Under stjernerne

[Delora af Tirragen]

Thomlin af Linshart
8. maj 527 M. T.

Det havde været svært for Delora at komme sig over, at hun fik lov til at deltage i de kongelige bryllupper. Men hele familien var inviteret, og dermed også hende. Hendes fader var naturligvis ikke vild med det, men for dronningen bøjede han alligevel nakken.

Hun havde taget sin pæneste kjole på, som hendes fader havde godkendt, og hendes ildrøde hår var sat op i en sirlig frisure, der indrammede hendes mælkehvide hud. I hendes ene hånd bar hun et glas med saft, mens hun stod ude i haven og kiggede op på stjernerne. Et lille og forsigtigt smil hvilede på hendes læber. Et par skridt bag ved hende stod hendes tjenestepige og holdt øje, mens Delora bare havde et øjeblik for sig selv, ikke synlig for resten af gæsterne.

[Thomlin af Linshart]

Fester var for unge, friske mennesker. For de ugifte. Og selvom det efterhånden var tæt på årtier siden, Thomlin havde set sig selv i første gruppe, måtte han efterhånden erkende, at han var i den anden. Gruppen af de ugifte. I princippet behøvede han jo ikke en hustru, men tanken om at finde én, der kunne tage sig lidt af ham fra tid til anden, var ganske tiltalende. Brylluppet skulle han jo komme til uanset.

Alligevel virkede det i dette øjeblik lettere overvældende. Der var altid den ene eller den anden, der ville tale og efter at have stået og nydt et øjeblik med Grevinden af Trebond, var han søgt udenfor. En pause måtte han vel godt tage. Der var heldigvis nogenlunde menneskeforladt udenfor. De fleste var stadig inde, socialiserede, dansede og drak. Han trak vejret dybt ind.

[Delora af Tirragen]

Hun smilede, da hun kiggede op på himlen, og ville egentlig have været blevet lidt længere ude. Men en rømmen bag ved hende fortalte, at det var tid til at gå ind igen hvis ingen af dem skulle få ballade med baronen. Hun drejede rundt og hendes blik fik øje på Hertug Thomlin. Hun bøjede straks i nakken af respekt, og gik hen mod ham. Han stod trods alt på den sti hun skulle følge, for at komme tilbage til de andre gæster. "Godaften Deres Højhed," hilste hun med sin sædvanlige forsigtige stemme. Hun kunne ikke så godt tillade sig bare at gå forbi ham, uden i det mindste at hilse på ham. hendes nakke var stadigvæk bøjet, mens hendes isblå øjne flakkede et øjeblik over hertugens ansigt, inden det endte med at se ned på stiens fliser. Hendes kjole var lige så blå som hendes øjne, og gjorde hendes hud mere hvid og håret mere rødt.

[Thomlin af Linshart]

Thomlin havde stået lidt i sine egne tanker, som han havde fået en tendens til. Det var nu ganske rart med en smule frisk luft; det var jo også gået lidt rask for sig med vinen. Den ene hånd fandt til skægget, som han klukkede lidt ned i og trak så på skuldrene af sig selv, besluttede at det måske var på tide at gå ind igen.

En skikkelse, der trådte frem på stien, fik ham dog til at blive. ”Komtesse Delora,” hilste han varmt og lod blikket glide over hende. Der var ingen grund til at benægte sig de simple glæder i livet, det havde han erfaret, og hun var bestemt en af dem, som hun stod der og lignede den yndigste dukke i den blå kjole med det røde hår kunstfærdigt sat op. På det punkt forstod han virkelig ikke kvinder, men han klagede bestemt ikke over synet.

[Delora af Tirragen]

Hun hørte ham klukke, og hun smilede svagt af det, men skjulte hurtigt smilet af respekt for ham. Selvom han sidst de havde mødt hinanden, havde leet af hende. Hun havde dog så meget respekt for hertugen, at hun aldrig ville turde gøre det samme.

Hun nejede dybt og med bøjet nakke, inden hun rettede sig op igen. Hun kunne ikke lade være med at smile over den varme stemme han talte til hende med. "De trængte også til et lille pusterum fra de mange gæster?" Spurgte hun og håbede ikke, at det var et for direkte spørgsmål.

[Thomlin af Linshart]

Hendes smil var ganske kønt, lidt genert. Sådan havde hans kone ikke været, tværtimod. Hun havde været noget af en håndfuld og den unge komtesses uskyldighed var ganske forfriskende. Ganske tiltalende.

Efter at have bukket for hende fangede han igen de meget blå øjne med blikket. ”Det er meget rart med en smule ro fra tid til anden,” kommenterede han og kunne ikke lade være at smile lidt kejtet, som havde han glemt hvordan man gjorde, over hendes direkte spørgsmål. Det havde han ikke troet, hun havde i sig. ”De er smuk her til aften,” komplimenterede han hende og følte sig pludselig en smule klodset ved situationen. ”Igen i aften.”

[Delora af Tirragen]

Hun nikkede, og tilkendegav dermed, at hun var enig. "Bestemt," kommenterede hun spagt, og følte ikke yderligere for, at stille andre direkte spørgsmål. Hun følte sig en smule genert, da han smilede til hende, og hendes mælkehvide kinder blev en smule røde. "Deres Højhed," sagde hun lavmælt og så overrasket op på ham i et øjeblik, inden hun igen bøjede nakken og tog sig sammen. "Mange tak, De er alt for venlig mod mig," hendes hjerte slog hårdt og kraftigt i hendes brystkasse.

