Kærlighed/Afhængighed

[Niklaus af Legan]

Alexander af Viksø

Den seneste måned havde mildest talt været så tæt på tortur som overhovedet muligt. Allerede da Niklaus’ far havde fundet ud af, at Mariette havde ønsket at trække sig fra forlovelsen, var det begyndt at gå vildt for sig. Over alt på ridderens krop var der stadig blå, brune, gule, grønne og lilla mærker efter faderens mening om den sag. Men det havde alt sammen været til at holde ud, for han behøvede ikke at blive gift med en kvinde, han ikke elskede. Han behøvede ikke være sin elskede utro. Det var alt sammen i orden i sidste ende.

Den første måned kom han dog ikke rigtigt ud. Der var selvfølgelig pligter, der skulle varetages både i kræft af at være ridder, men også arving. Ud over det havde den stået på træning og studier, forberedelse til at være den baron, han aldrig ville kunne blive. Forberedelse til at kunne blive sin far, den mand, han hadede mest i hele verden.

Denne aften havde baronen dog planer og Niklaus var ikke så meget som et sekund i tvivl om, hvad tiden skulle bruges på. En hest blev sadlet op og inden længe fandt han sig selv foran døren til Alexanders værelse. Han trak vejret dybt ind og bankede så lige så forsigtigt på døren. Det var næsten ikke til at holde ud.

[Alexander af Viksø]

Alexander havde været ude at spise med en veninde og var netop på vej hjem, da han så en velkendt skikkelse foran sin dør. Skridtene blev øjeblikkeligt hurtigere og det første ægte smil i flere uger fandt frem på hans læber.

Netop som Nik vendte sig rundt og var på vej til at gå igen, følte Alexander, at han var tæt nok på, til at kunne kalde, uden at vække for meget opmærksomhed. "Nik!" Tonen var lykkelig og befriet, som han stadig nærmede sig med hastige skridt.

[Niklaus af Legan]

Tavshed. Han rykkede sig lidt tættere på døren for at sikre sig, at der ikke var nogen lyd på den anden side. Det var der ikke og han mærkede skuffelsen brede sig i brystet sammen med en anden, ubehagelig følelse. Bitterhed, jalousi, mindreværd. Han havde da ellers gjort det ganske klart for Alexander, at han ville komme forbi. Så mange var mulighederne jo heller ikke. Han burde have holdt sig hjemme! Hånden knyttede sig, så knoerne blev lyse, før han vendte om på hælen og skulle til at tage derfra igen.

En velkendt stemme, der kaldte hans navn, fik ham til at vende rundt og selvom irritationen stadig lå i folden i hans pande, sad et skævt smil på hans læber ved synet af Alexander. Alligevel rømmede han sig lidt. ”Alexander.” Hans tone var mere behersket og rolig, høflig og distanceret. Som den burde være, når de stadig var ude i offentligheden.

[Alexander af Viksø]

Han fattede sig med det samme, da Niklaus svarede i en mere offentlig tone. Han smilede stadig, men skridtene blev en anelse langsommere, som han huskede, at der stadig var folk, som kunne risikere at se dem. Han havde bare savnet ham sådan.

Han kom helt hen til sig og fandt en nøgle frem fra sin lomme. "Du vil forhåbentlig gerne med ind?" spurgte han i en håbefuld stemme. Det ville være for meget, hvis han kun var her for et kort øjeblik. Efter så lang tid.

[Niklaus af Legan]

Det var en ambivalent følelse, da Alexander fattede sig og straks antog et mere officielt toneleje. Selvom de selvfølgelig var det, han både ønskede, forventede og krævede af ham, ville han jo også gerne have, at han havde savnet ham så meget, at det ikke ville være til at styre. Synet af nøglen fik dog den slags tanker smidt om i baghovedet og han smilede. ”Der er intet, jeg hellere vil.”

