Den første dag i resten af mit liv

[Kayleigh af Linshart]

Thomlin af Linshart og Jonthair af Macay

Kayleigh vidste ikke helt, hvad hun skulle føle. Det var ikke helt så let at føle ingenting, som hun ellers havde bildt sig selv ind, at hun skulle. Der var alligevel et insisterende sug i maven, som hun ikke kunne få til at gå væk, og som tværtimod voksede sig større for hvert minut, der gik. Hun så mod døren. Hun var alene i den smukke stue, men det ville ikke vare meget længere. Foran hende var der anrettet en god vin og tre glas, og hun havde brugt lidt tid på at stirre frem for sig på netop de tre glas. Det var en mærkelig og faktisk uventet situation, hun befandt sig i. Det hele var gået stærkt, og hun havde slet ikke fundet ud af, hvilken fod hun skulle stå på. Måske begge? Solidt plantet i jorden som de plejede at være. Hun sank, selvom hun følte sig tør i halsen.

Det var absurd, at hun skulle være nervøs. Dette var ren formalia, og hun havde naturligvis kendt til forlovelsen i noget tid nu. Tid nok til at det kunne bundfælde sig i hvert fald. Men når hun sad her og afventede at stå ansigt til ansigt med den mand, hun skulle leve resten af sit liv med – den mand, der ville bringe hende hjem – så slog hendes selvsikkerhed sprækker. Hun rystede på hånden, da hun førte en tot hår om bag sit øre. Hele hendes liv var bygget op omkring dette øjeblik, og hun sad her i smukke klæder og med lysende øjne, og så fandt hun til sin egen skuffelse en frygt for ikke at leve op til disse forventninger. Hvad hvis han blev skuffet? Hvad hvis hendes fader gjorde? Hun pustede ud og rystede det af sig. Hun vidste, at hun stressede over ventetiden og virkelig ikke burde gå i panik netop nu. Tingene var blevet afgjort for længe siden.

[Jonthair af Macay]

Jonthair styrede sin hest uden om et mudderhul, som havde fået lov til at forme sig på den ellers pæne vej og et lille glimt af mishag gled over hans ansigt. Det var virkelig for dårligt, at den slags ikke blev udbedret med det samme. Især her i Højager. Det forsinkede folk, som ønskede at komme rene frem. Som han for eksempel ønskede i dag.

At sige, at han havde set frem til denne dag var både løgn og sandhed. Han havde trods alt aldrig set sin forlovede og han ville lyve for sig selv, hvis han påstod, at han ikke var nysgerrig efter, om hun var lige så køn, som han havde ladet sig fortælle. Men det var også det. Mere var der ikke i det. I dag handlede det mest af alt om at sørge for, at der ikke skete noget, så Thomlin ville trække deres aftale tilbage. Og så gjaldt det om at se Kayleigh lidt an, så han havde en fornemmelse af, hvad han skulle håndtere, når de engang var blevet knyttet sammen.

Da han ankom til Linshart-huset, steg han af og overlod sin hest til en tjener, inden han lod sig vise ind af hoveddøren, hvor han ventede høfligt på, at nogen skulle komme og tage imod ham. Hænderne var samlet roligt på ryggen, mens han gik rundt og så interesseret på malerierne.

[Thomlin af Linshart]

Alt, inklusiv Kayleigh, var blevet gjort klar i en af byhusets stuer, så Thomlin havde med god samvittighed kunnet slå sig ned på sit kontor. Der var som altid massere af ting, der skulle ses til – især nu forlovelsen med Delora var klar til at blive underskrevet ved først givne lejlighed. For ham var dagen bare som en hvilken som helst anden. Altså lige med undtagelse af det faktum, at hans datter for første gang skulle stå ansigt til ansigt med sin forlovede.

Macay var en udmærket familie og selvom han havde haft sig sine forbehold over for Jonathair, havde han erkendt, at det nok var det bedste, han kunne få til sin datter. Åh, han skulle have haft to sønner i stedet for en af hver. Sønner kunne han håndtere, mente han. Kayleigh mindede på mange punkter om sin mor, hvilket ikke var til Thomlins begejstring.

