Det med at enes

[Delora af Tirragen]

Davin af Tirragen

Delora kom ud fra faderens kontor. Hun havde ikke været derinde længe. Bare nogle få minutter. Men det havde været nogle skæbnesvangre få minutter. I hvert fald for hende selv. Det ændrede ikke meget for familien. Eller, jo det gjorde. Hun fik en status, som hun kunne give videre til sin familie. Hun var helt omtumlet, da hun trådte ind i stuen. Det virkede næsten som om en drøm, det der var sket.

Hun lagde næsten ikke mærke til Davin, der sad inde i stuen. hun gik direkte hen til vinduerne og kiggede ud på aftenens tordenvejr. For hvert tordenbrag, kunne hun ikke undgå at fare lidt forskrækket sammen. Hendes hjerte slog så hurtigt i hendes bryst, at hun næsten troede det ville briste. Hun skulle være hertuginde.

[Davin af Tirragen]

I stuen var Davin ved at gå ude af sit gode skind. Selvom han mest af alt havde lyst til at trave hvileløst frem og tilbage, havde han tvunget sig selv til ro og taget plads i sofaen med benene over kors. Foden var det eneste, der afslørede den indre kamp. Det var ikke gået hans næse forbi, da Delora var blevet kaldt ind på faderens kontor. Hun skulle være hertuginde. Det gav ham en grim smag i munden.

Øjnene fæstnede sig straks på søsterens skikkelse, da hun trådte ind i lokalet. ”Nej tænk,” vævede han lavt efter lyden af tordenen igen var stilnet en smule af. ”En lille rødkælk landede i min stue.” Stemmen var blød og omsorgsfuld.

[Delora af Tirragen]

Hun drejede rundt, da hun hørte Davins stemme, og hun sendte ham et forsigtigt smil. Instinktivt bøjede hun i nakken og så ned på sine sammenfoldede hænder. En svag rødmen steg op i hendes kinder over hans ord. "Godaften Davin," hilste hun og nejede ganske let for ham. Hun var i tvivl om, hvorvidt hun skulle sætte sig ned ved siden af ham. Men hun tænkte, at det nok var smartest. Derfor gik hun de få skridt hen til stolen, der stod ved siden af ham, og satte sig ned. Hun havde virkelig forfinet sin holdning i den tid, hun havde været på klosterskole, og det kom til udtryk, da hun satte sig ned med indøvet elegance. "Jeg har lige været inde og tale med fader," fortalte hun, noget usikker på, om Davin vidste det.

[Davin af Tirragen]

Så snart hans tilstedeværelse var blevet kendt for hende, var Delora igen ydmyg. Og Davin elskede det. Nejen, bukken og skraben, blikket fint plantet mod hænderne. ”Det hører jeg, ja,” svarede han roligt og lagde et bogmærke i den åbne bog, der lå i skødet, som han ikke havde fået læst et eneste ord af. ”Jeg må sige, jeg er overrasket, lille du. En hertug.” Han rykkede lidt ud på sædet, tættere hende. Bare det at nævne den mand, der skulle have ham, vakte den instinktive trang til at være hende nær.

[Delora af Tirragen]

Hun lænede sig ikke tilbage på stolen, men sad med rank ryg og bøjet nakke, og blikket vendt ned mod hænderne. Hun sad på det yderste af sædet og kunne ud af øjenkrogen følge med i Davins bevægelser. Hun havde lært at være årvågen i hans nærvær de sidste par måneder. Ved hans ord, tillod hun sig at dreje hovedet og så op på ham. Hun var et lille myr i forhold til ham. "Hertugen har været meget venlig mod mig, og det var langt mere, end jeg nogensinde har turde håbe på," at hun skulle giftes med en hertug havde aldrig været en drøm for hende, fordi den virkede uopnåelig. Men nu havde hun gjort det. Nået det uopnåelige.

[Davin af Tirragen]

Det var ganske ligetil at se, at hun ikke følte sig komfortabel i hans selskab, men det generede ham ikke. Tværtimod. Et venligt smil lå og sitrede i hans mundvige, som han så ned på hende. ”Og hvordan har min lille fugl det så med det? Er det noget, hun ser frem til?” spurgte han lavmælt, studerede hende indgående. Det havde aldrig rigtig været relevant for ham, om hun var utilpas ved det. ”Længes hun efter at være hans lille hustru med alt, hvad dertil hører?” Hans hjerte bankede en lille smule hårdere, mens han igen lænede sig tilbage i sofaen.

[Delora af Tirragen]

Hun havde ikke forventet, at Davin var så venlig mod hende, og hun begyndte at tro, at han virkelig var interesseret i hendes nylige forlovelse. "Jeg er meget nervøs, kære broder," svarede hun og så op på ham med let adskilte læber i et kort øjeblik, inden hun kiggede ned på sine hænder igen. Hun gispede forskrækket over hans følgende ord. Hun havde endnu ikke tænkt på, hvad det hele ville indebære, at skulle være Thomlins hustru. Hun skælvede, bange for det hun ikke vidste noget om. "Åh Davin, hvad nu hvis jeg ikke kan leve op til hans forventninger og gøre, som han beder mig om?" Hendes isblå øjne var blevet våde. Bare tanken om at vanære Thomlin og hendes familie, fordi hun ikke kunne gøre, hvad der forventes af hende, var lige ved at knuse hende.

