Vi ses til te

[Aric af Macay]

Cynthea af Macay

Til brylluppet havde han luftet en idé for Cynthea. At han ville invitere hende til te hjemme hos sig selv. Og i går havde han sendt en tjener hen til hendes hjem, for at invitere hende. Han havde ikke turde håbe på, hvordan vejret ville være. Men heldigvis lod solen til at skinne fra en skyfri himmel. Og det var godt. Så kunne de drikke teen ude på terrassen, og se udover hans lille frugthave. Han havde med vilje forsøgt at få den til at minde så meget om Macay, som muligt.

Han sad derude og ventede på, at en tjener ville overbringe ham nyheden om, at der ventede en ganske bestemt lyshåret komtesse i hallen. Der var blevet dækket op, bagt og stillet frugt frem. Hos Aric var intet overladt til tilfældighederne, og han havde en tendens til at varte sine gæster op med overdådighed.

[Cynthea af Macay]

Selvom Hertugen af Macay havde fortalt hende, at han havde tænkt sig at invitere hende til te, kom det stadig bag på komtessen, da en tjener pludselig havde banket på for officielt at invitere hende til Hertugens hjem. Dagen var som altid startet tidligt ud, hun var blevet vasket og fået sat hår, men for en afvekslings skyld var det ikke bare den første og den bedste kjole fra kisten. Alle som en blev de prøvet på, før hun endelig var i stand til at beslutte sig og var klar til at tage af sted.

Det var ikke langt familierne boede fra hinanden og en tjener bød Cynthea ind i hallen, hvor hun blev efterladt. Kjolen blev glattet med håndfladerne i ventetiden. Som altid bar hun lyse farver. Det blev hurtigt en vane, når man boede så tæt på sydørkenen.

[Aric af Macay]

Da en tjener kom ud til ham på terrassen og anmeldte Cyntheas ankomst, rejste han sig op med rolige bevægelser. Han gik indenfor, gennem stuen og kom derfra ud til hallen, hvor hun stod og ventede på ham. Han bukkede for hende. "Velkommen komtesse Cynthea," sagde han og rettede sig op, for at se på hendes ansigt. De lyse farver klædte hende ganske fint. "Det glæder mig, at De takkede ja til min invitation," han vidste godt, at det ikke var helt almindeligt. Men han var ikke en almindelig hertug.

[Cynthea af Macay]

Det var heldigvis ikke længe, hun fik lov at stå og blomstre i hallen, før der igen hørtes skridt og det milde smil lå allerede på hendes læber, da Aric nåede ind for hendes synsfelt og hun ind for hans. Hans bukken blev besvaret med et nej, før hun igen rettede sig op. Straks faldt blikket på hans øjne, der som altid fangede hende. "Det glæder mig, at De inviterede," hun så sig omkring og studerede den ret nøgne hall før, hun afventende vendte blikket tilbage mod ham. Det var immervæk hans hjem.

[Aric af Macay]

Det trak i hans mundvige, da han så hende smile. Han bød hende straks sin arm, da hun havde nejet. Der var ingen grund til at stå og beundre hallen. Han førte hende ud af den, og igennem den store stue, inden de kom ud i frugthaven. "Jeg håber, at De kan lide appelsinte," sagde han og hjalp hende med glæde med at sætte sig ned. Da han havde sikret sig, at hun sad behageligt, satte han sig ned i stolen på den anden side af tebordet. Selvom bordet var dækket godt op, han havde sørget for, at de stadigvæk ville være i stand til at se på hinanden.

[Cynthea af Macay]

Nysgerrigt så hun til, som hun blev trukket ud af den store hall og gennem en yndig stue. Hjemmet lod til at være inspireret af den mere sydlige del af Tortall og selvom Macay var væsentligt længere nordpå en Prinshold, der tog prisen som det sydligste punkt, følte hun sig på underlig vis mere hjemme der end hun havde gjort længe.

Da de kom ud i frugthaven, var hun lige ved at stoppe, men tog sig i det og fortsatte, til han hjalp hende ned at sidde ved bordet. "Jeg holder meget af appelsinte," fortalte hun ham og så igen rundt i den smukke have. "Det er så sjældent, jeg har fået det i Corus." Hun foldede hænderne i skødet og så endelig rigtigt på ham igen. "De har en uendeligt smuk have, Deres Højhed."

[Aric af Macay]

Perfektion i sit hjem var noget han havde tillært sig efter at have fået titlen som hertug. Det var først der, han havde lært, hvordan et len skulle styres. Han havde aldrig interesseret sig for det før. Og derfor gik han meget op i, at hans hjem i Corus bragte ham så tæt på Macay, som det var muligt.

Han mærkede hans krops reaktion på haven, men kommenterede ikke på det. En tjener kom ud til dem og skænkede dem begge to en kop te, for så at forsvinde igen. Dog ikke længere væk, end vedkommende hele tiden ville være i stand til at opvarte dem. "Det var godt," sagde han og løftede sukkerskålen, for at byde hende det, hvis hun ville have det. Til hendes betragtning af hans have, kastede han selv et blik ud over den. "For mig betyder den meget. Den minder mig om Macay, og sørger for, at jeg ikke bliver helt vanvittig, når jeg er her i Corus," storbylivet havde aldrig været ham.

[Cynthea af Macay]

Der var varmt i haven og selvom Thea var opvokset i langt varmere steder, havde Rundrejsen også bragt hende til nogle af de køligere, så varmen var bestemt velkommen. Hun smilede og hævede en enkelt hånd som afvisning til sukkeret. Appelsinerne var søde nok i sig selv, til at teen ikke behøvede yderligere sødme i hendes smag. Som tjeneren trak sig lidt tilbage, tog hendes egen tjenestepige med.