En tjener afbrød arbejdsroen med beskeden om, at Jonathair nu var ankommet og Thomlin rejste sig fra sin plads, for at tage imod ham. Nedenunder stod magikeren og ventede, som han havde forventet og han sendte ham et underligt, klodset smil, der var som skåret ud i træ, akkompagneret af et lille nik med hovedet. ”Nådigherre Jonathair,” hilste han, som etiketten foreskrev det og ventede på hilsenen blev gengældt, før han gestikulerede mod stuerne. Der var ingen grund til at spilde tiden. ”Skal vi tage plads?” Han ventede ikke på svar, men satte i bevægelse mod stuen, hvor han vidste Kayleigh sad og ventede. Eller i hvert fald burde.

[Kayleigh af Linshart]

Kayleigh så op med et ryk, da der var lyde ved døren. Hun overvejede hastigt, om hun skulle rejse sig, men alligevel blev hun siddende som forstenet, da døren gik op. Hendes ansigt var en smule blegt, men en irriterende klædelig rødmen i hendes kinder gav hendes ansigt et mildt skær. Hun var dog ikke nogen vårunge, og med en ro, der overraskede hende selv, rejste hun sig nu endelig op med al værdighed intakt i samme øjeblik, som de to mænd kom ind. Hun gik ud fra bordet og nejede som de nåede frem. ”Fader. Nådigherre Jonathair.” Først der så hun op og så på dem.

Hun måtte virkelig holde fast i sig selv for ikke at stirre. Ikke at der var noget galt, men fordi hun ønskede at se på ham. Studere ham. Hendes nysgerrighed var krævende og højtråbende i hendes indre. Hun kendte godt familien ved navn, men ellers var hendes kendskab ikke vanvittigt stort. Hun havde dog erfaret, at han var magiker, hvilket ikke just vakte det varmeste minder. Jonathairs grønne øjne var overraskende intense i deres første møde, og det fik hende til at trække blikket til sig en stund, som ville han se igennem hende, hvis hun vovede sig for langt. Hun forholdt sig tavs. Måske hun ville lære mere ved at lytte end at tale. Hun var heller ikke sikker på, hvad de forventede af hende.

[Jonthair af Macay]

Jonthair så op, da lyden af skridt nærmede sig og han bukkede korrekt for hertugen, da denne nærmede sig. "Deres Højhed," hilste han smilende og havde selv intet problem med at få smilet til at virke ægte. "Tillad mig at komplimentere Deres hus. Det er virkelig smukt." Og det burde det sandelig også være. Manden var trods alt hertug. Til ordene nikkede han blot og bukkede let endnu engang. "Efter Dem."

Han fulgte efter ind i en stue, hvor en mørkhåret kvinde kom dem i møde. Han bukkede også for hende og skjulte sin selvtilfredshed bag et høfligt smil. "Komtesse Kayleigh. Jeg har set frem til at møde Dem." Det var ikke helt løgn og det var uanset en god idé at sige sådan noget højt, fordi hendes fader sikkert ville sætte pris på det. Han betragtede hende indgående og blikket blev kun mere intenst, da hun slog sit eget ned. Han indprentede sig så mange træk som muligt til senere analyse. Både i forhold til udseende og opførsel.

[Thomlin af Linshart]

Der gik ikke længe, før de obligatoriske komplimenter på huset kom. Som det burde. Han brummede utydeligt som svar, mens de trådte ind i stuen. De to unge fik øje på hinanden og han trak sig lidt tilbage, lod dem se hinanden an. Der var jo heller ikke nogen grund til, han gjorde noget stort ud af sin tilstedeværelse lige nu. Hans tilstedeværelse var fint markeret på ægteskabskontrakten, de havde underskrevet.

De fik et øjeblik eller to til at se hinanden an, før han rømmede sig utålmodigt. ”Måske vi skulle tage plads.” Tonefaldet talte sit klare sprog; det var ikke et reelt spørgsmål. Uden videre omsvøb trak han en af stolene ud fra bordet og satte sig, forholdt sig afventende, til de to andre havde fulgt hans eksempel.

[Kayleigh af Linshart]

Kayleigh nærede ingen illusioner om de store følelser, men hun smilede alligevel med ægte venlighed over ordene om end de udsprang af høflighed. Hun havde også set frem til dette møde. ”I lige måde, Nådigherre Jonathair,” svarede hun roligt og så igen på ham. ”Jeg har også set frem til at møde Dem. Jeg mindes ikke at have haft muligheden tidligere?” Hendes familie deltog høfligt i de sædvanlige baller og sammenkomster, men det var ikke, fordi de havde været adelens sociale livs omdrejningspunkt. Men derfor var det jo ikke udelukket, at de havde mødtes en gang, hun ikke havde bidt mærke i det. Særligt fordi hun sjældent var optaget af mændene i rummet.

