Kvinden i familien

[Larkin af Stenbjerg]

Annalin af Stenbjerg

Hm, nu hvor han tænkte over det var en grøn kjole måske ikke en god ide. Myrilla havde jo allerede en. På den anden side kunne der måske blot blive tilføjet en ekstra farve til den, og så ville den vel skille sig mere ud?
Larkin bevægede sig gennem huset med kurs mod terrassen, imens han kiggede nogle breve i gennem. De bestod hovedsaligt af tilbagemeldinger på bryllupsinvitationerne. Indtil videre var der ingen, som havde meldt afbud, så det tegnede godt. Larkin skimmede blot svarene, der hovedsaligt var fyldt med diverse obligatoriske hilsner og lykønskninger. Tankerne var optaget af at gruble over gaven til Myrilla. Måske skulle han virkelig bare give hende nogle bøger? Det ville være betydeligt lettere.
Han nåede ud på terrassen og opfangede hurtigt tilstedeværelsen af en anden person. Blikket strøg over til terrassens fine hvide bord, hvor en velkendt skikkelse sad med en kop te. ”Annalin,” hilste han med et høfligt smil og gik over til sin fætters hustru. Himlen havde været overskyet det meste af dagen, men nu var solen endelig kommet lidt frem. ”Gik rejsen herned uden problemer?” Ligesom Kieran var hun jo først for nyligt kommet til Corus efter at have opholdt sig i Stenbjerg, imens meget af familien var med på rundrejsen.

[Annalin af Stenbjerg]

Det var ikke mange dage, Annalin havde tilbragt i Corus, men hun var bestemt glad for at være tilbage. Selvom tiden med Kieran på Stenbjerg var gået over al forventning, var det rart at kunne se nogle andre mennesker igen. Især det faktum, at hun endelig igen var i samme by som sin yngre søster, fik hendes smil til at være næsten permanent og latteren lidt mere kvidrende end normalt.

Hun vendte blikket fra græsset og hen mod døren, da der lød skridt. ”Larkin,” besvarede hun hans hilsen med et klædeligt smil liggende om læberne. ”Ja, det vil jeg mene. Selvom Dom ikke var videre begejstret for rejsetiden.” Smilet blev varmere, da hun nævnte sin søn, der som ved et trylleslag kiggede op fra sin plads nede i græsset, da hans navn blev nævnt. En buttet hånd vinkede til dem begge, før han igen fordybede sig i sin leg. Annalin slog ud med hånden mod den ledige stol ved siden af sig og greb igen fat i sit broderi, der ellers havde ligget i skødet, mens hun blot havde betragtet denne lille dreng lege.

[Larkin af Stenbjerg]

Han vinkede smilende til drengen, da denne selv vinkede, og gik så hen for at slå sig ned ved bordet. ”Jeg kan levende forestille mig, at han måske er lidt af en håndfuld, hvis man tilbringer flere timer i et karet,” medgav han leende og lod blikket falde tilbage mod brevene, imens Annalin broderede. Han kunne ikke forestille sig, at det var noget, som Myrilla nogensinde havde haft lyst til at bruge tid på. ”Det er helt utroligt, som han er vokset, siden jeg sidst så ham,” bemærkede han underholdt. Efter et år på rundrejsen var fætterens søn virkelig vokset. Han hævede kort blikket fra brevene igen for at iagttage barnets leg ude på græsplænen.

[Annalin af Stenbjerg]

Hendes blik gik fra drengen og til Larkin og hun kunne ikke lade være at smile blidt, da han besvarede den begejstrede vinken. Om Domitan kunne huske granonkelen, kunne hun ikke vide sig sikker på. ”Ja, han spiser godt,” svarede hun varmt og tilføjede så, langt mere nøgternt: ”Ligesom sin far.” I det mindste havde Arthur videregivet et potentiale for at blive stor og stærk, hvilket ingen mod kunne beklage sig over.

Hun kastede et hurtigt blik over på Larkin. ”Du ser også ud til at være blevet ældre på rundrejsen,” kommenterede hun med et spøgefuldt glimt i øjet. ”Er det udmattende at planlægge et bryllup?”

[Larkin af Stenbjerg]

Han trak på smilebåndet ved Annalins bemærkning, men lod ellers være med at bore i det. Det var lettere at forholde sig til snak om bryllup end at spørge ind til Annalin og Arthurs forhold. ”Det var dog en pæn ting at sige,” lo han og lagde brevene fra sig på bordet. Men han var vel trods alt fyldt år, så ældre var han jo blevet. ”Men ja, jeg er måske lidt træt for tiden. Der er altid et eller andet, der skal ordnes.” Der var ikke nogen mødre, som man kunne overlade det hele til, så det gav en del ekstra arbejde. Han havde heller ikke valgt den letteste kvinde at gifte sig med, men det var ikke noget, som Annalin skulle høre om. ”Jeg rejser dog snart til Stenbjerg, og så kan jeg forhåbentlig få et bedre overblik over både len og bryllupsforberedelser.”

