En frokost aftale.

[Deleted]

Annalin af Stenbjerg

Solen skinnede ned på Stenbjerg huset i Højager. Græsplænnen var lyst af den skyfrie himmel. Det gamle crypress træ blev taget af vinden, og viftede frem og tilbage. Generelt var haven et ganske dejligt sted, den var ikke vanvittig stor, men stor nok til at kunne indholde træer, græsplæne og bede. Humleranker voksede op ad muren på huset og gjorde omgivelserne endnu mere grøn. En skikkelse bevægede sig igennem haven iført en tunika med familiens farver. Hans blik var roligt overvågende, den betragtede buskene og græsset.
To tjenere løb rundt og plejede haven lige nu, og klippede en busk til, og den anden gravede et hul til en ny plante. Arthurs stilte sig i en rør position og hans blik hvilede først på tjenerne, og nu over på døren hvor tjenerne kom ud med frokost.

Der var mange ting på de fade der blev bragt ud, kød, brød, grønsager, vin, vand og frugt blev stillet. Der blev bragt 3 stole ud og anbragt rundt om bordet.
Arthur tog en dyb indånding velvidende at han skulle tilbringe frokost med sin 'elskede' hustru og hans søn.

[Annalin af Stenbjerg]

Tilværelsen havde egentlig været ganske behagelig, siden hun var kommet til Stenbjerg. Lige med undtagelse af, at hun nu igen skulle tage stilling til sin husbond. Hun havde ikke savnet ham, mens han var afsted og nu han var tilbage, virkede det underligt kunstigt at skulle lege familie med ham igen. Alligevel gjorde hun, som der blev forventet af hende og fulgte sin mands ønsker.

Domitan blev sat på den ene stol, før hun selv tog plads på en af de andre. Der var ingen grund til at cirkle rundt om frokosten, når det nu var det, de var der for. Med øm hånd rettede hun de uglede, mørke lokker på sin søns hoved, før hun vendte blikket mod sin mand. ”Arthur,” hilste hun høfligt og smilede venligt op til ham.

[Deleted]

Arthur lod blikket hvile hen på sin hustru og sin søn. Han smilte til sin søn oprigtig og begyndte langsomt at bevæge sig hen imod bordet. Hans blik gled over på Annalin som hilste pænt på ham, og han nikkede anerkende og venligt.
"Annalin, du ser ud som at du er begyndt at finde et hjem her i Corus." sagde han høfligt, imens han bevægede sig hen til bordet for trække stolen ud, og sætte sig.
Det var meget underligt at skulle lege familie med en kvinde han knap nok kendte, heldigvis havde hans familie da fundet en som var pæn - hvilket var positivt - så hans søn fik nogle pæne gener.
Tjenerne begyndte at ligge mad over på Domitans tallerken og fik hældt vand op til ham. Herefter hældte de vin op til først Arthur og så Annalin.
Arthur gjorde tegn til at tjenerne godt kunne forlade dem. Arthur så hen på Domitan og smilte.
"Du vokser min dreng. Du skal nok blive en god ridder." sagde han roligt og dog bestemt. Han tog et stykke brød hen på tallerken, og begyndte derefter at tage mad på tallerken.
"Noget du mangler?" spurgte han høfligt Annalin. Han så akavet på hende og vidste ikke helt hvad han skulle snakke med hende om, men det kom nok.

[Annalin af Stenbjerg]

”Det er bestemt dejligt at være tilbage,” betroede hun ham med et smil om læberne. Sidste gang, hun havde været i Corus, havde det dog været i slægten af Masbos byhus. Det havde virkelig været en lettelse, at Domitan kunne huske sin far. Selvom det ikke ville undre Annalin, hvis han ikke havde. Rundrejsen havde immervæk været i gang siden sønnen kun var et år.

Ved de rosende ord så drengen genert hen på sin mor, der gennem et blidt nik fik beroliget ham. Straks så han tilbage på sin far med et smil og et lille ’Tak’. Anna så op på Arthur, da han igen vendte sin opmærksomhed mod hende. ”Nej, ellers tak.” Hun tog en lille tår vin og satte så igen glasset fra sig. Stemningen var underlig og hun hoppede straks til det nærmeste emne. ”Jeg går ud fra, du også nyder at være hjemme igen?”

[Deleted]

Hans blik var forventningsfuld da han svarede ham, og smilte stolt af den lille knægt. Arthur havde rejst lang tid, og i virkeligheden var det der han følte sig hjemme. Ved fronten. Han var en naturlig soldat ikke husbond. Han vidste dog hvad familien krævede, og ikke mindst så ville han godt gøre dem stolte.Så han holdte naturligvis fat i sin kone og fik de børn som der var påkrævet.
Arthur tog en tår af sin vin og vendte blikket mod hende og grinte svagt.
"Ja, er dejligt at se min hustru igen og ikke mindst min søn." hans stemme lød så oprigtig han kunne, i virkeligheden var det nok mest hans søn han havde glædet sig til at se. Arthur følte sig mest hjemme i kamp, det her at gå rundt og lege adelig var uvant og en større udfordring end han havde forventet.
"Har de for nyligt træffet min fader?" spurgte han med et smil.

