Tåget sommernat.

[William af Stenbjerg]

T i l e g n e t :    K a t h e r i n e      T i d :    S o m m e r     524

William havde gjort en hvis indsats for at få udført mere papirarbejde, men havde måtte indse, at han var en anelse for optaget af tanker om aftenen til rigtig at kunne få lavet noget fornuftigt i den afdeling. I stedet besøgte han våbenkammeret og efterså tilstanden af hvert enkelt stykke med en kenders kritiske øje. Hans tanker vandrede ikke lige så nemt til følelsen af Katherines bryst, hendes bløde læber eller det forventningsfulde blik han havde fået tidligere på dagen, men de vandrede stadig uundgåeligt. Aftensmåltidet var en farce, hvor han samtalede ukoncentreret med de resterende tre familiemedlemmer, imens hans opmærksomhed hele tiden vandrede over til hende.

Da først dagen gik på hæld og det var sengetid, var han derfor efterhånden nogenlunde så højspændt som en mand kunne være. Han rensede sine negle med en lille fintilslebet pind, kørte fugtige fingre igennem de rodede krøller og lod resten stå til og være som det var, før han forlod sine egne gemakker og gik ned af den gang, der forbandt dem med Katherines. Da han bankede på døren havde et lille, selvsikkert smil hevet sig op på hans læber og han hvilede den ene hånd imod dørkarmen, som han stod der i mørket og ventede. ”Åh, hustru? Din ridder venter utålmodigt,” kaldte han drævende ind imod træet.

[Katherine af Stenbjerg]

Katherines tanker havde været mindst lige så - hvis ikke mere - ensporede som Williams siden eftermiddagen. Og nu gik hun og ventede mere og mere nervøst på ham i sine gemakker, iført intet andet end sin natkjole. Alys havde naturligvis hjulpet hende med at blive klar, børstet det tykke hår, som nu bølgede let og løst omkring Katherines skuldre, dryppet et par dråber belladonnaessens i hendes øjne og duppet den parfume som William speficikt havde udbedt sig på siden af hendes hals.
Mere klar blev hun næppe, og hun var lidt for ængstelig til at kunne tale med den ældre kvinde, som sad i en stol i hjørnet og strikkede. Katherine havde ikke sendt hende bort, skulle det ske, at hun kom i tanke om noget hun havde glemt. I stedet travede hun cirkler i gulvet, og hvis Alys tænkte over det - hvilket hun naturligvis gjorde - undlod hun klogeligt at kommentere på det.

Katherine trak vejret hurtigt ind, da det pludselig bankede på og hun stoppede brat med at gå. I stedet blev hun stående lige nøjagtigt, hvor hun var, mens Alys rejste sig for at åbne døren.
Ammen havde allerede nået at lægge hånden på håndtaget, da Williams stemme lød igennem døren og den afsluttende del af hans sætning, blev leveret til Alys' temmelig ubekvemte ansigt.

Bag hende havde Katherine spærret øjnene op, og pludselig glemte hun alt om at være nervøs. Til gengæld måtte hun kæmpe for ikke at komme til at grine over kombinationen af Williams ord og Alys' tydelige ubehag, og hun løftede den ene arm fra den foldede position over brystet, og skjulte sine læber bag den ene hånd - skønt latteren truede med at boble igennem.
I mellemtiden havde Alys nejet let - hendes stive knæ var ikke glad for mere - og lukket hertugen ind, før hun påfaldende hurtigt undskyldte sig selv, og forsvandt ud gennem døren, med et strengt blik mod hertuginden. Katherine måtte sende en varm tanke efter den gamle kone, uden i øvrigt at være tilnærmelsesvist klar til at fjerne hånden fra sine læber.
Hun så på William med morskaben lysende ud af de brune øjne.

[William af Stenbjerg]

William havde ikke lige overvejet, at det måske ikke ville være Katherine, der åbnede døren. Hans ord havde været henvendt til hende – ikke til hendes gråhårede amme. Da det alligevel var Alys, der åbnede døren, fløj begge hans øjenbryn hastigt op i panden på ham. Han bøjede hovedet let, men med åbenlys overraskelse, blev stående et øjeblik mere og kom dernæst ind på værelset, uden at se på hertuginden før den gamle kvinde havde forladt rummet og lukket døren hastigt efter sig. Da hans blik faldt på Katherine og han fangede hendes rystende skuldre og spillende øjne, brød latteren dog ud af ham uden andet end et enkelt sekunds varsel.