[Annalin af Stenbjerg]

Det glædede hende, at han kunne grine af hendes drillerier og hun smilede op til ham, før hun igen så ned og fik nålen sikkert igennem stoffet. At føre en samtale, mens hun broderede og holdt øje med Domitan var efterhånden så godt inde på rygraden, at hun kørte per instinkt. ”Det håber jeg bestemt for dig,” erklærede hun og sendte ham et lille smil, før hun igen så ned. ”Og du må selvfølgelig endelig nævne det, hvis jeg kan være behjælpelig på nogen måde.” De var en familie nu og Annalin hjalp, hvor hun nu kunne, når det gjaldt hendes familie.

[Larkin af Stenbjerg]

Han sendte hende et taknemligt smil. ”Jeg vil altid værdsætte at kunne få en kvindes mening, når det gælder forberedelserne,” takkede han. ”Min forlovedes mor er også gået bort for længe siden, så vi er noget underbemandet, når det kommer til ældre, erfarne fruer i familien.” Smilet blev en tand drillende, da han gav igen på hendes alderdomsbemærkning. Blikket hvilede stadig på Domitan. Man kunne jo ikke lade være med at holde øje med småbørn, når de var i nærheden.

[Annalin af Stenbjerg]

Alderskommentaren kom direkte tilbage, som hun havde forventet og hun skilte læberne for at gøre plads til en varm latter. ”Jaså, jamen så skal jeg visne og indtørrede viv da nok hjælpe til,” kommenterede hun med et smil. Blikket blev straks vendt ud i haven igen, da drengen rejste sig fra sin plads i græsset og tumlede fremad med et lille træsværd hævet. Hun smilede over synet. Jo, han skulle nok blive en god ridder en dag – ligesom sin onkel. Og sin far, selvfølgelig.

”Jeg ser frem til at møde den kommende hertuginde.” Hun så op på ham med et oprigtigt smil. Det ville være dejligt at få en kvinde mere i hjemmet. Det kunne være noget så ensomt.

[Larkin af Stenbjerg]

Møde Myrilla. Ja, det var jo lige det. Han var lidt i tvivl om, hvor meget de to kvinder kunne have tilfælles, men de var trods alt jævnaldrende. Han smilede dog og nikkede til Annalins ord. ”Jeg tror, at du ville kunne lide hende. Hun er et charmerende selskab, selvom hun nogle gange har lidt svært ved at komme ud af sin skal,” fortalte han med et skævt smil. Han kunne jo ikke sige, at Myrilla bare ikke rigtig gad andre adelige. Det ville få hende til at fremstå negativt. ”Jeg er dog sikker på, at hun også vil blive glad for at have en anden kvinde her i huset at tale med. Du ved jo, hvor stor en omvæltning det kan være at flytte fra én familie til en anden ... men der kommer selvfølgelig også en ekstra kvinde efter Myrilla. Onkel har jo også forlovet sig på rejsen.” Ja, Annalin ville vist snart have rigeligt med kvinder at tale med her i hjemmet. Selv Kier var begyndt at gøre sig overvejelser om at få en hustru.

[Annalin af Stenbjerg]

Hun smilede varmt. Det lød lidt som Annora, så det skulle de nok få løst i ingen tid. Hun nikkede da han fortsatte. ”Ja, det fortalte han godt. Han var en af de første, jeg så efter min ankomst til Corus,” fortalte hun. Ja, forholdet med svigerfaren havde holdt hende ved mod siden hun var flyttet til Stenbjerg. ”Det skal nok blive interessant. Vi er jo alle tre jævnaldrende.” Og hun huskede både Myrilla af Naxen og Helena af Linden fra deres tid på klosterskolen sammen. Det skulle blive spændende at se, hvordan de så ud nu. ”Så mangler vi kun Kieran,” spøgte hun og latteren var en lille smule halvhjertet denne gang.

[Larkin af Stenbjerg]

”Jeg er sikker på, at du vil tage godt imod dem.” Det var kun godt, at de trods alt havde en enkel kvinde boende, som ville kunne introducere komtesse Helena og Myrilla til slægten. ”Jeg vil naturligvis overdrage ansvaret for husholdningen til min forlovede, men du kender jo lidt til, hvordan tingene foregår, så jeg håber, at du vil hjælpe hende lidt i starten. Det er jo mange folk, som hun skal danne sig et overblik over,” bemærkede han. Myrilla var stolt og stædig, men han mente nu, at hun nok fik brug for en hjælpende hånd i starten.
Da samtalen drejede mod Kier, grinede han. ”Ja, det varer nok ikke så længe igen.” Ud af øjenkrogen noterede han sig, at hendes latter var en tand mere anstrengt. Hm ... ”Jeg snakkede med ham om det forleden. Det er mest af alt et spørgsmål om at finde et passende parti lige nu.” Han udtalte sig ikke om, hvem der havde bragt emnet op.

