Første kapitel

[Cynthea af Macay]

Aric af Macay

Det var ikke længe siden, Cynthea havde siddet i Arics have til det, der startede ud som en ganske harmløs kop appelsinte, og endte ud i et ægteskabsforslag. Og Hertugen af Macay var bestemt en effektiv mand. Ikke længe efter havde hendes fader overbragt beskeden om, at hun nu kunne betragte sig selv som værende hertugens kommende forlovede, selvom de sidste detaljer ikke var kommet på plads endnu. Hvilket de to hertuger selvfølgelig havde besluttet skulle fejres med en middag mellem hende og Aric.

Hun fik hjælp til at stige ud af vognen og trak sjalet en smule tættere om sig, mens hun trådte op til det hus, hun for første gang virkelig havde bidt mærke i for kun et par dage siden. Uden reelt set at være i tvivl om, hvorvidt det stadig sad perfekt som altid, rettede hun lige på hår og kjole, før hun trådte ind i hallen, hvor hun og tjenestepigen blev bedt om at vente på hertugen efter en tjener havde været henne og taget sjalet. Den perlebesatte kjole var stram om brystet og hun trak vejret dybt ind.

[Aric af Macay]

Aric havde ved deres sidste møde ikke givet indtryk af, at han bare sad på sin flade. Når han havde sat dig noget i hovedet, så fik han det gjort med stor effektivitet. Og grundighed. Virkelig meget grundighed. Hvilket var en af grundene til, at forhandlingerne langt fra var færdige.

Han havde klædt om til middagen. Selvom det kun ville være ham og Cynthea i aften, så ville det stadigvæk være en flot middag. Hans fætter var heldigvis ikke hjemme. Eller hans farbror og tante. Det var fuldkommen med vilje. En kvinde som Cynthea kastede man ikke for løverne inden ægteskabet.

Da en tjener kom op for at meddele, at den unge komtesse var ankommet, gik han ned i hallen til hende. Et svagt smil kunne ses gennem hans mørke fuldskæg, da han gik hen til hende og bukkede ganske let for hende. Han tog hendes hånd og plantede et flygtigt kys på hendes håndryg, inden han slap hendes hånd og i stedet tilbød hende sin arm. "Velkommen endnu en gang, Komtesse Cynthea."

[Cynthea af Macay]

Der var køligt i den store hall og den kolde hud mod den blottede hud på de slanke arme fik hårene til at rejse sig. Et øjeblik fik hun til at stå og bedre studere den, hvilket der ikke rigtigt havde været tid eller plads i tankerne til sidst, hun var der. Da Aric trådte ind, fandt de grå øjne ham dog med det samme og selv hvis hun havde ønsket det, var hun ikke sikker på, hun ville være i stand til at vriste blikket fra ham. Han så intet mindre end fantastisk ud og hun havde et kort øjeblik svært ved at huske, hvordan det nu lige var, man trak vejret.

Hun nejede dybt og yndefuldt for ham, før hun igen rankede sig op og betragtede ham, som han lagde et kys mod hendes håndryg. Skægget kradsede mod den sarte hud og hun følte sig varm, da tanken om den kradsende følelse mod andre steder ramte hende. ”Mange tak, Deres Højhed,” svarede hun, mens hun lagde hånden om hans arm med et klædeligt smil om læberne. ”Jeg kan ikke sige mig fri for at føle mig dybt beæret over invitationen.”

[Aric af Macay]

Hun så ganske smuk ud i den perlebesatte kjole. Stoffet var lyst, og gav hende et meget uskyldigt udtryk, hvilket hun jo også var. Han var dog iklædt en næsten sort farve, med en hvid skjorte under jakken. Hans gyldne øjne fastholdt hendes, mens hun lagde sin hånd på hans arm, og han begyndte at føre hende ind i spisestuen.

"Det glæder mig, Nådigfrøken," sagde han og en tjener åbnede dørene for dem. Inde i spisestuen var der dækket op til to. Men meget ulig andre steder, hvor man sad i hver sin bordende, var det ikke tilfældet her. Der var dækket op, så de sad lige overfor hinanden. "Og jeg håber ikke, at De ville have noget imod, hvis det blev en tilbagevendende begivenhed?" Spurgte han, selvom hun måske ikke havde så meget at sige i den sag, hvis han gik gennem hendes fader. De var jo næsten forlovede. Der manglede bare to underskrifter.

