Fra Carthak til Højager

[Vittoria af Tasrid]

Davin af Tirragen

Brevet Vittoria havde modtaget i Carthak havde absolut ikke vakt hendes glæde. Overhovedet. Hun havde ikke noget ønske om at blive forlovet, og slet ikke, hvis hun ikke elskede sin kommende mand. Men hendes forældre havde alligevel valgt, at indgå et ægteskab på hendes vegne. Hvilket også var grunden til, at hun for længe siden, var blevet kaldt hjem til Tortall.

Hun havde nu været i Corus i tre dage, hvor hun var kommet til kræfter, havde fået rejsestøvet ud af sit næsten sorte hår, og raset ud sammen med sin tvilling. Men lige lidt hjalp det alt sammen. Hun var stadigvæk forlovet med en mand, hun ikke kendte noget til, og som hun ikke ønskede. Oven i alt det, så havde hendes forældre arrangeret, at han kom hjem til dem, så de kunne møde hinanden. Og lidt i et ønske om, at Vittoria måske ville skifte mening, når hun så, hvilken flot og ung arving de havde fundet. Hun tvivlede. Men hun sad i det mindste og ventede inde i en af stuerne sammen med en tjenestepige.

[Davin af Tirragen]

Det var efterhånden nogle uger hvis ikke måneder siden, Davin havde fået besked om, at han var blevet forlovet. En eller anden tarvelig tøs fra lavadelen. Det kunne næsten ikke have været værre. Eller jo. Og det var det. For Delora havde selvfølgelig fået en Hertug. Han kunne have slået nogen ihjel. Ikke at han gjorde det. Jo, han havde måske klemt lidt hårdere om tjenestepigens hals, da han havde tvunget hende i seng, men det var blevet fint dækket med et tørklæde. Og hvem skulle også tro en tjenestepige over ham? Det havde givet ham afløb for frustrationerne og det var derfor med større sindsro, at han mødte op ved Tasrid-familiens hus i Højager.

Uden videre omsvøb blev han ført ind i en af husets stuer og rettede straks blikket mod pigen derinde. Og så sig skuffet. Intet mindre end ordinær var hun. Alligevel lå ansigtet i høflige, om end noget arrogante, folder. ”Nådigfrøken,” hilste han og bukkede dybt for hende.

[Vittoria af Tasrid]

Hun måtte godt nok indrømme, at tiden sneglede sig afsted, mens hun ventede på at møde denne Davin af Tirragen. Hun var lige ved at fnyse over, at han ikke en gang kunne finde ud af at komme til tiden, da døren netop gik op, og en tjener førte en mand ind i lokalet. Det kunne kun være Davin. Hvorfor skulle tjeneren ellers føre ham herind. Hun nejede til perfektion for ham, og holdt sit ansigt roligt, neutralt i forhold til de tanker, der rasede i hendes hjerne.

Var det på grund af denne mand, at hun var blevet trukket tilbage fra Carthak? Var dette grunden til, at hun skulle stoppe sine studier? "Ridder," hilste hun tilbage og slog ud med hånden mod en stol, der stod på den anden side af det bord, hvor Vittoria selv for et øjeblik siden havde siddet. Hun satte sig yndefuldt ned, og så over på ham. "Ønsker De et glas vin at drikke? Og kan jeg tilbyde Dem noget frugt?" Hun håbede virkelig, at dette her hurtigt var overstået.

[Davin af Tirragen]

Det var tydeligt, at de begge brugte nogen tid på at vurdere hinanden. Og han blev bestemt ikke mere imponeret, som blikket gled over hende. Hendes hår var kedeligt og mørkt og ville sikkert udvaske alt hans røde i deres børn, hendes ansigt var groft skåret og hun udstrålede generelt bare middelmådighed. Ikke lige det, han havde forventet.

Med afmålte skridt trådte han hen til bordet og tog plads i tavshed. ”Et glas vin, hvis De vil være så venlig,” bød han hende og betragtede hende med kølig distance i blikket, forholdt sig afventende. Hun havde bare at være ordentligt opdraget, for indtil videre var dette kun en skuffelse.

[Vittoria af Tasrid]

"Selvfølgelig," sagde hun og talte derefter til tjeneren, der stod og ventede på at tage imod deres ønsker. Hun bad selv om et glas saft. Da denne forlod stuen, var det igen blot hende og tjenestepigen til stede. Og stilheden mellem dem var så tyk, at man kunne skære gennem dem med en køkkenkniv. Vittoria skulle virkelig hanke op i sig selv, for at tage sig sammen og forsøge at starte en samtale. "Jeg kan forstå på min forældre, at De har været ridder i et års tid. Var De med i krigen mod Maren?" Spurgte hun og hendes stemme var neutral, men hendes blik på ham var køligt. Akkurat som hans eget. Det gik ikke hendes næse forbi, at han virkede mindst lige så irriteret over dette her, som hun gjorde.

