Nu er jeg halv

[Myrilla af Stenbjerg]

Marcus af Naxen

På Rundrejsen havde Myrilla været fuldt overbevist om, at nu blev livet da ikke mere kaotisk. Men selvfølgelig var hun blevet klogere, for efter de var kommet hjem, havde der jo været mennesker, der skulle ses, pakkelister, der skulle skrives, gæstelisten, invitationer og generelt bare både bryllup og flytning, der skulle arrangeres. Og hun havde stadig ikke talt med Marcus, der var forsvundet til Gyldensø uden, at hun vidste helt hvorfor.

Sukke var dybt og frustreret, mens hun stirrede tomt på endnu en ting, der skulle tages stilling til. Blomsterdekorationer. Åh, hvor var hun dog usigeligt ligeglad. Men Vania var her ikke og Murray vidste nok om muligt mindre om blomster end hun selv gjorde. Hun havde brug for nogen at tale med, men hvor Marcus tidligere havde været hendes anden halvdel, skulle Larkin nu være det. Og at tale med ham var håbløst.

[Marcus af Naxen]

Marcus havde været på vej til Gyldensø sammen med det andet følge, for at studere naturligvis. Slet ikke fordi, at han følte sig overflødig hos både Murray og Myrilla, nu hvor de begge to skulle giftes, og han bestemt ikke skulle. Eller havde lyst lige nu. Men, Guderne ville at han blev nødt til at vende om på rejsen. Universitetet trak ham hjem igen. De skulle bruge ham, og de måneder han havde tænkt sig at være væk, blev nu inddraget.

Han sukkede, da hans vogn kørte op foran familiens hus, og tjenestefolkene begyndte at læsse hans ting af. Uden videre entusiasme, steg han ud af vognen og gik op til hoveddøren, hvor han blev lukket ind af en tjener. Livet var bestemt ikke stået stille i huset. Han havde besluttet sig for kun at blive, mens han fik en let frokost, inden han tog tilbage til universitetet for at arbejde.

Det larmede i hallen, og Marcus forlod den. Gik op ad trapperne til første salen, hvor hans soveværelse lå lige ved siden af Myrilla. Han tænkte ikke over, om hun var hjemme. Han anede ikke, hvad han skulle sige til hverken hende eller Murray. Så, hans vågen timer ville for det meste blive brugt udenfor hjemmet. Han åbnede døren indtil værelset og gik derind, lukkede døren bagefter sig og satte sig træt på sengen. Det skulle blive godt, at få rejsestøvet af.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det blev mere og mere tåbeligt for hvert sekund, hun tilbragte med at kigge på listen over blomster. Hun havde absolut ingen anelse om, hvad størstedelen af dem overhovedet var. For blot et halvt år siden havde hun altid betragtet sig selv som værende mer end gennemsnitligt begavet, men det havde ændret sig. Oftere og oftere følte hun sig direkte dum, når hun sad og skulle prøve at tage stilling til de nye ansvarsområder som forlovet til en hertug. Måske Larkin hele tiden havde haft ret. Måske duede hun slet ikke til at være hertuginde.

Tavsheden på værelset blev brudt af en af husets tjenere, der informerede hende om, at Mester Marcus altså var vendt hjem. Ikke at hun vidste, hvad hun skulle bruge den information til. Det var efterhånden måneder siden, hun sidst havde talt med tvillingen. Alligevel rejste hun sig og forlod værelset for at gå hen til den lukkede dør, der førte ind til Marcus' værelse. Hånden blev foldet til en kugle og... Ingenting. Den faldt ned igen. Hun turde ikke banke. Sekunder blev til minutter, mens hun stod foran hans dør og lod hele situationen blive mere tragikomisk for hvert øjeblik.

[Marcus af Naxen]

Han begyndte at klæde sig af, så han kunne komme ud af sit rejse tøj, og tage sit arbejdstøj på igen. Den kiste var blevet bragt op som den første. Han løftede låget på den, og rodede lidt rundt i den, indtil han fandt det tøj, som han skulle bruge. Derefter begyndte han at klæde sig på igen.

Da han var færdig, var det også ved at være tid til en bid mad. Han var sulten, og ville gerne ud af huset så hurtigt som muligt. Han åbnede døren, og blinkede perpleks med øjnene, da han fik øje på Myrilla, der stod foran ham og spærrede vejen. "Myr..." Sagde han hviskende, og en anelse fortvivlet.

