Lyden af ro

[Annora af Dunlath]

Julietta af Dunlath

I Dunlath-huset var der efterhånden ikke meget ro. Det var fyldt med hele familien, og det var efterhånden en hel del mennesker. Og samtidig var der et spædbarn, som ofte krævede sine forældres opmærksomhed. Men nu, var Annora endelig alene hjemme. Det havde hun ikke været, siden hun havde født Carolina, og stilheden gav hende en dejlig form for ro.

Hun havde derfor benyttet lejligheden til at invitere Adrians forlovede over på en kop te ude i haven. Solen skinnede, og selvom hun trængte til at være alene, så havde hun ikke haft muligheden for at tale med den unge komtesse. Hun havde ganske vist hilst på hende en enkelt gang, men meget mere end det, var det aldrig blevet til. Og det ville den unge mor rode bod på. Ved siden af hende lå en lille kurv med den sovende Carolina. Hun sad ude i haven og ventede blot på, at Julietta ville melde sin ankomst.

[Julietta af Dunlath]

Det var ikke megen tid, Julietta havde tilbragt i Dunlaths byhus på det seneste. Så vidt hun havde forstået, var Adrian blevet noget så optaget af en eller anden ny mulighed inden for sine studier og hun havde prøvet en helt ny strategi; at være afbalanceret og forstående. Ikke at det var nogen let sag, men måske det var meget sundt.

Det havde dog ikke forhindret hende i at blive lykkelig, da hun modtog en invitation fra Dunlath. Godt nok var det ikke fra Adrian, men hun havde længe glædet sig til at lære hans familie at kende. Vejret var perfekt og Julia var iført en dueblå kjole, da hun i stedet for at blive bedt om at vente i hallen, blev vist ud i haven, der lå bag huset.

Et klædeligt smil lå om de rosa læber, da hun nejede yndefuldt for sin kommende svigerinde. ”Nådigfrue Annora,” hilste hun og rettede sig op igen for at betragte hende med en åbenlys nysgerrighed i blikket.

[Annora af Dunlath]

Længe inden en tjener kom ud i haven med Julietta, havde Annora hørt udestuens dør blive åbnet, og hun stod derfor oprejst, da den unge komtesse kom ud til hende. Hun nejede selv yndefuldt og smilede varmt til hendes kommende svigerinde. "Komtesse Julietta, det glæder mig meget, at De tog imod min invitation," sagde hun og slog ud med hånden, en opfordring til at Julietta kunne sætte sig ned. Hun satte sig selv ned og ømmede sig lidt i ryggen. Hurtigt kom en tjener og satte en ekstra pude ned mellem ryglænet og Annora lidt ømme ryg.

"Jeg har set frem til, at lære Dem bedre at kende. Og Adrian har ladet mig forstå, at De snart fylder år? Det er atten år, ikke sandt?" Hun smilede og skænkede selv teen op til Julietta, og bagefter til sig selv. Selvom hun og Adrian bestemt ikke altid var enige, så havde hun en fornemmelse af, at hun var den i huset, der bedst kunne tale med ham om hele denne forlovelses-affære. Det endda til trods for hendes noget oftere... Og lidt hysteriske udbrud.

[Julietta af Dunlath]

De blå øjne udforskede Annora. Hun var godt nok smuk, kommenterede en tydeligt imponeret stemme i hendes indre. ”Det var mig en glæde at modtage Deres invitation, Nådigfrue,” svarede hun. Høfligt, men bestemt ikke uærligt. Det var sjældent Julia ikke var oprigtig, selvom det var en ting, hendes moder ikke altid var lige tilfreds med.

Med naturlig ynde tog hun plads i stolen og blikket faldt nu over på den lille kurv, hvor den lille pige lå. Hun havde godt hørt Adrians fortællinger om Carolina, men aldrig mødt hende. Før nu. Det var da bestemt et sødt spædbarn. ”Jo, jeg er sytten nu,” nikkede hun med et venligt smil. Forsigtigt tog hun noget sukker i teen og rørte omhyggeligt rundt, før skeen fandt plads på underkoppen. Fingrene lagde sig om koppen og førte den langsomt op, så hun kunne puste ganske blidt.

[Annora af Dunlath]

Hun glattede en fold i kjolen, som var kommet, da hun blev nødt til at læne sig lidt forover, for at få puden til at ligge rigtigt i ryggen. Så drejede hun hovedet og lod sin opmærksomhed hvile på Julietta igen. Hun smilede til hendes ord og nikkede. Hun var ikke i tvivl om, at den unge komtesse var godt opdraget, og meget forskellig fra Adrian, der havde en tendens til at reagere som et forkælet barn. Komtessen var nok hans direkte modsætning, det var det indtryk hun havde fået ind til videre.

"De må glæde Dem," hun vidste, at Adrian havde tænkt sig at give Julietta en gave. Og det var en meget bedårende gestus. En luksus hun ikke havde nydt, da hun havde været forlovet med Rupert. Men det gjorde han tilgengæld bod for nu. Hun lagde mærke til komtessens blik på Carolina, og hun smilede. "Hun har brugt al sin energi på at være utilfreds hele formiddagen, så jeg er glad for, at hun endelig er faldet til ro."

[Julietta af Dunlath]

Hun nøjedes med at besvare kommentaren med et blidt nik. Det virkede ikke som det mest hensigtsmæssige at skildre med, hvordan hun glædede sig som et lille barn. En helt dag, hvor det hele handlede om hende og hvor hun blev forkælet med gaver. Hvordan skulle hun kunne andet? Især håbede hun, at Adrian havde husket det. Det måtte han næsten, hvis Annora vidste det, men det kunne ligne ham at glemme sådan noget.