Hun følte sig nu alligevel lettet, da hendes fader bad dem tage plads, og hun lod dem gå først for at følge efter og sætte sig. Vinen blev straks skænket, men hun forholdt sig afventende. Det var de to mænd i rummet, som skulle slå takten an, og det havde hun ingen problemer med. Det var ikke kynisk at tænke, at dette første møde skulle overstås. Der var et helt liv i vente på den anden side.

[Jonthair af Macay]

Han smilede tilbage og gjorde meget ud af at gemme alle andre følelser væk end et høfligt og imødekommende ansigtsudtryk. "Nej, jeg har desværre ikke haft fornøjelsen," svarede han og undrede sig indvendigt over, at hun ikke var sikker. Hvordan kunne man ikke vide, om man havde mødt ham før? Tanken om at hun måske ikke anså ham for en mand, som man huskede, fik en lille irritation til at indfinde sig, men han satte sig alligevel ned og det venlige smil var ikke falmet et øjeblik.

Han tog også imod sit glas og vendte sig derefter over mod Hertugen. "Deres Højhed? Jeg tænkte på, om De mon ville tillade, at jeg gik en tur med Deres datter i haven?" Han forsøgte ikke at udpensle hvorfor. Det ville være tydeligt for enhver. Også for hertugen og hans datter. I haverne ville der kunne holdes øje med dem, selvom de fik mulighed for at tale privat sammen.

[Thomlin af Linshart]

Thomlin nåede lige netop at få ideen om at udbringe en skål, da Jonathair besluttede, at det var ham, der havde taletid. Jaså. Forespørgslen kom ikke direkte bag på ham, men fik alligevel de buskede bryn til at sitre en anelse, selvom han reelt set ikke fortrak en mine. Det virkede ikke fornuftigt at afslå hans anmodning, men samtidig brød han sig ikke om forsøget på at forbigå ham. Det var hans datter, han var hertugen, hans mening talte.

Et øjeblik sad han i tavshed og drejede glasset mellem sine fingre, før han ganske langsomt nikkede. Lige så forsigtigt, men ikke desto mindre bestemt. ”Det giver fin mening, at De ønsker at lære Deres kommende hustru at kende,” brummede han uden at gøre sig besværet med at lægge skjul på et snert af utilfredshed.

[Kayleigh af Linshart]

Kayleigh bemærkede ikke Jonathairs indre kamp. Det ville hun måske have gjort, hvis hun havde kendt ham godt og lært at læse enhver lille trækning i hans ansigt, men det var alt sammen noget, hun havde til gode. Hvis han da var typen, der lod hende komme tæt på. Lige nu var hun i tvivl om han var den slags mand, eller om han havde til hensigt at placere hende i sit byhus og ikke se sig tilbage. Hun kunne ikke fornemme, hvem eller hvad han var, så selvom hendes hjerte slog mindst tre slag over, da han foreslog, at de skulle være alene, og hun et splitsekund følte sig 12 år gammel, så var hun også drevet af en heftig nysgerrighed, der fik hende til at nikke sagte. Ikke at hendes mening betød noget – men de fik den alligevel. Hun ville alligevel aldrig få lov til at være helt alene med ham, før de havde legitime grunde til det, så hun følte sig tryg og i sikkerhed. Hun drak en lille tår, mens hendes fader besluttede sig for at give sin accept, selvom han var tydeligt utilfreds.

[Jonthair af Macay]

Han kunne godt mærke, at han havde fornærmet hertugen og det besluttede han sig for, omgående at glatte ud for. "Mange tak, Deres Højhed. Det sætter jeg meget pris på." Ordene blev afleveret med et undskyldende smil og bare en snert af underdanighed for at tilfredsstille Thomlin's sårede stolthed.

Indvendigt trak han dog nærmest ligeglad på skuldrene. Manden havde ikke kunnet klare at afsætte sin datter og burde derfor mest bare være taknemmelig for, at Jonthair gad at have hende. Der var ingen grund til at undskylde for sin opførsel, da han egentlig personligt mente, at de lige så godt først som sidst kunne få etableret, at det var Jonthair, som gjorde Thomlin en tjeneste og ikke omvendt.

Han lod ikke sit vinglas stå. Det ville være uhøfligt, nu hvor der trods alt var blevet skænket op til ham af en god vin. I stedet tog han det i den ene hånd og tilbød Kayleigh sin frie arm med et buk. "Komtesse."

