Hundevagten

[Nielain Birkeflamme]

Rebekah Skriver

Nielain slog en hånd for munden, men nåede kun halvt at kvæle det gab der insisterende klemte sig ud mellem hans læber. Han virrede med hovedet, rullede med skuldrene og overvejede at rejse sig fra skrivebordet og hoppe på stedet. Man skulle måske tro man vænnede sig til nattevagter med tiden, men det var aldrig helt sket for ham. Han holdt dog af roen der oftest var det meste af tiden. Lyden af de mange åndedræt når man gik gennem de store sale var beroligende. Som om hele den store bygning trak vejret og for en kort stund var helt i ro.

Han satte sin underskrift på et ark papir med ulæselige bogstaver, rettede sig op og knækkede nakke før han drejede hovedet mod Rebekah der kom ind ad den allerede åbne dør med et dampende lerkrus i hver hånd ”Og lige som jeg troede jeg ville ende med at falde i søvn hen over bordet.” han smilede skævt og kvalte endnu et gab i opløbet ”Er der stadig ro derude?” han nikkede ud mod den store sal med senge langs væggene, men havde ikke selv hørt noget alarmerende.

[Rebekah Skriver]

Nattevagterne på hospitalet ville nok aldrig blive Rebekahs favorit. Der var underligt stille uden at være det og uanset, hvor meget man havde sovet forinden, ville man stadig mærke trætheden og uanset, hvor træt man blev, ville man sove elendigt de få minutter, man havde at blunde i, før der igen var noget, der krævede opmærksomhed.

Synet af Nielain med kæften stående halvt åben, kvælende sit gab fik hende til selv at hæve hånden for munden og skjule sit eget, da hun havde givet ham det ene af de to lerkrus. ”Bare rolig, jeg har din ryg,” forsikrede hun ham med et skævt smil og lænede bagdelen mod skrivebordet, lænede sig lidt op af det. Hvis hun satte sig ned, ville trætheden bare tage overhånd igen. ”Fuldkommen, trygt og roligt som altid.” Eller næsten altid. Man måtte også passe på med, hvad man sagde. Uusoae skulle nødig føle sig fristet.

[Nielain Birkeflamme]

Han smilede skævt, både over hendes løfte og fordi hun blev endnu et bevis på, at gaben uundgåeligt smittede "Pas på hvad du lover mig." han lænede sig tilbage i stolen, strakte armene over hovedet og strakte igennem, så kroppen knagede næsten ligeså meget som den slidte stol, der virkelig havde set meget bedre dage "Vi har lige en halv time før en af os skal se til den unge Bødker." erklærede han, selvom han vidste hun sikkert allerede havde styr på det, og lænede sig frem igen. Stolen knagede endnu engang sin svanesang, men holdt og han lukkede begge hænder om lerkruset hun rakte ham "Tak." han sendte hende et hurtigt smil før han førte kruset til læberne og drak forsigtigt med alle tegn på nydelse "Vi burde efterhånden bare holde en seng ledig til ham hele tiden. Han virkede dog en kende uenig da jeg pointerede det i eftermiddags." bødkersønnen lod desværre til at være født under en uheldig stjerne og okkuperede denne gang en af sengene efter et grimt slag til hovedet.

[Rebekah Skriver]

Hun hævede et enkelt bryn, da han strakte sig og fik knækket godt og grundigt igennem. En overbærende hovedrysten fulgte op. ”Du passer ikke ordentligt på din ryg,” mumlede hun belærende, men havde alligevel et smil om læberne, der blødte det hele lidt op. Nu kendte de heller ikke hinanden så godt endnu, de havde immervæk kun arbejdet sammen i en uges tid.

Et nik blev svaret til hans ord, før hun lagde hovedet lidt på skrå, som han fortsatte. ”Måske han bare burde tage det som et tegn,” foreslog hun og skubbede en tot tilbage i fletningen, der dog få øjeblikke efter rev sig fri og igen faldt ned i panden på hende. I starten af vagterne så hun altid fejlfri ud med hår og tøj siddende ordentligt og kontrolleret. Som timerne gik var der dog flere af de lyse totter, der strittede lidt som det passede, og tøjet var efterhånden også noget krøllet. ”Det er ikke alle, der kan gøre det samme som deres forældre.” Og nogle havde talenter, der ville være spildt ved at følge samme vej som deres forældre. Som det havde været med Rebekah.

