At enes eller ikke at enes

[Gavin af Trebond]

Prunella af Trebond & Iliane af Disart

Gavin havde helt bevidst valgt en dag, hvor hans mor ville være ude af huset til møder. Han havde talt med Iliane og fortalt hende, at hans søster gerne ville møde hende og hun havde indvilget. Personligt anede han ikke, hvordan hun havde det med det. Om hun glædede sig, eller om hun kun gjorde det for hans skyld, havde han svært ved at vurdere. Og selv håbede han ærligt talt bare, at de i det mindste ikke ville rive ørerne af hinanden. De havde potentiale til at kunne blive veninder. Men begge var de også så selvstændige og - ærligt talt - hidsige, at det kunne gå i den helt modsatte retning.

Da han fik besked om, at hun var at finde ved hoveddøren efterlod han derfor Prunella i haven med et smil og gik ind for at tage imod hende, mens han mentalt krydsede fingre for, at to af de vigtigste kvinder i hans liv kunne være civile over for hinanden.

[Iliane af Disart]

Hverdagen var ganske hurtigt vendt tilbage det sekund, de var landet i Corus igen. Selvom det selvfølgelig gjorde det lidt lettere, at Gavin ikke boede så langt væk, var det kun et spørgsmål om tid, før hun igen skulle vende tilbage til Disart. Og dét at møde hans lillesøster var nok ikke det, hun havde tænkt sig at bruge deres sparsomme tid sammen på. Ikke desto mindre vidste hun, hvor meget familie betød for Gavin og, selvom hun hverken delte samme kærlighed til sin familie eller forstod hans, havde hun derfor alligevel indvilliget.

En tjener åbnede døren og viste Iliane ind. Det var et yndigt hus, bemærkede hun, mens hun stod i hallen og ventede, en kende utålmodigt. Hun savnede ham, men måtte holde sig i skindet. På grund af søsteren. Ja, sådan var det vel at elske, konkluderede hun for sig selv. Gavin holdt i hvert fald meget af at indgå kompromiser og komme hinanden i møde. Hun forstod det stadig ikke helt. Vægten blev skiftet over på det andet ben og selvom et høfligt smil lå på hendes læber stod rastløsheden malet i de blå øjne.

[Prunella af Trebond]

Prunella følte sig anspændt. Hendes hoved værkede let som straf for hendes tankeløse omgang med køkkenfruens æblevin, og hun var nervøs for at møde Gavins nyvundne... kærlighed. Hun krympede sig ved at sige det. Alle syntes at forelske sig, forlove sig og gifte sig på stribe oven på rundrejsen, og ikke nok med at hun var blevet slavebundet hjemme, så havde hun også været udelukket fra enhver lille flig af kontakt til andre mænd. Hun havde et meget lille håb om kærlighed. Den fandt hun i sine bøger, ikke i det virkelige liv, men det nagede hende altid lidt, når andre syntes at komme så problemløst til den. Det var ikke, fordi hun ikke undede Gavin det. Det var bare svært… Hun spankulerede lidt rundt i haven for at skjule, hvor rastløs hun følte sig. Hun fortrød, at hun havde foreslået dette møde.

[Gavin af Trebond]

Han fandt hende alene i hallen og smilede stort, da han fik øjenkontakt med hende. "Lia," sagde han bare lavmælt, som han gik hen og løftede hende op til sig, som han havde for vane. Hans læber fandt hendes og han sørgede for at vise hende grundigt, hvor meget han havde savnet hende, inden han satte hende ned igen. "Kom med ud i haven," fortsatte han med et smil og tog hendes hånd, som han gik ud mod haven igen.

Derude gik han hen til Ella og smilede varmt og beroligende. "Lia. Dette er min søster, Komtesse Prunella af Trebond. Ella. Dette er Grevinde Iliane af Disart." Han brugte helt med vilje deres kælenavne, når han henvendte sig til dem. Forsøgte på at tage kanten af situationen.