Han rystede på hovedet med en klukken, løftede sin ene hånd og kørte den igennem håret, uden at tænke på, at han ødelagde den relative orden, der var blevet oprettet i det. ”Er det mig du ler af, lille du?” Han smilede for bredt til at anklagen kunne tages alvorligt og endnu et muntert fnys forlod ham, før han tog en dyb indånding og lukkede den ud i et suk. ”Og her forsøgte jeg at feje benene ud under dig. Hm. Ærgerligt.” Han skar en lille, trist grimasse, som han kom nærmere, men endte med at se ganske alvorligt på hende, da han standsede op i passende afstand til at løfte sin ene hånd og finde hendes skulder, kun for at lade den glide ned over hendes arm i en tålmodig bevægelse. ”Er du nervøs?”

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine prøvede virkelig på at lade være med at grine, alt hvad hun kunne, men så snart Alys var ude og William kiggede på hende, kunne hun ganske enkelt ikke lade være.
Heldigvis lo William også, og det endte med at hendes tænder var blottet i et smil, da han talte til hende og uvilkårligt kom hun til at le kortvarigt igen. Tænderne fangede underlæben, skønt latteren stadig spillede i hendes blik, og Katherine fik igen styr på sig selv. Hendes blik glimtede lettere drillende og hun lod armene falde fra deres halvt krydsede position. "Jeg er sikker på, at du fejede benene væk under Alys," svarede hun og tiltede hovedet lidt tilbage, da han kom helt hen til hende.

Smilet hvilede fortsat svagt over hendes læber, men afslørede nu ikke hendes tænder. Uvilkårligt flakkede hendes blik lidt mellem hans øjne, og det alvorlige blik fik det til at suge let i hendes mellemgulv. Hun overvejede hans spørgsmål, og fugtede sine læber en enkelt gang (forfærdeligt bevidst om hans hånd mod sin arm). Hendes blik havde kortvarigt været rettet mod et ubestemt punkt, men nu vendte det tilbage til William. "Ja."

Det var sandheden, og hun så ingen grund til at prøve at lade som andet. Det ville hun alligevel ikke kunne. Katherine smilede skævt, og løftede den ene hånd, for at stryge håret i den ene side om bag øret. "Men ikke så meget nu, som for et øjeblik siden."

[William af Stenbjerg]

William smilede skævt med et tydeligt muntert glimt i sine øjne, men morskaben veg langsomt for alvor, som han nærmede sig. Da først han standsede foran Katherine, var trækningerne ud for hans øjne væk og han så på hende med et mere eller mindre målrettet blik. Hendes reaktion og svar fik det alligevel til at sitre svagt i hans mundvige, men det var ikke munterhed, der lurede. Hans hånd standsede ved hendes albue og han besvarede hendes smil, da hun strøg håret om bag øret. ”Godt,” svarede han simpelt, som han løftede sin anden hånd og strøg hende over kinden. Der var ikke mere at sige til det. Han havde ingen anden opmuntring at give, end at læne sig frem og trykke sine læber imod hendes igen, sådan som han mere eller mindre havde tænkt på siden sidst. Hans fingre gled ind i hendes lange, mørke lokker og hånden på hendes arm fandt i stedet hendes hofte og greb let fat om hende.

Denne gang tog han sig tid, uforhastet og tålmodig nok til ikke at begynde at flå tøjet af hende, selvom han i den grad var fristet til det. Han brød langsomt fri fra hendes læber, kun for at fortsætte hen over hendes kind ned langs hendes kæbe og til hendes hals, hvor han med et skævt smil kunne notere sig, at hun havde fulgt hans instrukser. Det glimrende valg, belønnede han med en serie kys fra hendes hals og ned til hendes skulder. Da han nåede den havde han allerede skubbet hendes natkjole et godt stykke ud, men han kunne godt se, at det ikke var vejen frem og løftede næsten ærgerligt hovedet, kun for at smile ned til hende og plante et let kys på hendes læber. Han slap hende med begge hænder, for i stedet at række op og løsne den første af de sløjfer, der holdt hendes natkjole samlet. ”Du er stadig smuk,” konstaterede han, inden den gik op og hans blik instinktivt dalede.

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine havde, også selvom hun ikke havde været meget ved hoffet, prøvet at fjolle rundt i krogene med en stalddreng eller en besøgende ridders væbner, da hun boede i Gyldensø, men det havde alt sammen været noget langt mere sobert end det der lå i kortene for hende og William. Det var dog alligevel nok til, at hun naturligt besvarede hans kys i stedet for bare at stå som en stenstøtte. Instinktivt løftede hun den ene hånd og hvilede den mod hans nakke, svagt bevidst om den bløde fornemmelse af hans viltre krøller mellem sine fingre.