[Thomlin af Linshart]

Det behagede ham, at hun holdt nakken så bøjet. Der var mange af de unge komtesser, der tog lidt løsere på det og spankulerede rundt som ejede de stedet. Thomlin havde også altid ment, der kun kunne komme dårlige ting ud af at lade kvinder blive riddere, men det var nu engang den vej, verdenen havde taget. Han brummede lidt ved hendes ord og så ned på hårgrænsen, hvor rød og porcelænshvid så fint mødte hinanden. Hun ville være yndig at have derhjemme. ”På ingen måde, Komtesse Delora, De er en smuk kvinde.”

[Delora af Tirragen]

Hun havde foldet sine hænder ærbødigt foran sig, mens hun af respekt lod blikket hvile mod jorden. Thomlin var en respekteret hertug, og havde kun været venlig overfor hende. Det var hun ham meget taknemlig for. Hans ord fik hende til at gispe lavmælt. Hun så op på ham med let adskilte læber og store blå øjne i et kort øjeblik, inden hun lukkede munden. Det havde aldrig klædt adelige kvinder at ligne måbende bondekoner. "Deres Højhed... Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal kunne gengælde Deres venlighed," hendes stemme var spinkel og hun var meget intimideret over hans ord. Han fandt hende smuk.

[Thomlin af Linshart]

Et øjeblik tabte komtessen helt kæben og synet fik ham til at rynke lidt på brynene, mens hun samlede sig igen. Han klukkede atter lidt i skægget. Hun var ung og skulle nok lære det. Det kunne han godt sørge for. Desuden behøvede han ikke en hertuginde, han behøvede en kvinde. En blød hånd og et kønt ansigt. Og det havde hun bestemt. ”De kunne have te med mig,” foreslog han hende, selvom det lød mere som en kommando end et reelt forslag. Han prøvede derfor at lægge ansigtet i lidt blidere folder.

[Delora af Tirragen]

Hun bøjede straks nakken og fjernede sit blik fra ham, da hun så rynken i hans pande. Hun ville virkelig ikke gøre ham vred, eller på nogen anden måde opføre sig upassende. Hans forslag fik det til at ringe for hendes ører, og hun var i et øjeblik meget febrilsk. Men hun samlede sig. Gavin havde advaret hende mod at være alene med mænd. "Det vil jeg meget gerne Deres Højhed, hvis jeg får tilladelse af min fader," hun gjorde sjældent noget, uden først at have fået lov til det. Det var jo manden der bestemte.

[Thomlin af Linshart]

Det lille pjok. Han trådte et skridt tættere på for at få hende til at se op igen. Det var en fornøjelse at se hendes kønne ansigt, selvom det gjorde det lettere for ham at studere hendes figur, når hun stod med bøjet nakke. Hendes ord fik ham til at nikke tilfreds. ”Det burde ikke være noget problem, jeg kan sagtens tale med Deres fader i aften.” Nok var Baronen af Tirragen en noget stædig rad, men han ville næppe sige nej til en hertug. Især ikke når de lå inden for samme slægt. Nej, det måtte være et spørgsmål om overtalelse.

[Delora af Tirragen]

Hun havde det som om, at hun var lige ved at besvime, da han trådte et skridt nærmere. Hun var ret overbevist om, at han var i stand til at høre, hvor hårdt hendes hjerte bankede i hendes brystkasse. Hun blev tvunget til at løfte blikket lidt, og hun mødte forsigtigt hans. Meget opmærksom på, at hun skulle slå det ned, hvis hun så nogen tegn på ubehag hos ham. "Det er nok bedst," sagde hun uskyldigt. "Jeg vil nødig gøre noget, min fader finder upassende eller ukorrekt," og hvis hendes far ikke mente hun skulle se Thomlin, så måtte hun rette sig efter sin faders ønske.

[Thomlin af Linshart]

For hvert generte grænsende til forskræmte blik, Delora sendte ham, og for hvert forsigtige og uskyldige lille ord, fik hun en guldstjerne mere i hans bog. Men nu mødte hun da endelig hans blik og han gav hende et lidt groft skåret, forsøgende smil. ”De er godt opdraget,” roste han hende blidt ”Men De må ikke sige ja grundet frygt,” kun hvis det var en lille smule i hvert fald. En lille smule ærefrygt og respekt var kun godt. ”Så kunne De tænke Dem, jeg spurgte Deres fader?”

[Delora af Tirragen]

Hun følte sig meget intimideret af den nærhed og manglende afstand mellem dem. Hun var ret sikker på, at det ikke var passende for dem, at stå så tæt på hinanden, selvom der stadigvæk kunne stå en hel person mellem deres kroppe. "Tak," det betød meget for hende, at han mente det. For hun gjorde virkelig hvad hun kunne, for at gøre det rigtige, sådan som hendes far ønskede det. "Jeg... Jeg frygter Dem ikke. De er en respektfuld mand," sagde hun og nikkede. "Det må De gerne," hun følte, at det var helt forkert, at han spurgte hende om lov. "Men den slags skal jeg ikke bestemme."