[Annalin af Stenbjerg]

Komplimenter fra Larkin var ikke direkte en sjældenhed, men hun tog stadig imod dem med ydmyghed og taknemmelighed. I det mindste var der nogen, der værdsatte hendes tilstedeværelse i familien af Stenbjerg, nu hendes mand ikke gjorde det. ”Selvfølgelig vil jeg det og det vil være mig en fornøjelse.” Hun ville givet føle sig en smule mindre værd, når det ikke længere var lige så meget hendes ansvar, men hun undede Larkins forlovede det. Det var ikke lige nemt at blive gift som femogtyveårig.

”Jaså,” kommenterede hun nøgternt og stak bestemt nålen igennem stoffet til et nyt kryds. ”I så fald er det ærgerligt, han måtte blive hjemme fra rundrejsen. Jeg kan forestille mig, udvalget er en anelse begrænset på nuværende tidspunkt.” Hun satte et smørret smil skak bag et venligt.

[Larkin af Stenbjerg]

Hendes løfte fik et let, anerkendende nik fra ham. ”Tak, det vil jeg sætte pris på.” Han havde jo selv arbejde at tage sig af, så det ville være godt, hvis Myrilla havde en ekstra person at støtte sig lidt op af.
Det var dog ikke rigtig det interessante emne her, men Larkin undlod at lade sin mistanke dominere sit ansigt og smilede blot. ”Ja, der blev formet mange forlovelser og alliancer på rejsen, så udvalget er blevet noget indskrænket.” Han sukkede let ved tanken. ”Jeg følte dog behov for at have en af os i Stenbjerg. Desuden ...” et skævt smil formede sig på hans læber. ”Det ville jo være synd, hvis du skulle sidde på godset helt alene, ikke sandt?” Han sendte hende et venligt smil. ”Nogen var jo nødt til at blive hjemme og tage sig af det hele. Jeg er dog sikker på, at Kieran og jeg snart vil finde et fint parti til ham. Det var trods alt heller ikke alle komtesser, der var med på rejsen.” Om noget kunne Kier jo let blive forlovet med en af dem, der stadig gik på klosterskolen. Broderen havde jo ikke travlt, så han kunne let være forlovet i et par år, hvis det skulle være.

[Annalin af Stenbjerg]

Svaret var ikke overraskende og blikket forblev ved broderierne, hvor hun kunne skjule et lille smil ved den indsigtsfulde kommentar. Det var ikke til at sige, om Kieran havde nævnt noget over for broderen, om han havde lagt to og to sammen eller bare gættede i blinde, men Anna havde bestemt ikke tænkt sig at sige mere om den sag.

Det var derfor en lettelse af en art, da et utilfreds hyl fra græsset tiltrak både Annalins blik og opmærksomhed. Heldigvis kom der hurtigt en tjenestepige ud og tog sig af den grædende dreng, der blev trukket med indenfor. Hun fulgte ham med blikket, til han igen var ude af hendes synsfelt og ingen gråd kunne høres. ”Ja, det er jeg heller ikke i tvivl om.” Selvom det ikke var sikkert, han ville blive tilfreds. Lidt havde hun alligevel fundet ud af om ham. ”Så skal der nok blive liv og glade dage i Stenbjerg,” spøgte hun. Der ville i hvert fald blive trangt.

[Larkin af Stenbjerg]

Larkin fulgte Domitans skrigeri med en vis nysgerrighed. Småbørn var ikke noget, han kendte meget til, så det gjaldt om at studere dem lidt, før han fik sin egen. Han kunne allerede nu fornemme, at børn var bedst i små doser. Måske havde hans forældre haft fat i noget, da de ignorerede ham og broderen. ”Det bliver der bestemt,” grinede han ved Annalins bemærkning og undlod ellers at bore mere i Kieran-emnet. Det var jo meget muligt, at han blot så forkert, eller at det nærmere var en ensidig betagelse. ”Det bliver helt underligt at få så mange kvinder ind i slægten igen. Hvordan tror du, Domitan vil tage det?” Drengen skulle pludselig lære mange nye folk at kende på forholdsvis kort tid. Han skulle lære Larkin og Joshua at kende igen, og så var der Myrilla og komtesse Helena som ville slutte sig til husholdningen.