[Iliane af Disart]

Det øjeblik, hendes øjne fandt Gavins, forsvandt lidt af irritationen over situationen og hun smilede varmt til ham. Armene faldt per instinkt om i nakken på ham, som hun holdt sig tættere ind til ham. ”Gavin,” nåede hun netop at mumle, før hun lagde læberne mod hans og besvarede kysset med samme entusiasme, han lagde for dagen. Da hun igen mærkede jorden under sine fødder smilede hun tilfreds op til ham. Udmærket, måske det slet ikke havde været så skidt en ide igen.

Lidt før de nåede ud i haven skulle hun til at trække hånden til sig igen, men mindede sig selv om, at det nok ville føre til en eller anden form for tåbelig diskussion mellem hende og Gavin og hun lod den derfor blive i hans. Ikke fordi roen fik lov at vare længe. Hendes kælenavn var en ting, der var forbeholdt ham og deres tosomhed. Der var søsteren ikke velkommen og hun sendte ham et skarpt blik, der lod ham vide præcis, hvad hun tænkte om det, før blikket fandt Prunella.

Komtessen var højere, end hun umiddelbart havde forestillet sig. Hun var ganske vidst også ældre end Iliane og Gavin var også ganske høj, så måske det gav meget god mening. Noget i hende skreg. Hun havde ikke lyst til at neje og bøje nakken, før Prunella havde gjort det, men det var nok bedst, hvis de gjorde de samtidig. Hun bed sin stolthed i sig og trådt et enkelt skridt frem. ”Komtesse Prunella,” hilste hun og nejede for komtessen med nøje indøvet ynde.

[Prunella af Trebond]

Prunella kunne konstatere, at hun blev mere og mere urolig af at trave sådan rundt, så hun havde langt om længe sat sig ned og havde snydt sig til en lille forfriskning. Ventetiden synes evig, men da de endelig kom til syne, ønskede hun, at der havde været mere tid. Hun rejste sig op. Det var pinefuldt, men glæden i Gavins blik formildede den irritation, som hun følte over mødet. Hun havde nok inderst inde forventet, at Illiane ville takke nej, men nu stod de så her alle tre på Prunellas eget initiativ.

Prunella betragtede dem indgående, da de gik hende i møde, og hun så ikke væk et eneste øjeblik. Hun fandt dem fjollede i deres åbenlyse forelskelse, men hun måtte se sig overvundet et splitsekund, da grevinden sendte hendes bror et skarpt blik. Nå, så hun var altså ikke kun lavet af silke. Prunella smilede et særligt smil, som man skulle kende hendes tanker for at blive klog på. Hun knejsede en anelse mere, da de var kommet helt tæt på. Hun nejede uden følelse, da Iliane gjorde det, mens hun med bøjet nakke fik fjernet det smørrede smil, der dansede på hendes læber.

”Grevinde Iliane, velkommen.” Hun ignorerede, at Gavin havde brugt hendes kælenavn, men det betød nu heller ikke så meget, da det var ret almindeligt brugt. Hun forsøgte ikke at virke fjendtlig, selvom hun mest af alt havde lyst til at være spydig og gå hende på klingen. Hendes hoved værkede mildt og gjorde ikke sitautionen bedre. Hun havde vanvittigt lyst til et glas vin.

”Gavin har sørget for en lille opdækning i lysthuset…” Iliane var meget petite og med et delikat ydre, som gjorde Prunella i tvivl, om hun overhovedet spiste. Hun smilede en anelse stift, trykket af situationen, så blødede hun endelig op og slog ud med hånden. ”Vil De sidde ned?” Hun skævede mod Gavin for at lade ham byde ind.

[Gavin af Trebond]

Gavin så det skarpe blik, Iliane sendte ham og overvejede et øjeblik, hvorfor hun mon var irriteret nu. I hans optik havde han ikke gjort noget forkert og han ville føle det akavet at kalde hende Iliane lige pludselig. Især over for sin søster, som han havde været tæt med, siden hun blev født. Men han skrev sig det bag øret og måtte så åbenbart tage det akavede med i handlen.

Der var noget kunstigt over den måde de nejede på, men han kunne ikke tage sig sammen til at finde ud af hvorfor. De skulle bare lære hinanden at kende og så ville alting blive bedre. Det var han ganske sikker på. Prunella gjorde da også en bevidst indsats og hun fik et taknemmeligt smil med på vejen. "Måske vi skal gå over i lysthuset med det samme? Jeg ved ikke med jer, men jeg kunne godt bruge en lille forfriskning." Han så spørgende på Iliane med et varmt smil.

