Et hurra for Hertugen af Stenbjerg

[Myrilla af Stenbjerg]

Larkin af Stenbjerg
17. maj 528

Rundrejsen var endelig nået til en ende og hverdagen var igen begyndt. Mere eller mindre. For selvom Myrilla nu havde mulighed for at vende tilbage til sine studier, var der stadig to bryllupper, der skulle planlægges; Murrays og Vanias og hendes eget med Larkin. Det førte til lange samtaler, møder, planlægningssessioner og meget andet. Det var selvfølgelig ikke blevet bedre, da det var kommet Myrilla for øre, at Larkin havde fødselsdag. Han var ikke just den nemmeste at planlægge gaver eller lignende for.

Alligevel var hun til sidst kommet frem til en form for løsning. Et større bogserie med introduktion til forskellige emner inden for alkymien. Larkin havde udvist interesse for det ved deres første rigtige samtale og hun havde affundet sig med, at det meste hun gjorde alligevel var forkert i hans optik. Med en tjener bærende på de tunge læderbøger, der var blevet lagt i en trækiste med et lille silkebånd omkring, var hun taget afsted.

I en lyseblå kjole med hvide silkebånd og hvide og blå silkebånd i håret, meget bevidst om at finde noget i Stenbjergs slægtsfarver nåede hun Stenbjergs store villa i Højagerdistriktet. Allerhelst ville hun selvfølgelig bare være hjemme og læse, men det var immervæk hendes kommende mands fødselsdag. Og det måtte fejres. En tjener førte hende ind i en overdådig hall, hvor hun blev efterladt, mens han rendte ud for at hente Hertugen.

[Larkin af Stenbjerg]

Med alle de begivenheder som fandt sted for tiden havde han ikke lyst til at holde en fest. Desuden fyldte han jo ikke rundt, så der var ikke rigtig nogen grund til at kaste sig over sådan et projekt, når han allerede havde hænderne fulde med brylluppet.
Larkin havde tilbragt indtil videre tilbragt det meste af sin fødselsdag i sit studieværelse. En lille bunke af obligatoriske lykønskningsbreve lå på hans skrivebord, imens han selv var ved at gennemgå nogle mere forretningsmæssige breve. Hovedsaligt svar fra folk, som skulle leverer materialer til brylluppet.
Da han blev gjort opmærksom på Myrillas ankomst, lagde han brevene til side og satte kursen nedenunder, hvor Myrilla stod og ventede. Han smilede som altid imødekommende og bemærkede hurtigt farverne i hendes kjole og hår. ”Goddag, Myrilla,” hilste han og bukkede for hende, før blikket gled ned over hende. ”Blå og hvid klæder dig ganske godt,” bemærkede han så drillende, før han fik øje på tjeneren, der slæbte på en trækiste. Det fik ham til at løfte et spørgende øjenbryn.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det var heldigvis ikke længe, hun fik lov at stå og blomstre i hallen. Det var en af de ting, man heldigvis godt kunne sige om Larkin. Han var velopdragen på de fleste punkter. Et nydeligt smil lå derfor klar på hendes læber, da han krydsede over gulvet og hen mod hende og hun nejede yndefuldt for ham, før hun igen rettede sig op og fangede hans blik. ”Goddag, Larkin og hjerteligt tillykke med fødselsdagen.”

Hans kompliment fik hende til at smile bredere. ”Det er jeg glad for, du synes. Når tiden kommer vil du jo sikkert skulle se mig bære dem en gang eller to,” bemærkede hun og blinkede til ham, før han kiggede over mod tjeneren for første gang. Det spørgende bryn fik hende til at træde et skridt til siden og hun nikkede til tjeneren, der trådte frem. ”Jeg vidste ikke, hvad du ønskede dig, så jeg prøvede mig frem.” Vær venlig ikke at blive sur på mig, bønfaldt hun i tankerne, men sagde intet, smilede blot mildt til ham.