[Annalin af Stenbjerg]

Annalin var hverken døv, blind eller småt begavet og hun bemærkede godt ændringen i hans tonefald fra da han omtalte hende og til sønnen. Ikke at det gjorde hende noget. Hun havde på intet tidspunkt forventet, at der ville være nogen romantiske følelser mellem hende selv og manden, der var far til hendes barn.

Da samtalen faldt på Joshua smilede hun ganske mildt og nikkede. ”Ja, din fader og jeg sås næsten omgående efter min ankomst til Corus,” fortalte hun ham og brød kun kortvarigt øjenkontakten for at se ned på sønnen, der med største fornøjelse skovlede en mundfuld mad ind med sin buttede hånd. Han var stadig ung nok til, at det var fuldkommen bedårende. ”Han har altid været så venlig mod mig.” Joshua var nok den, der havde taget bedst imod hende.

[Deleted]

Arthur tyggede i noget brød, og lod blikket falde ned på sin søn og betragtede ham. Han havde en appetit som sin far. Han smilte lidt ved tanken, og sank sit stykke brød.
"Det var godt." sagde han høfligt og skar noget kød over, og grinte en anelse. "Du tilbringer os mere tid med ham." sagde han og tog kødet i munden.
Det var ikke just fordi at de havde et lykkeligt ægteskab, tværimod - et ægteskab mellem folk som var ærefulde og tænkte på deres familie. De gjorde deres pligt, og intet mere. Nogen gange, som dette f.eks blev de nød til at tumle rundt og lege ægtepar. Arthur respekterede naturligvis sin kone, da hun nu var mor til hans barn og ikke mindst havde fået hans navn - men det var så også det. På trods af Arthur ofte diskuterede med sin far om dette ægteskab. Så var det hans pligt. Han tyggede af munden og tog en tår af sin vin, og lod sit blik hvile på hende.

[Annalin af Stenbjerg]

Hun tog en lille bid i munden og tyggede omhyggeligt, nikkede en smule. Ja, hun var ikke ridder eller studerende eller hertug eller noget som helst. Hun havde intet andet formål med sit liv end at passe på sin lille søn og pynte. Og det gjorde hun gerne, især når Joshua gjorde hende selskab. ”Han er min svigerfar,” svarede hun og mente ligesom det fik lukket dét emne.

”Hvor længe regner du så med at være i stand til at blive hos os denne gang?” spurgte hun og gjorde sig umage med hverken at lyde forventnings- eller håbefuld, men blot høflig og interesseret.

[Deleted]

Han fnyste let da hun sagde det var hendes svigerfar. Hun ville hellere bruge tid med Joshua end med ham. Han havde egentlig ikke så meget imod det, men hun tog også hans tid med hans søn, når han nu havde tid. "Som du vil." sagde han og tog en tår til, en anelse irriteret.
Han lænede sig tilbage i stolen og betragtede sin søn spise, og grinte lidt - han fik ham trods alt i bedre humør end hans hustru.
Hans blik fløj hen på hende og så ned på brødet, og så op på hende.
"Indtil kronen igen har brug for min hjælp." han var stolt af sit erhverv, og det var hans rette afkald - hvis det stod til ham gav han afkald på sin titel og ret for at kæmpe for kronen.
"Vi lever i en tid af fred, jeg forventer ikke at blive hidkaldt i nærmeste fremtid." sagde han og tog et stykke kylling op og brækkede en knogle af, og tog noget af kødet i munden.
"Det glæder dem vel?" spurgte han en anelse ironisk, i hans øjne var hun vel ligeglad om han var der eller ej.

[Annalin af Stenbjerg]

Lyden af hans fnys skubbede til hendes irritation, men hun prøvede at holde sig i nakken. Det nyttede ikke noget at gå i totterne på ham over småting. Især ikke når Dom var til stede. Det ville kun gøre ham ked af det. Igen tog hun endnu en mundfuld og betragtede Arthur se ned på deres søn. Hvordan kunne en så forfærdelig mand være så blid, når det kom til ham? Hun kvalte et suk.

”Det glæder mig usigeligt,” løj hun uden kvaler, mens hjertet sank i maven. Så ville det være begrænset, hvor ofte, hun ville kunne se nogen andre. Han ville forvente hende til rådighed i hvert sekund, hun ikke var sammen med hans far eller sov. Især fordi hun var, hvor Dom var. ”Du ser dog ikke begejstret ud.” kommenterede hun tørt.

