget efter Arthur, Joshua og Larkin var taget afsted til rundrejsen. Jo, de havde ganske naturligt tilbragt mere tid sammen og derfor også talt mere sammen, men Kieran havde aldrig været uvenlig over for hende. Det var alt sammen ganske naturligt, bildte hun sig selv ind. Hans hånd var så tæt ved hendes nakke. Men det var vel også ganske naturligt.

Det trak ganske let op i hendes ene mundvige og smilet gik til at være en anelse skævt. ”Jaså,” vævede hun med en let og lavmælt latter. ”Hvad har da ændret sig?” Hendes hænder føltes tomme uden broderiet, men samtidig nød hun øjenkontakten, der stadig ikke var blevet brudt med undtagelse af, når øjnene var tørre. Hænderne blev derfor liggende tomt i skødet.

[Kieran af Stenbjerg]

Kieran lo ikke, men der lå hele tiden et halvt smil i hans ene mundvig og et glimt i de lyse øjne ”Jeg har intelligent selskab.” svarede han som om det var det mest selvfølgelige i hele verden og lod blikket forlade hendes. I stedet gled det langsomt over de fine træk i hendes ansigt for til sidst at møde hendes øjne igen, mens han løftede hånden og tog en mundfuld af sit glas. Han skiftede glasset over i modsatte hånd, før han igen lagde armen på ryglænet. Noget havde ændret sig, eller også var han bare blevet mere bevidst omkring det. Hun var en smuk kvinde, med en mand der tydeligvis ikke værdsatte hende. Det kunne være så nemt…

[Annalin af Stenbjerg]

Han svarede og et nyt smil tegnede sig på hendes læber, før hun ganske bevidst sænkede blikket, før hun igen så op på ham gennem let sænkede vipper. "Det er venligt af dig. Tak, Kieran," svarede hun. I en glidende bevægelse lænede hun sig igen mod bordet og tog sit glas med vin, før hun igen satte sig længere tilbage i sofaen. Deres knæ strejfede hinanden, men hendes ansigt røbede ikke, om det var bevidst eller en tilfældighed.

"Jeg er glad for, at du blev i Stenbjerg. Jeg havde været noget så ensom uden dig." Hun vidste godt, det var det, Larkin havde bedt ham om, men det ændrede ikke på, at hun kunne have været alene. Men det var hun ikke.

[Kieran af Stenbjerg]

Kieran nikkede let og måske en kende arrogant, som om han havde gjort hende en tjeneste ved at give hende en kompliment ”Der er forskel på venlighed og sandhed, men det var så lidt.” han fulgte hende med blikket da hun lænede sig frem. Den slanke hals.. de dunede hår i hendes nakke der ikke kunne nå med i den opsatte frisure.

Han flyttede ikke benene selv da hendes skørter strøg imod hans knæ. Hvor længe var det egentlig siden han sidst havde undt sig selv en kvinde? Mon den lille, blåøjede sag stadig var i køkkenet, duftende af tunge krydderier.. Han skubbede tanken fra sig igen, mere håndfast denne gang og sendte Annalin et klædeligt smil over smigeren ”Jeg kan ikke fortænke dig.. heroppe alene.. med en mand der aldrig er hjemme..” han lod konstateringen hænge i luften mellem dem før han fortsatte ”Du skulle tilbringe mere tid i Corus når min fætter er ude på sine eventyr. Der ville du ikke føle dig ensom.”

[Annalin af Stenbjerg]

Det var ikke første gang, Annalin bed mærke i det faktum, at Kieran havde et pænt smil. Nok heller ikke sidste. Hans ord gjorde dog det letsindige smil en anelse stift. Normalt havde hun det ganske fint med, at Arthur ikke var hjemme så ofte, men pludselig følte hun sig ualmindeligt ensom. Følelsen gav hende en kold knugen i maven. Han fortsatte og hun prøvede at skubbe følelsen lidt i baggrunden. ”Måske du har ret.” Hun tyggede på det og nikkede ganske langsomt, vurderende. ”Men for nu har jeg intet imod at gøre dig selskab her i Stenbjerg.” Et nyt smil blev fundet frem og hun lagde hånden ud som en invitation. Et lille, forsikrende klem havde altid været hendes måde at få kontakt på i hendes ellers berøringsfri tilværelse.

