En uskyldig kop te

[Delora af Tirragen]

Thomlin af Linshart
13. maj 527 M. T.

Efter mødet med hertugen i haven, havde hun ikke set ham resten af aftenen. Så snart Dronningen havde forladt festen, var hun selv blevet sendt hjem, fordi hendes fader mente, at det ikke var passende for hende at blive oppe så længe. Hun vidste derfor ikke, om de to mænd havde talt med hinanden. Ikke før dagen efter, da baronen havde kaldt Delora ind til ham på hans kontor. Her gav han sin tilladelse til, at hun fik lov til at komme til te hos hertugen, men at hun naturligvis fik en tjenestepige med, som kunne være anstandsdame.

Det var derfor med stor nervøsitet og ærefrygt for indbydelsen, at hun næsten en uge efter, steg ud af vognen og standsede op foran hoveddøren. En tjener åbnede døren og viste hende ind i en stor velkomsthal, der tog pusten fra hende. Hun så rundt og havde aldrig oplevet noget så overdådigt før. Pludselig virkede hendes hjem meget sparsomt og simpelt. Hvilket kun gjorde hende endnu mere nervøs. Hun så ned af sig selv, og glattede nogle folder i den svag rosa-farvede kjole, der var langt mere afdæmpet, end den hun havde på til brylluppet.

[Thomlin af Linshart]

Efter at have ført Delora ind i varmen til brylluppet, var han alligevel gået lidt i cirkler om baronen. Med stolte mænd som pigebarnets far måtte man af og til være lidt varsom og efter at have valgt det rigtige tidspunkt til at fremføre spørgsmål og selvfølgelig også den rigtige tilgang til emnet, havde det intet problem været. Det ville også være dumt at spilde en chance som den, Thomlin kunne tilbyde komtessen.

Da dagen kom, havde den heldigvis solen med sig og Thomlin havde valgt at få dækket op til te udenfor. Når alt kom til alt kunne man lige så godt nyde den, når den var der. Da han fik besked om, at pigen var ankommet, rynkede han derfor brynene. Havde tjeneren bare efterladt hende alene stående i hallen? Tjeneren blev omgående sendt ud for at hente hende og føre hende ud i haven, mens Thomlin satte en sidste finger på et brev, han havde været ved at skrive. Da Delora trådte ud i haven smilede han tilfreds. ”Velkommen til, komtesse Delora,” hilste han og rejste sig fra sin plads, for først at bukke for hende og derefter at hjælpe hende ned at sidde.

[Delora af Tirragen]

Hun så op, da tjeneren kom tilbage, men uden Thomlin. Havde hun taget fejl af dagene, eller havde hertugen alligevel ikke haft tid i hans travle skema? Hun ville ikke bebrejde ham det. Han var lensoverhoved og havde mange vigtige pligter. Pligterne kom altid først.

Heldigvis kom tjeneren blot tilbage for at føre Delora og hendes tjenestepige ud i haven, hvor Thomlin havde fået dækket op. Et genert smil gled over hendes læber, da hun nejede dybt for ham, og lod ham hjælpe sig, da hun satte sig ned. Hun var måske ung, men hun satte sig ned med indøvet ynde, og foldede med det samme hænderne i skødet. "Tak, Deres Højhed," sagde hun og så op på ham. "Og mange tak for invitationen. Jeg skulle hilse fra min fader," hun vidste ikke, hvor meget de havde snakket sammen. Men faderen havde bedt hende hilse.

[Thomlin af Linshart]

Det var ganske tilfredsstillende at se Delora bevæge sig. Havde han fået en datter skulle hun have været lige så godt opdraget som hende. Ikke at han troede det ville kunne have ladet sig gøre med Eline som moder. Så var det godt, han ikke havde fået piger. Han smilede sit kantede smil og nikkede til hende. ”Det var en glædelig besked, De må endelig overbringe mine hilsener og tak for at have fået Deres selskab i dag.” En tjener trådte frem og hældte te op til dem. Det havde ikke været nogen hemmelighed i samtalen med Baronen, at han ønskede at se Delora an med muligheden for ægteskab. Hun var meget ung.