Det var dog langt fra det, der optog det meste af hendes tankekapacitet. Det var i større grad hans læber mod hendes, fingrene i hendes eget hår og hånden mod hendes hofte, der uundgåeligt trak hende tættere på ham. Katherine følte sig lettere svimmel, men denne gang havde det absolut intet med sygdom at gøre.

Da William slap hendes læber, trak hun vejret dybt ind, uden i øvrigt at åbne øjnene, som han fortsatte ned over hendes hals og skulder. Hendes vejrtrækning var tungere end den havde været for et øjeblik siden, og hun krummede fingrene den mindste smule sammen i de mørke krøller. En svag skælven løb igennem hende, da han nåede til hendes kraveben og hun var lige ved at bede ham om at fortsætte, da han stoppede og rettede sig op igen.

Hun gjorde det dog ikke - mest af alt fordi han kyssede hendes læber igen - men åbnede i stedet øjnene og så på sin husbond. Hendes kinder og let adskilte læber havde en sundere farve end de havde haft de sidste mange dage, og uvilkårligt kom hun til at smile over hans ord, uden dog at have noget at svare.

En svag følelse af blufærdighed meldte sig, idet det øverste af hendes natkjole gled op, men Katherine forsøgte at bide det i sig. Hun havde stået helt blottet overfor ham før, men der havde hun også haft trangen til at dække sig til. Denne gang nøjedes hun dog med at krumme fingrene den mindste smule mod hans skulder, hvor de var endt, efter hun ikke længere rigtigt kunne nå hans nakke. Katherine lod dog ikke William fortsætte på samme måde med den næste sløjfe, men tog i stedet selv initiativet og strakte sig op på tæer, for at fange hans læber igen.

[William af Stenbjerg]

William var temmelig opslugt af Katherines kys, men noterede sig atter engang fraværende, at hun ganske enkelt måtte have delt sine læber med andre mænd end ham igennem de sidste få år. Hun var på den måde ikke at sammenligne med de få fnisende debutanter han selv havde sneget sig til at kysse på i sin væbnertid. Lige præcis hvad uskyldige kvinder angik, havde han dog i det hele taget ikke den største erfaring og det fascinerede ham at mærke hendes instinktive og uøvede reaktioner på hans tilnærmelser. Hendes hud under hans læber var blød som silke, velduftende og tillokkende at sætte tænderne i – bare en lille smule. Han opførte sig dog pænt, undlod og rettede sig op igen. Det blev til et enkelt, overfladisk kys, før han slap hende helt og gav sig i kast med det første bindebånd.

Da hans blik kortvarigt flakkede over hendes kønne ansigt, smilede han ned til hende, men så dalede opmærksomheden helt naturligt ned. Hans hænder gjorde det samme, på vej imod næste par bånd, men inden han nåede til at binde dem op, havde Katherine strakt sig op på tæer og han mødte hendes ivrighed med et muntert glimt i øjnene, før også de gled i. Hendes velkomne manøvre standsede ham dog ikke fra at lade den ene hånd kuple hendes frie bryst og en tilfreds lyd lød ind imod hendes læber, som han strøg tomlen hen over det. Som han langsomt brød fri, dvælede han alligevel kort ved hendes læber, imens han modvilligt trak hånden til sig og gav sig i kast med de næste bånd. ”Der er intet at være nervøs for,” mumlede han, i et pludseligt anfald af omsorg. ”De fleste kvinder kan ganske godt lide det.” Han smilede skævt og slap de løsnede bånd, før han fortsatte til næste par. Med den bundet op, løftede han begge hænder og listede dem ind under kanten på kjolen oppe ved Katherines kraveben. Han bøjede hovedet for at plante endnu et kys på hendes hals, imens han skubbede stoffet tilside og ud over hendes skuldre, hvor den faldt imod gulvet og efterlod hende uden en trevl på kroppen.

[Katherine af Stenbjerg]

Da Katherine sank ned på flad fod igen, fugtede hun sine læber en enkelt gang og så op på William. Hendes blik flakkede kortvarigt over hans ord, som det uundgåeligt - men kun i et øjeblik - bragte tanken om Williams uundgåelige tidligere erfaring på banen. Ganske uvillig til at komme til at tænke på det, smilede hun antydningsvist til ham. "Jeg tror på dig." Ordene var lavmælte, og såmænd oprigtige nok - men hun havde heller ikke rigtigt andet valg. Men med de ting hun havde fået listet ud af Francine, hældte hun også virkelig til at tro, at han havde ret - skønt hendes egen, tidligere erfaring havde været lige det modsatte af rart.