[Kieran af Stenbjerg]

Kieran var ikke blind og hendes modløshed var tydelig, selvom hun gjorde sit bedste for at lade som ingenting. Måske.. Han krummede fingrene der lå bag hende, hvor hun ikke kunne se dem, men strejfede de alleryderste spidser af hendes nakkehår mens hun svarede og belønnede hende med endnu et afslappet smil ”Jeg ser frem til at kunne vende tilbage til Corus, men så længe jeg er her..” han lænede sig lidt til siden, satte sig glas fra sig og tog så , lidt forsinket, hendes fremstrakte hånd, løftede den og lod læberne strejfe hendes knoer ”..kunne jeg komme på langt værre selskab end du, og ikke meget der ville være bedre.” han holdt hendes hånd nogle sekunder længere end der var tilforladeligt og rakte så ud efter sit glas igen.

[Annalin af Stenbjerg]

Det var ikke mere end en berøring så flygtig, at hun kunne have forvekslet den med en let brise. Hvis altså der havde været en let brise. Men pejsestuen var lun og lukket af og noget i Kierans smil forsikrede hende om, at det rent faktisk var ham, der havde rørt hende. Visheden om netop det fik det til at summe lige så let i hendes mave og hun havde blikket låst fast i hans isblå øjne, da han trak hendes hånd op og endeligt strejfede hendes knoer med læberne.

”Følelsen er bestemt gengældt,” fortalte hun ham og selvom stemmen var en anelse lavmælt, flakkede hendes blik ikke fra hans. ”Du har virkelig været mig en støtte igennem.. Det hele.” Det sitrede ganske svagt i hendes ene mundvige, men smilet forblev på hendes læber. At Kieran ville blive det for hende, havde hun aldrig forventet. Men hun kunne ikke takke ham nok.

[Kieran af Stenbjerg]

Hans læber krusede sig i et underfundigt smil ved hendes ord og han bøjede hovedet i et anerkendende nik ”Du er en smuk kvinde.. Anna. Du fortjener ikke at være ulykkelig.” han var fuldt ud klar over han balancerede på en knivsæg, men hvis ikke man ind i mellem tog en chance..

Han rettede sig lidt op, uden egentlig at gøre det, men brugte det som et påskud for at læne sig en lille smule mere ind mod hende. Samtidigt løftede han hånden bag hende, fangede den lille krølle der hang og fristede ved hendes ene tinding og førte den om bag hendes øre i en forsætlig bevægelse, mens han fulgte sin egen hånd med blikket.

[Annalin af Stenbjerg]

Ordene fik det til at flakse nervøst i hendes bryst. Det var efterhånden måneder siden, nogen sidst havde kaldt hende smuk. Eller bare set på hende, som Kieran gjorde det netop nu, men hun kunne ikke få sig selv til at bede ham stoppe. Ikke engang at fjerne sit blik fra hans dragende, blå øjne, formåede hun. Han havde jo ret. Hun fortjente ikke at være så ulykkelig, som ægteskabet med Arthur gjorde hende.

Kierans fingre føltes brændende mod hendes hud i den fjerlette berøring og hun var ikke i tvivl om, hvilke følelser, han tændte i hende. Hun higede efter mere, behøvede mere. I en ellers så uskyldig bevægelse vippede hun hovedet lidt, lagde det tættere ind mod hans hånd som en kælen kat, der søgte kærtegn og nærvær.

[Kieran af Stenbjerg]

Han tog ikke hånden væk, eller rettede nåede han ikke at gøre det, før hun lænede ansigtet ind mod den og uden ord, måske endda ubevidst opfordrede ham til at fortsætte. Han tøvede, helt bevidst og blikket i de blå øjne stillede et tydeligt spørgsmål, der allerede var besvaret. Så han krummede fingrene lidt og lod siden af to fingre stryge blidt ned over hendes bløde kind "Jeg tror slet ikke han ved hvor heldig han er.." konstaterede han lavmælt og overskred endnu en grænse, da han lod tommelfingeren stryge flygtigt over hendes underlæbe.