[Larkin af Stenbjerg]

”Mange tak, det var pænt af dig at komme forbi,” svarede han smilende til lykønskningen. I teorien ville han sådan set have haft det fint med et brev, men det her talt vel for mere dedikation? Han grinede svagt ved hendes bemærkning om farverne. ”Det vil jeg se frem til så.” Uanset deres sammenstød var hun jo stadig køn.
Da Myrilla fortsatte gled et kort forvirret udtryk over hans ansigt. Han var blevet overrasket, så det tog ham et sekund at falde ind i den rigtige, høflige mimik. ”Det går nok.” Han gik over til kisten for at se nærmere på indholdet. Han fastholdt den venlige opførsel, imens hjernen ellers forsøgte at regne ud, hvorfor Myrilla havde en gave med. Logisk nok var det jo normalt at give gaver på fødselsdage, men det var Larkins indtryk, at hun ikke brød sig om ham det meste af tiden, og de var jo ikke gift endnu. Hun kunne sagtens være sluppet af sted med bare at sende ham et brev.
Han tog en af bøgerne i kisten op og bladrede lidt i den. Alkymi. Da hans forældre var i live, var han vant til at få gaver, som de mente, han havde brug for. Sværd, dolke, andre ting der lagde op til, hvad far forventede af ham. Derfor gav bogen ham en noget ambivalent følelse. Han fandt emnet ganske interessant, men havde samtidig Myrilla mistænkt for at give ham bøgerne som en hentydning til, at hans viden på området var mangelfuldt eller sådan noget. Det måtte da være noget i den dur, som det her handlede om? Hvad andet kunne det være? Forvirringen gjorde det svært for ham at regne ud, hvordan han burde reagere, og han endte derfor med at se en tand spørgende på Myrilla. ”Hvorfor ...?” Han fuldførte ikke spørgsmålet og rømmede sig i stedet en anelse, før han fik ansigtet tilbage i den venlige mimik. ”Tak, Myrilla. Jeg havde slet ikke regnet med, at du ville give mig noget.” Måske kunne det redde ham ud af forvirringen.

[Myrilla af Stenbjerg]

Overraskelsen stod tydeligt malet i Larkins ansigt og for en gangs skyld følte Myrilla sig tryg i hans selskab. Hun havde ikke alene formået at overraske ham, men kunne til en afveksling læse hans følelser i ansigtet. Det varede selvfølgelig kun et øjeblik, før han igen fandt tilbage til de venlige folder, men det gjorde hende intet. Hun havde for et øjeblik formået at se noget ægte og det gav hende ro i maven, mens han trådte frem og gav sig til at studere gaven.

Han tog en af de læderindbundne bøger op og hun betragtede ham, mens han lidt overfladisk bladrede igennem den. Reaktionen fik hende til at smile. ”Og netop derfor vidste jeg heller ikke, hvad du ville bryde dig om,” forklarede hun prøvende og nikkede mod bøgerne, ”Men du udviste en interesse for alkymien, da vi talte til gallaen i Tirrsmont, så jeg tænkte det måske var noget, du havde lyst til at udforske yderligere.” Noget måtte de jo kunne finde ud af at tale om resten af deres liv sammen og måske alkymi kunne hjælpe dem lidt på vej.

[Larkin af Stenbjerg]

Han var stadig lidt mistænksom ved situationen, men måske var det her vitterligt bare en gave og intet andet? Uanset hvad var det ny viden, og den slags kunne han trods alt godt lide. Han nikkede derfor anerkendende. ”Det er sandt. Tak.” Han lænede sig ned og kyssede hende let på panden. Så lagde han bogen tilbage i kisten og kaldte sine egne tjenere op. ”Stil den op i studieværelset,” instruerede han, og tjenerne bar straks af sted med kisten. Han kunne vel ikke rigtig tillade sig at begynde læsningen, når nu han havde besøg. ”Kan jeg byde dig på lidt te?” foreslog han så og var klar til at få sendt en tjener af sted efter noget at servere.

