Du har vakt min interesse

[Anina Skyggebane]

Kian Falkeblik

Et lavt suk forlod Anina og druknede i den muntre lyd af samtale og latter. Brønden havde altid været et af hendes foretrukne steder at søge hen på de aftener, hvor det var for godt vejr til at søge ind. Og denne var bestemt en af dem. Solen havde været varm over byen hele dagen og lokket Nedre Bys folk frem i gaderne. Især omkring brønden stod flere af kvinderne og sludrede lystigt.

Der var stadig noget tid til Estelle ville være at finde på Duen og hun kunne derfor godt bruge de sidste stråler af solen med sine tanker. Tanker, der for tiden var begyndt at svæve tilbage mod Groten, hvor hun så længe havde haft sit hjem. Men hvor let livet som komtesse end havde været, kunne Nedre By tilbyde noget helt andet. En frihed, hun aldrig havde oplevet før og efterhånden var blevet tilhænger af. Hun trak sjalet lidt tættere om de nøgne arme med et tilfreds smil om læberne.

[Kian Falkeblik]

Det blæste noget, men solen skinnede, og man kunne efterhånden mærke sommeren. Det gav travlhed på havnen, hvor skibene nød godt af vinden og den klare himmel. Kian havde derfor tjent lidt penge på at udføre lidt af det sædvanlige arbejde. Hjælpe med at få vare ombord eller af skibet og på vogne. Det var hårdt arbejde, men betydelig mere ufarligt end at stjæle eller dræbe. Det gav dog ikke så meget.
På vej op gennem Nedre By svang han forbi brønden, hvor der var liv og glade dage. Vejret var jo godt, så der var tydeligvis mange, der ligesom ham selv følte behov for at besøge stedet. Han kom selv forbi for lige at vaske ansigtet og køle sig lidt ned efter det hårde arbejde. Det glemte han dog, da han opdagede Anina. ”Længe siden,” hilste han med et skævt smil, da han nåede over til hende, og stak hænderne i lommerne.

[Anina Skyggebane]

Hun trak benene op under sig, stadig omhyggelig med at man ikke skulle kunne se for meget, og nød endnu en nyvunden frihed. Dovent strakte hun ryggen, for igen at vende tilbage til sin lidt sammensunkne holdning og øjnene nåede lige at lukkes halvt er øjeblik, da en stemme lød umiddelbart til højre for hende. Med et dovent smil studerede hun ham med blikket. "Kian, ikke?" spurgte hun og vippede hovedet let på skrå, fejede lidt af det cinoberrøde hår væk fra ansigtet. Det var bestemt ikke en mand, hun kunne have glemt med tanke på deres første møde.

[Kian Falkeblik]

Han nikkede let og lod blikket stryge over hendes skikkelse. Hun så ikke ud til at være videre interesseret i alle de samtaler, der foregik omkring hende. ”Jo ... og du er ...?” Han sørgede for at trække lidt på det og rynkede lidt på brynene. Selvfølgelig kunne han huske hendes navn. Det var svært at glemme efter sådan et møde. ”Anina, ikke sandt?” spurgte han så med et skævt smil. ”Hvad bringer dig herned? Det virker ikke til, at du finder al sladderen særlig spændende?” Han slog sig ned ved siden af hende og kastede et blik rundt på de mange sludrende folk omkring brønden.

[Anina Skyggebane]

Det sitrede afslørende i hendes mundvige, da han kørte samme replik på hende, som hun netop havde fyret af og øjnene spillede af slet skjult morskab. Dagen havde været god og hun kunne derfor sagtens unde ham et smil eller to. "Hvorfor tror du ikke det?" spurgte hun og studerede ham, da han slog sig ned ved hendes side. Det var ganske normalt at kvinderne fra Nedre By, og vidst nok også fra de andre distrikter, samledes om brønden og diskuterede det sidste nye sladder. Det var lige som kvinderne ved hoffet, men kvinder var vel også kvinder uanset hvilken del af samfundet, de kom fra.

[Kian Falkeblik]

Han trak på skuldrene. ”Du deltager ikke rigtig med nogen,” svarede han roligt. Hvis hun var interesseret i samtalerne, var det mest oplagte jo, at hun ville deltage. ”Og jeg tvivler på, at de sladre om noget, der er relevant at lytte til og give videre.” Sladderen virkede mest til at være romancer og børns narrestreger. Der var ikke meget interessant information at give videre til Amos – hvis det da var den slags, hun gjorde sig i. ”Så hvad bringer dig herned?”

[Anina Skyggebane]

Hun kunne ikke tilbageholde en mild latter ved hans ord. Han havde et skarpt blik og hun kunne ikke se sig fri for at finde det tiltalende. Hun rystede på hovedet og så op på ham igen, da han gentog sit spørgsmål. ”På det punkt er jeg nok ikke så forskellig fra solsikkerne, der grådigt vender hovedet for at nyde bare en smule af solens lunefulde gavmildhed,” vævede hun og et smil tegnede sig endnu engang på hendes læber. Det var også svært at være pisse sur i det gode vejr. ”Hvad med dig selv?” skød hun den tilbage.

[Kian Falkeblik]

Det trak i mundvigene. ”Hvor poetisk,” bemærkede han drillende ved hendes svar, der involverede solsikker og en lunefuld sol. Det var en lidt atypisk sætning at høre fra en beboer i Nedre By. Da hun spurgte ind til ham, nikkede han mod den vej, han var kommet fra. ”Jeg har udført noget arbejde på havnen, så jeg trængte til at køle ned.” Noget han lidt havde glemt at gøre noget ved, da han så Anina. Nu hvor han havde sagt det, vendte han sig mod en spand vand, der stod forladt ved siden af brønden, og brugte lidt af vandet til at vaske ansigtet.