"Det er skønt, at have en lille bid af sit hjem, selvom man er langt væk hjemmefra," medgav hun ham og fulgte hans blik rundt, før hun igen fandt hvile ved hans ansigt. Han havde skabt en lille oase midt i storbyen og stod det til hende, kom hun hellere end gerne tilbage og nød lidt af syden hos ham. "Især når man er fra et så dejligt sted som Macay."

[Aric af Macay]

Det faldt kun yderligere til hans fordel, at hendes tjenestepige trak sig væk, og lod dem være alene. Han havde dog ingen andre tanker, end at tale med Cynthea og nyde hendes intelligens og rolige sind.

Han nikkede. Ganske enig i hendes betragtning. "Det er netop det, der er formålet med denne have," han satte sukkerskålen ned igen, og hældte heller ikke selv noget op i sin te. Han smilede, da hun roste hans hjem. Det kunne enhver mand godt lide at høre. Og han var bestemt en af dem. "Jeg er glad for, at De ser mit hjem som et dejligt sted," han løftede tekoppen op til sine læber, der var dækket af fuldskægget. "Teen er brygget på appelsiner fra Macay," fortalte han og så over på hende. "Kun melonerne og jordbærrene her på bordet er ikke dyrket i Macay," han brugte helst sine egne råvarer.

[Cynthea af Macay]

Som de andre adelige var Thea efterhånden så godt vant til tjenestefolkenes tilstedeværelse, at hun næsten ikke ænsede sin tjenestepigen forsvinden. Istedet holdt hun blikket på Aric, der fortalte om sit hjem. Hun elskede at høre folk fortælle om deres ophav og han var bestemt ikke en undtagelse. "Det er imponerende," roste hun og lagde de lange fingre om den lune kop, før hun langsomt hævede den og tog en forsigtig tår. Selvom teen stadig var meget varm, var den søde smag af de varme appelsiner kærkommen og hun smilede tilfreds, da hun igen satte koppen fra sig. "Det er virkelig en luksus at kunne have sine egne råvarer så langt fra sit hjem."

[Aric af Macay]

Han betragtede hende, mens hun tog en tår en tår af teen. Han så godt efter hendes reaktion i ansigtet, og da hun smilede tilfreds, lænede han sig tilbage i stolen. "Det er det bestemt. Men det kræver også gode folk, at kunne opretholde den luksus," sagde han smilende og tog selv en tår mere af teen, inden han stillede koppen fra sig. Han rakte ud efter en bolle med citronskræl i. "Jeg er ked af, at jeg ikke fik chancen for at vise Dem rundt i mine haver i forbindelse med rundrejsen," for det første var rundrejsen ikke kommet forbi Macay, og for det andet var der blevet afholdt bryllup på hans slot for hans fætter og dennes hustru.

[Cynthea af Macay]

"Bestemt," nikkede hun, "Ligesom det kræver en god mand eller kvinde at udvælge disse gode folk, der opretholder det hele." Det var så tæt, hun følte, hun kunne komme på et kompliment af hertugens person uden egentlig at kende ham synderligt godt eller bryde med, hvad hun selv syntes, hun kunne tillade sig. Hun lagde en drue i munden og tyggede den omhyggeligt, mens han igen talte. Ordene fik hende til kortvarigt at se forlegent ned på hænderne, der igen var foldede i skødet, før hun fandt hans blik. "Det er jeg bestemt også, men jeg er dog glad for, st jeg alligevel fik set lidt til det til brylluppet."

[Aric af Macay]

Han nikkede og smilede over komplimenten. Ikke helt ligeglad med, hvad hun syntes om hans evne til at drive og lede sit len. Selvom de ikke kendte hinanden særligt godt. Men det var der råd for. Og det var masser af invitationer og møder mellem dem.

"Det beroliger mig, at De fik en lille bid af det," han så over på hende. Med et uudgrundeligt blik. "Måske De en dag får det at se igen," han fastholdt hendes blik med et intenst et. Ikke villig til at slippe det igen, før han havde set hendes reaktion på hans ord.

[Cynthea af Macay]

Hun var glad for at se, hans reaktion på hendes kompliment. Som hun havde frygtet det, blev kinderne en anelse lune under hans blik og hun måtte holde sig i skindet for ikke at se væk som et forskræmt lille pjok. "Hvis muligheden skulle byde sig, ville det være mig en fornøjelse," svarede hun og flettede fingrene mellem hinanden i skødet for ikke at give sig til at pille ved sit hår. Det var en skrækkelig vane, mente hendes far, hun altid havde haft. "Og mon ikke den gør det." Godt nok var hun ikke engang halvt så gammel som Aric, men han var også stadig ung og der skulle da nok komme en lejlighed til, at han ville kunne vise hende rundt i haverne.

[Aric af Macay]

Den svage rosa farve, der viste sig i hendes kinder, fandt han ganske tiltalende. Den gjorde hende akkurat lige så uskyldig, som han forventede at hun var. Hun var virkelig en ung kvinde, der vidste, hvordan man opførte sig. Og det beroligede ham ganske enkelt, at hun ikke var uvidende om, hvordan verden hang sammen. Det var i hvert fald det indtryk han havde fået. "Jeg er overbevist om, at den dag kommer," sagde han tvetydigt, men hentydningen bag hans ord, var ikke til at tage fejl af. "Men kun hvis De har lyst, naturligvis," han var ikke en mand, der tvang kvinder til at være sammen med ham.