”Nådigfrøkenen har arvet Deres skønhed, hvis jeg må sige det,” roste hun ærligt og så smilende fra spædbarnet op på Annora. Hun havde umiddelbart ikke andet at sige. Som yngste i en søskendeflok havde hun aldrig skulle tage sig af nogen. Ikke at det gjorde hende noget.

[Annora af Dunlath]

Hun smilede varmt af Juliettas ord og så ned på sin lille guldklup. Hun var så glad for Carolina at hendes kærlighed næsten ikke kunne beskrives med ord. "Det håber jeg De har ret i, hun er min lille guldklump," sagde hun og drejede kroppen, for at stryge sin sovende datter over kinden. "Men jeg har på fornemmelsen, at hun arver sin fars røde hår, og det vil kun gøre hende endnu kønnere," det var ikke svært at høre på Annora, var stolt hun var. "Men fortæl mig, hvad får De disse dage til at gå med, nu hvor vi er tilbage i Corus?"

[Julietta af Dunlath]

Hun kunne ikke andet end at smile, da hun hørte varmen i Annoras stemme ved omtalen af den lille Carolina. Alligevel var det en lettelse, da der blev stillet et nyt spørgsmål, så de kunne komme videre fra emnet. Hverken hun eller Adrian ønskede børn lige med det samme, så hendes viden på området var temmelig begrænset. ”Jeg tegner og maler meget,” forklarede hun med et lille smil. Der var ikke rigtig nogen, der forventede eller krævede noget af hende, så hun kunne bruge sin tid på lige det, hun følte for.

[Annora af Dunlath]

Hun nikkede. Hun hverken tegnede eller malede. Hun syede, broderede og gik ture med sin hund. Og passede Carolina, når ammen var ved at falde om af udmattelse. "Det er vist en ting De har tilfælles med Adrian," sagde hun smilende. "Ingen af os andre har dog den interesse. Broderer De?" I følge Annora, og nok alverdens andre komtesser, var det et absolut krav, at en komtesse kunne finde ud af at sidde og brodere ganske fint og nydeligt, som et tidsfordriv, mens hendes mand ikke var hjemme.

[Julietta af Dunlath]

Kinderne blev varme, da Annora nævnte Adrian og hun nikkede ganske forsigtigt. Ja, det var en ting, der havde bundet dem sammen allerede fra første møde. ”Ja, selvfølgelig.” Hun smilede. Ifølge hende og resten af adelen var det en evne, enhver kvinde burde have tillært sig. Hænderne foldede hun i skødet igen, efter de kortvarigt havde været oppe for at stryge en blond lok væk fra panden.

[Annora af Dunlath]

Det undgik ikke Annoras blik, at Julietta blev en smule rød i kinderne, da hun havde nævnt Adrian. Hendes svoger reagerede på samme måde, når Annora nævnte Julietta i Adrians selskab. Hvor morsomt. Det måtte hun senere dele med Rupert. Hun smilede, og kommenterede ikke på det. "Jeg håber, at vi en dag måske kan sidde og brodere sammen herude, når solen skinner? Baronessen har mange pligter at se til, og kan ikke altid holde mig med selskab," hun trak let på skuldrene. Hun kunne godt lide sin svigermor, efter at kvinden havde hjulpet til, da hun skulle til at føde. Men samtidig var hun også en kvinde der... Var meget bestemt. Som en mor burde være.

[Julietta af Dunlath]

Forslaget faldt bestemt i god jord og Julia nikkede ivrigt. ”Det ville glæde mig meget.” Annora virkede allerede meget mere nede på jorden end hendes søskende og forandringen var ganske behageligt. Det ville være godt, at have en anden at kunne tale og tilbringe tid med end Adrian, når de først var blevet gift og et venskab med Annora kunne være netop det. ”Adrian har også travlt med sine studier.” Hun smilede prøvende. Og alle hendes søstre havde hver deres projekter, de kørte.

[Annora af Dunlath]

Det var noget helt andet at sidde sammen med et så roligt gemyt, som Julietta syntes at være. Og det var en god afveksling fra mændene i familien der alle sammen havde masser af energi, mens Annora havde let ved at blive træt. "Så vil jeg, næste gang solen skinner, invitere Dem over," lovede hun og løftede sin tekop op til læberne. Nu var den køle så meget af, at den sagtens kunne drikkes. "Ja, heldigvis lader det til, at han for tiden går meget op i den. Mester Damina har virkelig fået ham til at interessere sig for sin uddannelse," fortalte hun og nippede igen til sin te, inden hun rakte over og tog en smurt bolle.

[Julietta af Dunlath]

”Det vil jeg se frem til.” Hun smilede venligt, før hun nippede til teen. Den var dejlig sød, som hun kunne lide det. Enigt nikkede hun. ”Ja, det er imponerende. Jeg troede ikke, han ville få skræmt hende væk på få uger.” Hun smilede for sig selv ved tanken. Adrian kunne være svær at lære at kende. Oftest var han bare i fuld fart uden stopklodser og kunne fremstå en kende overfladisk. Heldigvis vidste hun bedre.

[Annora af Dunlath]

Hun nippede ligeså til sin te, mens hendes blik et øjeblik blev drejet ned mod Carolina. Hun sov stadigvæk. Godt. Hun rettede blikket hen på Julietta igen. Hun lo ganske lavt over Juliettas beskrivelse af Adrian og nikkede ganske let. "De var ikke den eneste, der tænkte sådan, kan jeg afsløre," hendes stemme var let, og uden nogen fordømmende tone overfor Adrian. Hun havde måske været vred på Adrian for et par måneder siden, men det havde også været berettiget. Den unge junker havde været skyld i, at Rupert blev nødt til at vende om på deres rejse mod Corus. Men det var for længst tilgivet.