[Davin af Tirragen]

Hans blik faldt på hendes læber, som de bævede ganske let ved de tanker, han plantede i hendes sind. Hvad han ikke ville give for blot at stryge en finger over dem, måske endda mærke dem mod sin hud. ”Der skal du ikke bekymre dig, lille rødkælk,” forsikrede han hende med al ømhed, der kunne ligge i den glatte stemme, som han tog hendes hånd. Den var kold og silkeblød mod hans ru hænder og han fugtede læberne med tungen. ”Jeg vil gerne hjælpe dig på alle måder, jeg kan. Jeg ønsker dig jo al lykke.” Al lykke, han kunne give hende, i hvert fald. Og især én måde at forberede hende på, hvordan man behagede sin husbond, var ganske tiltalende.

[Delora af Tirragen]

Hun lod uden protester Davin tage hendes hånd. Den rystede ganske let i hans, fordi hun nu var begyndt at spekulere på, om hun virkelig kunne blive hertuginde. Om det ville blive for meget, for overvældende for hende. Hans ord beroligede hende og hun så taknemmeligt på ham, og med et bedende glimt i hendes øjne. "Vil du virkelig hjælpe mig? Det vil betyde meget for mig, kære broder," hviskede hun og mærkede sit hjerte slå endnu hårdere i brystet på hende. "Jeg vil så gerne gøre dig, fader og hertugen glade."

[Davin af Tirragen]

Følelsen af den lille hånd, der ligefrem skælvede i hans fik det til at sitre lidt i mundvigen inde bag det røde skæg og han så indgående på hende. Det bedende blik var næsten ikke til at modstå og han måtte tage hånden til sig igen for ikke at lade sig friste over evne. ”Det tror jeg bestemt også, du er i stand til. Hænderne lagde sig om hendes hoved og han rykkede sig ganske langsomt ind mod hende, studerede hendes træk. Det var næsten ikke til at bære, da han måtte trodse sine instinkter og lægge et kys i den glatte pande frem for på hendes tilsyneladende silkebløde læber.

[Delora af Tirragen]

Hendes ansigts udtryk skiftede fra håbefuldt til forskrækket, da han trak hånden til sig. Havde hun gjort eller sagt noget forkert? Hun håbede det virkelig ikke. Og hendes blik blev endnu mere forskræmt, da han lagde sine hænder på hendes kinder. Men det blide kys mod hendes pande, fik hende til at slappe af i kroppen, og et lavt, men tilfredst suk, gled over hendes læber. Hun lukkede øjnene i nogle korte sekunder, mens farven steg op i hendes kinder. Da han trak hovedet tilbage, så hun op på ham igen. "Åh Davin," hviskede hun og måtte ligge en hånd på hans lår, for ikke at miste balancen. Hans blide kærtegn var så sjældne, at hun næsten dånede, når han viste hende dem.

[Davin af Tirragen]

Hendes reaktion var næsten ikke til at bære. Hvordan kunne en lyd være så perfekt som det lille, skrøbelige suk fra hendes læber. Han brugte de dyrebare øjeblikke, hvor hendes øjne var lukkede, til at studere alt fra den sarte rødmen til de søde læber og ned omkring hendes små, fine bryster. En længselsfuld jamren trængte sig frem, men han kvalte den under et host og måtte igen trække sig tilbage fra hende for at lægge armen over låret, så den dækkede den voksende bule ved hans skød.

Blikket fikserede øjeblikkeligt på den porcelænshvide hånd, der lå mod hans ben. Hvordan kunne hun friste ham på den måde? Noget mørkt dukkede op i hans blik, mens han et øjeblik reelt vurderede, om han skulle give det et forsøg. Måske hun ikke engang ville stritte imod.

[Delora af Tirragen]

Da han hostede, trak hun forskræmt hånden til sig. Hun havde opført sig uanstændigt. Det vidste hun så snart, at han trak sig væk fra hende. Hun slog skyldbevidst blikket ned. "Undskyld Davin," hendes stemme var lav, og hun så igen ned på sine foldede hænder, mens hun ventede på, at han ville sige et eller andet, der skulle irettesætte hende, eller gøre noget, som fortalte hende, at det hun havde gjort var forkert.

Hun var aldrig blevet slået. Hverken af hendes fader eller Davin. Men derfor kunne de jo stadigvæk straffe hende, når hun opførte sig forkert. Og hun forventede ikke andet. Hun fortjente det, når hun gjorde noget, som ikke gjorde dem glade.

[Davin af Tirragen]

Han burde sætte hende på plads, belære hende om, at den slags berøringer altså var forbeholdt en kvindes husbond. Men det ville han intet vinde noget på andet end flere frustrerede nætter. ”Du er tilgivet,” forsikrede han hende blidt og strøg en ru pegefinger over hendes silkebløde kind, fulgte linjen ned langs mundvigen. Det ville være så nemt. Den stak af ind over hendes underlæbe og fulgte den. Hånden faldt tungt ned igen. Hun burde være hans og ikke rende rundt og leje hertuginde for en gammel gris. Han lagde selvbevidst benene over kors og foldede hænderne i skødet, mens han lænede sig tilbage.

[Delora af Tirragen]

Hun var lige ved at vige tilbage, da han lagde en hånd på hendes kind og strøg den ganske blidt. "Tak broder," sagde hun hengivent og lod hans finger følge hendes underlæbe. Det føltes mærkeligt, at blive rørt på denne måde. Og selvom Gavin en gang for flere måneder siden havde advaret hende mod, hvad fremmede mænd kunne finde på, når de havde lyst til at røre ved en kvinde, så tænkte hun ikke sådan om Davin. Han var hendes storebror, og indtil videre hendes beskytter. Hun så over på ham, da han lænede sig tilbage i stolen. "Er der noget, som jeg kan gøre for dig, skal jeg få bragt noget te herind?" Spurgte hun og vidste ikke, om hun skulle frygte den stilhed, der truede med at ligge sig over dem. "Har du ondt i skuldrene? Jeg kan godt... Jeg kan godt forsøge at massere dem?"