[Myrilla af Stenbjerg]

Sekunderne gik. Langsomt. Uvirkeligt langsomt. Så nikkede han og Myrilla kunne igen slappe lidt af i kroppen, mens han lagde et kys mod hendes pande. En af hans egne tjenere overtog byrden fra hendes, der trak sig lidt i baggrunden og hun nikkede til spørgsmålet. Det var egentlig ikke sådan, at hun havde lyst til at blive og især ikke længe, men nu var hun kommet forbi og det var sådan, hun var opdraget. ”Hvis ikke du har andre, mere presserende planer, ville te være dejligt.” Hun kunne jo heller ikke tillade sig at gå nu, men hver gang de var sammen for længe, udviklede det sig på den ene eller anden måde altid i en negativ retning. Men en lille kop te ville de vel godt kunne klare sig igennem? Hun håbede det.

[Larkin af Stenbjerg]

Da hun accepterede, sendte han en tjener af sted for at rette an til dem. ”Der går nok lige lidt, før det er klart til os.” Han havde ikke forventet gæster, så der stod ikke noget klar til at blive serveret. Han krydsede eftertænksomt armene og nikkede så mod trappen. ”Hvad med at jeg viser dig dit kommende studieværelse, imens vi venter?” Han kunne vel lige så godt vise hende lidt af villaen, når nu hun var her.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hvor hun normalt ville have fulgt tjeneren med blikket, mindede hun sig selv om, at hun denne gang altså stadig var i Larkins selskab og med ham værdigede man åbenbart ikke tjenestefolket et blik. I stedet studerede hun hallen, hvor de stadig stod, før Larkin brød tavsheden med et forslag. Hun åbnede munden og skulle til at spørge ind til det værelse, hun skulle få, før det gik op for hende, at der jo var en mulighed for, de skulle bo på samme værelse. De ville jo immervæk blive gift. Hun krummede tæerne lidt i sine sko. ”Meget gerne,” svarede hun derfor blot og tog hans arm.

[Larkin af Stenbjerg]

Han viste hende ovenpå og ned af gangen. ”Jeg har selv et studiekammer herinde,” fortalte han roligt og gestikulerede til en dør i forbifarten. ”Jeg mener, at ens studiekammer bør være privat, så når man er derinde bør man ikke forstyrres med trivielle ting.” Når man var i det rum, arbejdede man eller fordybede sig i noget, og så skulle folk ikke komme rendende og forstyrre i tide og utide. De fortsatte lidt længere ned af gangen, og Larkin åbnede døren ind til et tomt værelse. ”Det bliver det her. Du må sige til, hvis noget skal males over eller ændres, før der kommer møbler ind.” Han blev selv stående i døråbningen, men lod ellers Myrilla om at studere rummet. ”Soveværelset ligger herover,” han pegede kort på en dør i den anden side af gangen. ”Så du kan vel anse denne ende af huset som den mere private.” Det virkede kun logisk at have arbejdsrum og soveværelse tæt på hinanden. Så skulle man ikke tænke på at slæbe sig op og ned af trapper sent om natten for at komme i seng.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det vågne blik fortsatte, som de søgte dybere i huset. Det var første gang, hun skulle se huset indefra, hvad hun vidste af. ”Selvfølgelig,” gav hun ham ret, selvom hun ikke helt kunne se behovet for det. Men det var måske også bare en ting, hun og Marcus havde gjort. De havde da altid væltet ind hos hinanden, uanset hvad man foretog sig. Men Larkin var en seriøs mand og Myrilla fulgte bare efter uden at føle behovet for at kommentere yderligere, før de nåede det værelse, der ville blive hendes studiekammer.