Alexander fik låst dem ind og han så sig omkring. Det var længe siden, han sidst havde været der og selvom det ikke havde forandret sig den mindste smule, var der så meget andet, der havde. Døren blev lukket og han tøvede ikke så meget som et sekund, før Alexanders krop blev trykket op mod væggen, mens han indtog hans læber.

[Alexander af Viksø]

Alexander låste op for dem med et bredt, glad smil og smed sin jakke fra sig på en nærliggende stol, inden han vendte sig om igen og leende måtte se sig presset op mod den nærmeste væg. Deres læber fandt sammen og Alexander klamrede sig til sin elskede, nu hvor han endelig havde fundet vej herned igen. "Åh Nik, hvor har jeg savnet dig." Det var næsten mere, end han havde kunnet bære efter den omgang, de havde været igennem. Men han havde vidst, at Nik nok skulle finde tilbage til ham igen. Ventetiden havde bare været hård. Han brød deres kys og begravede sine fingre i hans mørke hår, inden hans læber igen fandt kontakt med hans hud. Denne gang dog på den sensitive hud på siden af halsen.

[Niklaus af Legan]

Måden, Alexander klamrede sig ind til ham, sagde mere end ord kunne og han smilede gennem kysset over ordene, der fulgte til. Alexanders læber fandt vej til hans hals og han brummede tungt af nydelse. De seneste måder havde efterladt ham frustreret på mere end et område og hans krop reagerede ganske umiddelbart på berøringen. Med hænderne hårdt knyttet måtte han trække sig væk fra sin elskede igen. Alexander var mere end bare en lyssky affære, han var hans partner og måtte behandles sådan. ”Undskyld, jeg sådan bare vælter herind og..” Han tav og tog en dyb indånding, prøvede at få genvundet kontrollen over sine ensporede tanker.

[Alexander af Viksø]

Alexander mærkede tydeligt Niklaus' intensitet og han kom ham i møde med mindst det samme niveau. Så han kom med en let utilfreds lyd, da Nik trak sig tilbage og da han gav sig til at undskylde, rystede Alexander bare smilende på hovedet og gik hen og trykkede sig tæt ind til sin elskede igen. "Tosse. Kom så med hen i seng." Og så var der ikke mere at tale om, hvis man ellers spurgte ham. Også han havde ventet længe på dette møde og af mere end én grund.

[Niklaus af Legan]

Heldigvis lagde Alexander ikke skjul på sin utilfredshed, da han trak sig væk og han fik lettere ved at slippe den dårlige samvittighed. Det var immervæk ikke noget nyt, at han bare brasede ind og tog Alexander, som han ville have ham. Men i det mindste lod han ikke til at have noget imod det. Derfor fulgte han tavst med over til sengen. Der gik ikke længe, før de begge var nøgne. Støn og nydende suk dansede i luften, som de kælede for hinanden, før to kroppe blev én.

Blidt lagde han et kys mod Alexanders ryg. Den var lettere svedig og varm og fik et smil frem over hans læber. Stadig med smilet om læberne trak han sig ud og lod sig tumle ned i sengen ved siden af sin elskede, mæt for nu. Sådan da. "Du er perfekt," mumlede han varmt og lod fingrene glide langs hans side.

[Alexander af Viksø]

Alexander lå på siden og skælvede fra tid til anden, for selvom selve akten var overstået for nu, så var efterdøningerne også virkelig behagelige og han havde alle planer om at nyde det til fulde. Til sidst vendte han sig langsomt om med et lydeligt suk og lagde sig tilfreds ind til Nik. "Ikke mere perfekt, end du selv er," svarede han dovent og puttede sig godt til rette.

Han havde ærligt talt ikke lyst til at sige mere. For han vidste godt, hvad han ville ende med at spørge om, hvis han først fik åbnet for munden. Men til sidst kunne han altså ikke tie længere. "Hvordan.. Hvordan har du haft det?" Siden.." Stemmen var tøvende. Han vidste godt, at det ikke var en behagelig samtale, men han vidste også, at den ville nage ham, hvis han ikke fik svar på sine spørgsmål. Og det var trods alt umuligt at overse de mange og store blålige mærker, som var på Nik's krop. Så mange plejede han ikke at have.