[Nielain Birkeflamme]

Han smilede skævt, uden hverken at give hende ret eller det modsatte. Hun havde dog nok lidt ret. De der troede det var en loppetjans at være helbreder vidste ingenting, men han havde ofte nok selv hørt uvidende individer udbrede sig om, hvor nemt det måtte være bare at trisse omkring og tage sig af syge og tilskadekomne. De skulle bare vide.

Smilet blev til en tænksom mine mens han prøvede på ikke at brænde tungen på den varme drik "Måske.. Men jeg tror ikke Mester Bødker er en man diskuterer med." der var en vis beklagelse i hans stemme på vegne af den unge mand, som hun tydeligvis også havde bemærket, nok ikke var så glad for den vej der var blevet valgt for ham, som faderen selv var.

[Rebekah Skriver]

Hun lænede sig lidt mere tilbage mod bordet og overvejede at hente en stol at sætte sig på. Det var fornuftigt at spare på kræfterne, når man skulle være der så længe, men samtidig var hun også bange for at falde helt hen og hun ville gerne gøre et godt indtryk på Nielain, nu han skulle være hendes mentor.

Hun kløede sig på kinden og lagde så begge hænder om lerkruset, pustede lidt til den varme te med et skuldertræk. ”Så er det godt, han har os til at lappe ham sammen igen, når det går galt,” kommenterede hun for at bringe den lette stemning tilbage over deres samtale. Familier var altid et af de tungere og når hun ikke kendte Nielains baggrund og opvækst, var det lidt for risikabelt at bevæge sig ind på.

[Nielain Birkeflamme]

Nielain nikkede hen over sit krus og sad et langt øjeblik med en lille rynke over næseryggen, der fik fregnerne til at krybe sammen. Blikket var fjernt mens han tænkte og så med et slag vendte tilbage til nuet med et nyt smil ”Ja.. Det er vel det vi er her for.” han lænede sig lidt længere tilbage, uden at tage sig af stolens klagen, og løftede fødderne op på bordet. Dermed afslørede han også, at han havde smidt skoene i skjul under bordet ”Nå… ud over unge Bødker, hvem skal vi så ellers holde særligt øje med i nat?” han vidste de fleste, men det var heller ikke ham der var ny på hospitalet.

[Rebekah Skriver]

Han lod til at være langt væk og Rebekah lod ham sidde i tankerne lidt. Indersiden af hendes hoved føltes efterhånden også som om den var fyldt med grød og hun endte med at overgive sig og skubbede sig helt op at sidde på skrivebordet, så fødderne hang og dinglede ud over. Hun kunne ikke stoppe sig selv og slap en latter, da han pludselig viftede sine sko op ved siden af hende. Et drilsk bryn blev hævet, før hun igen tog blikket fra ham. Det var al sammen i sjov og hun kunne sagtens forstå behovet for at smække fødderne op. ”Vi har en Frøken Gartner,” informerede hun ham og fik alligevel mestret et smil, selvom hendes kinder efterhånden virkede temmelig ømme.

[Nielain Birkeflamme]

Nielain kunne mærke kaffen varme hele vejen ned gennem halsen og mens han vrikkede let med den ene storetå, og huskede sig selv på han snart trængte til nye sokker, indså han, at hun ikke havde spurgt om han skulle have kaffe eller te, men husket det fra foregående vagter. Tanken fik ham til at smile skævt, før han rettede sig lidt op igen, uden dog at tage fødderne ned fra deres behagelige position, og så spørgende på hende ”Gartner… Gartner..” messede han tænksomt og forsøgte mentalt at sætte et ansigt på, men fejlede ”Genopfrisk min hukommelse.”