Det var endnu en ting, hun virkelig ikke havde lyst til at tænke på og Katherine tvang sine tanker tilbage til nuet. Det skete dog også ret effektivt, som Williams fingre gled over hendes kraveben og stoffet der kun halvt havde dækket hende, dalede ned omkring hendes ankler.
Hun prøvede virkelig på at forsikre sig om, at det var helt i orden og at det var ganske naturligt for en hustru at lade sin husbond se sig afklædt (som han også havde før), men alligevel kunne hun ikke helt ryste følelsen af manglende anstændighed af sig. Katherine bed ned i sin underlæbe, mens hendes tanker var splittet i mellem at fokusere på Williams kys mod halsen, eller det faktum, at hun var helt og aldeles nøgen.

Da han rettede sig op igen, var det i større grad det sidste der dominerede, og Katherine lod blikket løbe ned over ham. Modsat hende var han endnu fuldt påklædt. Skulle hun...? Katherines kinder blev mørkere, som hun krøb til korset og så svagt beklagende op på ham - dog med et antydningsvist smil lurende i den ene mundvige. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre."

Tænderne fandt underlæben igen, og hun håbede virkelig, at det var noget, hun kunne tillade sig at indrømme.

[William af Stenbjerg]

William rettede sig op igen, da Katherines yndige natkjole lå og rodede rundt på gulvet for hendes fødder. Hans hænder fandt hvile imod hendes hofter, som hun så op på ham med så forfjamsket et blik og så røde kinder, at han kun kunne smile drillende. Da hun løftede blikket til ham, frem for at se ned over hans natskjorte, strøg han hende let over hoften med et et muntert glimt i øjnene.

Han svarede ikke på det usagte spørgsmål med ord, men rakte i stedet frem og tog hendes hænder. Som han førte dem op til bindebåndet i sin egen skjorte, så han direkte på hende og smilet blev hængende på hans læber. Hendes komplette uskyld var forventelig – måske endda ønskelig – og han havde trods alt vidst, at det var hvad der ventede ham. Den eneste rigtige erfaring hun havde var ikke ligefrem skrigende af succes eller for den sags skyld af reel handling fra hendes side. Denne gang krævede han meget mere af hende og det var intet under, at hun blev forfjamsket.

Da først Katherine havde forstået konceptet, lod han fingrene glide kærtegnende op over hendes arme. Hans blik gled stille og roligt ned over de former, som klædte hende en del bedre end hendes tilstand som skravlet pindefigur og et umiskendeligt smil hvilede på hans læber. Hun var værd at erobre, men han havde hende allerede halvt.

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine så afventende og lettere ubeslutsomt på William, som tydeligvis ikke var i tvivl om, hvad han lavede. Det var hun til gengæld, og hendes bryn trak sig svagt sammen, da han ikke svarede hende, men blot tog fat i hendes hænder. Det var dog først, da han lagde dem mod sit eget bryst, at Katherine fangede, hvad det var han ville. Hendes mund formede et lydløst 'oh', og med let lyserøde kinder gav hun sig til at løsne snørerne i Williams skjorte, lettere distraheret af hans hænder.

Da det var klaret, var hun i et øjeblik ved at lade armene falde og se dumt på ham igen - men nåede heldigvis hurtigt at komme på bedre tanker. Alligevel så hun kort op mod ham, smilede skævt og sendte ham et blik, der tydeligt sagde, at hun havde tænkt sig at tage en chance - og så måtte det briste eller bære (- hun var i øjeblikket lettere domineret af en irriterende dommedagsfølelse, fordi hun plaskede rundt i ukendt vand, og det gjorde hendes tanker lettere dramatiske.)

Katherines blik faldt sammen med hendes hænder, som hun roligt trak opad i Williams natskjorte. Da først hun var i gang vendte hendes blik tilbage til hans ansigt, og hun blev langsomt mere sikker på, at det i hvert fald gik i den rigtige retning nu.
Så snart hun havde trukket skjorten nok opad, smøg hun hænderne let ind under den - svagt bevidst om, at hun skulle have gjort noget for at varme sine evigt kolde fingre - og lod hænderne glide langsomt, og forsøgende mod hans nøgne sider (det var endnu en lettere grænseoverskridende følelse) - indtil hun ikke kunne skubbe skjorten længere, uden hans hjælp.

Blikket, som var faldet igen, vendte tilbage til hans ansigt.