[Delora af Tirragen]

Hun nikkede og sendte ham et taknemlig smil. "Det skal jeg gøre. han bliver meget glad," sagde hun og lod sig ikke bemærke med tjeneren, der kom ud og hældte te op til dem. Akkurat, som hun ikke tænkte over tjenestepigen, der stod i nærheden. "Jeg er meget beæret over, at De inviterede mig," der var en svag tone af noget hengivent i hendes stemme. Men hun var virkelig beæret. Også fordi, at godt nok var hun ung, men helt naiv var hun ikke. Hun vidste, der måtte være en grund til, at hertugen havde inviteret hende.

[Thomlin af Linshart]

Han brummede lidt som svar til hendes ord og hævede koppen, pustede lidt til den varme te og tog så en tår, mens blikket gled over haven, de havde sat sig ud i. Det gav ham den underligste følelse af, at der burde ske noget, men hvad vidste han ikke. Lyden af hengivenheden i hendes stemme fik ham til at smile en smule for sig selv, men han så stadig ikke på hende ”Hvad synes De om haven, Nådigfrøken Delora?” spurgte han i stedet. Han havde ikke flere høflighedsfraser tilbage, som han syntes var værd at spilde tiden på. I stedet kunne hun få muligheden for at vise sig værdig til det, han havde brug for hende til. Pynt.

[Delora af Tirragen]

Da hertugen løftede koppen, turde Delora også gøre det. Hendes spinkle fingre lukkede sig om den varme kop, og løftede den forsigtigt op til læberne. Hun nippede kun akkurat til væsken, inden hun stillede koppen ned igen. Ved hans spørgsmålet drejede hun hovedet og så udover haven. Det var da noget hun havde bare lidt forstand på. Farver og blomster. Det havde hun lært på klosterskolen. "Den er meget pæn Deres Højhed," svarede hun med et eftertænksomt blik. Hun skulle vægte sine ord med omhu nu, af frygt for at gøre ham vred. "Men," hun sank en klump i halsen og bøjede lidt i nakken. "Synes De ikke, at den mangler en smule farve?" Spurgte hun og drejede hovedet for at se op på ham. "Jeg er selv meget glad for de sarte lyserøde roser," fortalte hun og rødmede genert.

[Thomlin af Linshart]

Han brummede ved hendes ord uden rigtig at tro hende. Det var længe siden, haven ordentligt var blevet set til. De sidste par måneder op til Elines død, havde hun ikke selv kunnet det, og det var ikke fordi hverken Thomlin eller hans sønner interesserede sig for det. Det var derfor tilfredsstillende, da hun fortsatte. ”Jeg ser den ikke på samme måde, som De gør, min pige,” brummede han og trak på skuldrene. Han havde ikke et blik for haver som kvinder havde det. Og derfor havde han brug for en. ”Lyserød, siger De?” Han kunne ikke helt se det, men måske så hun noget, han ikke gjorde.

[Delora af Tirragen]

Hun vidste godt, at haver ikke interesserede mænd. Hverken hendes storebror eller far viste særlig stor interesse for, hvordan den så ud. Så længe den blev holdt pæn og nydelig, så havde hendes far ingen indvendinger. Hun gispede lavmælt, da han brugte ordene "min pige", og hendes kinder blev endnu mere røde. Hun nikkede forsigtigt til hans spørgsmål. "Det er en god farve. Men en dyb rød eller kraftig orange ville også kunne skabe et flot farvespil," hun så over på ham igen, for at få en smule bekræftelse af sine ord. Hun havde aldrig taget en selvstændig beslutning, som ikke først lige var blevet vendt med hendes fader.

[Thomlin af Linshart]

Han hørte godt det spæde gisp fra komtessen og smilede for sig selv. Det var ganske fint, hun var så letpåvirkelig. Især hvis det var for ham, hun var det i stedet for sin far. Igen nikkede han og mærkede hendes blik på sig, sikkert afventende bekræftelse fra ham. ”Det lyder godt,” brummede han og nikkede, selvom han egentlig ikke havde en holdning til det. ”Det er ganske tydeligt, at De har en medfødt forståelse for den slags. Det er et ganske fint talent at have for en ung, ambitiøs komtesse,” musede han for sig selv og holdt en kunstpause, før han så direkte på hende igen. ”Hvilket jeg går ud fra, De er?”