[Thomlin af Linshart]

Jonathair var bestemt god til at spille spillet, konstaterede Thomlin i for sig selv, men nu var han selv heller ikke ligefrem ny i gårde og han gennemskuede forsøget på, at pleje den sårede stolthed. Ikke at det gjorde noget. Junkeren havde godt af at huske på, at det altså stadig var ham, der havde det sidste ord.

Han fulgte dem med blikket, som de kom op at stå og så først tilbage på sit vinglas, da de var gået ud af døren mod haven. Et pr øjeblikke blev han siddende, tog omhyggeligt en tår og rejste sig så. På den lyse side ville det give ham bedre tid til at forberede både hus og alt det andet til den dag, Delora ville blive hans.

out

[Kayleigh af Linshart]

Kayleigh forholdt sig afventende og stadig tavs, mens hendes fader og forlovede – stadig en meget uvant tanke, der fik hende til at blive varm i kinderne – glattede lidt ud. Hun afholdt sig fra at smile af sin faders beskedne demonstration af sin magt. Han lod sig ikke så let imponere, og den stolthed levede videre i hans datter, selvom hun fremstod som den yndigste parcelænsdukke i dette øjeblik. Hun var spændt på, om Jonathair forstod sig på at samtale eller om hun ville befinde sig i en tavs verden, når hun flyttede? Åh, hun skulle forlade sin familie. Det var en realitet.

Hun så på ham med et mildt blik, da han rakte hende sin arm. Hun havde ligeledes taget sit glas med på opfordring af de to andre, og hun tog hans arm uden at tøve. Fornemmelsen af hans nærhed væltede en smule af hende selvsikkerhed endnu en gang, og hun kunne mærke, at hendes hjerte slog hårdere. Han virkede selv helt upåvirket, men hun nærede ingen illusioner om dette møde. Hun var lidt nervøs for at være alene med denne mand, der syntes kold. Var han også sådan privat?

[Jonthair af Macay]

Han smilede let, da hun uden videre tog hans arm og han førte hende ud af havedørene uden at sige mere. Han ville foretrække, at de rent faktisk kunne tale frit med hinanden og at han ikke skulle belægge sine ord helt så omhyggeligt.

Han slappede en smule af i skuldrene, da først de var kommet ud i haverne og eftersom hun havde ved hans arm, så ville hun sikkert kunne mærke det. Det var selvfølgelig helt bevidst. Hun skulle helst tro, at han havde følt sig lidt sat til vægs i hendes faders selskab. Det ville sikkert gøre hende venligere stemt over for ham og hun ville ikke kunne fortælle hendes fader noget om ham, som ville kunne bringe forlovelsen i fare.

Da de havde gået en halv snes skridt ud i haven, vendte han ansigtet ned mod hende og smilede venligt, mens han igen søgte øjenkontakt. "Jeg håber ikke, at De er alt for nervøs for at være alene sammen med mig?" startede han ud i en let drillende tone.

[Kayleigh af Linshart]

Kayleigh besvarede forsigtigt hans smil og lod sig føre udenfor. De gik i tavshed, så hun havde frygteligt megen lejlighed til at mærke hans tilstedeværelse så tæt ved hende. Hun var spændt på, hvordan han ville tage sig ud, når han fik større frihed til at tale. Hun var godt klar over, hvor stor en dæmper hendes fader lagde på tingene. Det havde han for vane at gøre. Hun havde aldrig været bange for ham, men hun havde så heller aldrig givet ham nogen grund til, at hun skulle være det. De samme diplomatiske evner lå nu og ventede på at aflæse Jonathair.

Hun så forventningsfuldt op på ham, da han slappede mere af. ”Nej nej,” svarede hun roligt og kom til at smile af hans tone. ”Jeg har såmænd set frem til det, Nådigherre Jonathair.” hun kunne nu ganske godt lide hans navn, men gjorde intet nummer ud af det. Hun havde ingen intentioner om at fornærme ham, hvis han var frygteligt ærekær omkring den slags. ”De ser nu heller ikke så farlig ud,” konstaterede hun. Hun var ikke så let at skræmme. ”Og jeg ved desuden ikke, hvor mange lejligheder min fader vil tillade os til at være alene på den her måde.” fortsatte hun venligt, men med smil i stemmen. Det var sandt. Det var en sjælden lejlighed til at tale sammen under mere rolige forhold.

Hun ville nu træde ind i en gråzone med to mænd i sit liv. Hendes fader og hendes forlovede.