[Anina Skyggebane]

Hans kommentar fik hende til at lukke munden så pludseligt, at det gav en lav, hård lyd, da tænderne fandt hinanden. Det var en af de ting, hun først havde lært; aldrig lyd for poetisk eller højtragende. Han lod dog ikke til at have mere at kommentere til det, så hun slappede igen lidt af i skuldrene, der sammen med resten af kroppen var blevet spændt. ”Så du udfører rent faktisk også hæderligt arbejde fra tid til anden?” udbrød hun med teatralsk forbløffelse og et drilsk glimt i de grå øjne.

[Kian Falkeblik]

Hendes pludselig anspændthed fangede med det samme hans opmærksomhed. Når man tilbragte hele livet på gaden og blandt tyve og mordere, lærte man hurtigt at læse folks kropssprog. ”Hvad er der i vejen?” Brød hun sig ikke om at få påpeget, at hun var poetisk? ”Der er ikke noget galt i at kunne læse digte og selv digte videre ... faktisk har jeg hørt, at det skulle være en fordel overhovedet at kunne læse,” bemærkede han med et skævt smil. Han var knapt nok selv i stand til at læse, og han var ret sikker på, at digte ville forvirre ham noget så grusomt. Det næste spørgsmål fik ham til at le en anelse. ”Hæderligt arbejde er forholdsvis fast, men det giver desværre ikke så meget udbytte som de mere ... risikable erhverv.”

[Anina Skyggebane]

Selvfølgelig spurgte han ind til det. Hvordan kunne hun have været så naiv? Hun rystede blot let på hovedet til hans ord som for at sige, at nej hun brød sig ikke om det og lod det være ved det. Et nyt emne var tiltrængt og selvom hun ikke direkte kunne sige så meget om det nye, var det stadig bedre end hendes tåbelige fejl. At hun kunne læse, skrive, remse alle len og deres lensherrer op i søvne foruden så meget andet ville nok ikke falde i god jord i Nedre By.

Hun smilede skævt ved hans ord. ”Lyssky arbejde er da også fast,” indvendte hun med morskab i blikket. Hun havde da aldrig oplevet at skulle ty til hæderligt arbejde. Der var altid folk, der ville slippe af med nogen. Eller vide noget om nogen.

[Kian Falkeblik]

Han trak på skuldrene. ”Måske.” Et eller andet sted ville han nok bare ønske, han kunne foretage sig noget andet. Hvis han var blevet født lidt højere oppe af rangstien, kunne han måske have været en af de handelsmænd, som ellers havde brugt så mange år på at beskytte. Hæderligt arbejde, der gav gode penge og tog én ud på rejser. Som lejemorder var det svært at blive til mere end det. Han lod blikket hvile på de mange folk omkring dem. Det her var en bydel, man nok aldrig rigtig slap ud af – selv hvis han ikke havde lyst til at indrømme det. Hvad skulle en slyngel også med ambitioner?

[Anina Skyggebane]

Hun sukkede lidt, da kommentaren på ingen måde havde den ønskede effekt til at få samtalen over på et lidt lettere emne, men i stedet lod til at have plantet ham i dyb eftertænksomhed. Hvem der bare vidste, hvad folk fra Nedre By tænkte på. Det havde altid været noget, Anina havde undret sig over. Hvilke drømme og ambitioner man kunne gøre sig. Blikket gled over menneskemængden, der dog var tyndet en smule ud, som folk gjorde sig klar til at lave mad. Fingrene begyndte af rastløshed at flette en tot af det halvuglede hår. ”Der er vel ingen, der tvinger dig,” kommenterede hun endeligt tørt. Havde han ikke lyst til at leve vejen uden for loven, var der vel ingen, der stoppede ham?

[Kian Falkeblik]

Den tørre tone fik ham til at fokusere igen, og han skævede til hende med et skævt smil. ”Det er sandt. Jeg har selv valgt min vej,” medgav han og lagde nakken tilbage for at se op på himlen. ”Ikke at jeg havde alverden at vælge mellem. Men det kender du vel også.” Hans historie var jo ikke anderledes fra alle andres her i Nedre By. ”Eller måske ikke ... det lyder som om, du har fået en smule undervisning. Du virker mere veltalende.” Han trak på skuldrene. Mange i Nedre By fik ingen undervisning, men der var sikkert nogle få som var heldige af den ene eller anden årsag. ”Jeg lærte aldrig at læse og skrive. Regning kan jeg knapt nok finde ud af. Men man behøver ikke kunne den slags ting for at vide, hvordan en kniv fungere.” Han grinede lidt ved tanken. Knive var så dejligt simple på det punkt. Det samme gjaldt hans arbejdsopgaver – dræb den person, løft den kasse, stjæl den ting. Ganske lige til. "Det er lette penge, og lette penge er det, som man har brug for."

[Anina Skyggebane]

Det hjalp lidt på det hele, da han igen sendte hende et nyt smil. Hun havde ikke tålmodigheden til at bruge sit liv på at sidde og glo på en mand tænke. Så hellere sidde på Duen og være modtager af lidt for mange sleske blikke. Hans ord fik hende til at smile et afslørende bittert smil, men hun valgte ikke at kommentere på det. I stedet fokuserede hun på hans næste ord. ”Hvis det er noget, du gerne vil lære, kan jeg lære dig det,” foreslog hun henkastet og trak på skuldrene. ”Mod rimelig betaling,” tilføjede hun selvfølgelig straks. Det ville ikke være noget problem. Hun kunne vel lige så godt få noget ud af sin opvækst.