[Iliane af Disart]

Der var noget ved komtessens smil og høflighed, der virkede både falsk og provokerende, men Iliane ignorerede den stikkende følelse. Det var ingen nyhed for hende at skulle spille venlig, selvom hun følte sig ilde tilpas i situationen. I det mindste var Gavin der til at holde hende ved godt mod, selvom hun så frem til et glas vin med længsel.

”Det lyder som en god ide,” svarede hun og gav et bestemt nik til Gavin. Stemningen ville garanteret også blive bedre, når først de havde fået et glas eller to til at tage kanten af. Især hvis det ville gøre Prunella venligere stemt. Hun havde godt hørt en ting eller to om den stædige grevedatter af Trebond og med lidt held ville det forene dem frem for at lade den stædighed, de begge havde flammende i baghovedet, splitte hele arrangementet.

De satte i bevægelse mod lysthuset og Iliane vendte blikket mod Prunella med et klædeligt smil om læberne. "Det var en skam, De ikke kunne gøre os selskab på rundrejsen, Komtesse Prunella," kommenterede hun, ikke at hun mente det. Hun havde aldrig rigtigt talt med komtessen før og havde derfor ikke den fjerneste ide, om hendes tilstedeværelse på rundrejsen havde gjort en forskel eller ej. Men for Gavins skyld kunne hun lige så godt forsøge at være venlig.

[Prunella af Trebond]

Prunella smilede sødt og klemte øjnene let sammen mod solen. Eller var det selskabet? Hun følte sig ikke helt klar i hovedet, der værkede som en øm tand. Hun betragtede den tavse fejde mellem de to elskende, og den gjorde hende mere nærværende igen. Situationen taget i betragtning, så var hun ikke helt afvisende overfor visse sympatiske træk hos Illiane allerede ved første indtryk, men hun strittede stadig imod den tanke, at de kunne have noget tilfælles. Der var noget genkendeligt her.

Hun smilede til Gavin og nikkede. ”Ja, lad os det. Jeg er også tørstig.” Hendes ord var oprigtige, og hun satte først i gang efter at Illiane havde erklæret sig enig. Hun var måske nok pokkers irriteret over hele scenariet, men hun havde tænkt sig at gøre en indsats for Gavins skyld. Hun ignorerede hovedpinen og begyndte at fantasere om et glas vin.

Hun så på Ilians, som forsøgte hun at regne ud, hvad der lå bag hendes spørgsmål. Hun blev dog ikke meget klogere og besluttede sig for at vove pelsen. Hun trak på skulderne. ”Jeg ville også meget gerne have været med,” indrømmede hun. ”Det er ikke helt det samme at få overleveret oplevelsen og erfaringerne.” Hendes stemme var kølig, da hun sagde det, men det var ikke rettet mod nogen, der var til stede i haven i dag. Hun stoppede op, som de ankom ved lysthuset og så på Iliane. ”Ser De, moder så allerhelst, at jeg satte mig pænt for fødderne af en kommende mand eller endnu bedre: Agerer fodskammel… Men det kommer ikke til at ske. Og så ser moder det bedst, at jeg bliver holdt helt ude af det arrangement.” Hun lo med mærkelig ligegyldighed af paradokset.

[Gavin af Trebond]

Gavin blev en smule mere afslappet, da de begge indvilgede i at finde over til lysthuset. Han håbede inderligt, at det ville tage noget af kanten af i forhold til, hvor kunstigt opsat situationen virkede. Og han smilede også glad og tilfreds, da de begge rent faktisk gjorde en indsat for at tale sammen. Og det var kun godt, at Prunella åbnede lidt op for sine følelser i forhold til at undvære rundrejsen. Han vidste, hvor meget, hun havde hadet det.

Men hendes næste ord, fik ham til at suge en overrasket vejrtrækning ind. "Ella!" Hans stemme var skarp. Nok var Iliane hans kæreste og nok ønskede han, at de kom overens. Og måske var dette ligefrem måden at opnå det på. Men han ville ikke finde sig i, at hun talte sådan om deres Moder til andre end ham. Han uddybede ikke sin irettesættelse. Den var tydelig nok - sikkert for begge de unge damer. Heldigvis var de fremme ved lysthuset og han kunne give sig til at tale om noget andet. "Skal jeg skænke vin op til begge de damer?" Han slap Iliane's arm og gik over til den karaffel og de glas, der var blevet sat frem kort forinden.