[Rebekah Skriver]

Forsigtigt nippede hun til den varme te. Det var godt at holde sig vågen på, men hendes utålmodighed endte altid ud i brændemærker på tungen. ”Fra Fabel distriktet,” forklarede hun og strakte nakken lidt, så det gav et knæk. Hendes led føltes stive og ømme efter at have været på arbejde så længe, men det virkede heller ikke som tidspunktet til at klage. Det gjorde det egentlig næsten aldrig. ”Fik brækket benet og hevet det ud af led sammen med en del dybe flænger.” Sådan var det altid, når de adelige vendte tilbage til Corus. Så skulle der ses til haverne, den ene kreation mere kunstnerisk end den anden. Og det gik selvfølgelig ud over de ansatte.

[Nielain Birkeflamme]

Nielain lyttede opmærksomt og på trods af sin erfaring, kunne han ikke lade være at skære ansigt i sympati for gartneren der var kommet så uheldigt afsted ”Det lyder til hun får en ufrivillig pause nu i hvert fald.” han tog en slurk mere, for så at lade kruset hvile mod mellemgulvet uden at slippe det, lagde hovedet lidt på sned og så undersøgende på hende ”Har du ondt i nakken?” helbrederen i ham var altid opmærksom, også når han ikke selv var bevidst om det.

[Rebekah Skriver]

Det var svært ikke at se det komiske i Nielains noget teatralsk forvredne ansigt, men måske havde det også noget med søvnunderskud og tidspunkt på døgnet at gøre, og hun fnes ned i sin te, før hun fik mønstret et medlidende smil. "Ja, den stakkel," sukkede hun medfølende, selvom en lille del af hende nu godt kunne bruge et enten frivilligt eller ufrivilligt hvil lige nu. Hun nippede lidt til sin te og så en anelse overrasket på ham. "Ja?" Svaret fik en spørgende klang. Hun havde ikke selv været bevidst om den lille bevægelse, der efterhånden var blevet så normal for hende.

[Nielain Birkeflamme]

Han slap kruset med den ene hånd og vinkede hende over på sin egen side af bordet mens han tog strømpefødderne ned og rettede sig op på stolen "Kom herover." han rejste sig, strakte sig ikke helt lydløst og klappede på stoleryggen for at få hende til at tage den plads han lige havde rejst sig fra "Det kan vi gøre noget ved, så du kan klare resten af natten og ikke vågner med en fastlåst nakke i morgen. Tro mig.." han sendte hende et skævt smil "Det er ikke det værd. Jeg taler af erfaring."

[Rebekah Skriver]

Hun fulgte ham en anelse forbeholdent med blikket, som han kom ned fra sin plads og opfordrede hende til at flytte sig over på den. Det var derfor langsomt og omhyggeligt, at hun selv gled ned fra sin plads på bordet og stillede kruset fra sig. Det skæve smil beroligede hende dog lidt, selvom skuldrene stadig var spændte, da hun tog plads. Selvom hun ikke normalt var berøringsangst, havde hun altid været omhyggelig med ikke at blande privatliv og arbejdsliv for meget sammen. Den slags blev hurtigt rodet. I en forsigtig bevægelse trak hun fletningen væk fra nakken og ned over skulderen. "Du skal altså ikke føle dig nødsaget til noget, Nielain, jeg..." hun tav. Det virkede så tamt at færdiggøre sætningen med har klaret mig selv længe.

[Nielain Birkeflamme]

Nielain blev tålmodigt stående bag stolen og ventede, mens hun tydeligvis vejede for og imod. Han tog ingen anstød og smilede blot mildt da hun satte sig ”Lad mig nu bare. Jeg kan et trick.” han flettede fingrene sammen og knækkede dem med en påtaget alvorlig mine ”Desuden er den ene tjeneste vel den anden værd?” han lagde begge hænder mod hendes skuldre og lod tommelfingrene glide op over de store muskler op mod nakken for at være sikker på hvor de løb før han løftede den ene hånd, og i stedet lagde den mod hendes hoved ”Slap helt af og sænk skuldrene.” da hun gjorde som han bad, gjorde han et hurtigt, præcis ryg der fik hendes nakke til at give et hørligt knæk. Det burde ikke gøre ondt, men skulle gerne løsne de spændte muskler og led.