[Cynthea af Macay]

Hans øjne fangede hende som altid og hun følte sig næsten åndeløs, som hun så ind i dem. Det var derfor noget af en lettelse, da hun kunne tage blikket fra ham og i stedet kigge på spisebordet. Det overraskede hende, at de sad så tæt på hinanden og en kriblende nervøsitet dukkede op i hendes mave ved tanken om at skulle side og se ind i de uudgrundelige, dragende øjne.

”Det ville være mig en ære og fornøjelse, Deres Højhed,” svarede hun ham med det blide smil om læberne og tog plads ved bordet med naturlig ynde. Selvom hun havde øvet at bevæge sig med elegance, havde det altid ligget hende naturligt. ”De bor smukt.”

[Aric af Macay]

Han slap hende, da hun satte sig ned og gik bagefter over til sin egen stol. Han gled ned i sædet og satte sig tilrette, mens hans blik hvilede på hende. "Så vil jeg arrangere det med Deres fader," fortalte han. Han havde indtryk af, at den ældre hertug gerne så sig selv som en del af dette her. Selvom Aric var af en anden opfattelse. Cynthea havde hjerne nok til at tænke for sig selv. "Mange tak," han så ikke væk, selvom tre tjenere kom ind og serverede en let anretning af fisk og vin for dem. "Men her er en anelse tomt. Mange af de ting, den tidligere hertuginde havde anskaffet, er her ikke længere," han havde aldrig omtalt Kyra som hans. Det havde været et ægteskab, han aldrig havde ønsket. Hun havde bare været en brik i et spil om magt.

[Cynthea af Macay]

Hun besvarede hans ord med et smil, mens de begge satte sig til rette. På klosterskolen havde hun altid lært, at det i de fleste tilfælde var nok at svare uden ord, medmindre de reelt var påkrævede. Lige som Aric holdt hun øjenkontakt, mens maden blev serveret for dem. Hun havde, ligesom han, levet et liv omgivet af tjenestefolk i hvert vågne øjeblik og det var blevet en naturlighed at skænke dem samme opmærksomhed som de andre brugsgenstande i lokalet. Også selvom hun ønskede, det havde været anderledes.

”Genstande er ikke det eneste, der giver et hjem sjæl,” konstaterede hun med et smil og lod sig igen fortabe i de gyldne øjne et øjeblik, før hun genfandt evnen til at blinke og kastede et overfladisk blik over bordet, samlede mod til igen at finde hans øjne. ”Men jeg kan forestille mig, der bliver tomt her uden Dem.”

[Aric af Macay]

Han var en mand, og selvom han måske var en smule perfektionist, så var hans hjem efterhånden ret tomt. På det sidste havde han virkelig gjort sit for at slette de sidste minder om Kyra. Hvilket var lykkedes ganske godt. Det eneste der var tilbage, var et maleri af dem, som lå oppe på loftet. Og der blev det liggende til han en dag døde, og nogen fandt det.

Det trak i hans mundvige over hendes ord. "Jeg er sikker på, at De en dag vil kunne tilføre dette hjem noget sjæl," der var ikke længere nogen grund til, ikke at tale om fremtiden. "Jeg er overbevist om, at min farbror og tante bliver boende her i huset, når jeg rejser til Macay," han trak let på skuldrene og løftede vinglasset op til læberne. En tør hvidvin til fisk var altid godt.

[Cynthea af Macay]

Der var antydningen på et smil gemt i hans mundvige og det glædede hende, selvom ordene fremkaldte en ambivalent følelse i hendes bryst. Hun så respektfuldt ned og fik derved også lejlighed til at skjule sine let blussende kinder, før hun igen så op på ham og nikkede. Glasset blev løftet og de skålede, før hun lagde det mod læberne og smagte på vinen. Den var lækker og tør, ikke for sød. ”Det er en dejlig vin, De har fundet frem til aftenen, Deres Højhed,” kommenterede hun og dristede sig til et enkelt, flakkende blik til hans øjne, før hun vendte blikket mod fisken foran hende.