[Iliane af Disart]

Det imponerede hende, at Prunella trods sit rygte alligevel havde nok pli til ikke bare at sætte i bevægelse, da hun følte for det, men lod Iliane sætte tempoet. Så var det måske ikke så håbløst foretagende, som hun havde forestillet sig i starten.

Til svaret nikkede hun let og valgte, ikke at tage den kølige tone personligt. Havde hun været i Prunellas sted, havde hun nok også selv haft en del at sige om den sag og ikke særlig meget positivt. De nåede lysthuset og denne gang mødte hun komtessens blik og kunne ikke lade være at smile over den spottende latter, selvom Gavin ikke lod til at kunne se det sjove i situationen. Hun ventede derfor, til han igen så væk og blinkede så fornøjet til Prunella, før hun kom ned at sidde. "Ja, eftersom det er den formelle grund til alt postyret, ville det være et godt sted at starte."

Hun vendte igen blikket mod søsteren. Det var jo immervæk hende, hun var der for at lære at kende. "Men jeg må nok sige, det kommer bag på mig, at netop en kvinde, der bærer navnet Trebond skulle have et sådant syn på kvinder." Glassene blev fulgt op og hun ventede omhyggeligt på, at Gavin også slog sig ned, før hun hævede det til en skål. "Men så er det godt, det ikke er alle, der deler den overbevisning og at nogle af os med andet syn på kvinder kan mødes og drikke vin i solskin."

[Prunella af Trebond]

Prunella mønstrede et smil, da Gavins stemme skar igennem luften. Det var lidt stift, men ikke frygtsomt. Hun vidste godt, at hun var gået over stregen, men ordene var danset så let over hendes læber, at det havde været en hel lettelse af give dem fri. I det øjeblik havde hun været helt ægte. Hun bed sig i læben og surmulede en smul. Hun var i tvivl om, hvilken vej hun skulle vælge. Skulle hun trodse ham eller lade det ligge? Hun så på Iliane og følte sig både overrasket og opløftet af hendes slet skjulte fornøjelse. Det var håb for hende. Hun smilede lidt bredere, men skævede til Gavin, der var gået over til vinen for at skænke op.

Hun valgte en mere diplomatisk udgave af sine følelser. ”Jeg må medgive hende, at det ikke ville være rimeligt at påstå, det udgør hendes kvindesyn,” Prunella skar en grimasse. ”Det er nok mere… uenigheder mellem mor og datters, som tiden ikke har formået at mildne.” Hun måtte næsten forcere ordene. Hun skævede igen mod Gavin, og hun mærkede den velkendte vrede, når hun ikke fik luft for det følelsesflammehav, det levede i hende. Hun overgav sig til intimiteten i øjeblikket og sænkede stemmen, selvom hun godt vidste, at Gavin stadig kunne høre hende. ”Tanken om en ægtemand… ligger mig nok fjernere end de fleste komtesser.” Hun fandt et glas og skålede med de to andre. Illiane fik hende på mærkværdigvis til at føle sig ganske godt tilpas. Det tyggede hun lidt på i tavshed.

[Gavin af Trebond]

Gavin sukkede opgivende for sig selv, mens han stod med ryggen til og skænkede vinen op i tre glas. Prunella kunne da heller aldrig nære sig. Personligt mente han sådan set ikke, at der var noget forgjort i, at Iliane vidste den slags ting om familien. Hvis det stod til ham, så ville hun ende med at vide alt, hvad der var værd at vide, for han havde ingen intentioner om at give slip på hende lige med det første. Men det var trods alt første gang, Prunella mødte hende og hun havde ingen grund til at stole på hendes diskretion. I princippet sad hun og talte om dybt personlige ting til en fremmed og han brød sig ikke om at tænke på, hvad hun kunne finde på at sige til andre, når han ikke var til stede.