[Deleted]

Han så på hende med et roligt blik, og bed sig i læben og grinte. Han elskede hvor oprigtige de ikke var over for hinanden, de brød sig virkelig ikke om hinanden. Der var muligvis flere årsager til det, hvis de måske havde brugt alt tiden sammen siden de blev gift ville det være noget andet - men igen så var Arthur aldrig blevet det han var idag.
"Det var godt." sagde han og kunne sagtens mærke de begge ikke mente et ord, men ihvertfald så var han der for sin søn.

Hans blik vendte over på hende og grinte. Hun havde ret, han var ikke videre begejstret for udsigten til at lege mand og kone i så lang tid, men det kunne være der kom noget positivt ud af det. "Hvad er der ikke at være glad over jeg har min hustru og min søn nær mig. Har ikke haft mulighed for at have min søn i nærheden af mig i lang tid." sagde han, den sidste del var dog oprigtig.
"Måske får han søskende. Man ved aldrig." sagde han bestemt.

[Annalin af Stenbjerg]

Hun måtte hoste for at dække over et hånligt fnys ved hans ord. Som om han skulle være glad over at tilbringe tid hos hende. Stod det til ham, ville han tage Dom under armen og aldrig mere se sig tilbage. Og hvis ikke hendes barn havde været en del af den plan, kunne han have gjort som det passede ham. Men hun fortsatte deres lille teater.

”Det ville sikkert passe ham meget godt,” kommenterede hun med et kærligt blik ned mod drengen, der ikke besad en voksens tilbageholdenhed, og allerede var færdig med at spise. Han så ud til at blive en smule rastløs. Hun undlod at tænke for meget over det. Bare tanken om Arthurs grove hænder steder, der sidst var blevet rørt af Kierans bløde, var lige til at gøre hende ilde tilpas.

[Deleted]

Pligt og familie var noget som lå Arthur højt på sin protiering. De kunne ikke lide hinanden, men ikke desto mindre var de gift og måtte passe deres pligter - hvor børn var en af dem. Desuden var hun ikke styg at se på. Tanken morede Arthur, da han trods alt stadigvæk var en mand og mænd havde behøv. Han rystede på hovedet og så over på sin hustru.
Han rejste sig og gik hen til sin søn og løftede ham op.
"Min søn. Du bliver stærk som mig, og får din mors udseende - så kommer du til at vælte dig i kvinder." sagde han og grinte imens han gik med ham. Han bevægede sig med rolige skridt rundt på græsset og kastede Dom op i luften og greb ham igen. Det var rart at se hans søn grine og have det sjovt. Det var faktisk det eneste som lige nu han nød at tilbringe tid med herhjemme.
Arthur løb rundt med Dom lige i hælene og lod sig falde på jorden, hvorefter Dom hoppede op på ham og Arthur grinte kærligt.
"Man kan sige meget, men Dom er perfekt." sagde han og løftede Dom op, som grinte.

[Annalin af Stenbjerg]

Det øjeblik, han rejste sig, sad Annalin som på nåle. Det var ikke fordi, hun ikke stolede på ham omkring sønnen, men Arthur havde ikke tilbragt lige så meget tid med drengen, som hun selv havde. Derfor kunne hun ikke engang koncentrere sig om det indirekte kompliment i hans ord, men kun det faktum, at det virkede som om han kastede drengen flere meter op i jorden og hun måtte kvæle en angstfuld jamren.

Det lod dog til at sønnen var glad og hun rejste sig langsomt fra sin plads og fulgte efter dem ned fra terrassen og ud på græsset. ”Han er den smukkeste dreng, der nogensinde har gået på denne jord,” erklærede hun sig enig og nikkede. Han var det smukkeste, reneste og vigtigste, hun nogensinde havde lavet.

[Deleted]

Arthur lod Dom hoppe på ham, og lod ham slå løs på sin far. Han var stærk og modig, allerede nu. Der var en stor fremtid i denne dreng, Arthur vidste det. Han skulle nok blive endnu bedre end sin far, hvis han fik den rette opdragelse - det var ikke just noget han var sikker på hans kone kunne gøre det.
Det var sjældent de var enige ham og hans hustru, men lige med deres barn var de enige. Han var sikker på, at hans mor også ville passe på ham - men måske lige i den lidt ekstreme grad.
Arthur greb fat i Dom, og trak ham ind til sig og løftede ham op og så på sin hustru. Han grinte og sagde med en rolig stemme. "Tænk hvis det fungerede for os. Så havde vi nok ikke kun haft et.".
Han vidste det nok var sandt, men ikke desto mindre hørte han ikke til herhjemme og følte sig ikke hjemme. En af hans dybere hemmeligheder var at han ikke slappede af herhjemme, han sov dårligt om natten og så ofte ansigtet på de mange folk han havde taget livet af. Han havde gjort hvad kronen bad ham om - kvinder, børn - hvad end det var så støttede han op om det. Når man lå ved fronten, sov man langt mere.
Arthur rystede på hovedet og så sin søns ansigt og smilte.