[Aric af Macay]

I denne belysning, kunne han ikke helt se, om hun rødmede. Men det ville ikke genere ham, hvis hun gjorde det. Tværtimod. Han ville finde det ganske tiltalende. Han nikkede til hendes ord og stillede vinglasset fra sig. "Mange tak, det er en vin der egner sig især godt til fisk," fortalte han. Når de var blevet gift, var det hende, der skulle stå for disse ting. Og han skulle nok hjælpe hende med at lære det hele. "Jeg håber, at De kan lide fisk," han havde ikke spurgt sig frem hos hertugen. Han nød selv fisk og ville gerne have, at Cynthea spiste de samme ting, som han selv gjorde.

[Cynthea af Macay]

Hans ord gav fin mening for hende og hun kunne sagtens forestille sig, at det ville være godt til fisken. ”Det kan jeg,” forsikrede hun ham med et smil. I hendes familie var der ikke plads til kræsenhed, det var ganske enkelt ikke en ting, man troede på. Alt var et spørgsmål om tilvænning og Thea havde fået alt serveret nok gange til, at hun ville kunne spise alt. Ingen skulle nogensinde kalde et barn af Prinshold for uopdragen. ”Det er ganske rart til en afveksling i sommervejret.” Hun ventede til han selv var begyndt og tog så selv en bid. Det var lækkert, ikke at hun havde forventet noget andet i Arics hjem.

[Aric af Macay]

Han nikkede, og begyndte så at spise. Det nyttede ikke noget, at trække forretten i langdrag. De havde trods alt hele aftenen, hvor de kunne tale sammen. "Det er det bestemt," bekræftede han og løftede vinglasset endnu en gang op til munden, hvorpå han tog en tår. "I dette varme vejr, er tunge retter ikke sagen for mig. Mens fisk og fjerkræ bestemt er gode ting," og han havde vin til dem begge to. Ikke at han påtænkte at drikke hende fuld. Det ville ikke passe sig. Hverken for hende eller for ham. "Hvornår fortalte Deres fader om vores kommende forlovelse?" Han vidste det egentlig godt, men lod som om, at han ikke selv havde bestemt tidspunktet.

[Cynthea af Macay]

Det var skønt, som han bekræftede hende hver gang, hun trådte rigtigt og hun begyndte at slappe en smule mere af i hans selskab, selvom hun stadig sad rank, som det passede sig. Hun tog endnu en forsigtig tår. Det var ikke ofte, hun drak vin og aftenen var bestemt ikke lejligheden til at lade sig påvirke af alkohols berusende effekt. Glasset blev sat igen. ”I går aftes,” fortalte hun med et smil, selvom hun havde en uplacerbar følelse af, at det ikke ville være ny viden for ham. Han slog hende ikke som en skødesløs mand. Nej, han kunne godt lide at være i kontrol og han havde allerede regnet ud præcis, hvordan han skulle se på hende, for også at opnå kontrollen i deres samtale.

[Aric af Macay]

Han blev ved med at spise, mens han afventede hendes svar på det spørgsmål, som han havde stillet. Han vidste det jo godt, og derfor affødte det blot et nok. "Og hvad var Deres reaktion?" Det var nok det eneste, han ikke havde haft kontrol over. For han kendte ikke Cynthea særlig godt, og hun havde ikke ligefrem jublet af glæde, da han havde fortalt hende om sine planer. Hvilket heller ikke ville have passet sig for hende. Hans blik hvilede roligt på hende, som om intet i denne verden kunne røre ham.

[Cynthea af Macay]

Spørgsmålet kom ikke direkte bag på hende, men det at han rent faktisk havde mod eller selvsikkerhed til at stille det, gjorde nok. Hun gemte dog forbløffelsen bag et smil. ”Min reaktion var selvfølgelig at føle mig beæret over, at De har set mig værdig til at være ved Deres side som Hertuginde,” forklarede hun med et selvsikkert smil, der ikke afslørede det kriblende nervøsitet, der rasede i hendes mave og hjertet, der hamrede hårdt mod hendes ribben. ”Og så må jeg desværre skuffe dem og indrømme, at jeg alligevel tog mig friheden til at finde det ganske smigrende.” Hun ruskede godt hans reaktion på ordene sidste gang og smilet voksede en smule.