Han kommenterede ikke på noget af det, de talte indbyrdes om, da han kom tilbage og satte sig sammen med dem. Han fordelte glassene og løftede sit til den skål, som Iliane havde lagt an til. "Hørt hørt," drillede han stille, inden han nippede til den afkølede vin. Han var trods alt ganske enig i hendes udtalelse. Et øjeblik senere kom en tjener ud til dem og han rynkede på brynene, da han fortalte, at der var en gæst i huset, som ønskede at tale med Grevinden. De rynkede bryn blev til et irriteret suk, inden han rejste sig. "Det må I undskylde. Jeg skal forsøge at komme hurtigt tilbage." Han sendte dem begge et opmuntrende smil, inden han gik gennem haven igen og tilbage ind i huset.

*out*

[Iliane af Disart]

Det lod til, at de allerede havde fundet et fælles tredje og Iliane skyndte sig at gemme et smørret smil bag et mere passende af slagsen, som hun kortvarigt fangede Gavins blik, før han gik over for at tage sig af vinen. Smilet blev kun mere oprigtigt, som Prunella talte. Selv var Iliane heller ikke den største tilhænger af ægteskab, hverken ideen om det eller i praksis og hun kunne ikke lade være at hæve et enkelt bryn. Hvordan kunne de to søskende ende med så forskellige syn på tingene?

Hun gad ikke bekymre sig om at skjule sin morskab og skålede derfor blot, før hun tog en tår af vinen. Som altid blev hun ikke skuffet. Måske det var en ting, de alle tre kunne have til fælles. Hun nåede dog kun lige at slappe lidt mere af og mageligt slynge vinen rundt i sit glas, før Gavin måtte undskylde sig og hun pludselig måtte gøre en aktiv indsats for at skjule et noget panisk blik i det grå.

Et langt sekund så hun efter ham, før hun igen vendte blikket mod komtessen, betragtede hende vurderende. "Udmærket, så er jeg heller ikke nødsaget til at foregive at dele hans interesse for ægteskab." Hun blinkede skælmsk over sit glas.

[Prunella af Trebond]

Prunella havde fundet sit mod igen og lod til helt at overse, at hun havde bevæget sig ud på gyngende grund. Hun vidste godt, at hun havde taget et brandfarligt emne op i mere end én forstand. Hun delte ikke samme syn på ægteskab og kærlighed, som de fleste andre, og i en verden spækket med traditioner og pligter, så havde hun med tiden opbygget et pessimistisk forhold til den praktiske foranstaltning, man kaldte ægteskab. Det var bygget på fornuft og praktiske forhold – hvor var kærligheden henne i det? Hun følte, at det mere handlede om at fjerne en bekymring eller hovedpine, end om at finde en lykkelig forening. Måske var hun mest af alt bitter over at blive holdt ude af beslutningerne for hendes egen fremtid. Det var svært for hende at holde mund, og det var hovedårsagen til, at hun var blevet ekskluderet fra rundrejsen. Det var langt lettere at finde et passende parti, når hun ikke var der til at sabotere tingene.

Hun smilede endnu en gang til Iliane, før hun drak. Den gav en lettelse allerede, da de gled over hendes læber, og hun nød smagen. Som på fælles anslag spærrede hun øjnene op over Gavins pludselige afsked, og hun så forskrækket efter ham, da han skred mod huset. Hun så mod Ilians, der stadig så langt efter Gavin, og det gav hende trods alt lidt ro. Det hjalp meget på situationen at se, at hun ikke var den eneste, der nogle gange måtte kæmpe med facaden. Uanset hvilken følelse der måtte forcere deres skjold, så fortalte det hende, at det i det mindste lod sig gennembryde, og det kunne hun relatere til. Hun drak igen, før hun svarede.

”Ja, det nævnte han kort,” svarede hun og smilede med større morskab, end hun havde ønsket det. Hun kunne ikke lade være med at reagere på Ilianes spøgefuldhed. ”Men hvorfor?” spurgte hun så. Hun var ikke kendt for at snirkle rundt om busken, og da det var hendes bror, de delte, så ønskede hun at blive klogere på kvinden foran sig. Hun følte sig lettet over tilkendegivelsen. Ilians behøvede ikke at foregive noget som helst i Prunellas selskab.