[Myrilla af Stenbjerg]

Sådan stod hun længe, hævede og sænkede hånden fra tid til anden, mens hun overvejede, om hun burde banke eller ej. Måske hun bare burde lade være og affinde sig med, at deres forhold tidligere havde været godt, fordi de var børn. Men hun måtte være voksen nu. Måske der ikke var plads til at være en tvilling mere, som hun havde været det før. Måske det tætte forhold også var overvurderet.

Døren åbnede, netop som hun var ved at sænke hånden igen og hun spærrede forbavset øjnene op ved synet af Marcus, der så mindst lige så perpleks ud, som hun følte sig. Han talte og hun hankede lidt op i sig selv. "Marcus," hilste hun med en stemme, der vaklede let. "Velkommen..." Hjem? Det føltes ikke rigtig som et hjem. Universitet havde altid været det for dem. "Tilbage." endte hun med i mangel på bedre.

[Marcus af Naxen]

Han anede ikke, hvordan han skulle håndtere dette her. Så han valgte den nemme udvej. Og måske den bedste, det ville tiden vise. Han endte med at ligge armene omkring hendes krop og trække hende ind til sig i en omfavnelse, som han bad til, at hun ville gengælde.

"Tak," hviskede han lavmælt og slap hende til sidst, mens han hankede lidt op i sig selv. "Universitetet aflyste min rejse midtvejs. De har brug for mig," sagde han undskyldende og trak let på skuldrene.

[Myrilla af Stenbjerg]

Som altid i Myrillas tanker var det ét stort virvar af mulige scenarier. Hvad ville han mon sige eller gøre? Intet kunne have overrasket hende mere. Forbløffet lod hun sig trække ind i hans favn og brugte et øjeblik der, stiv som et bræt, før hun langsomt slappede lidt af i kroppen og lagde armene om ham. Hun havde ingen anelse om, hvor længe hun var gået med den eneste kropskontakt værende de underlige øjeblikke med Larkin eller de akavede klap på hoved og hånd af Murray.

Det virkede som flere år senere, da han slap hende igen og hun tumlede overrasket ned på hælene igen, måtte blinke et par forræderiske tårer væk fra øjenkrogen. ”Det lyder både ærgerligt og interessant,” kommenterede hun oprigtigt med et lille, usikkert smil siddende på spring i den ene mundvige.

[Marcus af Naxen]

At hun gengældte hans omfavnelse fik ham til at slappe langt mere af. Det betød, at der måske stadigvæk var en mulighed for at finde en gylden middelvej i alt dette her. Han tog en dyb indånding og huskede, at det lige nøjagtig var sådan her hun duftede. Det beroligede ham, at det i det mindste ikke havde ændret sig.

Han sukkede tungt, og kørte en hånd gennem håret. "Desværre ja," kommenterede han og tog hendes hænder i sine, og gav dem et klem. "Men nu er jeg her, i Corus. Og på et tidspunkt til dit... Ja. Bryllup," det var svært at tænke på, at Myrilla skulle giftes med en fremmed mand. Især fordi hun var jo hans tvilling. Han ønskede dog, at hun fik det bedste af det bedste.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun smilede til ham, men kunne ikke helt slippe den underlige følelse af, at samtalen var for høflig, for overfladisk. Det gjorde derfor smilet en smule mere overbevisende, da han tog hendes lange hænder i sine og hun gengældte det blide klem. ”Det glæder mig meget,” betroede hun ham ”Jeg har ikke lyst til at gøre det uden dig.” Og det var ganske sandt. At skulle stå og se på Larkin som værende sin fremtid uden at kunne se hen på Marcus og vide, at han stod bag det på godt og ondt, ville ikke være til at bære.

[Marcus af Naxen]

Han smilede til hende og slap så hendes hænder, det virkede lidt for akavet at blive ved med at holde dem her ude på gangen. I stedet drejede han hende rundt, så de sammen kunne gå ned ad gangen. Hans mave rumlede lidt imens. "Jeg skal nok være her. Med mindre Murray får mig afsat," han skar en grimasse ved tanken og håbede virkelig ikke at det skete foreløbigt. "Men nu er jeg sulten, søster," han lagde en arm om livet på hende. "Vil du ikke gøre mig selskab, inden jeg bliver nødt til at tage over på universitetet?"