”Det er nydeligt,” konstaterede hun og vendte sig om mod ham med et smil om læberne. ”Hvis væggene kunne få en støvet grøn farve, ville det være helt perfekt.” Og det mente hun. Blikket fulgte hans hånd uden at vide, om han havde tænkt sig at vise hende det eller ej. Eller om det overhovedet ville blive der, hun skulle sove. Der var så mange spørgsmål til det kommende ægteskab, men hun turde ikke at stille dem, så hun gik blot tilbage til Larkin i dørkarmen, før hun kastede et sidste blik tilbage mod det værelse, der nok ville blive mest hendes hjem i det store hus.

[Larkin af Stenbjerg]

Han lænede sig mod dørkarmen, imens Myrilla studerede værelset. Ved hendes ønske nikkede han. ”Naturligvis, jeg vil sørge for, at det bliver gjort. Hvis vi tager os af det nu, kan det stå klart til, når vi vender tilbage fra brylluppet.” Det ville være bedst, hvis alt var klart til hendes ankomst.
Da hun kom over til ham igen, smilede han let og lukkede døren efter dem, da de atter gik ud. ”Jeg er ved at få familiens smykker pudset, så du kan bruge nogen af dem til brylluppet,” bemærkede han, imens de begav sig nedenunder igen. Han så ingen grund til at vise hende soveværelset. Det havde ingen relevans for dem lige nu. ”Min mor har været borte i en del år efterhånden, så det er længe siden, de sidst er blevet båret.” Han havde jo ikke nogen søster som kunne gå med dem. Som sædvanlig lød han heller ikke videre bedrøvet, da han nævnte sin mor. Det var vel mest af alt et mirakel, at han ikke gik og smilede tilfreds ved tanken. I stedet holdt han et forholdsvis neutralt udtryk.

[Myrilla af Stenbjerg]

Døren gik i bag dem og hun tog igen hans arm, mens de gik. Til hans ord nikkede hun let. Hun havde aldrig haft megen interesse for smykker, selvom hun godt vidste, det forventedes af hende. ”Så er det godt, de igen kan blive vist frem,” forsøgte hun sig. Det virkede helt underligt. Om ikke så længe ville Vania være den, der bar det, der havde været hendes mors smykker. Og så ville Myrilla bære Stenbjergs. Det virkede helt forkert, men hun gav blot Larkins arm et klem, mens de fortsatte nedenunder. ”Det er også ærgerligt sådanne ting skal henligge i mørke.”

[Larkin af Stenbjerg]

Han nikkede enigt, imens de gik ned af trappen. ”Du har ganske ret. Det er et forfærdelig spild ... desværre klæder de sjældent mandlige familiemedlemmer, så der var ikke så meget at gøre ved det.” Han blinkede smilende til hende. Da de nåede bunden af trappen kom en tjener over og viste dem ind i en stue, hvor der var blevet rettet an til dem. ”Hvordan går det med dig? Jeg kan forestille mig, at du er gået i gang med dine studier igen?” Han havde lyst til at spørge ind til, om hun var kommet på god fod med sin tvilling igen, men sidste gang havde hun vist ikke brudt sig meget om emne. Han hjalp hende ned at sidde i sofaen og satte sig lidt fra hende. En tjener var der straks til at hælde te op til dem og trak sig så ud til siden igen. Ud over te stod der også noget frugt og nogle småkager.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hans morsomhed overraskede hende og hun glemte et øjeblik helt, at hun næsten ikke kunne udstå manden, mest af alt på grund af den konstante frygt og usikkerhed, hans lunefulde sind lagde i hende. En perlende latter forlod hendes læber, mens hun igen mærkede knæene blive lidt bløde ved det kække blink, han sendte hendes vej. Det var simpelthen ikke til at blive klog på! Og hun burde da vide bedre end sådan at gå med bløde knæ over en mand, der havde været så modbydelig ved hende.

Det var dog svært at huske på, at hun egentlig i virkeligheden ikke kunne fordrage ham, når han så oprigtigt spurgte ind til hende. ”Ja. På trods af alle rundrejsens muligheder, er det dejligt endelig at kunne vende tilbage,” svarede hun med et varmt smil i hans retning, mens hun kom ned at sidde.