[Davin af Tirragen]

Efter hun var færdig med at sørge for drikkevarer, herskede stilheden. Hm. Endnu en skuffelse. Det var åbenbart størstedelen af det, der var på menuen for dagen. ”Nej, kun som væbner,” fortalte han hende, da hun endelig fandt et ordentligt emne at bringe op. Han så på hende med et noget stift smil. Det var ubegribeligt, at hans far forventede, han skulle giftes med den intetsigende gås. ”Ellers har jeg været hjemme i Tirragen under rundrejsen for at forberede mig på tiden, hvor lenet overdrages til mig.”

Han måtte kvæle et suk. Så var det vel hans tur. ”Jeg forstår, De netop er vendt hjem fra Carthak?” spurgte han så for at gengælde interessen. Eller i hvert fald foregive det ligesom hun så ud til at gøre det.

[Vittoria af Tasrid]

Hun kvalte et fnys, og derefter at suk, mens et neutralt smil hvilede på hendes læber. Intet i hendes ansigt, udover hende øjne, afslørede noget om, hvad hun følte. Nøjagtig som han selv. Hun skulle til at stille spørgsmål omkring hans tid hjemme på hans slægts borg, men nåede det ikke, før han stillede hende et spørgsmål. "Ja, for tre dage siden. Jeg var sendt afsted for at studere sprog på universitetet," fortalte hun og et lille ægte smil dukkede op i et kort øjeblik, inden hun skjulte det igen.

"De glæder Dem til at overtage Tirragen efter Deres fader?" Spurgte hun og kunne virkelig ikke finde på andet end høflighedssamtale med ham. Hun havde absolut ikke lyst til at dele nogle private ting med ham. Lige så lidt, som hun havde lyst til at høre om hans privatliv.

[Davin af Tirragen]

Studere. En kvinde skulle ikke studere, hun skulle finde sig en mand og passe hjem og børn. Og hvis hun ikke kunne det, måtte hun hjælpe de andre kvinder med det. Ikke alle disse studier og bøger. Vås. ”Min fader styrer Tirragen med hård og gavmild hånd, jeg kan kun håbe på at fylde hans store sko,” vævede han uden rigtig at svare. Selvfølgelig glædede han sig til at overtaget lenet. De studier havde tydeligvis ikke gjort hende mere intelligent. Han kastede et overfladisk blik omkring sig. Bare han snart kunne finde en undskyldning for at gå.

[Vittoria af Tasrid]

Han var da yderst intetsigende. Fuldkommen ude af stand til at fortælle noget som helst om sit hjem. Det var ikke ligefrem indbydende for Vittoria, der mest af alt bare sad og kedede sig. Ved Guderne, havde hendes forældre virkelig tænkt sig, at hun skulle giftes med sådan en dødbider? Hun havde igen lyst til at fnise, men det blev i stedet til et stift smil på hendes smalle læber. ”Det er et stort ansvar, en dag at skulle lede et len. Men jeg er sikker på, at med Deres faders vejledning, vil De være fuldt ud i stand til at overtage,” var det ikke sådan noget mænd godt kunne lide at høre? At de kunne finde ud af deres arbejde? Hun anede det ikke. Hun var ingen typisk komtesse. Hverken underdanig eller fintfølende. Hun var en af dem med store armbevægelser og et frit sind.

[Davin af Tirragen]

"Mh," brummede han nøgternt til Vittorias ord. Han var langt mere værdig til at styre lenet end sin far. Havde det været Delora, han havde siddet sammen med, havde hun sikkert været bedre til at anerkende og tilkendegive netop det. "Jeg håber alle Deres spændende studier ikke har fjernet fokus fra de ting, De lærte på klosterskolen?" Et modbydeligt smil fandt frem til hans læber, mens han betragtede hende med et uudgrundeligt blik. Alle de studier var jo en distraktion fra det, hun egentlig skulle vide. Hvordan man teede sig som baronesse og hustru.

[Vittoria af Tasrid]

Hvor var det her kedeligt. Hun skulle tage sig sammen for ikke at gabe, og hun lyttede egentlig heller ikke efter, da han svarede på hendes spørgsmål. Hun var jo i bund og grund fuldkommen ligeglad med, hvad der kom ud af hans mund. Ved hans spørgsmål kneb hun øjnene sammen, og sendte ham et skarpt blik. Hvad bildte han sig ind at insinuere, at hun ikke kunne fuldende rollen som hans kommende hustru og baronesse? Hun var måske ikke datter af en baronesse, men hendes tante var en, og ville med glæde hjælpe hende. Alt det sagde hun dog ikke noget om, i stedet gled et køligt smil over hendes læber, mens en ligegyldighed viste sig i hendes øjne. "Mine studier har været med til at fremme min forståelse af, hvad jeg lærte på klosterskolen. Så De skal bestemt ikke bekymre Dem om mine evner i vores ægteskab," svarede hun og mente, at han derimod burde bekymre sig om sine egne.

Heldigvis blev der ikke tid til, at de kom længere i samtalen. Og da en tjener kom ind for at afbryde dem, åndede hun lettet op. Hun kunne endelig slippe af med ham. Hun nejede for ham, da han forlod stuen. Bagefter, tog hun direkte ud i haven for at få afløb for sine frustrationer med en gåtur.

Tråd afsluttet