[Niklaus af Legan]

Han rykkede på armen, så Alexander uden problemer kunne putte sig ind til ham og trak ham glædeligt tættere, plantede er kys mod de svedige krøller med er tilfreds suk. Det var skønt, at de igen bare kunne være sammen i deres lille, lykkelige tosomhed. Og sådan lå de lidt i tavshed. Men selvfølgelig måtte der tales og da Alexander brød tavsheden, kom det ikke bag på ham. "Det har været svært," mumlede han dovent ind mod de bløde krøller og strakte sig for igen at trække ham tættere. "Baronen af Legan er ikke kendt for hverken at tilgive eller glemme." Han trak lidt på den skulder, han ikke lå på. Det var ikke noget nyt for ham at modtage slag, når hans valg ikke behagede faderen, men netop denne omgang havde været særdeles ulidelig.

[Alexander af Viksø]

Som sædvanlig lød det mere som om, Nik forsøgte at trøste Alexander end omvendt, men Alexander havde vænnet sig til det og forsøgte ikke længere at tvinge Niklaus til at genopleve scenarierne alt for meget. Førhen havde han ment, at det bedste måtte være at få det hele frem i lyset, så man kunne forsøge at håndtere det, men med tiden var han kommet frem til, at så længe Nik stadig blev udsat for denne skandaløse opførsel fra sin far, så var der ingen grund til at bore i det og gøre ham endnu mere ked af en situation, som han alligevel ikke kunne ændre på nuværende tidspunkt.

Derfor puttede han sig bare blødt ind til den stærke krop, som lå ved siden af ham og kyssede hans kraveben. "Tror du.. Tror du, at han er ovre det værste nu?" Bare tanken om, at den mand lagde hånden på Nik, var nok til at den ellers så fredelige og pacifistiske filosofi-studerende fik lyst til at gøre nogle meget slemme ting ved manden.

[Niklaus af Legan]

Selvom emnet ikke just var en af Niklaus' favoritter, lokkede det blide kys mod hans kraveben alligevel et lille smil frem. Han sukkede lavt og rystede på hovedet som halvt svar på spørgsmålet. "Det kommer an på, hvad man betragter som det værste," svarede han nøgternt og så ned på Alexanders smukke ansigt endnu engang. Det fik lidt af smilet tilbage. "For han har jo endnu ikke fundet en, der kan erstatte ..." Han tav. Det havde altid været så forbandet svært at sige Mariettes navn i Alexanders selskab. Eller egentlig bare generelt. "Der skal jo produceres nogle arvinger." sluttede han derfor af.

[Alexander af Viksø]

Alexander nikkede let og lagde sig til rette igen. "Jeg ved det. Men lad os i det mindste prøve at nyde tiden sammen, indtil vi skal tage stilling til sådan en situation igen." Der var ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Den dag en ny forlovet blev fundet, kunne de forsøge at håndtere det og ikke en dag tidligere. Ikke hvis det stod til Alexander i hvert fald. Han var godt klar over, at deres forhold for evigt var i usikkert farvand, men det var nu engang bare den virkelighed, de levede i.

[Niklaus af Legan]

Han nikkede og strøg en vildfaren krølle væk fra Alexanders øjenbryn med et varmt smil om læberne. ”Jeg har savnet dig,” mumlede han varmt uden at forvente noget reelt svar på det, før han fortsatte. ”Er det rart at være tilbage i Corus?” spurgte han med oprigtig interesse og satte albuen i sengen for at kunne holde hovedet op med den tilhørende hånd. Når deres tid sammen var så sparsom, som den var i disse dage, ville han benytte hvert dyrebart sekund, han havde, til at se på Alexanders smukke ansigt.