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun tog hænderne til sig, da han gjorde mine til at slippe dem og vendte i stedet siden til, spejlede ham, som de satte mod trappen, der skulle føre dem nedenunder. Det hele virkede lidt mere overskueligt nu med Marcus ved sin side og et oprigtigt smil vandt endelig igennem usikkerheden og fandt vej til hendes læber. Hun rykkede tættere ind til ham, da han lagde armen om hendes liv og gik i takt. De havde brugt sindssygt meget tid på det som små, så det var nemt at falde ind i samme tempo igen, selvom deres højder alligevel var lidt forskellige.

”Selvfølgelig, jeg kunne spise en hest,” udbryd hun fornøjet og følte sig rent faktisk sulten for første gang længe. Måske også fordi Larkin havde det med at betragte hende så vurderende, når hun spiste. Som om han prøvede at få lidt mere fedt plantet på hende ikke så fødedygtige hofter. ”Hvordan går det dig ellers?”

[Marcus af Naxen]

Han var næsten lige ved at le af lettelse, da hun valgte at gå i takt med ham ned ad trapperne. For pokker, hvor han følte det som om, at de var unge igen, og hun lige var kommet hjem fra klosterskolen.

Han smilede til hendes ord. "Også mig, at rejse gør mig stadigvæk frygtelig sulten. Og jeg forlod følget tidligt i morges, næsten uden at få morgenmad," han kunne godt lide mad, og var en af dem, der endnu ikke behøvede tænke over, hvad han proppede i munden. "Stille og roligt. Det er mærkeligt... Det hele. Murray skal giftes, og du skal. Jeg føler mig lidt udenfor i al den her bryllupsfeber," svarede han med et skuldertræk.

[Myrilla af Stenbjerg]

En latter af ren fryd trillede over hendes tørre læber, som de begav sig gennem huset i jagten på mad. ”Dit stakkels pjok, hvordan kan du overhovedet gå af ren underernæring?” spurgte hun drilsk. Deres glæde for mad havde de altid haft til fælles, selvom rammerne for, hvordan de kunne tillade sig at spise blandt andre, var forskellige. Hun nikkede lidt til hans svar og trak på skuldrene. ”Det er også underligt for os,” kommenterede hun, men rettede så ”Eller.. Jeg kan jo kun tale for mig selv, men jeg tror også Murray synes det hele er lidt anderledes og mystisk, selvom vi alle vidste den dag ville komme.” Hun sukkede lidt ved tanken.

[Marcus af Naxen]

Han lo sammen med hende og førte hende ind i spisestuen, hvor der var blevet anrettet til ham. Men en tjener sørgede hurtigt for, at der også blev dækket op til Myrilla. Han satte sig ned på sin sædvanlige plads og begyndte straks at tage for sig. "Det føles som om, at vi bliver splittede. Og ikke kan se hinanden længere," sagde han med en trist stemme. Myrilla tog til Stenbjerg med sin mand og Murray ville rejse til Naxen med sin hustru. Det efterlod Marcus i Corus med resten af familien. Deres onkel, hans hustru, og deres børn. Undtagen kusinen Caelie, som jo nok ville tage til Fenrig med hendes mand. "Men på den anden side, så skal jeg i det mindste ikke giftes foreløbigt. Heldigvis," den del var han indtil videre sluppet godt fra.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun tog plads uden at tage notits af tjenestefolkene som en myretue gik i gang med effektivt at få dækket op til hende. Hans ord fik hende til at række frem og lægge sin hånd over hans til et blidt klem. ”Når du har mulighed for det, skal du være mere end velkommen til at besøge mig i Stenbjerg,” tilbød hun oprigtigt og tilføjede så: ”Desuden vender jeg tilbage til Corus ikke længe efter.” Der skulle bare først plantes et barn i hendes mave. Sådan var aftalen. Hun smilede en anelse bittert. Ja, så heldigt var hun ikke sluppet. Selvom det selvfølgelig kunne være endt på langt værre måder. Hun kunne måske endda være endt med Larkins onkel, som nu var blevet forlovet med en af de stakkels Linden-piger. Nej, der var hendes skæbne immervæk at foretrække.