[Delora af Tirragen]

Skuldrene slappede af, i det øjeblik han bekræftede hendes tanker. Men naturligvis ikke så meget, at hendes holdning blev slap. Hun sad rank i stolen, og med hænderne foldet i skødet, når hun ikke lige løftede tekoppen op til sine læber. Hun så på ham, indtil hans blik blev meget direkte. Da slog hun det ned og lod det hvile på sine hænder. Det var et meget personligt spørgsmål. "Deres Højhed må forstå," lagde hun ud i en forsigtig stemme. "Min familie er lavadel og vores slægt ganske ny," hun så forsigtigt hen på ham. "Og min fader har mange ambitioner for sine børn. Jeg forsøger efter bedste evne, at leve op til hans forventninger. Men det er ikke min plads at være ambitiøs. Jeg ved, at jeg er heldig, bare at få lov til at tale med Dem," hendes stemme var spinkel, men der var ingen slinger i valsen, da hun talte.

[Thomlin af Linshart]

Det var ikke længe, han nåede at holde hendes blik, men det gjorde ham ikke noget. Underdanighed klædte en kvinde bedre end nogen kjole kunne det og ordene passede ham fint. Det var netop et sådant svar, han havde håbet på. ”Hvad drømmer De om, Nådigfrøken Delora?” spurgte han og så stadig indgående på hende. Selvom hun ikke gengældte hans blik, måtte hun stadig kunne mærke hans øjne på sit ansigt. ”For en mand kan jo ikke opfylde en piges drømme, hvis ikke hun har nogen.” Han lænede sig lidt tilbage i stolen og tog en tår te mere. Øjnene lå stadig på den unge pige.

[Delora af Tirragen]

Hun hørte ingen vrede i hans stemme, eller nogen irriteret brummen, og derfor var hun overbevist om, at hendes ord var faldet i god jord hos hertugen. Det gjorde hende glad. "Åh," sagde hun og bed sig lidt i underlæben, inden hun rettede hovedet lidt op og så udover haven. "Jeg drømmer om, at min fader finder en passende mand, som jeg kan få et godt liv hos," svarede hun og forstod ikke rigtig hans sidste ord. Var det en hentydning eller var det bare en generel holdning hos mænd? Hun vidste det ikke. "Jeg vil gerne gøre min mand glad, og behage ham," hun drejede hovedet og mødte hans blik. Hun havde mærket det på sig og kunne ikke længere holde sit eget væk fra ham. "Og måske..." Hun rødmede i kinderne. "Og måske få lov til at sætte mit eget præg på en have."

[Thomlin af Linshart]

Hendes ord var på ingen måde atypiske for nogen komtesse og derfor ikke uventede. Han nikkede tilfreds ned i sin kop og fortsatte med at betragte hende, som hun talte og vente blikket tilbage på ham. Det var ganske behageligt at se den røde farve i hendes kinder, han havde forårsaget. Hendes svar var tilfredsstillende og den sidste kommentar fremkaldte endda en fornøjet latter. ”Jaså,” sagde han tankefuldt, trak det rigtigt ud, før han endelig vendte blikket tilbage mod haven. Det kunne da godt være, han skulle tale med hendes fader om muligheden for, at hun kunne sætte sit præg på hans have som Hertuginde af Linshart.

[Delora af Tirragen]

Hun rødmede endnu mere, da hun hørte hans latter. Det lod dog til, at han i det mindste morede sig, og hendes smil blev lidt mere modigt. Hun løftede endnu engang teen op til sine læber og nippede til den. Den var blevet klar til at drikke, og hun tog derfor en rigtig tår af den. Da hun stillede den ned igen, betragtede hun ham, og fulgte hans blik ud mod haven. Stilheden var larmende, og hun vidste ikke helt, om hun turde stille spørgsmål. Men hun følte, at noget skulle de tale om. "Savner De Linshart, Deres Højhed?" Det var vel et ganske ufarligt spørgsmål.