[William af Stenbjerg]

William smilede, som Katherine løsnede snørerne i hans skjorte. Der var noget aldeles unikt ved hendes usikkerhed i situationen og selv han – som var noget af det mest usentimentale – var vældig tilfreds med at den del af deres ægteskab i det mindste blev korrekt, omend lidt forsinket. Hans fingre strøg let over hendes underarme, indtil hun gav sig til at hive op i skjorten og hendes hænder strejfede hans sider. Med et sidste, skælmsk blik på hende, løftede han armene og lod hende trække skjorten over hovedet på ham. Befriet for den, gik der ikke mange sekunder, før han indfangede hende igen og kyssede hende insisterende. Hans ene hånd lagde sig igen på hendes hofte, før han trådte et enkelt skridt frem og strøg sin anden hånd op over hendes ryg. Sengen virkede lysår væk og hans tålmodighed var stakket. Af samme grund løsrev han sig modvilligt, kun for at gentage en tidligere succes, før udført fuldt påklædt. Denne gang havde han kun braies på, da han løftede splitterravende nøgne Katherine op i sine arme. Han sendte hende et drillende blik, krydsede gulvet og bøjede sig sekunder senere, for at lægge hende fra sig på sengen og selv følge efter. Der var ingen sygepleje eller healer nødvendig her og han havde på ingen tid gjort det dobbelt uanstændigt, skulle nogen finde på at komme ind på værelset. De lyse braies endte kasseret et sted ved siden af sengen, hvor han havde smidt dem, og han selv fandt ned under tæpperne og ind til sin hustru.

Det var da hans fingre atter engang var gået på udflugt over hendes bløde hud og hans læber havde genfundet smagen og duften ved hendes hals, at en hurtig banken lød på døren ude i forkammeret. William stivnede, rettede sig op og kneb øjnene sammen. Han plantede et enkelt kys på Katherines kind, før han hurtigt var ude af sengen, nede i sine braies og i gang med at trække skjorten over hovedet. Uden et ord, forlod han værelset med øjne, der skød lyn. Da den næste dør blev åbnet, hørtes stemmer dæmpet af murene. Williams var mere end irriteret, men ændrede sig hurtigt og endte ud som brysk. Han lukkede døren efter informanten, vendte tilbage til sengekammeret og blev stående i døren med et stormvejr af et ansigtsudtryk. ”Brand. Kildevang. Det her er ikke slut.” Han rystede på hovedet med en bitter mine. ”Det er ikke slut,” gentog han, før han forlod hende uden nogen som helst lyst til at gøre netop det.

[Katherine af Stenbjerg]

Det var muligt, at Katherine ikke havde så meget imod at blive båret på af William (så længe det ikke var over skulderen), men hun havde det meget bedre med det hele, da hun kunne krybe ned under tæpperne. Der følte hun sig ikke så udstillet, og det var meget nemmere at koncentrere sig om William og hans kærtegn. Hendes ene hånd havde forvildet sig ind i de tætte krøller og den anden hvilede fladt mod hans skulderblad, imens hun sukkede tungt over hans læber mod den følsomme hud på hendes hals. Følelsen af hans nøgne overkrop mod hendes egen var uvant, men Katherine konkluderede hurtigt, at det ikke just var ubehageligt, på samme måde, som det heller ikke var ubehageligt når han...

Et højt bank mod døren fik Katherine til at give et lille spjæt fra sig, så godt som hun nu kunne fra den position hun var endt i, og med en dybt forvirret rynke på panden, løftede hun nakken lidt. Et halvt åndedrag senere plantede William et kys mod hendes kind og hun måtte nøjes med at se efter ham, da han i løbet af ingen tid var på benene, i tøjet og på vej over imod døren. Øjeblikket efter betragtede hun den lukkede, massive egetræsdør, med et temmelig forvildet ansigtsudtryk.

Hun havde sat sig op i sengen, med et af tæpperne viklet halvt om livet og holdt fast af armene, da William åbnede døren igen. Katherine spærrede øjnene op over hans ansigtsudtryk.
Hvad han havde at fortælle, var dog værre. Uvilkårligt måbede hun svagt over hans ord, og overvejede i et øjeblik seriøst at kalde efter ham - før hun kom til at tænke ud over sin egen næse (som William havde opfordret hende til på et tidligere tidspunkt) - og indså at borgerne i Kildevang havde mere brug for hendes husbond end hun havde i øjeblikket. Selvom hun godt nok mente at hendes behov var temmelig stort også.

Med et tungt suk, sank Katherine tilbage mod hovedpuden, nu ganske alene i den store seng, der havde haft et levende billede mere for et øjeblik siden. Skuffet og overraskende utilfredsstillet, drejede hun sig om på siden, trak tæppet godt op omkring sig - uden at gide at hente natkjolen - og forsøgte at falde i søvn.
William ville næppe være tilbage snart.

Tråd lukket